Pernille i Uganda

Hør P1 udsendelse om Koboko

Hør en udsendelse fra DR P1, som giver et rigtigt fint portræt af Koboko i Norduganda. Download udsendelsen her.

Byen Koboko i det nordøstlige Uganda er blevet kendt som byen, der fostrede en af Arikas mest brutale diktatorer, Idi Amin. Koboko er endnu ikke kommet sig efter alle de overgreb, der var dagligdag under Idi Amins hærgen i 1970erne. Men i dag er skyggen fra det brutale bysbarn ved at falme og dagligdagen mere præget af de kendte vanskeligheder som mangel på vand og mad, dårlige veje, flygtningeproblemer og epidemier. Ud over manglen på tilstrækkeligt drikkevand er Koboko også uden elektricitet. I enkelte huse, bl.a. på byens sundhedscenter, har man generatorer. Peter Stokholm har besøgt Koboko der ligger i West Nile, 500 km fra Kampala, hovedstaden i Uganda.

Det' mig fra MS!

- Hva' så, ska' du ha' et lift?!

Vi diskuterede på et tidspunkt om man kan score på en indledende bemærkning om, at man arbejder for MS. Altså, noget i stil med om MS som brand er sejt nok (hvis man ikke selv er det) til at skabe umiddelbar attraktion, eller om man bliver nødt til at lokke med et lift.

Jeg har ikke tilstrækkeligt faktuel erfaring til at foretage en anstændig vurdering af fænomenet, men min fornemmelse siger mig, at der er noget om det. Især hvis man tænker på, at når og hvis jeg engang vender hjem til KBH, kun har en skramlet damecykel at køre rundt på. Der er ganske enkelt noget umådeligt storladent over at kunne tilbyde folk et lift og køre dem til en no-go-area!

NB. De to ovenstående MS kollegaer (Peter T og Peter H) ved ikke at de skulle ende som modelbilleder til denne text, da billederne blev taget - og det er således ikke et forsøg på at tillægge de herrer ufine intentioner.

MS Ugandas Gæstehus i Kampala

Jeg er for gammel til at bo på gæstehus! Troede jeg. At jeg havde gennemgået min kvote af kollegier, kollektiver, aktivistlokaler, bofællesskab, fælleskøkkener, MS medlemsweekender, baderum, Roskilde Festivaler, delelejligheder på Balkan og arbejdslejre.

Synes selv ind imellem at denne form for social-kollektiv udholdenhed burde belønnes som en form for præstation på linje med ens uddannelse. Ikke forlænges i det uendelige. Som fx at bor på MS' gæstehus ca. en uge hver måned.

På den anden side er der noget helt specielt ved MS' gæstehus i Kampala. Helt i tråd med danske kollegier og kollektiver, finder man også her ophobning af opvask, og altid de samme typer der forbarmer sig og udrydder den (sjældent mig). Mænd der ikke slår WC-brædtet op. Folk der hænger ud. Nogle der arbejder (vi har nemlig Internet). Drikker fyraftensøl. Deler glæder, oplevelser og frustrationer. Sladrer om dem, der ikke er her. Gæstehuset er også mødested  - ikke kun for udviklingsarbejdere, også for landekontoret, partnere og frivillige. Så når det nu skal være, og når der er ikke andre tilstrækkelige gode muligheder - så er det ikke så slemt.

Mellemfolkeligt Samvirke samlede 2,6 mio ind

MS' landsindsamling til Verdens Fattigste nåede igår op på 2,6 mio. Og så kom Nanna ovenikøbet og sang sin Afrika-sang fra 1980'erne! Når man sidder langt væk, i den anden ende af MS, og mest kun hører MSere brokke sig over lavkonjukturerne på sekretariatet i Borgergade, i medlemsforeningen og i det hele taget - samtidig med at man selv brokker sig tilbage og kun bidrager til sortsyn - så er det vildt fedt at se og høre, at folk alligevel deltog og at det gik så flot!  Ingen tvivl om at der er blevet brugt mange kræfter de sidste par uger. Godt gået!

Jeg håber, at resultatet og indsatsen nu vil sprede sig som god energi. Set herfra bliver det ihvertfald lettere. Det bliver fx. godt at gå ud til MS partnere her i Norduganda og fortælle at MS nåede sit mål. Og her taler jeg ikke kun om pengene, for det handler også om, at der er nogle i DK der gider. I kan være sikre på, at blandt vores partnere her, så er penge én ting, men folk er altså ikke upåvirkede af, at der findes mennesker i andre lande, der gennem en aktiv indsats viser at de tænker på folk andre steder.

Lige præcis den del af indsamlingen synes jeg er ret væsentlig. Solidaritet, måske?! Jeg har lige tjekket MS' hjemmeside her, og spekulerer på hvordan jeg kan forklare hvad I egentligt gjorde for at samle penge ind. Jeg er fx. ikke sikker på at mine lokale kollegaer forstår 'kendis-stafetten', eller for den sags skyld julegave-eventen, eller at folk har arbejdet gratis...

Radio Syd/DR Interview om MS' landsindsamling og Uddannelse for fred.

Søndag morgen, kl. 8.40 hjemme hos jer, fortæller jeg om Mellemfolkeligt Samvirkes arbejde med 'Uddannelse for fred' i dansk radio. Det er Radio Syd/DR, der i deres programserie 'Du Store Verden', har lavet et kort interview om arbejdet heroppe i Norduganda med de sudanesiske flygtninge - i anledningen af MS' landsindsamling.

Jeg vil tro, at man skal bo et sted i det sydlige Jylland for at høre det (journalisten opgav nogle stedbetegnelser, jeg sidst hørte i 7. klasses geografi). Ikke stort nok til at  blive tilgængeligt on-line via Internettet.

Indtryk fra Pumwanis slum, inkl. bongo flava

Den 10. december samler Mellemfolkeligt Samvirke ind til de fattige beboere i Pumwani - et af slumområderne i Kenyas hovedstad Nairobi. Og nu er der kommet en kort trailer med indtryk fra Pumwani. Fed stil, hurtige klip, der siger det hele, at selvom man bor i slum, er der også plads til afrikanske smil. - Og så er bongo flava jo cool og superoplagt underlægningslyd! Sangen begynder med et ord, der på dansk lyder som noget pæne piger ikke ofte benytter i offentlige rum. Men hvad ved jeg, måske er det min hørelse - må heller finde en swahili-kyndig...

Men tjek selv! Skru op for lyden og få et indtryk fra Pumwanis slum: Download ShortTrailer_small.wmv.

Ked af at sige det, men MS mangler stadig indsamlere ...skriv til landsindsamling@ms.dk

Partnerbesøg i Koboko

Gennem de seneste par år har jeg en del gange oplevet at aflægge besøg hos en MS partner, især i Uganda, men det er også blevet til et par besøg i Arusha og Dar es-Salaam. Senest igår hos KOCISU-net i Koboko.

Og det slår aldrig fejl, der er en bunke af fællestræk, der gennemsyrer disse besøg. Som om at alle MS partnere har aftalt at afvikle besøg på samme måde.

Vi ankommer, støvede og krøllede i tøjet (mens partnerens altid er renvasket og nystrøget). Indtager vores pladser. Partneren bag højbordet, mens vi bænkes på hårde træstole eller bænke (en enkelt gang på det lerklinede gulv hos masaikvinderne bag Mount Meru) - som lærer og elever. Og så starter alle de indledende høflighedsfraser. 'Ladies & gentlemen, you are very much welcome/all most welcome'. 'Thank you, thank you', svarer vi høfligt igen og forklarer ' at vi sætter pris på at de har tid til at modtage os'. Som regel følges velkomsten så af en længere forklaring som skal tjene til at redegøre for partnerens eksistens; 'We discovered this problem..., we mobilised... we were funded, etc., etc.' 

Læg også mærke til at manden i midten holder en mobiltelefon i hånden - det er helt acceptabelt at besvare opkald (fuldstændig som i Serbien) under mødet, blot man lige prøver at dukke sig en anelse. Meget finurligt nogle gange at overvære folk, der prøver at samtale, som om men ikke er der. Ofte er disse møder akkompagneret til en generators summen, eller hujende børn i baggrunden, på vejen udenfor, der prøver at få del i begivenheden.

Når jeg selv har stået bag arrangering af partnerbesøg, prøver jeg altid at forklare at 'de her mennesker fra Danmark, de er sådan set bare interesserede i en snak frem og tilbage om jeres arbejde og jeres syn på tilværelsen'. 'Ja, ja', siger partneren så altid, og tænker sikkert, at hun er sgu' da ikke rigtigt klog. For besøg fra MS er naturligvis vigtigt, og så kan det ikke helt foregå uden formaliteter og rangorden. 

For det er nemlig ikke uden betydning hvem der er tilstede, og ofte oplever man at sidde med hele bestyrelser og kontorer. Det sker også ofte, at der bliver læst op af papirer, og det sker som regel også at der er meget lidt tid til at stille spørgsmål. Det som vi betegner som dialog. Og hver gang har jeg prøvet at forklare dem, at de istedet for at tale stolpe op og ned, istedet skulle tage at stille MS nogle direkte spørgsmål. Lige på.

Grunden til at mit blodsukker falder på dette tidspunkt, og at jeg har svært ved ikke kaste mig over den typiske cola/mirinda/fanta, er at for at komme til disse møder, har man som regel siddet i nogle andre eller kørt på grusvej. Jeg beundrer dem, der er i stand til at stille intelligente spørgsmål, når man når hertil. Jeg har mere lyst til at spørge om ting, som ingenting har med sagen at gøre. Som fx hvorfor det er så vigtigt at alle siger den samme takke-tale? Og hvorfor de ikke bare siger, hvis de synes at MS er for meget?

Men det gør man altså bare ikke i Afrika, der er folk så flinke at man nogle gange får tårer i øjnene, når de takker for støtte, velvidende at MS ikke altid er den letteste at være partner med. Så nogle gange kan jeg sgu' ikke fortænke partneren i at tage MS som gidsler, og hegle dem igennem deres dagsorden. Mødet på KOSICU-net igår skylder jeg dog at sige, var kogt ned, og at Grace, deres kvindelige koordinator var supersej, og at mødet faktisk resulterede i en god diskussion.

Meld dig som indsamler til MS' Landsindsamling!

Meld dig her!

Familien Hoxer/Nielsen i Mbale - ny blog

Et par DW kollegaer her i Uganda har nu også oprettet en blog - Martin og Christina, der bor i Mbale i det østlige Uganda. Tjek den her.

Ejnar i Mbale - ny blog

Og så er der også lige min DW kollega, Ejnar i Mbale, som endelig er kommet ud af starthullerne. Læs mere her.