For et par uger siden befandt jeg mig ved et tilfælde i receptionen på MS Uganda, telefonerne kimede, og da der i den anden ende af røret på en af dem var en ung dansker, bad MS' sekretær mig om at snakke med vedkommende.
På en skrattende forbindelse ringede en ung turist fra Rwanda, på vej ind i Uganda. Formålet med at ringe til MS var at afmystificere (u)sikkerheden, herunder Lord's Resistance Army (LRA). De fleste udenrigsministerier advarer på deres hjemmesider på det skrappeste turister mod at bevæge sig nord på i Uganda, og når man læser UM's rejsevejledning her, er det i princippet meget forståeligt, hvis man bliver i tvivl om hvad usikkerheden består i. Her fraråder ambassaden fx at køre til Arua, Koboko og Moyo, hvor vi er et par stykker der har vores arbejdsplads og bolig.
Jeg var lige ved at sige, at der faktisk er rimeligt godt styr på Kony & LRA i øjeblikket, fordi de har pænt travlt med at gå til fredsforhandlinger med repræsentanter fra den sydsudanesiske og den ugandiske regering - et sted oppe i det sydlige Sudan, ikke langt fra Congo. Meldingerne fra fredsforhandlinger giver ind imellem anledning til at grine højt. For uganderne og sudaneserne tackler Joseph Kony og hans rebeller med en for en europæer interessant uforudsigelighed. Derudover skaber fredsforhandlingerne en hel del sjove billeder i min bevidsthed, og det er ikke kun mig, for en del bliver også til slående karikaturtegninger i ugandiske aviser.
Ikke fordi det er spor sjovt, når man tænker på at LRA har skabt over 1,2 mio. internt fordrevne, voldtaget, lemlæstet, dræbt og skabt usikkerhed i mere end 20 år. Men alligevel er meldingerne så vanvittigt absurde, at I må have mig undskyldt, når jeg finder nogle af dem hysterisk morsomme.
Joseph Kony er efter min bedste overbevisning splitterravende gal, psykotisk uden tvivl. I et BBC-transmitteret interview for et par uger siden, sagde han; 'at han simpelthen bare ikke ku' forstå, hvordan at nogle mennesker kunne tro, at han havde slået sine 'brødre og søstre' ihjel.' Totalt afvisende overfor de indlysende fakta. Hvilket er min måde at forklare den afrikanske version om at han er 'spiritualized' - besat af ånder. Alligevel har han lavet så meget rav i den, at man i både Uganda og Sudan har sat de største mænd på sagen.
Og tager ham meget alvorligt. Så alvorligt at den sydsudanesiske præsident, Riek Machar (som i øvrigt er et kapitel i sig selv) har givet ham en sæk dollars, så han kan bespise sine mænd og børnesoldater, istedet for at skære ørerne af folk og stjæle deres majs. Derudover har man inviteret Kony's mor, hans koner, børn, brødre osv. op til Kony. Hvilket jeg i denne uge har lært er et meget anvendt ugandisk trick, når man forsøger at forlige rebeller med lokalbefolkningen, og som i min fortolkning blev til noget i retning af: 'Nu har man gået her og forsøgt at undgå familien i årevis og alle de forpligtelser der følger, og så kommer hele familien anstigende...OK, jeg overgiver mig!'.
I sidste uge havde den ugandiske avis 'Monitor' en fantastisk illustration af et cocktail party som begge parter af fredsforhandlingerne tilsyneladende deltog i efter en opslidende uge. Man ser det for sig. Jeg foreslog straks, at sudaneserne og uganderne skulle forsøge at exportere konceptet. Måske i første omgang til Serbien, hvor man måske ku' lokke Karadzic og Mladic frem med en gang slivovic, og hvis man så udleverede en bunke håndvåben, så slap vi også for at betale for en flybillet til Haag.
I enhver fredsforhandling stiller parterne krav og tilbud. Helt normalt. Museveni har tilbudt amnesty til LRA-rebellerne. Kony har bedt om en ministerpost. Man ser det igen for sig; 'og så ku' jeg godt tænke mig, at lave noget med børn'.
Nå, ja så var der også lige igår, hvor Kony ikke selv ku' komme fordi det regnede eller vist havde malaria, men sendte sin søn. På 14 år!!!! 'The teenager, wearing black gumboots and a red t-shirt, was accompanied by about 20 rebels and did not deliver any message to the delegation.' Læs mere på BBC her.
Den nyligt indstiftede International Criminal Court (ICC) i Haag udstedte sidste år en arrestordre på Kony plus et par stykker til. ICC har under fredsforhandlingerne været forbavsende stille, taget i betragtning at denne sag skal markere rettens fremtidige potentiale - retten arbejder ud fra mottoet om at for at skabe fred, skal der retfærdighed til.
Interessant nok, så handler det hele netop om dette spørgsmål - for det kan godt være at man ikke kan skabe fred uden retfærdighed, men hvad skal man bruge retfærdigheden til, hvis der ikke bliver fred?
For i et område hvor krig, konflikt og bortførelser har været en del af dagsordenen tilbage fra Amin, Obote, Okello, og selv med Museveni, der også brugte børnesoldater ude i bushen inden han kom til magten i 1986, så får fred en meget høj prioritet. Fred er en forudsætning for udvikling. Og måske kommer retfærdigheden så lige så langsomt? Måske er det værd at prøve at gribe det lidt omvendt an?
Jeg er lige ved at forstå uganderne, og kan i princippet godt følge tankegangen. Men kun næsten. Folk er simpelthen bare dødtrætte af, at tingene ikke rykker. De internt fordrevne i det centrale Uganda som hver dag må gå kilometer på kilometer fra og til de lejre, hvor de kan overnatte i sikkerhed, men som ligger fjernt fra deres oprindelige hjem og marker, de kommer ikke videre. Tilbøjeligheden til at se gennem fingre med de overgreb og drab, der har fundet sted, vokser i takt med behovet for fred og udvikling. Og det er det, jeg tror at vi med en europæisk baggrund har svært ved at forstå.
På politisk korrekt hedder det jo 'forsoning'. Og det er her at det begynder at halte for mig. Bla. vil man forsøge at integrere rebellerne i lokalsamfundet igen. Man taler om at Acholi-folket, som Kony tilhører, har særligt gode evner for at tilgive og foretage renselsesprocesser. Belejligt eller ej? Det som bekymrer mig ved fredsforhandlingerne er Museveni's evne til at glemme ofrene, læs fx her, de 1,2 mio. internt fordrevne. Selvom resultatet på lang sigt er fred.
Min telefonsamtale ang. sikkerheden i Norduganda, blev afrundet med et sidste spørgsmål; '...De der LRA-folk, ville de være interesseret i sådan én som mig, og hvad ville du råde mig til at gøre, hvis vi møder dem...?!'. Jeg opfører mig pænt, når jeg besvarer telefoner for MS Uganda, så jeg sagde noget i retning af, at når det endnu ikke var overgået hverken mig eller mine kollegaer, så ville sandsynligheden nok være forsvindende lille.
Jeg kunne alligevel ikke lade være med at gengive spørgsmålet til Willy Akena fra MS' partner, The Dioscese of Northern Uganda fra Gulu, som faktisk har oplevet at blive bortført af LRA, 'Man gør som de siger...', var hans svar. Fredsbestræbelserne i Norduganda optager derfor også Willy Akena, som også er medlem af vores redaktionsgruppe, og har så meget på hjerte, at jeg foreslog ham at lave en blog (ved godt at det efterhånden er blevet mit standard svar).
Men Willy gik i krig, og jeg var bare glad, da han sendte mig sit foreløbige resultat. Når jeg får god tid til at sætte mig ned med ham igen, skal den nok komme til at rykke. Læs her om Willys eget bidrag til fredsprocessen: http://www.dnugulu.blogspot.com/. Det er bla. de historier som også er vigtige at få med for at forstå hvad det hele handler om.
Recent Comments