Pernille i Uganda

Nyt arbejde, nyt land, nyt liv - ny blog.

D. 1. september flyttede jeg fra det nordlige Uganda til Dar es Salaam i Tanzania. Jeg arbejder stadig for Mellemfolkeligt Samvirke, denne gang som informationsarbejder for MS Tanzania. Jeg har haft travlt de sidste par maaneder, saa der er foreloebigt kun blevet tid til at blogge paa engelsk.

Tak til alle der har fulgt med her paa bloggen! Foelg mig i Tanzania her: www.pernille.typepad.com/louderthanswahili.

Han ville ikke fotograferes...

...min kollega Peter, men han slap ikke. Det ser lidt sjovt ud med Panda-øjne, når man har ligget i solen i to dage med solbriller på!

Den 7. gang jeg underskriver en kontrakt med MS

Her gik jeg og troede at det var slut med Afrika efter Uganda, d. 1. september. Jeg havde ihvertfald pakket og arrangeret mig frem til at returnere d. 1. september til et liv i KBH. Det hele vendte imidlertid i den forgangne uge hvor jeg, uden at bruge lang tid på at tænke, underskrev en korttidskontrakt med Mellemfolkeligt Samvirke i Tanzania, hvor jeg i tre måneder skal være informationsmedarbejder på landekontoret i Dar es Salaam.

Jeg har været omkring Tanzania et par gange, og Jer der kender mig, ved at jeg er vild med Tanzania. Eller som min islandske nevø siger, efter at han holdt ferie med sine forældre og mig i Tanzania og på Zanzibar i 2006,  ´menneskene dér er bare vilde med mig, det er så dejligt!´. Drengen hentydede naturligvis til den store opmærksomhed en lille lyshåret knægt får af de børnevenlige tanzanianere, der bliver henrykte når han endelig forsigtig siger ´Jambo!´af sig selv.

Det bliver ikke ferie for mit vedkommende, langtfra. Men jeg glæder mig til at have en fast base med kort til arbejde og et kontor med fire vægge og faste arbejdstider (lad os nu se). Men der skulle ikke blive noget med at køre langdistance på grusvej til hverdag, eller krig, post-konflikt, fravær af fred og repatriering, kolera, tyfus, og ´kan du ikke lige tage fire sække charcoal med til mig i Kampala, og så måske en seng og fire stole med tilbage til Arua?´.

Det bliver helt mærkeligt!!

Sudan, ged, trådløst internet og godt selskab

Jeg er i Sudan. Her er varmt og støvet som én ind i helvede. Vi skal have ged i aften, jeg har selv lige været ude at købe den af denne her flok unge fyre med tribale ar-udsmykninger i ansigterne. Jeg har også lige overværet den blive slagtet, og jeg må sige at det nogle gange kan være en fordel at være vokset op på landet. En ged er vel en ged.

Argentinske Peter, der arbejder for Dansk Flygtningehjælp i Yei, har inviteret mig til at bo på deres grund, her er trådløst internet, koldt brusebad og nærmere kommer vi ikke luksus! Det er fænomenalt, det samme er selskabet. Lige om ikke så længe ankommer et ukendt antal folk, der bla. skal have ged i aften.

Det er, hvis de to argentinere, der skal forberede den, altså bliver enige om hvordan det skal ske. Foreløbig er den største indsats præsteret af kvinderne. Jeg mener, jeg havde Flygtningehjælpens husholderske med på markedet, hvor der er 40 grader, stinker af fisk, sved og rådne grøntsager, og vi hustlede os gennem de vildeste prisforhandlinger, priserne er uhørte høje! Og så har jeg i øvrigt også en anelse ondt af mig selv - har reddet mig en infektion i foden, som Peter, der også er læge, mener kan ordnes ved en mindre operation og en flaske vodka.

Inshal'allah!

Det' mig fra MS!

- Hva' så, ska' du ha' et lift?!

Vi diskuterede på et tidspunkt om man kan score på en indledende bemærkning om, at man arbejder for MS. Altså, noget i stil med om MS som brand er sejt nok (hvis man ikke selv er det) til at skabe umiddelbar attraktion, eller om man bliver nødt til at lokke med et lift.

Jeg har ikke tilstrækkeligt faktuel erfaring til at foretage en anstændig vurdering af fænomenet, men min fornemmelse siger mig, at der er noget om det. Især hvis man tænker på, at når og hvis jeg engang vender hjem til KBH, kun har en skramlet damecykel at køre rundt på. Der er ganske enkelt noget umådeligt storladent over at kunne tilbyde folk et lift og køre dem til en no-go-area!

NB. De to ovenstående MS kollegaer (Peter T og Peter H) ved ikke at de skulle ende som modelbilleder til denne text, da billederne blev taget - og det er således ikke et forsøg på at tillægge de herrer ufine intentioner.

MS Ugandas Gæstehus i Kampala

Jeg er for gammel til at bo på gæstehus! Troede jeg. At jeg havde gennemgået min kvote af kollegier, kollektiver, aktivistlokaler, bofællesskab, fælleskøkkener, MS medlemsweekender, baderum, Roskilde Festivaler, delelejligheder på Balkan og arbejdslejre.

Synes selv ind imellem at denne form for social-kollektiv udholdenhed burde belønnes som en form for præstation på linje med ens uddannelse. Ikke forlænges i det uendelige. Som fx at bor på MS' gæstehus ca. en uge hver måned.

På den anden side er der noget helt specielt ved MS' gæstehus i Kampala. Helt i tråd med danske kollegier og kollektiver, finder man også her ophobning af opvask, og altid de samme typer der forbarmer sig og udrydder den (sjældent mig). Mænd der ikke slår WC-brædtet op. Folk der hænger ud. Nogle der arbejder (vi har nemlig Internet). Drikker fyraftensøl. Deler glæder, oplevelser og frustrationer. Sladrer om dem, der ikke er her. Gæstehuset er også mødested  - ikke kun for udviklingsarbejdere, også for landekontoret, partnere og frivillige. Så når det nu skal være, og når der er ikke andre tilstrækkelige gode muligheder - så er det ikke så slemt.

Den lille forskel

Det første billede kunne være fra et hvilket  som helst udviklingsarbejdermøde.

Det andet udelukker enhver tvivl om at flertallet omkring bordet er en flok afslappede danskere, der har nået en vis mødegrænse. Forskellen burde være indlysende.

Billederne er fra i torsdags, hvor MS Ugandas samlede folk af udviklingsarbejdere, heldigvis ikke kun danske, holdt møde i Jinja om dette og hint.

Fundraising til EAA

Siden efteråret 2005 har jeg formidlet aftaler mellem den partnerorganisation, jeg arbejder for; Education Access Africa (EAA), og en række danske bidragydere i Danmark. Hensigten er at støtte EAA's syv biblioteker med bøger, materialer, inventar osv. Beløbene skal anvendes til at styrke den daglige drift af bibliotekerne samt give dem et skub frem mod selvstændighed og lokal forankring, når EAA's og MS Uganda's partnerskabsaftale udløber med udgangen af 2008.

Vi er her ved starten af 2007 nået op på 85.000 DKK. Det er et ganske anseeligt beløb på disse kanter. Og jeg tror ikke, at folk ude på bibliotekerne tror på mig rigtigt. Det er nok bare noget, hun siger. Det kan fx betyde at to af bibliotekerne kan køre selvstændigt i et år uden anden støtte.

Jeg har været meget overrasket over velviljen blandt danskere. En gruppe MS medlemmer i Nordjylland har valgt at støtte løbende. Et medlem af MS' styrelse har doneret overskuddet fra en bog, han skrev i 2005. En gruppe frivillige MSere holdt et brag af en fest, og samlede 10.000 kr. ind ). Ikke mindst har en privat fond - også med kontakt til MS, valgt at støtte os med 50.000 kr.

Men projektet har ikke været problemfrit. Jeg har vitterligt fået grå hår af det her, og har flere gange været ved at råbe noget meget grimt af MS i Borgergade. Der har dels været en forfærdelig langsommelighed i administrationen i MS sekretariatet, der lige pludselig opdagede at de ikke helt havde kapacitet til at håndtere denne type fundraising. Samtidig har den lokale partnerorganisations bogholder valgt at indtage en rimelig konservativ og jantelovsagtig tilgang, og kommenterer mest i stil med 'sådan fundraiser man ikke normalt'.

Men nu ser der ud til at komme skred i tingene. Bedre sent end aldrig. Det er helt vildt, hvor få penge, der kan gøre en forskel i det nordlige Uganda, når ting sættes en anelse i system. På det personlige plan betyder det for mig, at jeg i det mindste har opfyldt ét konkret krav i min oprindelige jobbeskrivelse - nemlig at bidrage til at styrke bibliotekernes bæredygtighed. Og så går jeg jo også ind for at satse på håndgribelige resultater, der kan mærkes fysisk. Det kommer det her til.

Så er jeg vist tilbage...

Og inden jeg havde set mig om, var juleferien ovre og min lomme tom. Sydafrika og Swaziland var alt hvad jeg behøvede (for at klare endnu ½ år i Uganda?!). Tilbage d. 5. januar i Uganda fik jeg besøg af tre venner fra DK. Det gik ikke helt stille af sig, og det var sjovt. Læs om det her. Men dermed også svært at komme tilbage til virkeligheden. Mai, min tidligere kollega kom også forbi, og det blev til et kort stop på Paraa Lodge i Murchinson Falls.

Nu er jeg endelig helt tilbage i Arua, og arbejdet er allerede igang. Min dårlige samvittighed på retur. Har ovenikøbet her til morgen holdt et møde med EAA's to trænere på Uddannelse for Fred - et møde, som jeg vil gå så langt som at betragte som en succes. Vi plejer at komme op at toppes, sikkert fordi vi er lige åndsvage efter at ville have det sidste ord. Jeg tog mig selv i nakken, og sagde til mig selv, at det er ligegyldigt, fuck det, bare gør det, om du så skal tale dem efter munden, måske er det også i sig selv en præstation! Gad vide hvor længe det holder?!

Jeg skal til bryllup om lidt, ved faktisk ikke for hvem, men det tror jeg ikke generer nogle parter. Indtil videre har Richard, som har inviteret mig med, givet tre opdateringer idag, indeholdende forklaringer på hvorfor at selve receptionen er forsinket. Det var en god beslutning at sige ja til at tage med, men ikke at tage med i kirke. Uganderne kan simpelthen ikke styre tiden, når det handler om at gå i kirke, og jeg har det ikke i mig.

Mandag kører jeg til Moyo. Bruger tirsdag på Adjumani siden, og sover i Moyo, hos Sisse, der arbejder for UNHCR. Hende har jeg ikke set siden august. Tiden flyver. Tilbage til Arua igen på onsdag. Og så er der kun kort tid til at min familie fra Island kommer til Uganda. Jeg glæder mig helt vildt til at se dem alle, især min nevø Baltasar igen.

Jordforbindelse?

Spekulerer nogle gange på om min forsikring også omfatter midlertidig lammelse eller evt. hjertestop som følge af elektrisk stød i hjemmet.

Nu har jeg for ved ikke hvilken gang gået på bare tæer på mit betongulv og forsøgt (måske med våde fingre) at stikke en elektrisk genstand i en stikkontakt.

'Wanmngg' gnistrer kontakten, og jeg bliver rappet over fingrene med så stor styrke, at jeg bare stirrer forbavset på kontakten og min sitrende tommelfinger.

Hvad sker der for de her elektrikere?