Pernille i Uganda

Velkommen til Uganda

• 4½-årige Baltasar; 'Bor Tarzan i Uganda?'
• Mig; 'Hm, det ved jeg sgu' ikke lige!'
• Baltasar; 'Jo, han gør, jeg har lige set hans arm stikke ud af junglen'.

Min islandske familie havde ikke været i Uganda i mere end et par timer, og jeg så mig selv viklet ind i endeløse samtaler med den 4½-årige. Temaerne har især kredset om Tarzan, men Baltasar ville også vide hvorfor at 'mange ting er i stykker over det hele' - og hvorfor jeg ikke også sagde 'Velkommen til Uganda' til ham (med samme ironiske eftertryk) som jeg gjorde til hans far, da denne opdagede at han ikke kunne købe kolde øl, selv ikke i det største supermarked, i Kampala.

Uganderne er vilde med børn, og små hvide unger med blå øjne, får oceaner af opmærksomhed. Så meget, at Baltasar efter et par dage, efter eget udsagn, talte glimrende engelsk med dem alle. Det er meget fedt at se en lille knægt, der ingenting ved om kulturforskelle eller verdens elendighed, være centrum og slet ikke til besvær.

Glemte sørme lige selv et øjeblik mine egne fordomme overfor børn.

MS Ugandas Gæstehus i Kampala

Jeg er for gammel til at bo på gæstehus! Troede jeg. At jeg havde gennemgået min kvote af kollegier, kollektiver, aktivistlokaler, bofællesskab, fælleskøkkener, MS medlemsweekender, baderum, Roskilde Festivaler, delelejligheder på Balkan og arbejdslejre.

Synes selv ind imellem at denne form for social-kollektiv udholdenhed burde belønnes som en form for præstation på linje med ens uddannelse. Ikke forlænges i det uendelige. Som fx at bor på MS' gæstehus ca. en uge hver måned.

På den anden side er der noget helt specielt ved MS' gæstehus i Kampala. Helt i tråd med danske kollegier og kollektiver, finder man også her ophobning af opvask, og altid de samme typer der forbarmer sig og udrydder den (sjældent mig). Mænd der ikke slår WC-brædtet op. Folk der hænger ud. Nogle der arbejder (vi har nemlig Internet). Drikker fyraftensøl. Deler glæder, oplevelser og frustrationer. Sladrer om dem, der ikke er her. Gæstehuset er også mødested  - ikke kun for udviklingsarbejdere, også for landekontoret, partnere og frivillige. Så når det nu skal være, og når der er ikke andre tilstrækkelige gode muligheder - så er det ikke så slemt.

Afstressning

I følge overleveringerne er Kampala opstået på syv høje. Det er fristende nogle gange at tage den formulering helt bogstaveligt. Byen giver ofte det indtryk, at den er vokset frit frem af undergrunden, og ud af junglen.

Det er ihvertfald foregået med et minimum af byplanlægning. Byggerierne er spontane, om det er de klunsede slumhytter på skråningerne eller mastodonterne der tegner Kampala skyline. Asfalten kommer i stykvis, løber sammen med den røde jord. På rabatterne mellem kørebanerne går der køer og græsser.

Er der noget at sige til, at nogle har givet Kampala kælenavnet 'Kom-pothole'?

At navigere gennem trafikken i myldretiden (hvilket i princippet kan være hele dagen) er en udfordring for utålmodige mennesker. Af en eller anden grund har jeg alligevel slået mig til tåls med trafikken, og de lyserøde mænd, der med køligt overblik dirigerer os rundt.

Det tager toppen af mit stress, det hele forsvinder efter en tur gennem Kampala. Lyder mærkeligt, men sådan virker det på mig. Især hvis det kan foregå til Mandoza...

Bryllup

Det startede med en bryllupsinvitation, et af de overdådige kort, hvor der både var blevet plads til blonder og sløjfer. Takten var slået an, og det burde ikke komme bag på mig, at ugandiske bryllupper ikke ligner noget, jeg før har set. Paul fra MS Uganda’s landekontor er blevet gift med Betty, og de havde inviteret alle, parret kendte. Sandsynligvis også en del flere, for der var vel langt over 200 personer til festen.

Jeg nåede ikke vielsen, godt det samme, sagde nogle, der var 26 andre par, der skulle vies samme dag, så det blev en længere affære, der selvfølgelig forsinkede hele programmet. Og man fik virkelig fornemmelsen af, at brylluppet kørte efter en drejebog med toastmasteren som instruktør. ’I gør sådan, og I går derhen...’ Det hele blev ovenikøbet filmet og fotograferet, så man på et tidspunkt lige spurgte sig selv, om hvilken film, man nu skulle være statist i. Brudeparret sad til højbords, til skue, og gæsterne på flankerne, nogle med bordplads, resten bænket på plastichavestole, som tilskuere til et gymnastikstævne. Hele scenariet omgivet af lange baner af tyl, sløjfer, balloner og lysende lygter, der spejlede sig i kvindernes blanke kjoler.

Bryllupper er dyre i Uganda, der skal fundraises og spares op for at få råd til at invitere alle med, og til at købe/leje alle rekvisitterne. Set med danske øjne bliver man lidt svimmel, ikke kun ved tanken om de summer af penge der går til, tanken om at skulle udstille sig selv og ens gæster i overdådige bryllupskostumer, og fremføre sit livs optræden med alle dem, man kender som tilskuere, er heller ikke lige mig. Og man spørger også sig selv, om hvorfor det skal være så stort, formelt og hvorfor de alle sammen drikker sodavand. Og handler det ikke bare, om kærlighed mellem 2 mennesker? Og hvad ville de sudsudanesiske flygtninge, jeg arbejder med til hverdag, ikke sige?!

Jeg havde god tid til at tænke over de positive ting ved bryllupper (man sidder meget ned). Rent kønsbalancemæssigt, får kvinden denne dag ubegrænset stor opmærksomhed, brudekjolen og de andre kjoler, samt brudepigefølget, paillietterne, perlerne, sløjferne, frisurerne er svære at slippe med øjenene. Og måske ér det i virkeligheden romantisk?! Lovmæssigt, så sikrer ugandiske bryllupper i hvertfald kvindens ret til evt. børn i ægteskabet. Et meget stort plus i et land, hvor manden som udgangspunkt har ret. Øllene fandt vi faktisk bagerst ved buff'et-bordet, så der var tænkt på Pauls danske kollegaer. Andre mindede mig om, at danske bryllupper også ganske tit tangerer det urealistiske hvad angår udstyr, vielse og påfund, og at folk jo også her bliver skilt, selvom de siger til døden os skiller.

Kampala Virvar

::::Hvor er tiden?

Hvorfor forsvinder den altid hurtigere i Kampala end alle andre steder? Ankom sidste søndag, og tager afsted igen den kommende søndag. Internettet er nede, og vi har kigget langt efter fyrene fra Intercom Uganda, der dukker op en gang i mellem for at rette på antennen på MS Ugandas tag, eller hvad de nu gør. Men nu virker det vist. Men det har knibet med at få lavet det, jeg skulle, og jeg har i stedet kørt rundt i byen for at ordne milliarder af ting. Bla. en tur ind i dybet på Kampala marked her til morgen (billederne), hvilket er et rent kamikaze-projekt. For vild efter 5 minutter, og overvejede faktisk at ringe til Mai, der er MS’ informationsmedarbejder, for evt. at guide mig ud igen...Dét marked er ikke for hvide mennesker, og det virkede også som om, at jeg var det eneste her til morgen.

Min mor ringer og spørger, hvad der sker, fordi jeg ikke skriver hjem eller her på siden. Hun ringede, med en mors intuition eller timing, lige midt i mit lægetjek, 10 minutter før de konstarerer, at jeg har amøber. Jeg synes ikke umiddelbart, at det er specielt slemt, der er det der er værre, men jeg fortæller selvfølgelig hende, at det er totalt ufarligt, når man opdager det i tide. Det tror jeg også selv på, så det er ikke helt løgn. Og så skriver min bror og korrigerer mig mht. sukkerproduktion på Lolland...de lukker jo sukkerfabrikkerne....

::::Særlig hilsen til mine trofaste læsere.

Det sjove er, at jeg har opdaget, at det ikke kun er min familie, der læser med her. Det gælder også tidligere kollegaer, nuv. kollegaer, gamle venner, mine forældres venner, Peters mor, og på den engelske side, en kvinde i Australien, der arbejder med sudanesiske flygtninge (med familie i Adjumani), mine venner og deres venner, på Balkan osv. Exponeringen fik mig et kort sekund til at overveje en anelse selvcensur, men jeg droppede det igen. Det bliver simpelthen for kedeligt. Med mindre man er genfødt aktivist i MS, kan udviklingsbistand være noget så uforståeligt akademisk og politisk korrekt kedeligt. Forbeholdt de få. Og det er der jo ingen grund til, for det er bare ikke virkeligheden. Mit arbejde er fuldt at farverige, levende, besværlige, rare, organisatorisk ustrukturede og imødekommende mennesker. Og selvom det går langsomt, den måde MS arbejder på, giver det alligevel mening, og små resultater er også i orden.

Tak! Jeg sætter virkelig pris på, at I følger med, hvem I end er, derude!

Afrikansk tid

Arbejde

Mit arbejde er i princippet begyndt, det er bare lidt svært at forklare, præcist hvad jeg laver. Jeg har endnu ikke befundet mig på min organisations (EAA) kontor mere end højst én time ad gangen, og jeg har fartet rundt for at besøge resursecentrene, som ligger spredt over store afstande, brugt noget tid i Koboko, for at møde de andre DWere, der arbejder med tilsvarende, og er nu i Kampala for at deltage i et møde om MS’ nye program i Sudan og Norduganda. En del af mit arbejde er indtil nu meget i stil med, det jeg lavede på MS – finde på og plotte aktiviteter og mål ind i skemaer, holde møder om det, holde folk fast, stille vedholdende spørgsmål, og få ordene på papiret til afspejle virkeligheden.

Andre dele minder mere om den gang, jeg var lærer i 3.b! Noget med at trække vejret rigtigt dybt, forbrænde store mængder kaffe; ha’ flygtige overvejelser om at optage rygning som en pausebeskæftigelse; tænke på at solen skinner; at det ikke er for resten af livet; og være den gode lærer, der altid meget pædagogisk finder den ultimative løsning og signalerer mentalt overskud. (På trods af at jeg ikke kan sanktionere i stil med at smide nogle ned til inspektøren, når de ikke kommer til tiden, glemmer deres ting eller ikke har lavet hvad vi aftalte)

Stress På den anden side, er her ikke noget stress, ikke nogle deadlines, der ikke kan rykkes. I DK var mig og min kalender uadskillelige, jeg har lige opdaget, at nu har den har ligget på bunden af min taske siden jeg kom, at jeg mest finder frem til den for at få styr på, hvad dag vi har idag. Her handler stress om fysiske ting: Mad på bordet, tag over hovedet, skolepenge, malaria, tyfus og hvornår skal vi hjem til Sudan. I Vest Europa skal vi have opfyldt vores behov i toppen af Maslows behovspyramide, og stresser over abstrakte ting i vores liv: karriere, selvrealisering, boligindretningens signaler, single-livet eller ægteskab, og børn, der skal planlægges og alle sammen være små unikaer – og så er vi tilbage til det med at arbejde alt for meget.

Jantelov? Ikke fordi jeg på nogen måde vil sige mig fri for selv at ligge under for konventionerne. Men det afrikanske tempo og det at slippe for at skulle følge med strømmen, åbner op for muligheden for at være sig selv på en ny måde. Folk smiler mere, snakker til en, ikke så meget pjat. Ikke de der mavesure miner, fra folk der skuler fornærmet til én i køen i Netto. Det smitter, og man gider ikke selv stå og se sur ud! Det personlige rum her er forsvindende lille. Om du sidder fast i trafikken, tager chancen på en boda boda (knallert), 'squeezer' dig ind i en matatu (minibus) eller for den sags skyld, hvis du nu var herfra, og skulle bo i en tukul (hytte) i en afrikansk landsby. Det er forskellene på trods, den samme fornemmelse som på Balkan: Folk foretager sig helst kun noget, hvis det indbefatter selskab med 10 andre.

Hold altid tibage for den største!

Det er ihvertfald een side af sagen – indtil jeg kørte en tur ned i Kampala i myldretiden. Det hele var et stort cirkus af matatu chauffører og alle deres passagerer, der vælter ud af de her minibusser. Kører som død & helvede, bremser så asfalten hviner, ruller døren op og indleder med et på forhånd dødsdømt flirtende smil: 'Hi muzungu, need a lift?'  På en afkørselsvej på Yussuf Lule Road bliver min bil langsomt pakket ind mellem en lastvogn med et faretruende læs af rødt jord, og 8 matatus, der prøver at skifte plads på samme tid med mig som omdrejningsakse. Jeg har ikke noget imod at vente, men jeg er virkelig skeptisk ved tanken om at jordlæsset sku’ tippe. Situationen udvikler sig til en konkurrence om hvem af os, der først vil gi’ sig, og afholde sig fra at rykke bilen centimenter frem, for at lade de andre komme til. Jeg holder og giver plads (mest fordi jeg er gladest for min Toyota), hvilket gi’r frit løb for alle matatus’ne, som marcherer frem som en stribe af fortærende myrer. Naive muzungu kvinde! Først da en pick-up med kampklædt politi kommer flyvende og begynder at dirigere, løsner knuden op. Man bliver selv ligeså indædt, som de gale matatus, jeg lige har bandet langt væk. Og jeg presser vedholdende bilen frem centimenter for centimeter, indtil rundkørslen ved Kira Road, hvor jeg bilen så småt gynger fra presset fra de andre biler. Det er bare så sindssygt, at man mangler ord. 'Jebo te!' Serbiske eder passer bedst til situationen.

Der er altså rimelig stor sikkerhed for at jeg ikke ’tuner’ fuldstændigt ind på african mode. Det er ikke der, jeg vil hen. Men jeg er bare ved at lære at bruge tidsopfattelsen til min fordel. Det er en rigtig god fornemmelse efter at ha' arbejdet altid, hele tiden, drømt om MS, ligget vågen om natten og tænkt på MS. Først sad den dårlige samvittighed i baghovedet - over ikke at arbejde rigtigt, ikke at skabe synlige ting, nu! Og jeg blev optaget af, hvordan jeg nu skulle få tiden til at gå i Adjumani, hvis jeg ikke skulle arbejde 50 timer om ugen. Sjovt nok, så går tiden faktisk helt vildt stærkt, på trods. Måske fordi dagligdagen fyldes op med fysiske ting, som jeg faktisk er tæt på at kalde et normalt liv.

Jeg er her endnu!

Så er min første måned i Uganda gået, og jeg er her stadig! Det har imidlertid ikke skortet på oplevelser og udfordringer, hvoraf en del vist nok kategoriseres som værende atypiske for en helt ny udviklingsarbejder...

På min anden arbejdsdag bankede jeg sammen med en døvstum cyklist, ned af bakke, balancerende med en sæk majs, på en afdanket cykel uden bremser. Vi slap begge med skrækken, og hun med et brækket ben. Hele historien findes her: http://pernille.typepad.com/uganda/2005/07/a_hectic_friday_1.html. Den lokale trafikbetjent i Adjumani, Nixon, frikendte mig på stedet, men det forhindrede ikke hendes Dinka onkel i at opsøge mig for at kræve (flere) penge i erstatning, og i sin søndagsbrandert råbe mindre pæne ting om hvide mennesker foran mit hus. Naboerne tog pænt opstilling for at følge endnu et afsnit i min soap opera (men der er heller ingen af os, der har TV på disse kanter, så de er undskyldt); Efterfølgende blev jeg så genstand for Nixons afrikanske kærlighed og behov for at lege lokal helt, hvilket overvejende har manifesteret sig i teenagede SMSer, en klar indstilling til at ’alt kan ordnes over en øl’ og umotiverede trafiktjek, når jeg kører rundt i byen; Og så på vej til Koboko måtte jeg stoppe ved en bilulykke, og hjælpe med at få tilskadekommende ud af bilvraget og transportere dem på hospitalet. (Læs mere på engelsk her: http://pernille.typepad.com/uganda/2005/07/koboko_koboko.html)

Dansk selskab Herfra tænkte jeg, at nu ville det bare være så afslappende med dansk selskab, og at være gæst hos de danske udviklingsarbejdere (DWere) i Koboko. Der går akkurat 1½ dag, og så redder jeg mig en sejlivet maveinfektion. Oven vande inviterer jeg Liv og Julie, Peter T’s 2 danske gæster (som jeg også kender fra MS) med på arbejde og besøg på ressursecenteret i Arua. Vi er end ikke steget ud af bilen i Arua, før vi må konstatere at Julie har pådraget sig samme infektion, imidlertid i langt sværere grad og på et mere ubelejligt tidspunkt. Forinden havde vi underholdt os selv med at læse om alle de ting man kan blive syg af i Afrika – i den af MS udleverede grønne bog: ’Sygdom og Helse i Troperne’. Og her på gaden i Arua, diagnosticerede vi os hurtigt frem til, at det næppe var ’kulturchok’ eller ’halvårskrise’ nogle af os led af, men nok nærmere en slags salmonella infektion.

En yderst uheldig tilstand, når den kombineres med hullede grusveje, stillestående luft og 35 grader, en støvet og kaotisk by med tusinde afrikanere på et eller andet form for farverigt transportmiddel i hver deres retning. Vi endte med at tilbringe dagen på en sundhedsklinik, og på trods af at vi var så skidekloge efter at have gennemlæst den grønne bog, ved jeg nu en hel del mere om behandling af maveinfektioner, og hvor grænsen går til malaria. En ting er, hvad der står i en grønne bog, noget andet er læger i Afrika, der nødigt undlader at behandle for malaria for at være på den sikre side. Hvad er bare ondt i maven, hvad er en forgiftning, og hvornår er det malaria, og hvad gør man i Arua, når man har mavekramper som een ind i helvede, og må brække sig i en knitrende grøn bærepose, mens hele byen ser på? Julie tog det i stiv arm, Liv hjalp med at holde posen, mens jeg ringede rundt til 2 andre læger for at få supplerende vurderinger.  Lægen tog det pænt, selv da vi rejste tvivl om hans dømmekraft, altså lige indtil, at Liv hævder, at Julies symptomer faktisk mest minder om tømmermænd. Bare det at foreslå at tømmermænd og malariasymptomer er samme boldgade, får lægen til at krænge overlæben helt op over de fremstående fortænder og besluttede fra da af kun af tale til mig. Min nye identitet som DW med hus og bil, giver en interessant autoritet, som bla. gør at  jeg både er blevet tituleret ’mama’, og andre rent faktisk gør, hvad jeg foreslår. Måske er det i virkeligheden fordi min tålmodighed er knap og det eneste, der hjælper, er at tage insisterende beslutninger, som jeg er god til at lade som om jeg selv tror på?!

Min nye by

Adjumani er langt oppe mod nord. Egentlig kunne man køre direkte fra Kampala over Gulu på en dag, men vejen er ikke sikker pga. rebelaktiviteter – Lord’s Resistance Army. Så vi kører over 2 dage gennem Lowero, Masindi, Murchinson Falls, Nebbi, Arua, Koboko, Yumbe, Moyo for at komme til Adjumani. 

Landskabet er overvældende smukt. Rally kørsel gennem nationalparken Murchinson Falls, hvor der er giraffer i morgendis, aber, bøfler og måske elefanter. Efter Koboko, over Yumbe, og her toner Sudans blå bjerge en ny farve i horisonten og efter Moyo vrider Nilen sig dovent gennem grøn papyrus og varmedis. Udsigten er turen værd.

Men jo længere mod nordøst, jo mindre vareudvalg på markederne, dårligere veje og

mere ræs for at nå frem før færgen sejler og mørket kommer. Vejene er grus og hjulspor tegnet i rødt støv, og som hver dag får mig til at bede til Danida om at sætte penge ind på en konto, der hedder infrastruktur i det nordlige Uganda. Byg så nogle veje og nogle broer over Nilen, så folk heroppe kan få forbindelse med resten af Uganda og for den sags skyld resten af verden! Og så jeg ikke skal sejle over Nilen med en færge, der lever sit eget liv.

Arbejde - i mit MS arbejde er murstenene mere abstrakte, vi bygger demokrati og folkelig forståelse. Ikke fordi, der er noget galt med det, men ting kommer hurtigt til at blive rene luftkasteller i folks hoveder heroppe, hvis det bliver for teoretisk. Afstanden mellem modtageren (den sudanesiske 1. eller 2. generationsflygtning på ressursecentret) og giveren (Det Danske Udenrigsministerie). Jeg har flere gange siddet med en fornemmelse, at ingen af parterne helt ved, hvad der egentlig sker i den anden ende. Eleven på ressursecentret ville aldrig kunne forestille sig spillet, der kører i Strandgade, eller for den sags skyld i Borgergade, og hvad man skal gøre for at komme i betragtning; Omvendt skal en dansker bruge meget tid – og mental ballast – for at forstå betingelserne i et refugee settlement i Adjumani. Jeg er lidt midt i mellem, og skal bla. være et led i at at formidle forestillingerne fra hver kant, så folk herude kan få en uddannelse, og MS og den store donor i sidste ende kan monitorere tilfredshed.

Jeg holder fast i min meget praktiske tilgang til arbejdet og tilværelsen heroppe – meget af det jeg hidtil har været ude for, har mest af alt krævet en magisk evne til at tro på at det nytter, og at jeg tror nok på mig selv. Her trækker jeg virkelig på, hvad vi fik udrettet på Balkan og alt det jeg lærte af at at være midt i kaos og opdage at jeg kan være med til at vende modløshed til håb. Så jeg stykker tingene ud, tager dem del for del, og ved, at nogen gange når vi ikke det, vi skulle, men måske noget utilsigtet, der også er godt. Fuck alle de smarte ord om udvikling og bistand og mellemfolkelig dialog, der tager en istid. Teorier harmonerer ligesom ikke helt med byer som Adjumani, Koboko, Moyo og Arua. Lige nu vil jeg fex. helst være god til give førstehjælp, forstå hvad folk egentligt siger, udvise pædagogisk sans, holde hovedet koldt, bakke af færgen uden at køre fast, køre i 4. gear på grusveje og til at skifte hjul.

I øjeblikket sidder jeg i Kampala, hvor vi i næste uge, skal holde møde om MS’ nye program i det nordlige Uganda og i Sudan: Læs mere her: http://www.ms.dk/Politik_presse/presse/pressefuld.asp?id=455. 

En ting, er at jeg er blevet udsat for alt det, jeg enten ikke regnede med eller ikke håbede ville ske lige med det samme. Der er også alt det, jeg frygtede, og som i virkeligheden er gået bedre end forventet. Efter 3 uger i nord kom jeg til Kampala fredag, og det var en høj oplevelse at glide ind i Kampala trafikken (Det gjorde jeg ikke til at starte med: http://pernille.typepad.com/uganda/2005/06/welcome_to_kamp.html), og faktisk synes jeg så godt om at køre, at jeg har kørt byen tynd her i weekenden. Det er en helt fantastisk fornemmelse at kunne klare noget, jeg troede ville være alt for svært.