Pernille i Uganda

Må man godt indrømme at man har hjemve?

Jeg bliver spurgt om mange ting, men nogle af de mest hyppige spørgsmål er nok; 'om jeg ikke er bange/ensom/keder mig?!'. Jeg troede, at alle tre dele ville indfinde sig i en eller anden konstant løbende form. Men tingene går for stærkt, jeg kører for mange kilometer, og møder for mange mennesker til rigtigt at lade det ske. Men der er én ting som jeg synes er rigtigt kedeligt, hårdt og trist.

I søndags fyldte min lillebror 30. Søren, som jeg insisterede på, skulle hedde Søren i april 1977. Det er ikke fordi at han ikke har inviteret mig til hans 30 års fødselsdag, det gjorde han for lang tid siden. Det passede bare ikke at flyve fra Uganda til København i april, når jeg flyver hjem på ferie i maj. Istedet ringede jeg til ham, og snakkede med både ham og min søster, hvor de begge underrettede i detaljer om denne her fest, der var i fuld gang.

Det er det værste ved at vælge at være væk. Når dem derhjemme samles på kryds og tværs, og man ikke selv kan være med. Så savner jeg dem og DK helt af helvede til.

Ind og ud af Sudan

Vi kørte ind i Sudan sidste søndag. 10 minutter efter Koboko, er en personvogn væltet rundt og ligger fladt på taget. Vi sætter farten ned og idet vi passerer, ser vi en 2-årig unge, kravle halvvejs ud af bilen. Skrigende.

Dækkende roterer stadig og blinklyset slukkes og tændes. Ungen er hel. Og resten af passagerne er sluppet med skrækken og en bil, der nok aldrig kommer til at køre igen. Dyb indånding, og lige ud og stoppe og tjekke om den er god nok. Og så videre!

Noget af det første man lægger mærke til, når man krydser grænsen mellem Uganda og Sudan, er trucks, lastvogne, biler - alt på hjul. Væltede, smadrede, eller bare ude af stand til at trække container-anhæggertrækket op af bakkerne. Folk har ligefrem organiseret små intermistiske (eller virkelige er de vel) værksteder, der hvor bilerne er stoppet - eller væltede.

Da fredsaftalen kom i januar 2005, kom der gang i trafikken mellem Sudan og Uganda, hvor den forsyner de to største byer i Sydsudan - Yei og Juba. Men det er altså helt vildt, at se hvordan det går for sig. Nærmest en fuldstændig umulig opgave at få bakset disse trucks ud af ca. 80 km grusvej (Koboko til Yei) - hvor mange er kommet hele vejen fra Mombassa ved den kenyanske kyst.

En rejse som tog de opdagelsesrejsende flere år.