Pernille i Uganda

Velkommen til Uganda

• 4½-årige Baltasar; 'Bor Tarzan i Uganda?'
• Mig; 'Hm, det ved jeg sgu' ikke lige!'
• Baltasar; 'Jo, han gør, jeg har lige set hans arm stikke ud af junglen'.

Min islandske familie havde ikke været i Uganda i mere end et par timer, og jeg så mig selv viklet ind i endeløse samtaler med den 4½-årige. Temaerne har især kredset om Tarzan, men Baltasar ville også vide hvorfor at 'mange ting er i stykker over det hele' - og hvorfor jeg ikke også sagde 'Velkommen til Uganda' til ham (med samme ironiske eftertryk) som jeg gjorde til hans far, da denne opdagede at han ikke kunne købe kolde øl, selv ikke i det største supermarked, i Kampala.

Uganderne er vilde med børn, og små hvide unger med blå øjne, får oceaner af opmærksomhed. Så meget, at Baltasar efter et par dage, efter eget udsagn, talte glimrende engelsk med dem alle. Det er meget fedt at se en lille knægt, der ingenting ved om kulturforskelle eller verdens elendighed, være centrum og slet ikke til besvær.

Glemte sørme lige selv et øjeblik mine egne fordomme overfor børn.

Alle andre gør det

...så jeg må vel også sende julehilsener herfra.

Pt. fra Kampala, hvor jeg tager til den sidste julefrokost lige om lidt. Det har jeg timet vel med risikoen for at have tømmermænd i morgen, og som jeg i det tilfælde planlægger at komme af med under palmerne ved swimmingpoolen ved Entebbe Botanical Resort Hotel.

1. Juledag flyver jeg til Johannesburg, som er sydafrikanernes 'juleaften', og som jeg fejrer i selskab med familien Slack, der i denne anledning er rejst fra henholdsvis Zimbabwe og England, foruden dem af dem, der i forvejen befinder sig i Jo'burg.

Og jeg vil helt sikkert også tænke på jer, når vi går ind i det nye år. Der sidder jeg i en safari lodge i Swaziland i en særlig udvalgt udgave af ovennævnte selskab.

Jeg vender tilbage til Uganda d. 5. januar - hvor tre danske gæster, Louise, Rikke og Rasmus allerede vil være ankommet, og som skal en tur med op nord på.

Som I ved er det mig fuldstændigt ligegyldigt om det er jul eller påske, jeg er bare glad for endelig at have lejlighed til at stå stille, ikke tænke på at arbejde i sudanisk rod, ikke skulle holde jul i skandinavisk kulde og for at se venner i Sydafrika.

Men til de af jer, der holder traditionerne i hævd og imorgen spiser jer stopmætte, går om juletræet og på julejagt 3. juledag, vil jeg selvfølgelig ønske en rigtig glædelig jul! 

Hilsener den anden vej er absolut værdsat, og I ved at jeg tænker på jer i Útvik, Vesterborg, Nakskov, Aberdeen, Sandby, Skovlænge, Ullerslev, Dollerup/Radioavisen, Århus, København, Dalby, Nørrebro, Vesterbro, Valby og Amager (hvem har jeg glemt...?)

Zanzibars Hjerte

Stone Town hedder Mji Mkongwe på kiswahili, som er sproget der tales på Zanzibar. Zanzibar hedder i virkeligheden Unguja. Navnet Zanzibar dækker over de to øer Unguja og Pemba.

Stone Town lyder ikke specielt romantisk, men den gamle by er Zanzibars hjerte, bygget på en trekantet halvø, der ligger på den vestlige side af øen, omkredset af den mere moderne Zanzibar City.

Fra oven ligner byen en levende mosaik. Husenes firkantede bliktage ruster rødbrunt med alderen. Solstråler kolliderer med elektricitetskabler der hænger henkastet langs nedslidte gavle. En skov af tårne og antenner rækker mod himmelen fra bygninger plantet i smalle passager, der gennemtrævler byen på kryds og tværs for til sidst at munde ud mod det indiske ocean.

Det er ikke sidste gang, jeg har været i Stone Town eller på Zanzibar. Jeg har skrevet til Oplev Verden Nu om den seneste gang, jeg besøgte Stone Town her.