Pernille i Uganda

Kogalskab

Der er altid myldretid i Arua, hvilket i princippet allermest handler om at manøvre udenom cyklisterne og folk med oppakning til og markedet. Men ved 17-tiden hver aften, lige om hjørnet fra hvor jeg bor, er chancen stor for at støde ind i flokken af Ankole kvæg.

Fantastisk smukt dyr, hvis man kan se bort fra ugandernes besættelse af at dyrene skal have længst mulige horn. Hornene er utvivlsomt en byrde for dyret, der skal bruge extra kræfter på at holde hovedet oprejst.

Og har man én gang taget sig mod til at tænke over hvordan uganderne bærer sig ad med at transportere kvæget rundt i landet (stuvet sammen på ladet af en truck, bundet op i horn og ben), så kigger man lige en gang til når man har dem på tæt hold.

Chris & Chokoladefabrikken eller Drengene fra Arua

Kom uvægerligt til at tænke på Chris & Chokoladefabrikken, da jeg passerede ham her i eftermiddag på Arua Marked.

For hvem ringer man til her med en dårlig undskyldning, hvis man ikke gider at gå på arbejde. Der er masser af dårlige undskyldninger, der er ikke andet.

Strømmen gik. En eller anden døde. Mit fly faldt ned. Jeg skal være far. Eller en ven, der har taget mit tøj.

Men ingen man kan råbe af; 'Chef, chef, chef, hva' med personalepolitik?!!!'

Til børnefødselsdag i Arua

Igår eftermiddags var jeg inviteret til 10 års fødselsdagsfest hos Joanna, et af de seks børn i den canadiske missionærfamilie, der har været i Arua i omkring 5 år. Invitationen, har jeg på fornemmelsen, primært skyldes, at jeg i øjeblikket har den mest populære hvalp i området - børnene elsker Dingo.

Der gik ikke mere end 20 minutter og så var vandballonerne eksploderet. Men ellers var det her en børnefødselsdag som dengang jeg fyldte 10. (Bortset fra, at der her Ikke var én eneste, der græd!) Massevis af børn fra vejen, hele tiden udskiftning, nye ansigter, larm, råb og hujen og fodbolde, dart pile og fjerbolde i alle retninger.

Ret så enkelt. Man skal ikke undervurdere Arua, det er et helt fantastisk sted for børn at vokse op, de går på bare tæer, og ind og ud af hinandens 'compounds', leger udenfor, leger med hvide, sorte og farvede, alle mulige nationaliteter, bygger huler i træerne, har hunde og katte. Det er slet, slet ikke som den 3. klasse, jeg underviste og forlod i slutningen af 1998 for et job på Mellemfolkeligt Samvirke.

Traktementet bestod af  passionssaftevand og hjemmebagte kager. Og efter bordbønnen var der frit slag. Her opfører børn sig anstændigt, ikke noget med at råbe 'mig først'. Joanna takkede pænt for alle gaverne, og smilede som en sol, da hun pakkede ud (ikke noget med at 'det har jeg' - hvis hun havde, kan man nemlig altid bruge nyt, og selv de brugte børnebøger bragte lykke).

Skovtur i det grønne

Her er beviset på, at man godt kan kombinere bushen med det civiliserede. Man skal bare planlægge, fx huske sine køleelementer.

Det kræver ikke det vilde. Selv i en no-go-area som Norduganda. Afrika ligger der for ens fødder: den røde jord, sol fra en skyfri, blå himmel, og folk der zig-zagger mellem de strimlede jordlodder.

Der ligger masser af små trading centres selv i de yderste afkroge, hvor man sagtens ku' parkere og bestille en gang bønnestuvning og en kold øl. Men hvis man nu istedet pakker friskbagt brød, nylavet hummus, stegte skiver af oksemørbrad, hjemmelavet agurkesalat og friskbrygget kaffe, så bliver det straks noget helt andet.

Det siger sig selv, at det ikke er noget jeg gør hver dag, men i anledning af at jeg havde besøg af Lars og Charlotte, der arbejder for DSI i Kampala, organiserede vi turen fra Arua langs Congo-grænsen til Koboko, til også at indeholde en picnic på bagsmækken af min bil.

Hos dyrlægen

'Hvad fejler din hvalp?', spørger den lidt stumpe, men yderst korrekt klædte, dyrlæge. Hans nystrøgne blå skjorte, det grønne slips og bukserne med pressefolderne (som er hevet helt op over taljen som moden foreskriver i Norduganda), matcher slet ikke rigtigt min forestilling om dyrlægeklinik. Det gør resten af inventaret for øvrigt heller ikke. Udefra ser Afdelingen for Skov & Landbrug langs hovedgaden i Arua faktisk tilforladelig ud, det er det indvendige der efterlader en med tvivl. På den anden side har jeg set lidt af hvert, og det at der findes en uddannet dyrlæge er langt nok for mig.

Jeg fortæller ham, at den ikke fejler noget, at jeg er her af forebyggende grunde, at den skal vaccineres. Og at grunden til at jeg har den på armen, er at den ellers stikker af. Meget forventeligt, forklarer han, at det hører til sjældenhederne, og at her kommer folk først, når det allerede er gået galt. Min hvalp skal vaccineres for rabies, Parvo-virus, canine distemper, og så skal den have en ormekur. Rabies vaccinationen er ikke noget problem, det klares ved at jeg holder hundens hoved, mens dyrlægen stikker den i nakken - på en tønde ude i gården, mens dyrlægen forklarer at i skuret ovre til venstre, der foretager de operationer. 'Hvilke typer af operationer?', spørger jeg oprigtigt interesseret. 'Arh, fx. fjernelse af en livmoder'. Godt det er en hanhund, tænker jeg, og glæder mig på egne vegne over at jeg fx. selv har fået fjernet min blindtarm og alle mine visdomstænder. Alle former for akutte operationskrævende sygdomme er bedst at have overstået inden Norduganda. Folk eller fæ.

Dagens konsultation koster mig ca. 24 kroner. Resten af vaccinerne skal sendes fra Kampala - men det er heller ikke noget problem. Selvom tingene er gammeldags, er det på den gode måde. Forventer hvert øjeblik at James Herriot træder ind ad døren. Service-niveauet er i top, og vi kan også lige nå en snak om det nordugandiske fænomen med at uganderne tror at de kan helbrede ved at fjerne noget fra kroppen. I hundens tilfælde handler det om, at folk tror den har en orm under tungen. Strengen der går fra tungespids til bunden af munden har alle pattedyr tilfældigvis, og min morgen startede med at jeg måtte irettesætte min vagt for at foreslå, om 'vi ikke lige sku' tage at fjerne den?!'. Dyrlægen bekræfter at det er en myte, og at han selv har sit hyr med at få folk til at skelne. 'Hvis det ikke ligefrem skader dyret, så udfører vi nogle gange ting, som vi godt ved ikke virker rent videnskabeligt, men ellers må jeg på det skarpeste tage afstand herfra'. Jeg beder ham om bruge sin position på at forklare dette til min vagt, når han kommer forbi for at give resten af vaccinationerne.

Så har jeg fået hund igen igen igen

'Og måske bliver jeg lige nødt til at sige, at I må hverken slå eller sparke hunden', opremser jeg, da jeg introducerer vagterne og min husholderske for den nye hvalp. Burde være en absolut overflødig kommentar, men ikke her, hvor hunde rangerer lavt på listen af medlemmer af husstanden. Det er måske lidt overdrevent at sige, at de skal behandle den som et menneske, men forklaringer, der skaber billeder inde i hovedet på folk, plejer at virke.

- ' Ja, ja', siger de bare, og forklarer at de selv har hunde derhjemme og har helt styr på det. Men så vågnede jeg alligevel her i morges til en værre hylen, som jeg straks lokaliserede kom fra den lille hvalp. Selvfølgelig havde min vagt gemt den væk, og låst den inde i den bygning der ligger bag mit hus. Og selvfølgelig var hvalpen stærkt utilfreds. Og så skal man lige tage sig sammen, for dels er jeg pissesur på min vagt, når han ikke tænker længere, men han ved heller ikke bedre. 'Hvad nu hvis jeg lukkede dig inde i den bygning hele dagen?!', prøver jeg. 'Ville du ikke savne lyset og den friske luft?!'

- 'Jo, jo', siger han bare. -'Men der ku' jo komme nogle og stjæle den'. Hvorefter, at jeg argumenterer, at det er derfor at han er vagt, - altså, så ingen kommer og stjæler noget i det hele taget. Som oftest ender de her samtaler hvor vi lige krydser kulturopfattelser med argumentationer jeg er sikker på, at hver part oplever som lige absurde.

Min søster har - per langdistance fra Island - døbt den 'Dingo'´, og på det sædvanlige spørgsmål fra Lolland om hvilken race, der er tale om, må jeg endnu engang sige, at jeg ikke ville kunne svare på det. Den er fra Masindi, og faren hedder 'Rafiki'. Det som jeg særligt godt kan li' ved Dingo, er at den ikke ligger for mine fødder og savler dagen lang, men springer glad rundt. Så er der bare tilbage at få dyrlægen til at vaccinere kræet. Jeg skal ikke aflive flere hunde, som det skete 1. gang og 2. gang, jeg havde hund.

Nu kan man købe frisktbagt rugbrød i Arua.

Det bliver mere og mere mærkeligt. Da jeg betalte for min middag på Oasis Inn her i aften, lagde jeg mærke til at der lå det her brune rugbrødsagtige brød blandt de typiske toastbrød i brødudsalget. Men hvem i al verden finder på at fremstille noget på dette udsted, som kun danskere, måske tyskere, gider at spise?

'Det er salt brød', forklarede kokkene en anelse afvisende fra det tilsodede køkken, mens de hakkede svinekroppe i stykker med en panga. KRSK, SLANG, GSRAK, lyden af sløvt metal der skærer sig gennem knogler og ben blander sig med den søde lugt af nyslagtet kød. Her hænger man ikke kødet, det tilberedes stort set lige efter slagtning, og må siges at være friskt.

Tingene blander sig fint i det her mikroskopiske køkken, ud af hvilket der nogle gange kommer de mest overraskende ting: grillede svinekoteletter, paneret kylling, pizzaer og burgers. Nogle gange bedre end andre, men for det meste ret iorden, taget i betragtning af hvor vi er. Min mave har ihvertfald klaret det indtil videre.

Folk her spiser 'sødt brød', hvidt, blødt - og utåleligt - toastbrød. Så jeg quizzer de to kokke, der mest af alt får mig til at tænke på 'I Kina spiser de hunde' og 'De Grønne Slagtere'. Sceneriet er i sig selv surrealistisk, og vores dialog ligeså. 'Ja, det der brød dét er noget vores chef har fundet på', undskylder de nærmest. Jeg er så overvældet, at jeg vil forsikres om at det er noget de vil opretholde for fremtiden. Jeg lover at jeg vil sprede nyheden til alle mine danske kollegaer.

3,50 danske kroner for friskbagt, rugbrød, der smager absolut fantastisk. Jeg kan slet ikke få armene ned igen. Arua ligger bestemt ikke på den lade sige hvad angår opfindsomhed og omstilling.

Ugandisk æstetik, design og funktionalitet

En typisk ugandisk stol, der koster en lille 10er. De holder ikke specielt lang tid, men de er gode på verandaen. Hver gang jeg er ude for at lede efter en ny, går jeg altid efter dem uden brændemærkerne.

Jeg kommer hver gang til at tænke på alt det bras jeg producerede de to år hvor sløjd var obligatorisk i folkeskolen, og hvor jeg slæbte resultaterne hjem til mine forældre, der efter en vis tid satte det på loftet.

Sælgeren siger, at de er meget pænere med brændemærker. Jeg siger, at de er grimme. Han siger, at de er kedelige uden, og at jeg ellers ikke kan kende forskel på dem. Jeg spørger, hvorfor jeg dog skulle ville det, når jeg kun har to stole.  Jeg synes, at de skal lave noget, som jeg gider at købe, det koster dem endda mindre anstrengelse. Men nej, jeg må tage med takke med tilfældet, at de tilfældigvis ikke har nået at brændemærke én.

Jeg tænker på, at jeg har set hvide gardiner med kuglepenskrift, hvor målene stod noteret midt på stoffet. Og stole og borde med sprittusskrift, der angiver navn og adresse på den der har afgivet ordren. Alt sammen ting, der ikke kan fjernes.

Æstetik, design og funktionalitet defineres helt anderledes her.

Dansk Besøg i Norduganda

'Seje damer', tænkte jeg.

Min kollega, Peter Hersted, har organiseret en tur til Uganda for danskere interesseret i håndværk og husflid. Gruppen ankom til Uganda fredag aften, overnattede i Entebbe og tog så turen i fly nord på til Arua lørdag morgen, hvor jeg stødte til.

Alle damer, den ældste 83. Alle første gang i Afrika. Og for nogle den første rejse. Og så sku' man tænke, at de mest havde brug for et hvil. Men de steg friske ind i de tre biler, blev indkvarteret i Arua, og kort efter fortsatte vi mod Tukaliri Village ved Kokobo. Ca. en times tid på grusvej.

Her blev de modtaget af Tukaliri Village Women's Group, som sang 'You're warmly welcome..'. Simon, lærer ved Koboko Vocational Institute, i hvis hjem vi blev modtaget, holdt tale og det samme gjorde kvinderne og en af de ældste. Der blev vist rundt i haven, på marken, demonstreret madlavning og håndværk.

Som en af de ældre i landsbyen sagde, så var det rart, at der også fandtes ældre danskere. Det som slog mig mest, var at 'de ældre danskere' havde så megen energi. Ikke én klagede sig over maden, varmen eller strabadserne. Her sad jeg og Young Peter, min kollega fra Koboko, og skubbede vores stegte lever rundt på tallerkenerne, mens resten af gruppen sammenlignede leveren og 'rugbrødsdejen' - den kogte kassava, der bliver til sten i ens mave, med danske retter. 'Fantastisk måltid', var konklusionen.

Andre gav udtryk for deres glæde over at komme tæt ind på livet af folk, af rigtige afrikanske mennesker. 'Der er ikke pyntet på det, det er ikke opstillet, det er autentisk'. Andre tilføjede, at forskellen ved at rejse på denne måde giver udfordringer og indsigt i vores egen måde at leve på. 'I Danmark er vi ikke selv ligeså åbne. Vi har mere travlt. Men på mange punkter er vi jo ikke så langt fra hinanden. Både i Uganda og i Danmark samles vi om måltiderne'.

Der er brug for alle

Også dem, der ikke kan læse og skrive. 

Education Access Africa's Trykpresse i Arua trykker lige i øjeblikket eksamensopgaver for Uganda og (vist nok også) Sudan.  Enten isolerer man de folk, der arbejder med at trykke opgaverne, indtil eksamenerne er overstået. Ellers ansætter man da bare analfabeter!

Den var nok ikke gået mange andre steder, men det er de sjoveste løsninger, man nogle gange støder på i Uganda. Smart for alle parter.