Pernille i Uganda

Hør P1 udsendelse om Koboko

Hør en udsendelse fra DR P1, som giver et rigtigt fint portræt af Koboko i Norduganda. Download udsendelsen her.

Byen Koboko i det nordøstlige Uganda er blevet kendt som byen, der fostrede en af Arikas mest brutale diktatorer, Idi Amin. Koboko er endnu ikke kommet sig efter alle de overgreb, der var dagligdag under Idi Amins hærgen i 1970erne. Men i dag er skyggen fra det brutale bysbarn ved at falme og dagligdagen mere præget af de kendte vanskeligheder som mangel på vand og mad, dårlige veje, flygtningeproblemer og epidemier. Ud over manglen på tilstrækkeligt drikkevand er Koboko også uden elektricitet. I enkelte huse, bl.a. på byens sundhedscenter, har man generatorer. Peter Stokholm har besøgt Koboko der ligger i West Nile, 500 km fra Kampala, hovedstaden i Uganda.

Ejnar i Mbale - ny blog

Og så er der også lige min DW kollega, Ejnar i Mbale, som endelig er kommet ud af starthullerne. Læs mere her.

Dansk Besøg i Norduganda

'Seje damer', tænkte jeg.

Min kollega, Peter Hersted, har organiseret en tur til Uganda for danskere interesseret i håndværk og husflid. Gruppen ankom til Uganda fredag aften, overnattede i Entebbe og tog så turen i fly nord på til Arua lørdag morgen, hvor jeg stødte til.

Alle damer, den ældste 83. Alle første gang i Afrika. Og for nogle den første rejse. Og så sku' man tænke, at de mest havde brug for et hvil. Men de steg friske ind i de tre biler, blev indkvarteret i Arua, og kort efter fortsatte vi mod Tukaliri Village ved Kokobo. Ca. en times tid på grusvej.

Her blev de modtaget af Tukaliri Village Women's Group, som sang 'You're warmly welcome..'. Simon, lærer ved Koboko Vocational Institute, i hvis hjem vi blev modtaget, holdt tale og det samme gjorde kvinderne og en af de ældste. Der blev vist rundt i haven, på marken, demonstreret madlavning og håndværk.

Som en af de ældre i landsbyen sagde, så var det rart, at der også fandtes ældre danskere. Det som slog mig mest, var at 'de ældre danskere' havde så megen energi. Ikke én klagede sig over maden, varmen eller strabadserne. Her sad jeg og Young Peter, min kollega fra Koboko, og skubbede vores stegte lever rundt på tallerkenerne, mens resten af gruppen sammenlignede leveren og 'rugbrødsdejen' - den kogte kassava, der bliver til sten i ens mave, med danske retter. 'Fantastisk måltid', var konklusionen.

Andre gav udtryk for deres glæde over at komme tæt ind på livet af folk, af rigtige afrikanske mennesker. 'Der er ikke pyntet på det, det er ikke opstillet, det er autentisk'. Andre tilføjede, at forskellen ved at rejse på denne måde giver udfordringer og indsigt i vores egen måde at leve på. 'I Danmark er vi ikke selv ligeså åbne. Vi har mere travlt. Men på mange punkter er vi jo ikke så langt fra hinanden. Både i Uganda og i Danmark samles vi om måltiderne'.

Den ene dag tager den anden

Jeg er næsten ved at opgive at lave arbejdsplaner for mit arbejde og alle de mennesker, det involverer. Men jeg bliver nødt til det, for jeg har ikke mere hukommelse på min personlige hard disk. Og jeg bliver nok også nødt til at genindføre kalenderen. Er begyndt at benytte nogle af de mindre fine afrikanske tricks, når jeg aftaler ting med folk. Fx det dér med konstant at ændre aftaler til nye dage og tider. Det undrer mig til stadighed at det på trods heraf alligevel lykkes mig at få ting til at hænge sammen, når jeg så endelig sætter mig ned og plotter aktiviteter og målsætninger ind i skemaer. Som om at tilfældet råder, men at det er til min fordel.

Det kræver en hel del is i blodet for sådan én kontrol-freak som mig, at lade sammenhængene opstå uden plan. Fordi jeg som udgangspunkt mener at der går for meget til spilde, hvis man ikke planlægger og målretter, før man går i gang. På den anden side har jeg også nu lært at det er en balancegang, og at hvis man tror på tilfældet, får man tit en masse forærende.

Fx. idag hvor jeg har en aftale med Data Amule på Koboko Ressursecenter. Jeg har skubbet ham og hans lokale bestyrelse til at gå de 100 m ned på byrådet i Koboko og bede dem om et møde. Meningen er at vi skal lobbye politikerne og byrådsbureaukraterne til at sætte vores ressursecenter på budgettet. Fordi at det er det eneste bibliotek, som Koboko har. Og når MS Uganda reducerer sin støtte (hvilket har været planen de seneste 5 år, skal Koboko kommune/amt tage over. Der er mange dagsordener heri - vigtigst er det at byrådet indser, at en så vigtig aktivitet som et bibliotek, er et fælles ansvar. Ikke en aktivitet som en dansk NGO/regering skal betale til år efter år. De skal selv have det som en prioritering i deres budgetter.

Data har gjort et godt stykke arbejde, som han præsenterer mig for. Jeg bliver henrykt, da jeg læser hans rapport, hvor han foruden væsentlige statistikker, har anvendt en SWOT-analyse, som jeg introducerede dem til på en workshop sidste år. Byrådet er positive. De har garanteret strøm til biblioteket, hvis vi finder penge til kablerne. Og derudover har de lovet at arbejde på at biblioteket får et skøde på grunden. Selvom mødet var igår, og jeg ikke nåede det, går vi alligevel en tur op på byrådet - og jeg bliver trukket med ind og præsenteret for alle 'officials'. MS Uganda er i den grad kendt i Koboko, hvor der har været udviklingsarbejde i mange år, og hvor vi har arbejdet med mange forskellige partnere - og i den grad sat vores præg på Koboko.

Det ved de godt, og taksigelserne for MS Uganda's tilstedeværelse har dels rod i at vi har været med til at udvikle Koboko, men de mange udviklingsarbejdere, der har boet blandt folk i byen, har også stor betydning for forståelsen af hvad MS er for en størrelse. Her sidder jeg og trækker på fordelene ved at komme efter alle de andre udviklingsarbejdere, der har givet foretagenet et godt ry. Det her er helt sikkert en af de gange, hvor jeg har følt mig stolt over at sige, at 'jeg kommer fra MS'.

Det bedste er, hvis man kan holde en mand hen i flere år...

Her kommer en artikel, jeg har skrevet om de sudanesiske piger i Koboko, som helst ikke vil giftes. Med god grund. Artiklen bringes også i Mellemfolkeligt Samvirkes ungdomsmagasin ZAPP jorden rundt 1-2006: Globale Piger. Download pigerne_der_ikke_vil_giftes..pdf

A-mennesker

Afrika har gjort mig til et A-menneske. Jeg vågner automatisk irriterende tidligt. Måske fordi dagen slutter så definitivt, når solen går ned kl. 19.30, at man skal have det meste ud af timerne med lys. Afrikanere er A-mennesker! Det er fex ikke unormalt, at ringe nogen op omkring kl. 7.00, og spørge 'How is the place?'. Gæt selv hvor sjovt det er...!

Det kan også være fordi, jeg i øjeblikket bor hos Peter i Koboko, og at det i høj grad minder om at være indkvarteret på VIP-området på Roskilde Festivalen. Når mørket sænker sig, begynder trommelydene nemlig at stige, og grupperne af mænd og kvinder,  samler sig omkring bål, kører i højt gear. Råber, og fortæller tilsyneladende sjove ting, for der er mange der griner. Højt. Hele natten. Lige bag hegnet til Peters hus. (Jeg tror, at Peter i sin tidligere karriere har arbejdet for mange timer på Operation Dagsværk, for han påstår, at det overhovedet ikke generer ham).

Så jeg prøver, at se det fra den sjove side. Jeg råber fex. ikke ‘pis så af!'. Jeg ved ikke, hvad de ville gøre her. På Roskilde river de pløkkerne op eller tisser på ens telt, når man bliver sur. Så istedet kan man nogle gange, akkompagneret af generatoren, og høj musik, sidde med en øl på verandaen og forestille sig , at grøn scene ligger ude til højre, orange nede ved rundkørslen og Ball Room og NGO-området et sted midt i mellem. Vi bestemmer selv, hvem der er hovednavnet. Og så ellers afvente, om de også sætter ild til det hele, ligesom sidst på søndagen på Roskilde, når de tager herfra. Selvom man godt ved, at festivalen i Koboko ikke nøjes med at vare fra onsdag aften til søndag nat. De sudanesiske flygtninge har lidt for mange ‘armbånd’ for hvert år 'på'Koboko, til bare lige at vende hjem.

Børn er jo så forskellige...

Børn er jo så forskellige, er der nogle der siger. Det her miniput-hold her udmærkede sig i særdeleshed. Tirsdag, sent på eftermiddagen på en bakke bag Koboko by, hvor der skulle spilles fodbold. Dels pga. deres hjemmelavede Manchester United fodboldtrøjer, og der var også blevet til et par huer, der nærmest fik dem til at ligne et mix mellem havenisser og autonom-aspiranter. Dels pga. af deres totalt ustyrlige opførsel foran kameraet. Men så kom der lige en træner med en kæp, og fik dem banket nogenlunde på plads til en nogenlunde opstilling som et rigtigt fodboldhold.

Hvad får du at spise?

En ting er sikkert, det kommer ikke fra slagteren i Koboko!!