Pernille i Uganda

Sudan, ged, trådløst internet og godt selskab

Jeg er i Sudan. Her er varmt og støvet som én ind i helvede. Vi skal have ged i aften, jeg har selv lige været ude at købe den af denne her flok unge fyre med tribale ar-udsmykninger i ansigterne. Jeg har også lige overværet den blive slagtet, og jeg må sige at det nogle gange kan være en fordel at være vokset op på landet. En ged er vel en ged.

Argentinske Peter, der arbejder for Dansk Flygtningehjælp i Yei, har inviteret mig til at bo på deres grund, her er trådløst internet, koldt brusebad og nærmere kommer vi ikke luksus! Det er fænomenalt, det samme er selskabet. Lige om ikke så længe ankommer et ukendt antal folk, der bla. skal have ged i aften.

Det er, hvis de to argentinere, der skal forberede den, altså bliver enige om hvordan det skal ske. Foreløbig er den største indsats præsteret af kvinderne. Jeg mener, jeg havde Flygtningehjælpens husholderske med på markedet, hvor der er 40 grader, stinker af fisk, sved og rådne grøntsager, og vi hustlede os gennem de vildeste prisforhandlinger, priserne er uhørte høje! Og så har jeg i øvrigt også en anelse ondt af mig selv - har reddet mig en infektion i foden, som Peter, der også er læge, mener kan ordnes ved en mindre operation og en flaske vodka.

Inshal'allah!

Må man godt indrømme at man har hjemve?

Jeg bliver spurgt om mange ting, men nogle af de mest hyppige spørgsmål er nok; 'om jeg ikke er bange/ensom/keder mig?!'. Jeg troede, at alle tre dele ville indfinde sig i en eller anden konstant løbende form. Men tingene går for stærkt, jeg kører for mange kilometer, og møder for mange mennesker til rigtigt at lade det ske. Men der er én ting som jeg synes er rigtigt kedeligt, hårdt og trist.

I søndags fyldte min lillebror 30. Søren, som jeg insisterede på, skulle hedde Søren i april 1977. Det er ikke fordi at han ikke har inviteret mig til hans 30 års fødselsdag, det gjorde han for lang tid siden. Det passede bare ikke at flyve fra Uganda til København i april, når jeg flyver hjem på ferie i maj. Istedet ringede jeg til ham, og snakkede med både ham og min søster, hvor de begge underrettede i detaljer om denne her fest, der var i fuld gang.

Det er det værste ved at vælge at være væk. Når dem derhjemme samles på kryds og tværs, og man ikke selv kan være med. Så savner jeg dem og DK helt af helvede til.

Mit næste job, ikke mit næste liv...

Jeg ved ikke helt, hvordan jeg får plads til det hele inde i mit hoved eller for den sags skyld i min kalender. Rent geografisk er mit liv lidt vildt. Nogle gange er det som om at jeg ikke får mig selv med, når jeg er nået til et nyt sted. Afstandene er simpelthen overvældende, især når man tilbagelægger dem i bil.

Jeg startede året i Swaziland, dernæst Sydafrika. Jeg har lige været i Tanzania og en halv dag i lufthavnen i Nairobi. I næste uge kører jeg (forhåbentligt) ind i Sudan for første gang. Det virker ikke helt som om at jeg får plads til at leve et normalt hverdagsliv, for de fleste måneder opdeles i sekvenser, der sjældent er ens - afhængig af hvor jeg befinder mig. For det meste i Arua eller Kampala, men ofte også et sted midt imellem eller i West Nile.

Derudover slår det mig tit, hvor ukompliceret det er at holde kontakt med venner og familie over resten af verden. Via Skype, Messenger og SMS. Men det bidrager også til denne her uvirkelighedsfornemmelse. Som om at en del af mit liv er på stand-by, fordi jeg hele tiden er på vej, men at folk følger med så længe jeg har min laptop. Mit et og alt. Det er meget vigtigt for mig hele tiden at have disse forbindelser.

Ikke at det er nok til at afholde mig fra at besvare alle de mails jeg modtager via min weblog om alt ligefra kontaktformidling, forslag til RUC-studerende om at hvordan man kan lave en film om bloggere og demokrati i Uganda, prisen på vitenge, og rejseråd om hvordan man overlever Norduganda. Eller fra at arrangere fodboldtrøje-uddeling i Koboko, give lift gennem hele Uganda til unge MS-frivillige, transportere en printer til Arua, skrive artikler til Zapp eller midt i det hele at lave en nu&her beretning til TV2 radio om Ugandas reaktioner på The Last King of Scotland.

I forrige uge endte jeg med at give nøglen til mit hus til en amerikansk pige, der ikke havde et sted at bo i Arua, men som havde læst om mig via min blog. Hun er der stadig, og jeg kan slet ikke overskue hvis det viser sig, at hun ikke kan finde et andet sted at bo....

Det er jo skidespændende, og jeg er i den grad drevet af det. Måske stod stjernerne bare sådan, da jeg blev født? Men jeg kan ikke holde til det i længden, og jeg har derfor også meddelt MS Uganda at jeg ikke forlænger min stilling. Men jeg er langt fra færdig med Afrika. Mit næste job, ikke mit næste liv, skal bare foregå et sted, hvor jeg har rimelig normal arbejdstid, kontor og kollegaer, der ikke forsvinder ind i Sudan.

Afrikansk landskab

Jeg vil til hver en tid hævde at min løn er latterligt lille, (den matcher ihvertfald slet ikke min livsstil), men da eneste alternativ synes at være at finde sig et andet job, har jeg nu&her istedet valgt at fokusere på de fantastiske (gratis) ting som følger med jobbet. 

Nogle gange bliver jeg nødt til at stoppe bilen, stige ud, og inhalere landskabet. Det er svært ikke at tænke på at lige præcis denne slags fordele ved jobbet som udviklingsarbejder i Norduganda, ophører på et eller andet tidspunkt.

Her på vejen fra Karuma Falls til Pakwach, en strækning på ca. en time, dukker Congo op ude i horisonten. Længst ude mod vest ligger Nilen og bagved de blå bjerge i Congo. Højderyggen skiller de to lande ad, der hvor vandet løber mod vest er det Uganda. Smukt som bare fanden når vejret er omskifteligt.

Sydafrikaneren, som jeg boede sammen med i Danmark, forstod aldrig rigtigt det der med den danske horisont, der skete jo ligesom ikke noget, og det hele var bare fladt.

Afrikansk landskab er stort. fænomenet er aldeles uforklarligt for dem, der ikke har oplevet det selv. Det er som at være i mere end én verden på én gang. Mod vest regner det gennem skyerne. I nordøst er der sol over Nilen, der flyder dovent. Og børn løber op bag mod bilen, mens de hvirvler støvskyer op på den vej, hvorfra jeg kom.

Kvinde, skift selv dæk!

Nogle gange bliver man nødt til at gøre, hvad man selv siger afrikanerne skal gøre. Fx demonstrere at kvinder også godt kan udføre mandejobs. Jeg var i Gulu, mit dæk var fladt, ikke andet at gøre end ned på alle fire og smøge ærmerne op - og skifte dæk.

Jeg må dog tilstå, at hele denne her forholden sig til kønsroller og bla, bla, bla godt kan blive lidt for hellig for mig. I det her tilfælde er mere end to personer absolut nødvendigt, når skruerne skal af og på, og det flade dæk løftes op på ladet. Og jeg sætter også gerne mig selv til side, når de afrikanske mænd står i kø for at hjælpe. Det skal man aldrig tage fejl af.

Ligegyldigt hvor jeg er punkteret i Uganda, er der ikke gået mere end 5 minutter før der er kommet et tilbud om hjælp. På den anden side er det heller ikke uvæsentligt at vise at man som kvinde ved hvordan, og at man som som hvid ikke har problemer med at få jord under neglene.

For mit eget personlige vedkommende betyder selve det at kunne skifte dæk, at jeg således kan bevise overfor min lollandske familie, at man ikke er totalt håbløs til den slags, selvom jeg fx ikke har gået på landbrugsskole eller kunne styre en traktor i en alder af otte år... (men det er en helt anden historie).

Dansk fokus på kvinder i udvikling og fredsopbygning

Det er udemokratisk og spild af menneskelige ressourcer, hvis kvinder ikke kan bidrage til fredsprocessen og også være drivkraften i udvikling, sagde den danske Udviklingsminister ved lanceringen af rapporten "Beyond Victimhood, Women's Peacebuilding in Sudan, Congo and Uganda" i Udenrigsministeriet den 28. september 2006.

Ulla er begyndt at fokusere på kvinder i Afrika, og den danske regering har afsat 140 mill. DKK i  2007 til formålet. Det er lidt underligt pludselig at ku' hive noget ud af Ulla Tørnæs' kontext, og faktisk være enig med hende. Find hele Ullas tale + rapporten her.

Et spørgsmål om fortolkning

I går nat havde jeg en drøm, som var lidt ud over det sædvanlige. Jeg drømte, at jeg kørte i min bil gennem nationalparken Murchinson Falls med åbent vindue. Pludselig ser jeg en løve komme løbende i fuldt firspring. Jeg tænker, at det går sgu' nok, for hvor tit har man hørt om at løver springer ind af vinduer på biler. Men det gør den her løve, og den forsøger faktisk at æde mig. Og jeg kører bare videre, én hånd på rattet, mens jeg forsøger at afværge løven, der faktisk nærmest er halvvejs oppe på skødet af mig, med den anden hånd. Det er ikke let, det er faktisk stik mod planen, men det lykkes mig så godt, at jeg kan rulle vinduet op, med det resultat, at jeg kapper hele hovedet af løven. Død er den, og jeg har kun fået overfladiske skræmmer. Og jeg kører videre med løvens afrevne hoved på passagersædet.

Kom til at tænke på, at der var en, der for et stykke tid siden talte om, at man som mandlig udviklingsarbejder skal leve op til et macho-ideal. Hvad så når man er kvinde - og (åbenbart) også skal leve op til et macho-ideal, samtidig med at man kapper hovedet af løver, der springer ind af ens bilruder, mens man bare kører videre med den anden hånd på rattet?!!

Det bedste er, hvis man kan holde en mand hen i flere år...

Her kommer en artikel, jeg har skrevet om de sudanesiske piger i Koboko, som helst ikke vil giftes. Med god grund. Artiklen bringes også i Mellemfolkeligt Samvirkes ungdomsmagasin ZAPP jorden rundt 1-2006: Globale Piger. Download pigerne_der_ikke_vil_giftes..pdf

Auto Hjælp

Så står man der, i absolutely fucking nowhere. Midt mellem Koboko og Arua. Det højre bagdæk er ikke bare punkteret, det er flænset i strimler. Og jeg ved ikke hvad som er værst: lugten af brændt gummi eller min dårlige samvittighed over at ha' hørt musik så højt, at jeg ingenting har fornemmet, før at bilen på vej op ad bakken slingrer mere end godt er. På ladet transporterer jeg et solpanel, der fylder det hele, og som i forvejen har fået bilen til at svaje, når vinden tager fat. Bilder mig ind at det er inddirekte anledning til, at jeg ingenting har maerket. Hvad tænker man så? Har kun eet reservedæk, og det er godt nok, hvis alle 4 dæk så bare holder gennem nationalparken (gider ihvertfald ikke stå der uden et 4. hjul). Og i øvrigt har jeg ikke kun min egen oppakning med, men transporterer også en masse for Peter og Dorthe, og man kan ikke efterlade en bil med værdier og gå ud for at finde et nyt dæk.

Paa ingen tid er de unge maend, der normalt staar og driver lidt laengere henne ad vejen ved et 'trading centre' kommet til. Kommenterer hoejlydt det rygende varme daek, sker vist ikke saa tit at en muzungu ligefrem koerer sine daek i trevler paa disse kanter. Sker vist oftere for de lokale, der ind imellem koerer med overlaes og paa faelgene. Sammen faar vi bakset reservedaekket frem fra under bilen, fundet donkraft, et stykke fladt trae og vaerktoejsaettet frem. Og saa ligger der sgu' 6-7 fyre under bilen, i stoevet, med olie paa fingrene.

Tilbuddene om hjaelp fremsaettes altid her i Norduganda uden nogen som helst aftale om at de skal have noget igen. Det siger sig selv, at min daarlige samvittighed over at vaere en stor idiot, blandet med glaeden over at de ikke lader mig ordne meget selv, selvfoelgelig skal beloennes kontant. Noget for noget. Ikke mindst noget for det faktum, at folk per automatik hjaelper. Ka' naesten ikke forstaa det.

Ca. 2 timer senere, mellem Arua og Nebbi, faktisk river solpanelet sig loes, aluminiumsrammen haenger ud over ladet. Da jeg stopper bilen gaar der igen ikke lang tid, foer et par boda-boda-koerere (taxi-cyklister) stiller paa stedet. De har samlet de dele sammen, der har revet sig loes, en af dem staar og bakser med rockwool, og jeg taenker paa om jeg ikke lige sku' forklare at det er en daarlig ide paa den bare hud. Jeg kan ingenting selv, ka' sgu ikke lige ene kvinde loefte den her klods af et solpanel paa plads. Men igen er der 4 maend, der tager fat, og som oveni ogsaa lige synes at de skal berolige mig med at det nok ska' gaa. Har vist set en anelse opgivende ud paa det her tidspunkt.

Men jeg naar frem til indgangen til nationalparken i tide. Beder om telefonnummeret paa vaerkstedet i parken, hvis nu jeg skulle strande. Og koerer den naeste 1 1/2 time mod Masindi med oejnene paa mobilen for at registrere hvornaar jeg er i mobilnetdaekning og ikke. Hvis nu der sku' ske flere uheld.

Men jeg naar frem til Masindi uden mere hejs. Og naaede idag ogsaa Kampala. Det foeles egentligt ikke som at have vaeret paa arbejde, men jeg foeler alligevel at jeg har fortjent et par oel i aften.

Dagens tvangstanke:

Hvor gammel skal man egentlig være, før det bliver socialt acceptabelt at indrømme, at man ikke er god til at parallelparkere? (Vi taler om at være så usikker på, hvordan ens parkeringstalent matcher Kampalas infrastruktur, at man hellere kører et andet sted hen i byen med rummeligere parkeringsforhold, selvom man så er nødt til at gå meget længere...)

Fakta om parallelparkering:
Hold en afstand på 1 - 1 ½ m. til den bil du vil parallelparkerer bag ved, kør lidt forbi bilen, orienterer dig grundigt og blink til højre, sæt i bakgear, foden på koblingen og kør på koblingspunktet, ingen speeder. Når dit ansigt er ud for dørstolpen på den parkerede bil, drejer du kvikt rettet 1 ½ omgang mod højre (helt over), når din vinkel til den parkerede bil er ca. 40 - 45 grader, retter du forhjulene til ligeud stilling (1 ½ omgang mod venstre) når det højre sidespejl dækker for blinklyset på den parkerede bils højre side, drejer du rettet helt til venstre ( 3 omgange) og fortsætter til du ser din bil holde parallel med fortorvet i max. 30 cm afstand.

PS: Jeg er heller ikke i stand til at forklare off-side reglerne i fodbold.