Pernille i Uganda

Demokrati på den ene eller anden måde

Jeg gik omkuld og faldt i søvn klokken 16, og er lige vågnet. Lang dag. Stod op kl. syv imorges for at være fysisk tilstede til et møde på Hotel Equatoria i down-town Kampala. Det er stadig ikke gået op for mig hvad den præcise hensigt var med det møde, og i de 5 timer det varede, kom jeg en stor del af tiden til at tænke på andre ting.

Måske en anelse mindre pænt, eftersom at vi alle blev tituleret 'expert' indenfor demokrati. Meget kan man sige om uganderne, men selvtilliden fejler sjældent noget, jeg har det bare lidt anstrengt, når storhedsvanviddet også skal omfatte mig. Så istedet tænkte jeg  fx. på hvordan Hotel Equatoria ville ha' set ud, hvis de havde givet opgaven til en skandinavisk arkitekt. For nu sad jeg midt i resultatet af et østeuropæsisk/østafrikansk design-helvede. Væg-til-væg, tunge, røvballegardiner, loftmosaikker af sten, kobber (og hvad de ellers har gravet op af afrikansk undergrund).

Mens snakken gik. Som et led i MS' demokratiserings-fokus, skal hvert MS-program lave en rapport over demokratiets tilstand, hvordan oplever folk ytringsfrihed, er der flerparti-system, stemmer folk, korruption, kan medierne skrive hvad de vil? Uganda er vist nok sådan et midt-imellem-land i Afrika mht. demokrati. Det står ikke helt galt til som i fx Zimbabwe. Sidste år ntroduceres flerparti-systemet, men folk stemte stadig den samme præsident ind, som tog magten for 30 år siden. Der findes to rimelig gode og uafhængige aviser (New Vision og Monitor), som også kritiserer den siddende regering. Der findes en vederstyggelig, tabloid (Red Pepper), som fx. bringer det der ligner erotiske noveller eller som her i sidste uge bragte en liste med navnene på angivelige kendte homosexuelle. Både porno og homosexualitet er forbudt i Uganda. Uganda er uendelig sammensat. Der er stor forskel på udviklingen fra det nordvestlige til det centrale, og kun langsomt er udviklingen ved at ende i takt med fredsforhandlingerne med LRA.

Demokrati er spændende, problemet i dag var bare at det hele udviklede sig til en uendelig kedelig akademisk diskussion mellem mænd i lyseblå skjorter og for store jakkesæt  - om hvilke metoder man burde bruge (istedet for dem de havde brugt), korrektioner af definitioner og de evindelige oplæsninger af hele afsnit af rapporten (som jeg havde læst).

MS Uganda lancerer på torsdag sit demokrati-materiale, eller re-lancerer. Det er en større begivenhed, som skal foregå på Hotel Sheraton. Og hellere få noget ud over bordkanten, end bare at sige tomme ord, så resten af eftermiddagen sad jeg med grafikeren, fandt min indre engelsklærer frem, og læste korrektur på noget af demokrati-materialet.

Bistandspolitik

Jeg ved ikke, om man kan lægge hele skylden på enkeltstående politikere for at have gjort dansk udviklingsbistandspolitik til noget, man ikke råber højt om. Men nogle har klart gjort et større arbejde end andre.

En af disse er Troels Lund Poulsen, der som Venstres udenrigsordfører har haft massiv indflydelse på hvordan dansk udviklingsbistand ser ud i dag. Bla. den pinlige reducering af bistanden i forhold til det gamle mål om at yde 1% af bruttonationalindkomsten - samt ikke mindst hans endnu mere pinlige holdning om at det er helt rigtigt at skære midlerne til verdens fattige. Han er helt klart én af dem, man prøver at glemme, når man står i midt i Afrika, hvor den attitude bare virker useriøs, umoden og dum.

Nu får han med stor sandsynlighed Jens Rodes gamle job som Venstres politiske ordfører - og selvom man kunne ønske ham helt ud af politik, håber jeg at han får det. Læs mere her: www.lundpoulsen.dk

Jeg forstår det ikke!

I lørdags indgik Lord's Resistance Army (LRA) og de ugandiske og sudanesiske regeringer en aftale om våbenstilstand, gældende fra igår tirsdag. Det indebærer, som sagt, at ingen må skyde på hinanden, men også at LRA-rebellerne skal gå til opsamlingslejre fra Congo og Uganda (og 'gå' det skal de, for som en officiel talsmand for fredsprocessen sagde; 'de plejer de jo at gøre') i de sydlige Sudan.

Fra den ugandiske regering forlyder det idag, 'at våbenstilstanden stadig holder'. Der skal ikke grines, men ærligt talt, er det nok en lidt tidlig udtalelse. Man må stadig antage at kommunikationsniveauet taget i betragtning er budskabet ikke nået alle, at hænderne sidder løst på de implicerede rebeller, og på soldaterne i den ugandiske regeringshær, for slet ikke at tale om hvad der sker inde i hovedet på de kvinder og børn, som LRA har bortført og gjort til deres. For hvem er de nu? Hvilke traumer slæber de rundt på? Er de rebeller eller uskyldige ofre? Og hele den fantastiske ide om at LRA-rebellerne, der skal integreres i den ugandiske regeringshær - som om at den hær ikke er udisciplineret nok?! Man kan selvfølgelig sige, at hæren får betydeligt mindre at lave nu, hvor de ikke skal jagte rebeller. Man forestiller sig allerede nu tidligere LRA-rebeller på fredsbevarende mission... i Irak, Darfur eller Afghanistan?!

Det som jeg har fundet mest interessant i denne fredsproces er alle parters absolutte afstandtagen til det internationale samfunds indblanding og til International Criminal Court. Interessant når selv NGOer, der er engageret i fredsarbejde, som normalt bruger ordet 'dialog' i hver anden sætning, nu konkluderer at fred er vigtigere end retfærdighed. Iøvrigt fra ugandisk side godt blandet med argumentet om, at Acholi-folket (hvorfra Kony kommer) har deres helt egne måder at forsone og integrere hjemvendte rebeller på. Ingen problemer dér, det klarer vi lige med et par ritualer og en snak med stammens ældste.

Jeg har en mærkelig fornemmelse af, at det skyldes at de her mennesker er så ekstremt fattige og sjældent selv har markeret sig direkte - som vi fx så det med kvinderne fra Srebrenica, den serbiske modstandsbevægelse 'Otpor', apartheid-ofrene i Sydafrika eller de politiske flygtninge fra Chile. Måske tager jeg fejl?! Jeg oplever bare, at dem der er gode til at udtrykke sig på egne og andres vegne, meget let kan glemme at andre også har følelser og holdninger, selvom de ikke har overskud eller evner til at formulere dem med gennemslagskraft. Forventer vi, at de bare glemmer det hele, eller hvad? Der er ingen tvivl om, at det handler om fred for enhver pris og at samtlige involverede synes at være enige i denne prioritering. Det er jeg i princippet meget enig i - lad os komme videre.

Men der er imidlertid ingen tvivl om, at dem som de sidste 20 års konflikt har ramt hårdest, nemlig de internt fordrevne og dem som er blevet overfaldet, skamferet og voldtaget, dem har vi ikke hørt meget fra i løbet af denne proces. Nu er der anlagt et meget praktisk perspektiv på fredsprocessen, men jeg tvivler stærkt på, at man på lang sigt kan slippe afsted med ikke også at anvende et mere psykologisk perspektiv, hvis freden skal holde. Og i så fald bliver man nødt til at revurdere forholdet mellem fred og retfærdighed.

'Og Kony havde sørget for toiletpapir, mineralvand og 'muchomo'...'

Således skriver en af de største ugandiske aviser, Monitor, blandet med andre interessante iagttagelser fra fredsforhandlingerne, der efter sigende er gået i hårdknude. Jeg ved fra mig selv, hvor væsentlige disse detaljer er, når man rejser i Norduganda. Men her gik jeg og troede, at det var bare mig der var dansker-sart, når jeg sætter uhørt stor pris på toiletpapir og god mad i bushen. 

Billedet er iøvrigt fra Monitor's forside, hvor Sydsudans præsident Riek Machar (tv) (som jeg siden, at jeg engang læste ham beskrevet som 'a sexual powerhouse', (Læs 'Emma's War' for en absolut enestående og fængende beskrivelse af krigene i Sudan) har haft lidt svært ved at forbinde ham med storpolitik. På den anden side er det måske en forfriskende ny tilgang til opgaven - hvor tit ser man en fredsforhandler så tilbagelænet??!

Og i øvrigt - mænd rør' ved hinanden på disse kanter, når man vil vise fortrolighed og loyalitet - så der er ikke noget mærkeligt i, at Riek's hånd ligger på Otti's lår (bortset fra, at de i princippet er fjender). Der er så meget jeg ikke forstår...

Men som sagt siges fredsprocessen at være gået i stå. Kony's næstkommanderende, Otti, vil ikke tage til Juba, hvor den sudsudanesiske regering har sæde, 'bare fordi at Riek Machar beder om det'. I det hele taget har LRA-rebellerne det meget svært med ultimatummer, som fx deadlines og steder for forhandling. Jeg har svært ved at forstå, at de er i position til at afslå, skræmmende hvis det viser sig, at de virkelig har noget at ha' det i.

Til sidst - så sendte Willy Akena mig idag hans version af sit møde med Kony. Læs det her (engelsk). Jeg ved godt, at jeg er forfaldet til ironisk distance. For Norduganda er det alvor, og det betvivler jeg ikke et eneste øjeblik på trods af mine mere skeptiske kommentarer.

Livsstilstest

Stod lige af, da jeg surfede gennem nyhederne:

'Fra i dag skal alle, der vil immigrere til Holland, som led i et kursus om Holland se en videofilm om livet i landet. Videoen indeholder blandt andet en scene med to bøsser, der kysser hinanden, og en kvinde, der bader topløs. Det skal være en slags prøve på, om immigranterne er parat til at acceptere hollandsk livsstil. Læs mere: http://www.dr.dk/Nyheder/Udland/2006/03/16/045232.htm

Interessant kultursyn. Som om at vi alle er ens, bare fordi vi har den samme nationalitet stemplet i vores pas. Er det ikke gået op for beslutningstagerne i Europa, at kulturer ændrer sig konstant, og at vi blander os med hinanden i alt hvad vi laver? At ingen af os er et konstant udtryk for en bestemt livsstil eller kultur?! Absolut sjovest formuleret af en af de mindre børn - her på udviklingsarbejderkurset - der spurgte sine udviklingsarbejderforældre: 'Hvor lang tid skal vi være i Afrika, før vi bliver sorte?'. Han var helt på det rene med, at det blot var et spørgsmål om tid, hvornår han ville blive sort og få kruset hår. I så fald, at man rent faktisk skiftede hudfarve ved at flytte til Afrika, ville jeg lave en lang liste over danskere, der skulle have den tur.

Jeg forestiller mig en kommende dansk version - som jo må komme, taget Dansk Folkepartis fremskridt i betragtning.

Suk!

Det er med tungt hjerte, at jeg læser nyheder i disse dage omhandlende reaktionerne mod de 12 tegninger. På trods af at vi i Uganda også arbejder blandt muslimer, er sagen ikke på dagsordenen her. Alligevel følger vi alle med i modreaktionerne, som er svære at forstå, om de finder sted i Hillerød eller i Teheran.

Gennem de seneste år har jeg tilbragt tid med mennesker i mindre heldige situationer end jeg selv. Foruden Uganda, har jeg opholdt mig en del på Balkan, besøgt Sydafrika, og arbejdet med asylsøgere i Danmark. Det er især her, at jeg har følt fordelene forbundet med mit danske statsborgerskab, og jeg har unægteligt sat pris på at være vokset op et sted med vidde grænser.

Mange af de mennesker jeg kender udenfor Danmark ved alt for godt hvad det vil sige, når dette ikke er givet, når ting kan ændre sig fra den ene dag til den anden, og når det bliver umuligt at handle, fordi du ikke vil kategoriseres med de forkerte.

Med rettigheder følger ansvar. Folk siger, at løsningen er dialog. I denne her situation er det lidt abstrakt. Der er imidlertid én ting, du altid kan gøre; opfat andre mennesker som individer og få mindst én god ven fra et fremmede sted i verden.

Valgkamp i Adjumani

Idag satte Moses Ali, Adjumanis mest prominente politiker, byen på den anden ende. Han er repræsentant i den ugandiske regering for Adjumani Distrikt, oveni er han 'Vice Prime Minister' og ’Minister of Disaster Preparedness and Refugees’. En slags Bendt Bendtsen, bare med mere magt.

Det er svært at sige, om han selv var med i optoget, eller om det kun var dem, som det siges han havde betalt for at stemme på ham, så han igen, igen kan opstille til valget. Gamle kvinder, børn og den sædvanlige horde af unge mænd hujede, råbte, dansede og sang og hvad man nu ellers gør, når man skal give udtryk for sin demokratiske begejstring.

<<<<Hvis man nu - helt useriøst - sku' stemme på den kandidat, man synes har det fedeste navn, ville jeg nok stemme på Dulu Angel Mark.

Valget er sat til d. 23. februar, og det er ligeså svært at forudsige, hvem der stemmer på hvem, og hvem der kan gå hen og vinde, som ved et europæisk melodi grand prix.  Læs mere her: http://www.ms.dk/sw32263.asp

International AIDS Dag

Klippet fra http://politiken.dk/VisArtikel.iasp?PageID=410837

40,3 millioner hiv-smittede
Der er i 2005 40,3 millioner hiv-smittede - det højeste tal nogensinde. Hovedparten lever i Afrika.

Hidtil i år er over tre millioner mennesker døde af aids.

Den 18. verdens aidsdag blev markeret rundt om i verden med særlige koncerter og lanceringen af målrettede oplysningsprogrammer i flere store hovedstæder.

FOR CIRKA ti år siden blev Afrika ramt af en katastrofe, som på mange måder var mere fatal end sulten, sygdommene og fattigdommen. Katastrofens navn var 'donortræthed'. Resultatet blev et markant fald i bistanden. Og endnu mere elendighed. Årsagen var en udbredt fornemmelse i verdens rige lande af, at ulandsbistanden til Afrika ikke nyttede. At uanset hvor mange penge der blev pumpet ind i kontinentet, fortsatte elendigheden med at vokse.

På den årlige internationale aids-dag - og med fænomenet donor-træthed spøgende i baghovedet - melder spørgsmålet sig: Hvordan kan vi skrive om hiv/aids uden at skræmme læserne væk?

Hvorledes skal vi beskrive en katastrofe, som bare bliver ved med at vokse i omfang, og som dybest set er ... ja, ubeskrivelig? Over for læsere, som dagligt bombarderes med beretninger om sultkatastrofer, jordskælv og andre årsager til lidelse af ubegribeligt omfang? Hvordan kan vi gøre det nærværende, som for mange fornemmes fjernt og uoverskueligt?

Svaret er, at det kan vi ikke altid. Skal heller ikke. Nogle gange må vi stole på, at vores læsere udmærket forstår alvoren, uden at vi behøver at vifte med den pædagogiske pegepind.

RUNDT OMKRING i Danmark vil en række mennesker i dag holde den samme tale. Nogle vil gøre det ved arrangementer i anledning af aids-dagen. Andre vil tale på deres arbejdsplads. Her er, hvad de vil sige:

»I 1981 startede en epidemi, der i dag har udviklet sig til den værste katastrofe, verden nogen sinde har set. Over 25 millioner er døde, over 40 millioner er smittede. Fortsætter vi med at vende det blinde øje til, vil antallet af døde sætte nye rekorder«.

»Det er i dag 1. december. Det er World Aids Day, og jeg tager ordet på vegne af de børn og voksne, der ikke bliver hørt«.

»De fleste hiv-smittede dør, inden de fylder 30 år. Udstødte, alene og gemt væk, fordi aids er en sygdom, ingen vil se i øjnene. Der er lande, hvor hver anden kvinde er smittet med hiv og dør af aids, mens børnene er små. Hvor børn passer døende forældre, begraver dem og overlades til sig selv«.

»Der er lande, hvor børn bor på gaden, udstødte og smittede med hiv af den sprøjte, de deler på bunden af samfundet. Lande, hvor døden ikke er det værste. Det er derimod visheden om, at den, man elsker, ikke er værdig til behandling«.

»Tænk hvilken forskel det ville gøre, hvis kvinder fik lov til at beskytte sig selv og fik adgang til den medicin, der kan mindske risikoen for, at de smitter deres egne børn ved fødslen. Hvis 15 millioner børn ikke skulle leve som forældreløse, men voksede op med forældre, omsorg og skolegang. Hvis alle fik adgang til undervisning og indsigt, så uvidenhed ikke længere var den største smittekilde«.

»Tænk hvilken forskel det ville gøre, hvis vi, der kender til katastrofen, udbredte budskabet og pressede alverden til at åbne øjnene og handle«.

»Så ville denne tale ikke være forgæves«.

I de cirka to minutter, det har taget at læse dette, er 18 mennesker blevet smittet med hiv. Den dag, verden indser, at hiv og aids ikke kun er en katastrofe for Sydafrika, Indien, Kina, Rusland eller Ukraine, men for hele verden - den dag gør en forskel.

TAK, fordi du læste.

Læs mere om Mellemfolkeligt Samvirkes AIDS bekæmpende arbejde her: http://www.ms.dk/sw4780.asp

Politi Politik

Kampalas asfalt skinner i solnedgangen, når det lige har regnet. Støvet er lagt ned, og temperaturen er dæmpet et par grader til noget nær det behagelige. Der dufter af våd asfalt og sommer.

Hang fast i trafikken, mens jeg hørte BBC's nyheder. Først på engelsk, så på swahili. Lidt ligesom at høre de grønlandske nyheder. Duttelitdut, muppelimut, siulitut...komplet uforståeligt bortset fra 'karibuni', 'habari', 'nsuri', hvorefter mit kendskab så udløber...

Nyhederne fra Østafrika er ellers spændende i disse dage. Mens der synes roligt på Zanzibar, siver der til gengæld rygter ud om et potentielt statskup i Kenya. Præsident Kibaki har netop afskediget sin regering efter resultatet af folkeafstemningen tidligere på ugen. Hans forslag til en forfatningsændring blev nedstemt. Iøvrigt en afstemning, hvor folk blev stillet over for stort set lige dårlige valg. Du kan beholde, det vi har i forvejen, eller få noget nyt, der gør noget andet, men som ikke rokker meget ved uligheden. Ved at stemme nej kunne man i det mindste udtrykke sin utilfredshed med forslagsstilleren, præsidenten. Kryds ja ved banan-tegningen eller sig nej ved 'Appelsin-tegningen'. Folk valgte orange. http://news.bbc.co.uk/1/hi/world/africa/4463262.stm.

Mænd med magt i Afrika, tager kritik meget, meget dårligt. Det gør de i det hele taget. Også i Europa (Blair, Fogh, Per Stig) og så foretager de ting og beslutninger, der synes meget lidt hensigtsmæssige for flertallet. Her i Uganda er der annonceret advarsler om i morgen at bevæge sig ned i Kampalas centrum i anledning af retssagen mod oppositionslederen, Kizza Besigye. Den ugandiske regering har simpelthen forbudt demonstrationer (fordi den meget vel forventer utilfredshed, og ikke mindst at små-kriminelle benytter undtagelsestilstandenene til at lave rav i gaderne, plyndre og sætte ild på ting). Forbudet giver næsten en automatisk garanti for ballade. Den ugandiske grundlov tillader faktisk forsamlinger og at folk kan udtrykke sig kritisk og offentligt. Nu må man ikke stå mere end 4 mennesker samlet, og se ud som om at man er uenig med præsidenten.

Det er lidt det sædvanlige problem. En stat som Uganda har, lige siden der kom præsidenter til, og kongefamilien røg ud, kun haft eet parti. Den nuv. præsident, Museveni, introducerede tidligere på året, at man nu også kan stemme på andre kandidater end ham selv. I princippet fra samme parti. Sjovt nok er den ugandiske regerings hjemmeside mest nede. Symbolsk, fristes man til at sige. Hvis du er heldig, kan du læse mere her: http://www.government.go.ug/.

Uganderne stemte i år yderligere ja til, at de nu kan stemme på mere end eet parti. Problemet er bare, at nationer som kun har en så kort tradition for parti-politik sjældent har noget rigtigt kvalificeret og mærkbart forskelligt at vælge imellem. Alligevel er der opstillet en alternativ præsident kandidat, nemlig Kizza Besigye. De seneste ugers begivenheder tyder imidlertid på, at Museveni, på trods af sin påståede sans for demokratisk forståelse, alligevel helst bare vil være den eneste på valg. http://news.bbc.co.uk/1/hi/world/africa/4463410.stm

Svært at sige, hvad der kommer til at ske, inden valget i marts. Der er ihvertfald lagt op til lidt af hvert. Afrikansk politik bygger ikke på europæisk logik, bortset måske lige fra visse fællestræk med Balkan. Svært ikke at tænke på mine 7 måneder i Serbien i 2000. Farverige demonstrationer hver anden uge, der fyldte Beograds gader, og som nogen gange gange gav mig kuldegysninger, fordi man kunne mærke, at det var et spørgsmål om tid, og fordi at folk indædt gik til kamp under sloganet 'til han (Milosevic) er væk'. En super-stærk og spændende opposition og civilsamfund, og en præsident, der i nærmest i slow-motion indså at han var ved at tabe grebet om sit autodidakte enevælde. Jeg tror helt sikkert, at de 7 serbiske måneder har lagt grundlaget for min fascination af, hvad det er der sker, når der er optræk til at vælte præsidenter.