Pernille i Uganda

Jeg forstår det ikke!

I lørdags indgik Lord's Resistance Army (LRA) og de ugandiske og sudanesiske regeringer en aftale om våbenstilstand, gældende fra igår tirsdag. Det indebærer, som sagt, at ingen må skyde på hinanden, men også at LRA-rebellerne skal gå til opsamlingslejre fra Congo og Uganda (og 'gå' det skal de, for som en officiel talsmand for fredsprocessen sagde; 'de plejer de jo at gøre') i de sydlige Sudan.

Fra den ugandiske regering forlyder det idag, 'at våbenstilstanden stadig holder'. Der skal ikke grines, men ærligt talt, er det nok en lidt tidlig udtalelse. Man må stadig antage at kommunikationsniveauet taget i betragtning er budskabet ikke nået alle, at hænderne sidder løst på de implicerede rebeller, og på soldaterne i den ugandiske regeringshær, for slet ikke at tale om hvad der sker inde i hovedet på de kvinder og børn, som LRA har bortført og gjort til deres. For hvem er de nu? Hvilke traumer slæber de rundt på? Er de rebeller eller uskyldige ofre? Og hele den fantastiske ide om at LRA-rebellerne, der skal integreres i den ugandiske regeringshær - som om at den hær ikke er udisciplineret nok?! Man kan selvfølgelig sige, at hæren får betydeligt mindre at lave nu, hvor de ikke skal jagte rebeller. Man forestiller sig allerede nu tidligere LRA-rebeller på fredsbevarende mission... i Irak, Darfur eller Afghanistan?!

Det som jeg har fundet mest interessant i denne fredsproces er alle parters absolutte afstandtagen til det internationale samfunds indblanding og til International Criminal Court. Interessant når selv NGOer, der er engageret i fredsarbejde, som normalt bruger ordet 'dialog' i hver anden sætning, nu konkluderer at fred er vigtigere end retfærdighed. Iøvrigt fra ugandisk side godt blandet med argumentet om, at Acholi-folket (hvorfra Kony kommer) har deres helt egne måder at forsone og integrere hjemvendte rebeller på. Ingen problemer dér, det klarer vi lige med et par ritualer og en snak med stammens ældste.

Jeg har en mærkelig fornemmelse af, at det skyldes at de her mennesker er så ekstremt fattige og sjældent selv har markeret sig direkte - som vi fx så det med kvinderne fra Srebrenica, den serbiske modstandsbevægelse 'Otpor', apartheid-ofrene i Sydafrika eller de politiske flygtninge fra Chile. Måske tager jeg fejl?! Jeg oplever bare, at dem der er gode til at udtrykke sig på egne og andres vegne, meget let kan glemme at andre også har følelser og holdninger, selvom de ikke har overskud eller evner til at formulere dem med gennemslagskraft. Forventer vi, at de bare glemmer det hele, eller hvad? Der er ingen tvivl om, at det handler om fred for enhver pris og at samtlige involverede synes at være enige i denne prioritering. Det er jeg i princippet meget enig i - lad os komme videre.

Men der er imidlertid ingen tvivl om, at dem som de sidste 20 års konflikt har ramt hårdest, nemlig de internt fordrevne og dem som er blevet overfaldet, skamferet og voldtaget, dem har vi ikke hørt meget fra i løbet af denne proces. Nu er der anlagt et meget praktisk perspektiv på fredsprocessen, men jeg tvivler stærkt på, at man på lang sigt kan slippe afsted med ikke også at anvende et mere psykologisk perspektiv, hvis freden skal holde. Og i så fald bliver man nødt til at revurdere forholdet mellem fred og retfærdighed.

'Og Kony havde sørget for toiletpapir, mineralvand og 'muchomo'...'

Således skriver en af de største ugandiske aviser, Monitor, blandet med andre interessante iagttagelser fra fredsforhandlingerne, der efter sigende er gået i hårdknude. Jeg ved fra mig selv, hvor væsentlige disse detaljer er, når man rejser i Norduganda. Men her gik jeg og troede, at det var bare mig der var dansker-sart, når jeg sætter uhørt stor pris på toiletpapir og god mad i bushen. 

Billedet er iøvrigt fra Monitor's forside, hvor Sydsudans præsident Riek Machar (tv) (som jeg siden, at jeg engang læste ham beskrevet som 'a sexual powerhouse', (Læs 'Emma's War' for en absolut enestående og fængende beskrivelse af krigene i Sudan) har haft lidt svært ved at forbinde ham med storpolitik. På den anden side er det måske en forfriskende ny tilgang til opgaven - hvor tit ser man en fredsforhandler så tilbagelænet??!

Og i øvrigt - mænd rør' ved hinanden på disse kanter, når man vil vise fortrolighed og loyalitet - så der er ikke noget mærkeligt i, at Riek's hånd ligger på Otti's lår (bortset fra, at de i princippet er fjender). Der er så meget jeg ikke forstår...

Men som sagt siges fredsprocessen at være gået i stå. Kony's næstkommanderende, Otti, vil ikke tage til Juba, hvor den sudsudanesiske regering har sæde, 'bare fordi at Riek Machar beder om det'. I det hele taget har LRA-rebellerne det meget svært med ultimatummer, som fx deadlines og steder for forhandling. Jeg har svært ved at forstå, at de er i position til at afslå, skræmmende hvis det viser sig, at de virkelig har noget at ha' det i.

Til sidst - så sendte Willy Akena mig idag hans version af sit møde med Kony. Læs det her (engelsk). Jeg ved godt, at jeg er forfaldet til ironisk distance. For Norduganda er det alvor, og det betvivler jeg ikke et eneste øjeblik på trods af mine mere skeptiske kommentarer.

Fredsforhandlingerne kort

Kony ønsker fred og våbenhvile. Det samme gør Museveni i Uganda og Riek Machar i Sydsudan.

Men Kony benægter, at han har gjort noget galt. Og Museveni giver ikke amnesty til Kony og LRA, før Kony indrømmer og lover at han vil stoppe. Riek Machar har haft gang i adskillige krige i Sydsudan de sidste mange år, og han er rigtig træt af, at Kony nu gør det besværligt for de sudanesiske flygtninge at returnere fra Uganda.

Men Kony kan jo lissom ikke love at han vil stoppe, når han aldrig er begyndt...

Dagens dejligt unuancerede nyheder fra Politiken indleder med at berette, at nu vil Kony ha' fred, og at det gi'r håb for fredsforhandlingerne. Politiken afslutter: 'Jeg har ikke gjort noget', siger Kony.

Monitor skriver, at Kony hoster blod og har det dårligt, og at han er lidt træt af at det der med at stille ultimatummer er en fredsforhandlingsteknik; 'Now that you have come here and seen that I am not a monster with huge eyes and a tail, you must have confirmed that I am a human being. Go back and tell the people of northern Uganda that I want nothing but peace," Kony who was dressed in military uniform with ceremonial pips and trendy sunglasses, tucked in his pocket, said.

BBC: When asked if he thought he would ever stand trial before the ICC in The Hague, the rebel leader replied: "No, no, no... because I did not do anything."

Meget kan man sige, men Museveni og Riek Machar må formodes at være velkvalificerede til at tackle Kony: De har begge været oprørere, i krig, brugt børnesoldater og alle har virkeligt gode fortræningsmekanismer.

Fred uden retfærdighed - eller retfærdighed uden fred?

For et par uger siden befandt jeg mig ved et tilfælde i receptionen på MS Uganda, telefonerne kimede, og da der i den anden ende af røret på en af dem var en ung dansker, bad MS' sekretær mig om at snakke med vedkommende.

På en skrattende forbindelse ringede en ung turist fra Rwanda, på vej ind i Uganda. Formålet med at ringe til MS var at afmystificere (u)sikkerheden, herunder Lord's Resistance Army (LRA). De fleste udenrigsministerier advarer på deres hjemmesider på det skrappeste turister mod at bevæge sig nord på i Uganda, og når man læser UM's rejsevejledning her, er det i princippet meget forståeligt, hvis man bliver i tvivl om hvad usikkerheden består i. Her fraråder ambassaden fx at køre til Arua, Koboko og Moyo, hvor vi er et par stykker der har vores arbejdsplads og bolig.

Jeg var lige ved at sige, at der faktisk er rimeligt godt styr på Kony & LRA i øjeblikket, fordi de har pænt travlt med at gå til fredsforhandlinger med repræsentanter fra den sydsudanesiske og den ugandiske regering - et sted oppe i det sydlige Sudan, ikke langt fra Congo. Meldingerne fra fredsforhandlinger giver ind imellem anledning til at grine højt. For uganderne og sudaneserne tackler Joseph Kony og hans rebeller med en for en europæer interessant uforudsigelighed. Derudover skaber fredsforhandlingerne en hel del sjove billeder i min bevidsthed, og det er ikke kun mig, for en del bliver også til slående karikaturtegninger i ugandiske aviser.

Ikke fordi det er spor sjovt, når man tænker på at LRA har skabt over 1,2 mio. internt fordrevne, voldtaget, lemlæstet, dræbt og skabt usikkerhed i mere end 20 år. Men alligevel er meldingerne så vanvittigt absurde, at I må have mig undskyldt, når jeg finder nogle af dem hysterisk morsomme.

Joseph Kony er efter min bedste overbevisning splitterravende gal, psykotisk uden tvivl. I et BBC-transmitteret interview for et par uger siden, sagde han; 'at han simpelthen bare ikke ku' forstå, hvordan at nogle mennesker kunne tro, at han havde slået sine 'brødre og søstre' ihjel.'  Totalt afvisende overfor de indlysende fakta. Hvilket er min måde at forklare den afrikanske version om at han er 'spiritualized' - besat af ånder. Alligevel har han lavet så meget rav i den, at man i både Uganda og Sudan har sat de største mænd på sagen.

Og tager ham meget alvorligt. Så alvorligt at den sydsudanesiske præsident, Riek Machar (som i øvrigt er et kapitel i sig selv) har givet ham en sæk dollars, så han kan bespise sine mænd og børnesoldater, istedet for at skære ørerne af folk og stjæle deres majs. Derudover har man inviteret Kony's mor, hans koner, børn, brødre osv. op til Kony. Hvilket jeg i denne uge har lært er et meget anvendt ugandisk trick, når man forsøger at forlige rebeller med lokalbefolkningen, og som i min fortolkning blev til noget i retning af: 'Nu har man gået her og forsøgt at undgå familien i årevis og alle de forpligtelser der følger, og så kommer hele familien anstigende...OK, jeg overgiver mig!'.

I sidste uge havde den ugandiske avis 'Monitor' en fantastisk illustration af et cocktail party som begge parter af fredsforhandlingerne tilsyneladende deltog i efter en opslidende uge. Man ser det for sig. Jeg foreslog straks, at sudaneserne og uganderne skulle forsøge at exportere konceptet. Måske i første omgang til Serbien, hvor man måske ku' lokke Karadzic og Mladic frem med en gang slivovic, og hvis man så udleverede en bunke håndvåben, så slap vi også for at betale for en flybillet til Haag.

I enhver fredsforhandling stiller parterne krav og tilbud. Helt normalt. Museveni har tilbudt amnesty til LRA-rebellerne. Kony har bedt om en ministerpost. Man ser det igen for sig; 'og så ku' jeg godt tænke mig, at lave noget med børn'.

Nå, ja så var der også lige igår, hvor Kony ikke selv ku' komme fordi det regnede eller vist havde malaria, men sendte sin søn. På 14 år!!!! 'The teenager, wearing black gumboots and a red t-shirt, was accompanied by about 20 rebels and did not deliver any message to the delegation.' Læs mere på BBC her.

Den nyligt indstiftede International Criminal Court (ICC) i Haag udstedte sidste år en arrestordre på Kony plus et par stykker til. ICC har under fredsforhandlingerne været forbavsende stille, taget i betragtning at denne sag skal markere rettens fremtidige potentiale - retten arbejder ud fra mottoet om at for at skabe fred, skal der retfærdighed til.

Interessant nok, så handler det hele netop om dette spørgsmål - for det kan godt være at man ikke kan skabe fred uden retfærdighed, men hvad skal man bruge retfærdigheden til, hvis der ikke bliver fred?

For i et område hvor krig, konflikt og bortførelser har været en del af dagsordenen tilbage fra Amin, Obote, Okello, og selv med Museveni, der også brugte børnesoldater ude i bushen inden han kom til magten i 1986, så får fred en meget høj prioritet. Fred er en forudsætning for udvikling. Og måske kommer retfærdigheden så lige så langsomt? Måske er det værd at prøve at gribe det lidt omvendt an?

Jeg er lige ved at forstå uganderne, og kan i princippet godt følge tankegangen. Men kun næsten. Folk er simpelthen bare dødtrætte af, at tingene ikke rykker. De internt fordrevne i det centrale Uganda som hver dag må gå kilometer på kilometer fra og til de lejre, hvor de kan overnatte i sikkerhed, men som ligger fjernt fra deres oprindelige hjem og marker, de kommer ikke videre. Tilbøjeligheden til at se gennem fingre med de overgreb og drab, der har fundet sted, vokser i takt med behovet for fred og udvikling. Og det er det, jeg tror at vi med en europæisk baggrund har svært ved at forstå.

På politisk korrekt hedder det jo 'forsoning'. Og det er her at det begynder at halte for mig. Bla. vil man forsøge at integrere rebellerne i lokalsamfundet igen. Man taler om at Acholi-folket, som Kony tilhører, har særligt gode evner for at tilgive og foretage renselsesprocesser. Belejligt eller ej? Det som bekymrer mig ved fredsforhandlingerne er Museveni's evne til at glemme ofrene, læs fx her, de 1,2 mio. internt fordrevne. Selvom resultatet på lang sigt er fred.

Min telefonsamtale ang. sikkerheden i Norduganda, blev afrundet med et sidste spørgsmål; '...De der LRA-folk, ville de være interesseret i sådan én som mig, og hvad ville du råde mig til at gøre, hvis vi møder dem...?!'. Jeg opfører mig pænt, når jeg besvarer telefoner for MS Uganda, så jeg sagde noget i retning af, at når det endnu ikke var overgået hverken mig eller mine kollegaer, så ville sandsynligheden nok være forsvindende lille.

Jeg kunne alligevel ikke lade være med at gengive spørgsmålet til Willy Akena fra MS' partner, The Dioscese of Northern Uganda fra Gulu, som faktisk har oplevet at blive bortført af LRA, 'Man gør som de siger...', var hans svar. Fredsbestræbelserne i Norduganda optager derfor også Willy Akena, som også er medlem af vores redaktionsgruppe, og har så meget på hjerte, at jeg foreslog ham at lave en blog (ved godt at det efterhånden er blevet mit standard svar).

Men Willy gik i krig, og jeg var bare glad, da han sendte mig sit foreløbige resultat. Når jeg får god tid til at sætte mig ned med ham igen, skal den nok komme til at rykke. Læs her om Willys eget bidrag til fredsprocessen: http://www.dnugulu.blogspot.com/. Det er bla. de historier som også er vigtige at få med for at forstå hvad det hele handler om.

Sikkerhed 03

Rygterne løb temmeligt stærkt onsdag aften, om LRA's mulige bedrifter. Et del af dem var der ikke hold i. Fex. at de skulle have skudt et fly ned i Sudan. Og at de skulle have skrevet et brev om at erklære alle hvide krig. Det lyder lidt hektisk, det hele, og sådan føltes det også, når man sidder i røv & nøgler. Adjumani har været rolig hele tiden, og er det nok også fremover.

Men forestillingerne om hvad LRA har potentiale til at udføre får selvfølgelig frit løb. Hvis de kunne skyde fly ned, var de ligesom trådt ind i en moderne terrorist dimension. Anerkendt af helligånden, udsendt af Gud, måske i et samarbejde med araberne i Kharthoum, bakket op af SPLA-styrker i Sydsudan osv, osv. Ingenting hænger sammen. Arabere kontra kristne. SPLA kontra styret i Kharthoum. LRA kontra Uganda og hele verden. Acholi-stammen kontra Acholi-stammen. Og så videre. Jeg forstår det ikke. Det irriterer mig for vildt, at der ikke er nogen her i Uganda, der får hænderne op af lommerne, og indrømmer at de måske ikke kan løse det her selv, og må have hjælp udefra.

Da jeg boede i Beograd 2000, eskalerede rygterne også. Milosevic pumpede en stemning op, der fik folk til at tro, at NATO ville bombe dem igen på et-årsdagen for starten på 'the bombings' d. 24.3.1999. Derudover forestillede folk sig alt muligt andet, og man skulle hele tiden lige huske sig selv på, at informationerne var slørede og at folk var let-påvirkelige.

Lidt det samme her. Selvom jeg til enhver tid ville have gjort alt for at været blevet i Beograd. Her kan jeg ikke helt greje omstændigheder på samme måde, som det lykkedes mig i Serbien. Kulturen er anderledes og dele af problematikken forstår jeg simpelthen ikke.

Så nu tager jeg lige lidt tid i Kampala og får lidt styr på mit nomadeliv. Her har folk et helt andet billede af Norduganda. Nogle rager det en høstblomst, for de skal aldrig derop. Nogle tror, at folk slås på åben mark og at LRA er over det hele. Og nogle har simpelthen bare meget svært ved at forstå, hvad jeg har gang i deroppe. Det sidste er jeg pt. lidt træt af at forklare. Det skal siges at MS Uganda til gengæld interesserer sig, og det er pt. nok. 

Sikkerhed 02

De sidste to dage har jeg fulgt sikkerhedssituationen ret intenst. MS Uganda har udsendt retningslinjer, der er en del DWere heroppe, og vi er selvfølgelig løbende i kontakt. Og jeg har været i Moyo og deltage i koordinationsgruppemøder (mellem UNHCR og den lokale distriktsadministration), og fået sikkerhedsopdateringer af den lokale militærrepræsentant og UNHCR osv. Prøvede hele morgenen at finde frem til om det var OK at køre tilbage til Adjumani. Det var det, men ingen udelukker 100 %, at der er en risiko ved at bevæge sig mellem byerne, og refugee settlement'erne er helt udelukket. Anbefaler at vi får 'vores chauffør' til at forhøre sig, hver gang vi skal køre nogen steder, om andre skal køre med i konvoj. 'Jeg er lissom min egen chauffør', siger jeg, og fornemmer, at det er knapt så godt. Samtidig siges det, det er ikke bekræftet, at LRA har udsendt en udtalelse, hvor de har erklæret krig mod alle hvide. I det hele taget har de ændret fokus, og er blevet endnu mere uforudsigelige. Desperate LRA, kombineret med utilfredse SPLA-tropper (sydsudanesiske soldater) er en dårlig blanding.

De lokale er vant til lidt af hvert, og her bliver sikkerhedsopdateringen forsvindende lille, og drukner næsten mellem at soldaterne også beder om penge af UNHCR til transport og at alle de implementerende organisationer (dem, som samarbejder med UNHCR om at støtte flygtningene - medicin, vand, skole, tøj...) fortæller om dårligt samarbejde, dårlige forhold osv. Jeg skilter ikke her med min egen usikkerhed, dem der bor i settlements'ne har været igennem det her de sidste mange år. Hvis jeg var dem, ville jeg heller ikke finde tilstrækkelig anledning til at undre mig specielt meget over, at LRA har skiftet taktik. Det har de gjort før. Men de er aldrig før gået efter hvide, og det får selvfølgelig 'os hvide' til at bekymre os, når vi kører rundt og flasher vores store biler. Det virker ikke at stille mig op til en lokal og fortælle, hvor bekymret jeg nu er, når de lokale har været et mål hele tiden...

En englænder blev dræbt i Murchinson Falls. Af LRA. Ham, der kører back-packer stedet Red Chili, hvor vi plejer at stoppe i parken for at drikke cola eller spise frokost. Læs mere her (engelsk)  http://www.newvision.co.ug/D/8/12/465054, http://www.newvision.co.ug/D/8/12/465055 og http://news.bbc.co.uk/1/hi/uk/4419200.stm. Det skal siges, at vi ikke normalt kører på præcis denne strækning i parken, men sammenholdt med hvad der ellers trækkes op til, er det alligevel skræmmende. Det er lidt svært at få præcise nyheder, har surfet rundt på nettet hele aftenen, resten er rygter.  Men der har i denne uge været overfald på biler fra NGOer inde i Sudan, foruroligende tæt på grænsen til bla. Koboko, Moyo og Yumbe, hvilket udelukker, at vi kan køre på den sædvanlige strækning, og begrænser umiddelbart DWerne til at holde sig i Koboko. 

Jeg kørte alligevel tilbage, over bjerget, ned til Nilen, fra Moyo til Adjumani, her i eftermiddag. Fordi det lader til, at LRA har samlet sig i 'den anden ende' af Sudan/Congo. Men også kun fordi Poul var med. Poul skulle egentlig have genoptaget sin kontrakt som DWer i Kenya, men de vil ikke lukke ham ind, og så tog MS Uganda imod ham. Det har vi gjort grundigt, Mai (MS' informationsmedarbejder) inviterede ham med på en tur med til Adjumani og Moyo. Uvidende om, at det var et uheldigt tidspunkt. Idag kørte han Mai og Mette, til lufthavnen, så de kunne flyve til Kampala. Og besluttede sig så for at køre med mig tilbage til Adjumani. Det var jeg virkelig glad for. Turen tager ca. 30 min. ned til Nilen, men en del er velegnet til bagholdsangreb (har tænkt meget på hvad der egentlig sker under den betegnelse), pga. små sving, løst grus og dårligt overblik. Desuden var der flere soldater på vejen end ellers, og en del bevæbnede mænd, der ikke bar uniformer. Jeg stoler ikke på det ugandiske militærs evner, når de kommer sjokkende i king-size gummistøvler og med et gevær de slænger tilfældigt rundt over skuldren. Deres løn er lille, og det giver vel en del af svaret på, hvorfor rebellerne stadig kører rundt med Norduganda

Adjumani området har tidligere været hårdt ramt af LRA, men her er roligt nu. Det virker lige nu som om, at at der er LRA syd-øst og så nord-vest, på begge sider af Nilen og i både Sudan, Uganda og Congo. Imellem ligger Adjumani faktisk, og på trods af, at LRA i det seneste stykke tid har været mest aktive på den anden side af floden og grænsen, så er det i nærheden. Og så længe ingen kan fortælle hvor mange LRA soldater, der er i omløb (antallene svinger uhyggeligt), om de samarbejder på tværs af floden og grænsen,  hvor de helt præcist befinder sig, hvilke våben de har, er usikkerheden her hele tiden. På koordinationsgruppemødet vurderede militærchefen at Moyo af bla. disse årsager er sårbart. Hvad det helt præcist ville sige, kunne han ikke forklare.

Vi åndede lettede op, da vi endelig var fremme, og jeg vil ikke gøre det igen. De seneste opdateringer og usikkerheden om det hele, fik mig derfor til at beslutte, at vi tager det første fly ud af Adjumani mod Kampala i morgen. Pause, indtil vi ser hvad det udvikler sig til. Jeg har ingen tremmer for vinduerne, kan ikke engang lukke eller låse min hoveddør, og jeg bor yderst ude, på kanten af byen. Hvis jeg var en anden, så var jeg nok blevet, men jeg kan ikke fornemme omfanget lige nu, og jeg ved at ting kan ændre sig på et splitsekund. Kørte fex. gennem Murchinson Falls i sidste uge, og var i refugee settlements hele weekenden. Nu er det udelukket, og det er umuligt at sige, hvornår det igen er sikkert. Jeg kan ikke overskue eller bedømme det korrekt. Jeg har bare en forkert fornemmelse i maven, og ikke lyst til at sove i mit hus alene.

Jeg har brug for noget ro på, får ikke lavet noget i den her tilstand. Så nu må vi se, hvad det hele ender med.

Sikkerhed 01

Sikkerhedssituationen har ændret sig omkring Adjumani. Ved ikke lige hvordan jeg forklarer det lettest, uden at der er nogle der straks bliver nervøse på mine vegne. Fik i dag besked på fra MS Uganda at holde mig i Adjumani, og begrænse kørsel til Moyo, som er sikker vej. Men at holde mig fra besøg på ressursecentrene i flygtninge settlements'ne og vejen fra Moyo til Koboko.

Lord's Resistance Army har udvidet deres aktiviteter, og UNHCR vurderer, at de nu går direkte efter NGO folk. Som jeg har skrevet om tidligere - på engelsk - http://pernille.typepad.com/uganda/2005/10/what_is_the_poi.html, er LRA rykket over Nilen ind i Sudan og Congo (og er aktive på grænsen, der støder op til Koboko) og har samtidig overfaldet udenlandske NGO folk - i området udenfor Kitgum.

Jeg har haft gæster heroppe siden i søndags og de har nu fået besked på at flyve hjem, og lade bilen stå af samme årsag for at undgå at krydse Moyo-Koboko. Altså, det kan meget vel gøre dele af mit arbejde besværligt. På den anden side, er jeg her ikke for at spille heltinde. Det er ikke min krig, og jeg forbeholder mig en hver ret til at stikke af, hvis det ikke føles rigtigt, det her.

Men lige nu er det ok, jeg føler mig ikke utryg. Og imorgen tager jeg med mine gæster til Moyo, deltager i UNHCR sikkerheds-briefing for at få en bedre fornemmelse af hvad der egentligt sker og noget netværk at rådføre sig med. United Airlines er igen begyndt at flyve til Adjumani, efter en mystisk pause, og det tæller også på plus-siden. Det er lidt vanskeligt for MS i Kampala at være totalt opdaterede, og samtidig er det lidt af en opgave selv at skulle tjekke tingene af.

Det gør det lettere for mig, når MS Uganda, sætter grænsen. De lokale folk, jeg arbejder med, har jo oplevet krig og ødelæggelse, og kan slet ikke forholde sig til detaljerne i det her. De kan forholde sig til, om vi er her fra NGOerne, eller om vi efterlader dem i deres elendighed. 'Du tager bare afsted, og efterlader os her med vores problemer', var der en af ressursecenter-folkene, der sagde til mig i lørdags. Så blev jeg sgu' sur, og bad ham om at klappe i, eller give mig bare en god grund til at det ville give mening for mig at tage en unødvendig risiko.

Undgå dårligt selskab

Jeg tog fra Adjumani sidste onsdag, for en uge siden, en dag tidligere end planlagt. Da jeg vågnede, knævrede vagterne løs udenfor mit vindue, og grunden hertil viste sig at være baseret på et rygte om at Lord's Ressistance Army (LRA) samme nat havde angrebet Adjumani Fængsel, og sluppet over 100 fanger ud. LRA eller rygter, sandsynligheden for at de ville komme til Adjumani by er der, og det er sket før. Læs engelsk artikel her: http://allafrica.com/stories/200509150281.html, og mere om LRA her: http://www.globalsecurity.org/military/world/para/lra.htm og http://news.bbc.co.uk/2/hi/africa/3514473.stm.

På trods af, at det senere viste sig ikke at være LRA, var nyheden om de undslupne fanger, kombineret med en optimeret tilstedeværelse af ugandisk militær, i form af soldater med våben på fyldte pick-ups og vejspærringer, ikke en begivenhed, der ligefrem motiverede mig yderligere til at starte bilen og køre i retning af et planlagt et møde på Agojo Ressurse Center, der ligger i samme retning som fængslet.

Det er virkelig svært at bedømme, hvad der er en usikker situation eller ej, når man står i en lille by, hvor krig, forfølgelse og overfald har været virkelighed stort set altid. Ikke som mig, der har de fleste erfaringer fra TV og film, og fra hvad jeg har hørt andre opleve. Et erfaringsgrundlag, der i en situation som denne, bliver en anelse smalt. Hvor mange gange har jeg ikke sagt, at ’learning by doing’ er den eneste vej til at forstå noget nyt og svært ordentligt? Det er det samme her. Man kan godt læse sig til de her ting, men man ved simpelthen ikke, hvordan man reagerer, før man står midt i det. Så meget ved jeg. Og jeg har allerede oplevet ting, som har har fået adrenalinen til at pumpe, mit hjerte til at banke, og sat de værste tanker i gang. Og på trods af min eventyrlyst er stor, har jeg i den grad også lært, at der er ting, jeg faktisk helst vil være fri for at vide noget om. Og lige præcis i denne her situation, tænker jeg på, at jeg næste gang helst bare vil udstationeres hos min søster i det nordlige Island for at teste, om man virkelig kan blive tilstrækkeligt træt af islændingenes evne til feste og arbejde, istedet for at starte krige, så jeg må til Afrika igen.

Sikkerheden vurderes vidt forskelligt fra person til person, af MS, af UNHCR, af folk i Adjumani og i medierne. Selvfølgelig trækker min programme manager bare på skuldrene og siger: ’Ach, is not dangerous on this side on town and they will be stopped before coming to your house. (Altså, hvor ved han lige sådan noget fra?) And besides they don’t go for white people…’ (Hvorfor ikke?). Jeg besluttede mig for at lade tvivlen komme mig selv til gode, og tog så den næste færge til den anden side af Nilen.

Desuden er mit hus er i gang med den store ombygning og er bla. ved at blive malet. Jeg har kun kunnet tage eet værelse i brug, siden jeg kom, og barrikaderet mig dér som en anden teenager. Egentligt ikke fordi jeg har følt mig specielt utryg i mit hus eller i Adjumani. Men LRA historier er ikke behagelige, og selvom de ikke har været aktive tæt på Adjumani, har de i den seneste uge foretaget markante ryk på den anden side af grænsen i Sudan. Så nu opholder jeg mig de næste par uger i Koboko, og har fået eget værelse hos Peter T, der i øvrigt har gjort en prisværdig indsats for at tømme supermarkedshylder i Kampala, så vi de næste uger kan opretholde en levestandard, der får Koboko til at føles som hjemme...