Pernille i Uganda

Fest til fordel for skatere i Uganda

Lørdag aften og nat afholdes der fest til fordel for Uganda Skateboard Union. Der er nemlig mange i Afrika, der gerne vil stå på skateboard, men de mangler udstyret til det.

Læs hele artiklen på Politiken.dk http://ibyen.dk/restauranter/article347454.ece

Turen går til...

Hvis du er til at skrive om rejsefortællinger - eller kan li' at læse dem - så klik ind på 'Turen går til...'

Gå i biografen og se The Last King Of Scotland

Det store samtaleemne i Uganda i de forgangne uger har været filmen The Last King Of Scotland, der havde premiere d. 16.2. i Kampala. Selv Ugandas Præsident Museveni var inviteret til premieren som æresgæst, hvor denne udtalte at han ikke havde været i biografen de sidste 47 år. Han undskyldte sig med, at der havde været tilstrækkeligt drama i hans liv. Og jeg som troede, at manden var helt humorforladt.

Og sidste søndag gik Forest Whitaker så på scenen i Hollywood og fik en Oscar for sin hovedrolle som Idi Amin. Idi Amin var Ugandas præsident fra 1971-79, og var direkte eller indirekte årsag til at mere end 300,000 ugandere forsvandt eller blev slået i hjel. Det er derfor også kontroversielt at lave en film om Uganda og Idi Amin, fordi det er noget de fleste uganderne har et forhold til. Uganda har i den grad været kendt for Idi Amin, og mange ugandere ryster på hovedet når man kommer til at spørge, om hvordan det nu lige var dengang med Amin. Men folk fortæller gerne, og du vil blive overrasket over hvor mange der har en historie at fortælle.

Filmdiskussionen i Uganda handler ikke så meget om skuespilpræstationer, som det handler om hvad filmen vil betyde for Uganda? Og her har filmen delt uganderne i flere lejre. Dem der har set filmen (også dem der ikke har set den) diskuterer om: Forest Whitaker virkelig fremstillede Idi Amin på den rigtige måde? Fik han ham ikke til at se for godt ud? Var der for lidt blod? Havde manden virkelig også sine gode sider?

Jeg læste en artikel skrevet af en ugandisk journalist der skrev, at denne her film vil gøre en stor forskel for Uganda. Og jeg tror at han har helt ret. Til forskel fra mange andre film om Afrika er filmen rent faktisk optaget her i Uganda. Filmen bruger ugandisk og afrikansk musik, og mange af statisterne er lokale. Vi nikker genkendende til personer (vores alle sammens Dr. Dick Stockley har en lille rolle som The Times journalist) steder, bygninger, musikken, det røde støv, de skramlende busser, den eventyrlystne hvide unge mand, der springer ud med begge ben (og har sex med en lokal kvinde før han overhovedet når frem til missionsstationen..). Der er en direkte genkendelighed. Eller som en af mine venner, der så den i Danmark sagde; 'Det her er en film hvor Afrika ser ud, som der for det meste ser ud i Afrika'.

Det Uganda vi ser i filmen er ikke syge, sultne børn med fluer i øjnene, der rækker hænder ud mod den hvide mand efter hjælp. Det er heller ikke en film om hvide mennesker, der kommer for at redde de sorte. Eller en handling som i 'Mit Afrika', der mest handler om de hvide menneskers besværligheder, og hvor sorte mennesker er reduceret til biroller, uden den store indflydelse. Den her film starter godt nok med en hvid mand, der kommer til Afrika, fordi han keder sig i Europa. En mand som tager Afrika for givet, men som ender med at måtte overgive sig til Afrika.

Jeg tog en af mine ugandiske venner, Catherine, med ind og se filmen. Bagefter diskuterede vi den med hendes familie, som havde set den på en af de pirat-DVDere, der allerede florerer. De lægger især lægger vægt på, er at filmen giver et alternativ til deres historieundervisning i skolen. Det betyder også noget, at Ugandas nuværende præsident Museveni var æresgæst til premieren, og at nuv. ugandiske politikere også ser filmen. Som om det giver en garanti for at det så ikke kan ske igen. Almindelige ugandere føler sig jo både skyldige – flove - over at Uganda har været ledet af diktatorer og at den nuv. konflikt med Lord's Resistance Army har varet i over 20 år. At der stadig findes børnesoldater og internt fordrevne flygtninge i Uganda. Uganderne er jo trætte af, at vi i Vesten alle sammen har det her stereotype billede af krig og elendighed, når det ikke er hele billedet af Afrika. De vil også videre.

Mange spørger sig selv, om det er fordi de ikke selv har gjort noget. Gjort nok? Men hvad kan man gøre? Måske vil det være lettere for verden at forstå hvad der sker i Uganda og i Afrika, når de ser denne her film. Forest Whitaker har spillet Amin på sådan en måde, at man ikke tvivler på, at han den ene dag var charmerende, den anden dag en tyran. Måske kan filmen være med til at vise, at Amin gjorde hvad han gjorde, fordi han var Amin – ikke fordi han var ugander. Og på den måde kan filmen måske være med til at nuancere billedet af Uganda og Afrika.

Radio Syd/DR Interview om MS' landsindsamling og Uddannelse for fred.

Søndag morgen, kl. 8.40 hjemme hos jer, fortæller jeg om Mellemfolkeligt Samvirkes arbejde med 'Uddannelse for fred' i dansk radio. Det er Radio Syd/DR, der i deres programserie 'Du Store Verden', har lavet et kort interview om arbejdet heroppe i Norduganda med de sudanesiske flygtninge - i anledningen af MS' landsindsamling.

Jeg vil tro, at man skal bo et sted i det sydlige Jylland for at høre det (journalisten opgav nogle stedbetegnelser, jeg sidst hørte i 7. klasses geografi). Ikke stort nok til at  blive tilgængeligt on-line via Internettet.

Meld dig som indsamler til MS' Landsindsamling!

Meld dig her!

Familien Hoxer/Nielsen i Mbale - ny blog

Et par DW kollegaer her i Uganda har nu også oprettet en blog - Martin og Christina, der bor i Mbale i det østlige Uganda. Tjek den her.

Ejnar i Mbale - ny blog

Og så er der også lige min DW kollega, Ejnar i Mbale, som endelig er kommet ud af starthullerne. Læs mere her.

Udviklingsarbejder i Zimbabwe - ny blog

En lille reklame for mine DW kollegaer, Mads og Malin, der arbejder for MS i Zimbabwe, og som også er hoppet på at blogge. God og underholdende stil! Klik videre her.

Curtain Raising - en film om musikere i Østafrika

Den 10. november åbnes dørene til den fjerde udgave af Københavns internationale dokumentarfilmfestival cph:dox hvor musikken spiller en fremtrædende rolle


Fra filmen Curtain Raising

Årets udgave af dokumentarfilmfestivalen cph:dox sætter fokus på musikfilm, og serien Sound & Vision er blevet en del af det officielle konkurrenceprogram. Danske Andreas Johnsen har skabt en fantastisk film om den østafrikanske musikscene.

'My aim is not also to die here'. Flavaboy er en blandt mange determinerede og talentfulde musikere, som forsøger at bane en levevej ud af Nairobis ludfattige ghettomiljø gennem musikindustrien. Han bruger det meste af sin tid på at overbevise promotorer og andre indflydelsesrige personer om sit værd og er konstant på jagt efter en ny mulighed for at optræde live og måske tjene til sit næste måltid. En særdeles blomstrende musikscene i Nairobi har allerede fostret flere superstjerner og naturligt givet håb til mange som Flavaboy. Chameleone er en af dem, som på få år har etableret sig som en af Østafrikas nye stjerner. Chameleones skæbne lignede på mange punkter Flavaboys, indtil han for få år siden slog igennem og i dag kan nyde godt af succesen.
Danske Andreas Johnsen har i flere år været fokuseret på at afbilde nye blomstrende musikscener verden over. Tidligere var det Rios Favela, der dannende baggrund, og med 'Curtain Raising' tager han sammen med Lotte Folke Kaarsholm os denne gang med på en tur til den østlige del af Afrika. Ud over at være et musikantropologisk studium er 'Curtain Raising' lige så meget en film om håb og overlevelse blandt en af verdens fattigste befolkningsgrupper.

Filmen vises i samarbejde med Mid Week Brakes den 15. november på Rust i forbindelse med velgørenhedsarrangementet og hip hop konkurrencen Heartbeat. Læs mere herom på cphdox.dk eller www.rust.dk. Billetter kan købes på rust.dk.

Læs mere på cph:dox

Nu kan man købe frisktbagt rugbrød i Arua.

Det bliver mere og mere mærkeligt. Da jeg betalte for min middag på Oasis Inn her i aften, lagde jeg mærke til at der lå det her brune rugbrødsagtige brød blandt de typiske toastbrød i brødudsalget. Men hvem i al verden finder på at fremstille noget på dette udsted, som kun danskere, måske tyskere, gider at spise?

'Det er salt brød', forklarede kokkene en anelse afvisende fra det tilsodede køkken, mens de hakkede svinekroppe i stykker med en panga. KRSK, SLANG, GSRAK, lyden af sløvt metal der skærer sig gennem knogler og ben blander sig med den søde lugt af nyslagtet kød. Her hænger man ikke kødet, det tilberedes stort set lige efter slagtning, og må siges at være friskt.

Tingene blander sig fint i det her mikroskopiske køkken, ud af hvilket der nogle gange kommer de mest overraskende ting: grillede svinekoteletter, paneret kylling, pizzaer og burgers. Nogle gange bedre end andre, men for det meste ret iorden, taget i betragtning af hvor vi er. Min mave har ihvertfald klaret det indtil videre.

Folk her spiser 'sødt brød', hvidt, blødt - og utåleligt - toastbrød. Så jeg quizzer de to kokke, der mest af alt får mig til at tænke på 'I Kina spiser de hunde' og 'De Grønne Slagtere'. Sceneriet er i sig selv surrealistisk, og vores dialog ligeså. 'Ja, det der brød dét er noget vores chef har fundet på', undskylder de nærmest. Jeg er så overvældet, at jeg vil forsikres om at det er noget de vil opretholde for fremtiden. Jeg lover at jeg vil sprede nyheden til alle mine danske kollegaer.

3,50 danske kroner for friskbagt, rugbrød, der smager absolut fantastisk. Jeg kan slet ikke få armene ned igen. Arua ligger bestemt ikke på den lade sige hvad angår opfindsomhed og omstilling.