Pernille i Uganda

Sudan, ged, trådløst internet og godt selskab

Jeg er i Sudan. Her er varmt og støvet som én ind i helvede. Vi skal have ged i aften, jeg har selv lige været ude at købe den af denne her flok unge fyre med tribale ar-udsmykninger i ansigterne. Jeg har også lige overværet den blive slagtet, og jeg må sige at det nogle gange kan være en fordel at være vokset op på landet. En ged er vel en ged.

Argentinske Peter, der arbejder for Dansk Flygtningehjælp i Yei, har inviteret mig til at bo på deres grund, her er trådløst internet, koldt brusebad og nærmere kommer vi ikke luksus! Det er fænomenalt, det samme er selskabet. Lige om ikke så længe ankommer et ukendt antal folk, der bla. skal have ged i aften.

Det er, hvis de to argentinere, der skal forberede den, altså bliver enige om hvordan det skal ske. Foreløbig er den største indsats præsteret af kvinderne. Jeg mener, jeg havde Flygtningehjælpens husholderske med på markedet, hvor der er 40 grader, stinker af fisk, sved og rådne grøntsager, og vi hustlede os gennem de vildeste prisforhandlinger, priserne er uhørte høje! Og så har jeg i øvrigt også en anelse ondt af mig selv - har reddet mig en infektion i foden, som Peter, der også er læge, mener kan ordnes ved en mindre operation og en flaske vodka.

Inshal'allah!

Hør P1 udsendelse om Koboko

Hør en udsendelse fra DR P1, som giver et rigtigt fint portræt af Koboko i Norduganda. Download udsendelsen her.

Byen Koboko i det nordøstlige Uganda er blevet kendt som byen, der fostrede en af Arikas mest brutale diktatorer, Idi Amin. Koboko er endnu ikke kommet sig efter alle de overgreb, der var dagligdag under Idi Amins hærgen i 1970erne. Men i dag er skyggen fra det brutale bysbarn ved at falme og dagligdagen mere præget af de kendte vanskeligheder som mangel på vand og mad, dårlige veje, flygtningeproblemer og epidemier. Ud over manglen på tilstrækkeligt drikkevand er Koboko også uden elektricitet. I enkelte huse, bl.a. på byens sundhedscenter, har man generatorer. Peter Stokholm har besøgt Koboko der ligger i West Nile, 500 km fra Kampala, hovedstaden i Uganda.

Meld dig som indsamler til MS' Landsindsamling!

Meld dig her!

Ejnar i Mbale - ny blog

Og så er der også lige min DW kollega, Ejnar i Mbale, som endelig er kommet ud af starthullerne. Læs mere her.

Udviklingsarbejder i Zimbabwe - ny blog

En lille reklame for mine DW kollegaer, Mads og Malin, der arbejder for MS i Zimbabwe, og som også er hoppet på at blogge. God og underholdende stil! Klik videre her.

Curtain Raising - en film om musikere i Østafrika

Den 10. november åbnes dørene til den fjerde udgave af Københavns internationale dokumentarfilmfestival cph:dox hvor musikken spiller en fremtrædende rolle


Fra filmen Curtain Raising

Årets udgave af dokumentarfilmfestivalen cph:dox sætter fokus på musikfilm, og serien Sound & Vision er blevet en del af det officielle konkurrenceprogram. Danske Andreas Johnsen har skabt en fantastisk film om den østafrikanske musikscene.

'My aim is not also to die here'. Flavaboy er en blandt mange determinerede og talentfulde musikere, som forsøger at bane en levevej ud af Nairobis ludfattige ghettomiljø gennem musikindustrien. Han bruger det meste af sin tid på at overbevise promotorer og andre indflydelsesrige personer om sit værd og er konstant på jagt efter en ny mulighed for at optræde live og måske tjene til sit næste måltid. En særdeles blomstrende musikscene i Nairobi har allerede fostret flere superstjerner og naturligt givet håb til mange som Flavaboy. Chameleone er en af dem, som på få år har etableret sig som en af Østafrikas nye stjerner. Chameleones skæbne lignede på mange punkter Flavaboys, indtil han for få år siden slog igennem og i dag kan nyde godt af succesen.
Danske Andreas Johnsen har i flere år været fokuseret på at afbilde nye blomstrende musikscener verden over. Tidligere var det Rios Favela, der dannende baggrund, og med 'Curtain Raising' tager han sammen med Lotte Folke Kaarsholm os denne gang med på en tur til den østlige del af Afrika. Ud over at være et musikantropologisk studium er 'Curtain Raising' lige så meget en film om håb og overlevelse blandt en af verdens fattigste befolkningsgrupper.

Filmen vises i samarbejde med Mid Week Brakes den 15. november på Rust i forbindelse med velgørenhedsarrangementet og hip hop konkurrencen Heartbeat. Læs mere herom på cphdox.dk eller www.rust.dk. Billetter kan købes på rust.dk.

Læs mere på cph:dox

Når en ko skal fra A til B.

...så bliver den oftest transporteret som på billedet. Det gælder i mange tilfælde også for menneskene. I vil ikke vide hvordan de transporterer geder, høns eller svin.

Dansk fokus på kvinder i udvikling og fredsopbygning

Det er udemokratisk og spild af menneskelige ressourcer, hvis kvinder ikke kan bidrage til fredsprocessen og også være drivkraften i udvikling, sagde den danske Udviklingsminister ved lanceringen af rapporten "Beyond Victimhood, Women's Peacebuilding in Sudan, Congo and Uganda" i Udenrigsministeriet den 28. september 2006.

Ulla er begyndt at fokusere på kvinder i Afrika, og den danske regering har afsat 140 mill. DKK i  2007 til formålet. Det er lidt underligt pludselig at ku' hive noget ud af Ulla Tørnæs' kontext, og faktisk være enig med hende. Find hele Ullas tale + rapporten her.

Tøj fra de døde hvide

Man kan også foretage sig mere tilforladelige ting på markedet i Arua. Som fx. at købe sig en skjorte til næste gang der er Tour de Chambres på ens kollegiegang hjemme i Danmark.

Udvalget er bredt. Ikke kun i kategorien 'kitsch', som denne flashy skjorte Nils er ved at trække i her (og som jeg forudser vil gøre Morten Sigsgaard på Global Contact meget misundelig). Og ikke sjældent falder man over en t-shirt med et dansk logo eller folk iklædt nissehuer!

På swhaili hedder genbrugstøjet 'Kafa Ulay' - tøj fra de døde hvide.

Forklaringen på det store udvalg er den, at organisationer og firmaer indsamler brugt tøj over hele Europa. Og du har sikkert selv en gang hældt genbrugstøj ned i en container. Umiddelbart vil de fleste tænke, at det er en god idé. At vores brugte tøj ender i Afrika, hvor der ikke er en tilsvarende tøjproduktion. Samtidig er der i Afrika også en vis prestige i at være iklædt tøj af vestligt snit, omend det ofte tilhører en forgangen mode. Men hvorfor syr og sælger afrikanerne ikke selv deres eget tøj? Her dyrkes jo både hør og bomuld, her findes symaskiner drevet af håndkraft og arbejdskraft er der masser af.

Mange af de organisationer, der indsamler brugt tøj, sælger en meget lille del i danske butikker eller giver det væk i form af katastrofehjælp. Det meste af tøjet ryger videre til Afrika, ofte via mellemforhandlere. Det giver selvfølgelig afrikanerne tøj på kroppen til rimelige priser samt indtægter til det humanitære arbejde. Men udbuddet af det billige genbrugstøj over hele Afrika, gør det svært for u-landene at starte deres egen produktion. Det kan simpelthen ikke betale sig, fordi konkurrencen med det billige, brugte tøj fra Vesten er for ulige.

Så - overvej næste gang hvilken tøj-container, du smider dit brugte tøj i. Røde Kors har en klar profil, og fortæller her, hvad de gør med tøjet.

Mere demokrati

'Øh, jeg skal hente 400 plasticmapper til MS Uganda', forklarer jeg mig i Kampalas største boghandel, der ligger i butikscentret, Garden City. Der var brand i mandags, hvilket lukkede centret og dermed muligheden for at hente plasticmapperne, før nu. Plasticmapperne skal bruges i morgen på Hotel Sheraton, hvor MS Uganda relancerer sit Demokrati-projekt.

Da mapperne er fundet frem og pakket i kasser, er priserne pludselig steget. Egentligt ikke noget der overrasker, sandsynligheden for at en eller anden har sat en forkert prisseddel på (alle 400 mapper) er bestemt ikke utænkelig. (Det skete hele tiden hos den lokale købmand i Vesterborg på Lolland, hvor jeg voksede op.) I forvejen har jeg forhandlet mig til en rabat på 5%, og da det er MS Uganda og ikke mig selv, der betaler, ku' jeg vælge at smide 610.000 shillings på disken og se at komme ud derfra. Men jeg har det bare sådan, at 'så må de sku' lære det!'. Og det er jeg blevet ret god til at sige på en pæn måde.

Materialet som jeg læste korrektur på med grafikeren igår, er ikke blevet trykt. Strømmen gik, og generatoren strejkede. (Dejligt at leve i et land, hvor man ikke kun kan forlade sig på, at broen er oppe). Og spørgsmålet er om det kan nås til imorgen, hvor meningen er at det skal puttes i alle de 400 plasticmapper. Det bliver vist noget med at stå op kl. 5.  Spændende bliver det ihvertfald. Sidst at MS blev kendt for sit Demokrati-projekt, røg vi på forsiden af New Vision, mens Valgkommissionen konfiskerede vores demokrati-plakater under stor stå-hej.

Måske skal jeg lige retfærdigvis tilføje, at det overhovedet ikke er mit projekt (jeg sku' bare lige hjælpe til med et par praktiske ting og fotografere begivenheden imorgen). Der står tilgengæld to seje kvinder bag, nemlig danske Mie og ugandiske Rita. Læs mere om det her.