Jeg er næsten ved at opgive at lave arbejdsplaner for mit arbejde og alle de mennesker, det involverer. Men jeg bliver nødt til det, for jeg har ikke mere hukommelse på min personlige hard disk. Og jeg bliver nok også nødt til at genindføre kalenderen. Er begyndt at benytte nogle af de mindre fine afrikanske tricks, når jeg aftaler ting med folk. Fx det dér med konstant at ændre aftaler til nye dage og tider. Det undrer mig til stadighed at det på trods heraf alligevel lykkes mig at få ting til at hænge sammen, når jeg så endelig sætter mig ned og plotter aktiviteter og målsætninger ind i skemaer. Som om at tilfældet råder, men at det er til min fordel. 
Det kræver en hel del is i blodet for sådan én kontrol-freak som mig, at lade sammenhængene opstå uden plan. Fordi jeg som udgangspunkt mener at der går for meget til spilde, hvis man ikke planlægger og målretter, før man går i gang. På den anden side har jeg også nu lært at det er en balancegang, og at hvis man tror på tilfældet, får man tit en masse forærende.
Fx. idag hvor jeg har en aftale med Data Amule på Koboko Ressursecenter. Jeg har skubbet ham og hans lokale bestyrelse til at gå de 100 m ned på byrådet i Koboko og bede dem om et møde. Meningen er at vi skal lobbye politikerne og byrådsbureaukraterne til at sætte vores ressursecenter på budgettet. Fordi at det er det eneste bibliotek, som Koboko har. Og når MS Uganda reducerer sin støtte (hvilket har været planen de seneste 5 år, skal Koboko kommune/amt tage over. Der er mange dagsordener heri - vigtigst er det at byrådet indser, at en så vigtig aktivitet som et bibliotek, er et fælles ansvar. Ikke en aktivitet som en dansk NGO/regering skal betale til år efter år. De skal selv have det som en prioritering i deres budgetter.
Data har gjort et godt stykke arbejde, som han præsenterer mig for. Jeg bliver henrykt, da jeg læser hans rapport, hvor han foruden væsentlige statistikker, har anvendt en SWOT-analyse, som jeg introducerede dem til på en workshop sidste år. Byrådet er positive. De har garanteret strøm til biblioteket, hvis vi finder penge til kablerne. Og derudover har de lovet at arbejde på at biblioteket får et skøde på grunden. Selvom mødet var igår, og jeg ikke nåede det, går vi alligevel en tur op på byrådet - og jeg bliver trukket med ind og præsenteret for alle 'officials'. MS Uganda er i den grad kendt i Koboko, hvor der har været udviklingsarbejde i mange år, og hvor vi har arbejdet med mange forskellige partnere - og i den grad sat vores præg på Koboko.
Det ved de godt, og taksigelserne for MS Uganda's tilstedeværelse har dels rod i at vi har været med til at udvikle Koboko, men de mange udviklingsarbejdere, der har boet blandt folk i byen, har også stor betydning for forståelsen af hvad MS er for en størrelse. Her sidder jeg og trækker på fordelene ved at komme efter alle de andre udviklingsarbejdere, der har givet foretagenet et godt ry. Det her er helt sikkert en af de gange, hvor jeg har følt mig stolt over at sige, at 'jeg kommer fra MS'.
Recent Comments