Jeg gik omkuld og faldt i søvn klokken 16, og er lige vågnet. Lang dag. Stod op kl. syv imorges for at være fysisk tilstede til et møde på Hotel Equatoria i down-town Kampala. Det er stadig ikke gået op for mig hvad den præcise hensigt var med det møde, og i de 5 timer det varede, kom jeg en stor del af tiden til at tænke på andre ting.
Måske en anelse mindre pænt, eftersom at vi alle blev tituleret 'expert' indenfor demokrati. Meget kan man sige om uganderne, men selvtilliden fejler sjældent noget, jeg har det bare lidt anstrengt, når storhedsvanviddet også skal omfatte mig. Så istedet tænkte jeg fx. på hvordan Hotel Equatoria ville ha' set ud, hvis de havde givet opgaven til en skandinavisk arkitekt. For nu sad jeg midt i resultatet af et østeuropæsisk/østafrikansk design-helvede. Væg-til-væg, tunge, røvballegardiner, loftmosaikker af sten, kobber (og hvad de ellers har gravet op af afrikansk undergrund).
Mens snakken gik. Som et led i MS' demokratiserings-fokus, skal hvert MS-program lave en rapport over demokratiets tilstand, hvordan oplever folk ytringsfrihed, er der flerparti-system, stemmer folk, korruption, kan medierne skrive hvad de vil? Uganda er vist nok sådan et midt-imellem-land i Afrika mht. demokrati. Det står ikke helt galt til som i fx Zimbabwe. Sidste år ntroduceres flerparti-systemet, men folk stemte stadig den samme præsident ind, som tog magten for 30 år siden. Der findes to rimelig gode og uafhængige aviser (New Vision og Monitor), som også kritiserer den siddende regering. Der findes en vederstyggelig, tabloid (Red Pepper), som fx. bringer det der ligner erotiske noveller eller som her i sidste uge bragte en liste med navnene på angivelige kendte homosexuelle. Både porno og homosexualitet er forbudt i Uganda. Uganda er uendelig sammensat. Der er stor forskel på udviklingen fra det nordvestlige til det centrale, og kun langsomt er udviklingen ved at ende i takt med fredsforhandlingerne med LRA.
Demokrati er spændende, problemet i dag var bare at det hele udviklede sig til en uendelig kedelig akademisk diskussion mellem mænd i lyseblå skjorter og for store jakkesæt - om hvilke metoder man burde bruge (istedet for dem de havde brugt), korrektioner af definitioner og de evindelige oplæsninger af hele afsnit af rapporten (som jeg havde læst).
MS Uganda lancerer på torsdag sit demokrati-materiale, eller re-lancerer. Det er en større begivenhed, som skal foregå på Hotel Sheraton. Og hellere få noget ud over bordkanten, end bare at sige tomme ord, så resten af eftermiddagen sad jeg med grafikeren, fandt min indre engelsklærer frem, og læste korrektur på noget af demokrati-materialet.





Recent Comments