Pernille i Uganda

Fest til fordel for skatere i Uganda

Lørdag aften og nat afholdes der fest til fordel for Uganda Skateboard Union. Der er nemlig mange i Afrika, der gerne vil stå på skateboard, men de mangler udstyret til det.

Læs hele artiklen på Politiken.dk http://ibyen.dk/restauranter/article347454.ece

Hør P1 udsendelse om Koboko

Hør en udsendelse fra DR P1, som giver et rigtigt fint portræt af Koboko i Norduganda. Download udsendelsen her.

Byen Koboko i det nordøstlige Uganda er blevet kendt som byen, der fostrede en af Arikas mest brutale diktatorer, Idi Amin. Koboko er endnu ikke kommet sig efter alle de overgreb, der var dagligdag under Idi Amins hærgen i 1970erne. Men i dag er skyggen fra det brutale bysbarn ved at falme og dagligdagen mere præget af de kendte vanskeligheder som mangel på vand og mad, dårlige veje, flygtningeproblemer og epidemier. Ud over manglen på tilstrækkeligt drikkevand er Koboko også uden elektricitet. I enkelte huse, bl.a. på byens sundhedscenter, har man generatorer. Peter Stokholm har besøgt Koboko der ligger i West Nile, 500 km fra Kampala, hovedstaden i Uganda.

Det' mig fra MS!

- Hva' så, ska' du ha' et lift?!

Vi diskuterede på et tidspunkt om man kan score på en indledende bemærkning om, at man arbejder for MS. Altså, noget i stil med om MS som brand er sejt nok (hvis man ikke selv er det) til at skabe umiddelbar attraktion, eller om man bliver nødt til at lokke med et lift.

Jeg har ikke tilstrækkeligt faktuel erfaring til at foretage en anstændig vurdering af fænomenet, men min fornemmelse siger mig, at der er noget om det. Især hvis man tænker på, at når og hvis jeg engang vender hjem til KBH, kun har en skramlet damecykel at køre rundt på. Der er ganske enkelt noget umådeligt storladent over at kunne tilbyde folk et lift og køre dem til en no-go-area!

NB. De to ovenstående MS kollegaer (Peter T og Peter H) ved ikke at de skulle ende som modelbilleder til denne text, da billederne blev taget - og det er således ikke et forsøg på at tillægge de herrer ufine intentioner.

Man lærer så meget....

I april 1979 blev byen Kampala befriet under anførsel af Yoweri Museveni. Men ved de efterfølgende valg blev Obote og ikke Museveni valgt. Derefter gik Museveni, som anklagede Obote for valgsvindel, in the bush. Dette betyder i Afrika guerillakrig.

Jeg er ved at finde fakta til en artikel til ungdomsmagasinet Zapp - om Uganda. Denne her Wikipedia-forklaring på afrikansk guerillakrig ville jeg næsten ønske var min.

Radio Syd/DR Interview om MS' landsindsamling og Uddannelse for fred.

Søndag morgen, kl. 8.40 hjemme hos jer, fortæller jeg om Mellemfolkeligt Samvirkes arbejde med 'Uddannelse for fred' i dansk radio. Det er Radio Syd/DR, der i deres programserie 'Du Store Verden', har lavet et kort interview om arbejdet heroppe i Norduganda med de sudanesiske flygtninge - i anledningen af MS' landsindsamling.

Jeg vil tro, at man skal bo et sted i det sydlige Jylland for at høre det (journalisten opgav nogle stedbetegnelser, jeg sidst hørte i 7. klasses geografi). Ikke stort nok til at  blive tilgængeligt on-line via Internettet.

Transport af madrasser

En hilsen til min kollega, Vibeke, der nu er rejst hjem til sit job på Radioavisen, hvis hun altså lærer at finde rundt derude på Amager.

Vibeke har gentagende gange hævdet, at Uganda er det land i verden, der bliver transporteret flest madrasser rundt. Og fordi Vibeke er journalist, og besidder uanede mængder af mærkelig paratviden, samt en uddannelse som agronom, tænkte jeg, at det er sgu' nok noget hun har en statistisk dokumentation for.

Og så tænkte jeg egentlig ikke mere over det indtil igår, hvor jeg kom forbi endnu en ladning madrasser. Det er sandt, at uganderne, og for den sags skyld congoleserne og sudaneserne, har det med at sende madrasser på kryds og tværs. Enten fordi de skal sælges videre i en mindre by, eller fordi man skal på besøg, hjem fra kostskole osv. - og altså derfor medbringer sin egen madras.

Men om der findes en statistisk dokumentation for hvor mange madrasser man sender rundt i verden, står stadig uvist hen.

Familien Hoxer/Nielsen i Mbale - ny blog

Et par DW kollegaer her i Uganda har nu også oprettet en blog - Martin og Christina, der bor i Mbale i det østlige Uganda. Tjek den her.

Ejnar i Mbale - ny blog

Og så er der også lige min DW kollega, Ejnar i Mbale, som endelig er kommet ud af starthullerne. Læs mere her.

Nixons Strækning

'Nixon er tilbage i Uganda', ringer min kollega Peter for at fortælle. Nixon er den politibetjent fra Adjumani, der reddede mig ud af en trafikulykke med en døv cyklist i juni 2005. Lidt senere sendte vi ham afsted til Darfur hvor han skulle være politibetjent for FN. Men i mellemtiden havde han udviklet et pseudo-romantisk og lidt ensidigt forhold til mig, som mest gik ud på at sende sentimentale sms'er eller foretage umotiverede trafikstop, når jeg kørte rundt i Adjumani.

Men nu er han tilbage i Uganda igen, for Peter blev stoppet på Kafu-Kampala vejen af Nixon idag. Ikke pga. nogen trafikforseelse, men fordi at Peter kører i en rød MS Uganda bil. 'Hvor er hende kvinden, der plejede at arbejde i Adjumani (altså mig)?', ville Nixon vide.

Nixon er god nok, det er pseudo-forestillingen om romantik, som mange ugandiske mænd typisk udtrykker ved at sende latterlige sms'er, jeg har det svært med. (I øvrigt fantastisk morsomt udtrykt her). Men Peter har nu overbragt mig Nixons mobilnummer, og hvis jeg ikke ringer til ham, er der desværre nok udsigt til at samtlige MS Uganda biler bliver stoppet på Kampala-Kafu-strækningen.

Dansk Besøg i Norduganda

'Seje damer', tænkte jeg.

Min kollega, Peter Hersted, har organiseret en tur til Uganda for danskere interesseret i håndværk og husflid. Gruppen ankom til Uganda fredag aften, overnattede i Entebbe og tog så turen i fly nord på til Arua lørdag morgen, hvor jeg stødte til.

Alle damer, den ældste 83. Alle første gang i Afrika. Og for nogle den første rejse. Og så sku' man tænke, at de mest havde brug for et hvil. Men de steg friske ind i de tre biler, blev indkvarteret i Arua, og kort efter fortsatte vi mod Tukaliri Village ved Kokobo. Ca. en times tid på grusvej.

Her blev de modtaget af Tukaliri Village Women's Group, som sang 'You're warmly welcome..'. Simon, lærer ved Koboko Vocational Institute, i hvis hjem vi blev modtaget, holdt tale og det samme gjorde kvinderne og en af de ældste. Der blev vist rundt i haven, på marken, demonstreret madlavning og håndværk.

Som en af de ældre i landsbyen sagde, så var det rart, at der også fandtes ældre danskere. Det som slog mig mest, var at 'de ældre danskere' havde så megen energi. Ikke én klagede sig over maden, varmen eller strabadserne. Her sad jeg og Young Peter, min kollega fra Koboko, og skubbede vores stegte lever rundt på tallerkenerne, mens resten af gruppen sammenlignede leveren og 'rugbrødsdejen' - den kogte kassava, der bliver til sten i ens mave, med danske retter. 'Fantastisk måltid', var konklusionen.

Andre gav udtryk for deres glæde over at komme tæt ind på livet af folk, af rigtige afrikanske mennesker. 'Der er ikke pyntet på det, det er ikke opstillet, det er autentisk'. Andre tilføjede, at forskellen ved at rejse på denne måde giver udfordringer og indsigt i vores egen måde at leve på. 'I Danmark er vi ikke selv ligeså åbne. Vi har mere travlt. Men på mange punkter er vi jo ikke så langt fra hinanden. Både i Uganda og i Danmark samles vi om måltiderne'.