Pernille i Uganda

Radio Syd/DR Interview om MS' landsindsamling og Uddannelse for fred.

Søndag morgen, kl. 8.40 hjemme hos jer, fortæller jeg om Mellemfolkeligt Samvirkes arbejde med 'Uddannelse for fred' i dansk radio. Det er Radio Syd/DR, der i deres programserie 'Du Store Verden', har lavet et kort interview om arbejdet heroppe i Norduganda med de sudanesiske flygtninge - i anledningen af MS' landsindsamling.

Jeg vil tro, at man skal bo et sted i det sydlige Jylland for at høre det (journalisten opgav nogle stedbetegnelser, jeg sidst hørte i 7. klasses geografi). Ikke stort nok til at  blive tilgængeligt on-line via Internettet.

Artikel om arbejdet med Uddannelse for Fred

Lolland Falsters Folketidende bragte d. 20. september en artikel, jeg skrev om mit arbejde med Uddannelse for Fred - det meste hentet fra daglige inputs her fra bloggen. Læs den her: Download folketidende_september_2006.pdf

Rhino Camp

Jeg har tilbragt det meste af dagen i Rhino Camp. Da jeg kom til Uganda for et år tilbage, gik jeg i lang tid rundt og troede, at Rhino Camp var en super fancy safari lodge. På landkortet meget tæt på Nilen.

Men Rhino Camp er ikke for hvide mennesker. Det er det ældste flygtninge settlement for sudanesere i Uganda, etableret i 1994. En time og 15 minutter i bil nordøst for Arua. 70 km fra Arua til Base Camp, hvor Deutcsche Entvichlung Dienst (DED) står for administrationen af ca. 20.000 flygtninge fordelt i 42 'klynger'. Fra Base Camp er der endnu 20-25 km til dér, hvor 'we go deep inside', som mine passagerer udtrykte sig.

Udtrykket beskriver ret godt den fornemmelse, jeg altid får i et flygtninge settlement. Klaustrofobisk. Tænker tit på, hvordan jeg ville have klaret isolationen og det afsiddes, at være blevet glemt og gemt. For ikke at tale om hvor svært jeg har det med at acceptere ventetid, utvetydige svar, og autoriteter, der opfører sig latterligt. Skal altid lige prikke til dem, som idag hvor Base Camps 'vice deputy settlement commander', opførte sig arrogant. Jeg var helt sikkert blevet en 'politisk flygtning', ihvertfald en meget umulig flygtning. Og den første flygtning med Internet og mobil.

Så det er også med en vis respekt, jeg møder disse folk, som har boet der i op til 15 år. Uden at skabe sig, uden at brokke sig. Og guderne skal vide, at der har været masser af anledninger. I Rhino Camp har Education for Peace etableret 5 centre, hvor der undervises i fredsaftale, demokrati, rettigheder mm.

Jeg overværede i dag en lektion, som Alex (billedet) stod bag. Ca. 55 personer var mødt op, på trods af regn og at de fleste var gået adskillige kilometer. Respekt for det. Det var simpelthen en fornøjelse. Alex slog ud med armene, fik folk til at grine, fik dem til at diskutere og komme med eksempler fra deres eget liv; 'På en måde er det med araberne i Nordsudan lidt ligesom, hvis jeg giver noget til min ene kone, men ikke til den anden. Så bliver der ballade', som en af deltagerne så fint illustrede en typisk årsag til konflikter.

Jeg ved ikke, hvad der skal ligge til grund for at man kan sige man er tilfreds med noget, når det gælder udviklingsarbejde (og der stadig er krig og fattige mennesker). Men jeg ved én ting, og det er, at når nogle mennesker udmærker sig under udfordrende omstændigheder, så er noget nået.

Hjemme hos de sudanesiske flygtninge

Jeg har været væk fra Arua siden onsdag morgen, men det føles som 3 uger. For det første har jeg kørt lidt over 400 km. Det er regntid. Vejene er våde, ødelagte og nogle steder er det som at køre i et tykt lag sæbe. Nogle steder var vejen flere steder vasket væk. Men det som har fyldt mest har været alle de folk jeg har mødt, de spørgsmål jeg har stillet, og alle de svar jeg har skrevet ned i en blå notesbog.

Behzad, min MS kollega skulle ud for at monitorere vores program 'Uddannelse for Fred', og jeg været med rundt for at få stof til information om programmet. Bla. som optakt til MS' landsindsamling i december.

Hvis nogle skulle få den idé, at MS ikke arbejder med de fattigeste af de fattige, og at vi ikke kommer langt nok ud, er det hermed modbevist for Ugandas og mit eget vedkommende. Vi kommer ikke meget længere ud. Og en del af det overgår såmænd også min forstand. Jo længere ud vi kom, des mere tydelige er problemerne. Jo længere ud, jo mere besværligt bliver det. (Ikke kun at hedde Pernille og køre sin egen bil hel hjem.) Men folk taler ikke særligt godt engelsk, der er ikke mobil dækning, så nyheder og information kommer langsomt frem, og der er langt at gå til skole, hospital osv. Hvilket er hele situationen i en nøddeskal. Lidt ligesom, da jeg arbejdede som lærer; Det er altid de mest snottede unger, der har mest brug for hjælp, men som oftest bliver overset, fordi man næsten ikke kan ha' det.

Vi besøgte først Ikafe Settlement, 1½ time fra Yumbe. Dagen efter Palurinya ved Moyo, hvor 32.000 ud af de 200.0000 sudanesiske flygtninge i West Nile bor, Palurinya, ned til Nilen. Sort sumpet jord. Fantastisk udsigt. Ren idyl. Indtil man vender sig om og går en tur gennem flygtningenes landsby. Lugten af fugtig, faststampet jord, af bål, ko, våd hund, og hjemmebrændt spiritus blander sig med en altoverdøvende armsved, og sætter sig i næsen for at minde én om hvor man er.

Heller ikke svært at glemme, når folk fortæller deres historier, om hvorfor de er her. Men ud af et besøg vokser også forskellige folks historier og billeder. Magtesløshed er nok den værste del af fattigdommen, og at give sig tid og give folk anledning til at fortælle deres historie, er vigtigt. Jeg siger ikke, at det er let, og at jeg er super tålmodig til det. Jeg prøver. Folk taler endeløst, når først de går i gang, og mit behov for kronologi får mig hele tiden til at spørge; 'hvornår?', 'hvor gammel?', 'hvor lang tid?'.

Udfordrende arbejde. Masser af arbejde. Endelig.

Naar jeg selv tror paa, at vi goer en forskel...

Nogle gange er jeg faktisk ret begejstret for mit arbejde, fordi det bare koerer derudaf og i det hele taget giver mening paa et hoejere plan. Nogle gange glemmer jeg det og slutter mig bedoevet til koret af desillusionerede ex-pats. Men lige nu glaeder jeg mig over at det giver mening.

I min nye jobbeskrivelse har jeg bla. faaet til opgave at give vores civic education program Uddannelse for Fred en laes-let profil. Med andre ord omsaette de hoejtidelige ord og vores praktiske aktiviteter til noget folk forstaar, i billeder, artikler, hjemmeside og inputs til MS DK. Samtidig skal jeg inddrage vores partnere i forskellige dele af de processer. Det kraever mange besoeg laengst ude, snakke med folk, fornemmelse for hvad der roer sig, hvor problemer ligger og hvor de skaeve og sjove vinkler findes. For ikke at tale om at jeg ogsaa skal bevise, at jeg har evnerne til at skrive stoffet og tage billederne. (Det har jeg saa valgt selv at tro paa ikke er noget problem)

For den stoerste udfordring er den, at det er en komplet umulighed, at fortaelle de gode historier, hvis jeg ikke selv kan anlaegge en positiv vinkel. Dels kraever det energi, men jeg skal ogsaa selv tro paa det, jeg sender videre. Selvfoelgelig er der dele af det her projekt, hvor man mest har lyst til at skrige hoejt, og raabe virkeligt grimme ting til maend, der tror de er helt vildt laekre og kloge (naar de mindst er det). Det er de gange, hvor jeg saa enten spoerger om deres kvinder allerede ER rejst hjem til Sudan ( for jeg har ikke set nogle, og maaske ku de heller ikke holde maendene ud) - eller hvor jeg vaelger at gaa en tur ud. (Ville saadan oenske at jeg roeg!!!)

Men naar man stykker tingene ud i mindre dele, saa er det faktisk ikke saa slemt. Noget fungerer, noget fungerer bare ikke. Men naar det koerer, saa skal folk fandeme ogsaa have det at vide. Da jeg selv for et par maaneder tilbage var med til at foreslaa, at MS i Danmark brugte vores Uddannelse for Fred program til at fortaelle den danske befolkning, at MS er med til at goere en forskel, maa jeg tilstaa at jeg til dels bluffede. I teorien vidste jeg godt, at de gode billeder og historier var der, men jeg vidste ogsaa med sikkerhed at der var masser af besvaerligheder inkluderet.

Men nu har jeg brugt den sidste uge i koncentreret selskab med et bredt udsnit af aktoerer i programmet, og jeg er ikke i tvivl. Og det er en vildt fed fornemmelse at se at vi dels har et program, der koerer aktiviteter (mod flere odds) og som goer en forskel. Og det bliver spaendende at vaere med til at faa budskabet ud.

Som det nok er gaaet op for den hyppige blog laeser, saa er jeg let at begejstre, daarlig til at lyve, og vil i det hele taget helst arbejde med noget, som verden skal indvies i, om de vil det eller ej. Saa - lige nu gaar tingene op....