Pernille i Uganda

Sudan, ged, trådløst internet og godt selskab

Jeg er i Sudan. Her er varmt og støvet som én ind i helvede. Vi skal have ged i aften, jeg har selv lige været ude at købe den af denne her flok unge fyre med tribale ar-udsmykninger i ansigterne. Jeg har også lige overværet den blive slagtet, og jeg må sige at det nogle gange kan være en fordel at være vokset op på landet. En ged er vel en ged.

Argentinske Peter, der arbejder for Dansk Flygtningehjælp i Yei, har inviteret mig til at bo på deres grund, her er trådløst internet, koldt brusebad og nærmere kommer vi ikke luksus! Det er fænomenalt, det samme er selskabet. Lige om ikke så længe ankommer et ukendt antal folk, der bla. skal have ged i aften.

Det er, hvis de to argentinere, der skal forberede den, altså bliver enige om hvordan det skal ske. Foreløbig er den største indsats præsteret af kvinderne. Jeg mener, jeg havde Flygtningehjælpens husholderske med på markedet, hvor der er 40 grader, stinker af fisk, sved og rådne grøntsager, og vi hustlede os gennem de vildeste prisforhandlinger, priserne er uhørte høje! Og så har jeg i øvrigt også en anelse ondt af mig selv - har reddet mig en infektion i foden, som Peter, der også er læge, mener kan ordnes ved en mindre operation og en flaske vodka.

Inshal'allah!

Fokus & Retning

Noget af det vigtigeste jeg har lært i Uganda, var da vores instruktør på vores 4-hjulstrækkerkursus sagde, at i afrikansk trafik handler det om at fokusere på dér, hvor man har tænkt sig at køre hen. Fx ikke på den modkørende. Selvfølgelig skal man scanne trafikken og helheden, men hvis man flytter fokus, går det let galt. Man kan slet ikke styre det, hvis man holder øjnene på Nile Coach istedet for på venstre vejbane.

Sjovt nok gælder det at beslutte sig for et fokus ikke kun for trafik. Det handler i den grad om at finde og beslutte sig for retning mht. arbejde og privatliv, ikke at lade sig distrahere af sin modstander eller alle problemerne. Jeg siger ikke, at det er let. Det virker bare forbandet logisk.

Livet er sgu' ikke andet end pligter, afbrudt af stadig færre drukture.

Når det pludselig går op for én (sådan efter 20 måneder), at man er ansat som udviklingsarbejder for Mellemfolkeligt Samvirke i fucking NORD-Uganda, og at man stadig har ca. 6 måneder tilbage af sin kontrakt, (og at man ikke får udbetalt sit vederlag på ca. 55.000 skattefrie DKK - vil godt have det udbetalt i en Toyota HiLux - hvis man nu fx tror man vil noget andet før tid), så bliver man nogle gange temmelig meget i tvivl om, hvad man egentligt har gang i. Ikke mindst begynder man at spekulere på hvad man så skal. Forlænge kontrakten? Tage hjem og bo i sin 3V på Amager? Tage et andet sted hen? Køre Kampala - Cape Town (i den føromtalte 4WD)? Og finde en (sydafrikansk?) mand med hår på brystet og få nogle uopdragne unger?

Det kan nemt udvikle sig til en fin lille eksistentiel krise, hvis man har let til den slags. Man kan også bare se at få taget en beslutning. Det er ikke noget, folk taler højt om, hvilke tanker de går og gør sig når de er 20 måneder henne, og jeg har med vilje kun nævnt dilemmaet her på bloggen i utvetydige vendinger. Jeg kan dog sige så meget, at jeg ved hvad jeg ikke vil.

Heldigvis er jeg ikke den eneste, der håndterer eksistentielle kriser med selvironisk distance. Da jeg var mest i tvivl om hvad jeg ikke ville, skrev min veninde Pernille N tilbage fra Nørrebro: 'Frihed er en illusion... det glemte de bare at fortælle os da vi gik i skole - at blive "voksen" handler om ikke at have frihed, man skal passe job, karriere, famillie, venner, hund, børn, gøre rent, stemme til folketingsvalget, købe ind - PLIGTER, livet er sgu ikke andet end pligter, afbrudt af stadig færre drukture.... vi er mange der har det sådan....'

'Øh, er det der ikke farligt...?!'

Mit næste spørgsmål er ligeså formålsløst som det indledende; 'Kan man genbruge brugte batterier?' Jeg kigger skeptisk på foranstaltningen på billedet. Selvfølgelig er det ikke spor farligt, forklarer min vagt Simon mig.

Når jeg smider brugte batterier ud, så samler Simon dem op, sætter dem ind i et jernrør, hvortil han har kobler  et par kabler, hvilket åbenbart kan forsyne den mobile radio med tilstrækkelig strøm til at skratte løs.

Arua By Night

Du ved du bor i et lille samfund, af den afrikanske slags, når du sent ud på aftenen modtager en SMS fra en kollega, der lyder sådan her: 'Hej, du har strøm til kl. 3 i nat. Jeg drikker pils med ham der skal slukke hovedafbryderen!'. Peder og jeg har lige drukket et par øl på Oasis Inn, indtil at jeg mente at jeg også skulle nå noget i morgen.

I Arua har vi normalt bystrøm fra 06.30 til 00.30, og det fungerer helt fantastisk uden de større udsving. Det er en østafrikansk undtagelse, og med til at underbygge min påstand om at Norduganda er meget bedre end sit rygte. Da jeg sidst betalte min regning på Wenreco - firmaet der sørger for at den kæmpestore generator på Kampala Road kører som planlagt - roste jeg dem for dette. 'Hvem har I bestukket?, jokede jeg. Så kom chefen ud, trak op i bukserne og sagde, at sådan var det bare, fordi han  var chef.  Sejt nok.

I aften spiller Ragga Dee på Annex i Arua, måske er det derfor at de lader strømmen køre lidt længere. Peder og jeg sad faktisk her i aften og undrede os over denne her underfundige fyr, iklædt tropehjelm, spille pool. Det viste sig at være selveste Ragga Dee, som i flg. Peder stadig spiller pool, og som folk nu står og venter på at se optræde. Kraftedeme typisk....

Partnerbesøg i Koboko

Gennem de seneste par år har jeg en del gange oplevet at aflægge besøg hos en MS partner, især i Uganda, men det er også blevet til et par besøg i Arusha og Dar es-Salaam. Senest igår hos KOCISU-net i Koboko.

Og det slår aldrig fejl, der er en bunke af fællestræk, der gennemsyrer disse besøg. Som om at alle MS partnere har aftalt at afvikle besøg på samme måde.

Vi ankommer, støvede og krøllede i tøjet (mens partnerens altid er renvasket og nystrøget). Indtager vores pladser. Partneren bag højbordet, mens vi bænkes på hårde træstole eller bænke (en enkelt gang på det lerklinede gulv hos masaikvinderne bag Mount Meru) - som lærer og elever. Og så starter alle de indledende høflighedsfraser. 'Ladies & gentlemen, you are very much welcome/all most welcome'. 'Thank you, thank you', svarer vi høfligt igen og forklarer ' at vi sætter pris på at de har tid til at modtage os'. Som regel følges velkomsten så af en længere forklaring som skal tjene til at redegøre for partnerens eksistens; 'We discovered this problem..., we mobilised... we were funded, etc., etc.' 

Læg også mærke til at manden i midten holder en mobiltelefon i hånden - det er helt acceptabelt at besvare opkald (fuldstændig som i Serbien) under mødet, blot man lige prøver at dukke sig en anelse. Meget finurligt nogle gange at overvære folk, der prøver at samtale, som om men ikke er der. Ofte er disse møder akkompagneret til en generators summen, eller hujende børn i baggrunden, på vejen udenfor, der prøver at få del i begivenheden.

Når jeg selv har stået bag arrangering af partnerbesøg, prøver jeg altid at forklare at 'de her mennesker fra Danmark, de er sådan set bare interesserede i en snak frem og tilbage om jeres arbejde og jeres syn på tilværelsen'. 'Ja, ja', siger partneren så altid, og tænker sikkert, at hun er sgu' da ikke rigtigt klog. For besøg fra MS er naturligvis vigtigt, og så kan det ikke helt foregå uden formaliteter og rangorden. 

For det er nemlig ikke uden betydning hvem der er tilstede, og ofte oplever man at sidde med hele bestyrelser og kontorer. Det sker også ofte, at der bliver læst op af papirer, og det sker som regel også at der er meget lidt tid til at stille spørgsmål. Det som vi betegner som dialog. Og hver gang har jeg prøvet at forklare dem, at de istedet for at tale stolpe op og ned, istedet skulle tage at stille MS nogle direkte spørgsmål. Lige på.

Grunden til at mit blodsukker falder på dette tidspunkt, og at jeg har svært ved ikke kaste mig over den typiske cola/mirinda/fanta, er at for at komme til disse møder, har man som regel siddet i nogle andre eller kørt på grusvej. Jeg beundrer dem, der er i stand til at stille intelligente spørgsmål, når man når hertil. Jeg har mere lyst til at spørge om ting, som ingenting har med sagen at gøre. Som fx hvorfor det er så vigtigt at alle siger den samme takke-tale? Og hvorfor de ikke bare siger, hvis de synes at MS er for meget?

Men det gør man altså bare ikke i Afrika, der er folk så flinke at man nogle gange får tårer i øjnene, når de takker for støtte, velvidende at MS ikke altid er den letteste at være partner med. Så nogle gange kan jeg sgu' ikke fortænke partneren i at tage MS som gidsler, og hegle dem igennem deres dagsorden. Mødet på KOSICU-net igår skylder jeg dog at sige, var kogt ned, og at Grace, deres kvindelige koordinator var supersej, og at mødet faktisk resulterede i en god diskussion.

Hvis du ikke ved hvad du skal lave d. 10. december...

...så ved jeg det: 

Meld dig som indsamler for Mellemfolkeligt Samvirke. Pengene, der samles ind går bla. til et af de projekter vi arbejder med i det nordlige Uganda og Sudan.

Meld dig her.

Du har måske læst nogle af mine beretninger fra arbejdet længst ude - i flygtningelejrene blandt de sudanesiske flygtninge, hvor tre af MS Uganda's partnere forsøger at gøre flygtningene lidt klogere på, hvad der venter dem hvis de vender hjem til Sudan. Det er ikke jordens letteste opgave, men det forunderlige er at der skal meget lidt til for at give en forskel. Du kan fx nøjes med at bruge din søndag!

Vi har ca. 90 samfundslærere og 250 barfodsjurister igang i det sydlige Sudan og i det nordlige Uganda. De udfører arbejdet med at undervise folk i demokrati og rettigheder i deres fritid. I sidste uge gik jeg igennem en bunke af de rapporter de skriver, når de evaluerer deres undervisning. De fortæller om udfordringer som vi sjældent møder i vores dagligdag og som vi har svært ved at fatte;

• 'Det har regnet og floden var oversvømmet'. Ja, - for de har ikke adgang til firehjuls-trækkere, og den cykel vores projekt har doneret duer ikke i regntiden.
• 'Et familiemedlem blevt sygt, og døde. Det påvirkede mig stærkt'. Folk dør omkrig en. Trafikuheld, AIDS og andre sygdomme er ofte årsagen. Et dødsfald kræver tilstedeværelse og en begravelse koster penge. Tit fuldstændigt uoverskueligt, af meget naturlige årsager.
• 'Mine papirer blev våde, og det blev jeg også selv'. Ja, for når det regner, så står det ned i stride strømme, og folk har ikke udstyret til det. En simpel ting som en taske, der kan holde vandet ude, er ikke noget alle har.
• Lokale ledere og tidligere soldater blokerer for initiativer. Ja, og det er svært at gøre noget ene m/k, når man støder imod det lokale afrikanske hieraki.

De penge, som kommer ind til dette projekt, skal bla. bruges til at gøre arbejdet for disse mennesker lidt lettere og på at nå ud til endnu flere.

Hvad fanden er der galt med verden, når en 4-årig slæber rundt med en baby på ryggen?

...fordi hendes mor blev nødt til at gå i marken, for at familien kan få noget at spise. Mens moren iøvrigt risikerede at blive bortført, tæsket, voldtaget eller slået ihjel. Det er sgu' da ikke værdigt. Det er fuldstændigt ude af proportioner, og det gør mig gal, at et land som Danmark ikke kan se hvor LIDT der skal til, for at ændre på at afrikanske børn vokser op uden hoved og hale på deres liv.

I over 20 år har verden set til, mens 1,6 mio. ugandere er blevet internt fordrevne og placeret i lejre. Det svarer stort set til Københavns befolkning. Du kan også prøve at forestille dig, at du skulle blive tilbage efter at Roskilde Festivalen var slut, i dit telt, mens regnen silede ned, og ingen tømte de mobile lokummer...

Jeg stiller selvfølgelig også mig selv de spørgsmål, jeg har også mine begrænsninger. Man kan ikke løse alt. Og mange andre steder i verden er der 4-årige, der uforskyldt bærer rundt på deres mindre søskende. Og jeg kan jo ikke bare tage ham den sovende baby under armen, selvom jeg må tilstå at tanken strejfede mig et kort øjeblik.

Jeg ved heller ikke helt hvad man gør, når en gruppe snottede, beskidte unger hager sig fast, vil trykke hånd eller bare stryge deres sorte hænder over mine lyse hår på mine arme, og rykke mig i mit lange hår?! Jeg tænker måske, at 'nu er det slut med at bide negle, det går ikke'. Muligheden for infektioner er for stor, når man omgås børn, der ikke udsættes for et minimum af hygiejne-regler.

Men på en eller anden måde bliver det uendeligt ligegyldigt, når man er midt i det. 'Jeg er vaccineret for det værst tænkelige, og jeg kan altid tage et bad', konkluderer jeg. Jeg tænker, at de er mennesker som jeg, at det at vi trykker hånd, betyder meget mere, end nogen af os kan forestille os. At det modsatte ville være ubærligt. At det faktisk allerede virker lidt forkert det hele, at få så meget opmærksomhed, at det burde være omvendt. Og mit korte besøg i Pabbo lejren, 20 km nordvest for Gulu, gør såmænd heller ingen forskel. Men det skal bestemt ikke gå ubemærket hen.

Læs mere on LRA og om hvorfor jeg var i Gulu her.

Penilla Vanilla

- 'Hvad si'r du dit navn er?', spørger damen i den anden ende af mobiltelefonen.

- 'Penilla!', gentager jeg, og har til anledningen forenklet det danske Pernille til det internationale Penilla.

- 'Arh, Camilla', konkluderer hun som så mange før hende.

- 'Nej', siger jeg, hæver stemmen og gentager; 'Pernilla', og også må jeg til det igen;

- 'Lissom Vanilla', bare med 'P'.

- 'Vanilla, det er et pænt navn!'

Nogle gange er det besværligt at have et navn som ingen kan udtale og hvor de færreste kan høre forskel på den indledende konsonant. Jeg går som regel helt uden efternavn. Det er for svært. Det tilgengæld må jeg nogle gange affinde mig med Camilla og det eksotiske Vanilla.

Uland eller u-land? Rige lande eller i-lande?

Der findes regler for meget, selv for skrivemåder i udviklingsverdenen (hvis det er det, den hedder!??)

Udenrigsministeriets blad 'Udvikling' har styr på det:

• u-land (med bindestreg)
• Udviklingssamarbejde –  frem for bistandssamarbejde, i det hele taget skrives udviklings- i stedet for bistands- (området/aktiviteter…)
• Bilateralt/multilateralt udviklingssamarbejde – frem for bilateral/multilateral bistand
• De rige lande – frem for i-lande
• Internationale organisationer – frem for multilaterale organisationer (det er samarbejdet, der er multilateralt, ikke organisationerne)
• 2015 Mål (ikke 2015-mål eller andre varianter)
• NGO
• Den tredje verden er nu afløst af u-landene eller de fattige lande. Hvis betegnelse den tredje verden alligevel anvendes, staves den med små bogstaver.
• Danidas styrelse staves med lille s.
• Danida (ikke DANIDA),  Norad og Sida staves alle med småt.
• tankestreg ved citat, ikke anførselstegn/gåseøjne ("ord").
• enkelt anførselstegn ('ord', ikke "ord") inde i en tekst
• fremmedartede egenavne samt engelske titler kursiveres første gang de optræder i teksten. 
• Hiv/aids staves med småt på dansk.
• Egypten med E, ikke Æ

Hm...!