Pernille i Uganda

Hvordan gate-crasher man en fastelavnsfest for 4-årige i Kampala?

'Ka' du ikke også arrangere noget med en fastelavnsfest, når vi kommer til Uganda?!', spørger min søster. Den 4½-årige Baltasar har mindst tre udklædningskostumer, han har tænkt sig at tage med, nu hvor han ikke kan nå at slå katten af tønden i børnehaven hjemme i Island. Og selvom der ikke er grænser for, hvad jeg vil gøre for Baltasar, når jeg er så heldig at han kommer helt  herned, ved jeg sgu' ikke lige hvordan man gate-crasher en fastelavnsfest for 4½-årige i Kampala? (Jeg ved en masse om hvordan voksne mennesker inviterer sig selv til andres fester...)

Og dog...! Man spørger selvfølgelig moren i familien med de mange børn, min fantastiske kollega, Mie, der sådan lige tilfældigvis har arrangeret børnefødselsdag for den yngste Linea samt fastelavnstønde fra Danmark på næste mandag.  Baltasar blev ellevild i Island, moren pakkede hans udklædningsudstyr og nu er der bare tilbage at se det for sig, når han opdager at ingen af ungerne her kender 'Idrætsalfen'...

Nile Porch

Jeg indløste min fødselsdagsgave fra Peter, Lars og Charlotte her i weekenden, hvilket indebar et ophold på Nile Porch i Jinja - med alt betalt.

Udsigten over Nilen er smuk, og lyden af floden der bruser, er beroligende at lytte til.

Alligevel er det svært at sige om Nile Porch kan anbefales. Betjeningen var simpelthen så ringe. Men der skete først noget, da Charlotte og jeg lavede en liste over uacceptable hændelser, og konfrontede manageren med flg.: Caesar salat med rå bacon; koldt vand i termokanden til morgenkaffen, manglende bestik, manglende alt muligt til måltiderne, langsom eller manglende betjening, og dråben, der fik bægret til at flyde over; en børnefødselsdag hvor chefens kone lige havde inviteret 20 unger under 10 år til plaske rundt i swimming poolen. Jeg hader amerikanske, uopdragne unger, der opfører sig som terrorister.

Mange af denne type steder i Uganda, som mange andre steder i Afrika, ejes ofte af en inder, australier eller en sydafrikaner, der ansætter en manager, ofte en fra 'familien', ofte uerfaren, men forventeligt mere erfaren end dem som han/hun er ansat der til at lede og fordele - de lokalt ansatte ugandere. Disse er tit dårligt uddannede/trænede, de forventes ikke selv at have en mening, og de agerer tit uden specielt meget initiativ eller selvstændighed. Ikke specielt uforståeligt, de lønnes ikke specielt godt, og opfordres heller ikke til at blande sig. Og ind i mellem som her, kommer chefens kone så også lige anstigende og overtrumfer alle andre. Det eneste sted, hvor jeg har hørt at man accepterer at de ansatte er medlem af en fagforening, er Hotel Sheraton i Kampala. Selvsagt siger man ikke chefens kone imod.

Men efter en kort oplistning af minus og plusser, fik vi alle første nat gratis, overvældende opmærksomhed, og iøvrigt gjort chefens kone flov... Så måske kan stedet alligevel godt anbefales. Udsigten kan ingen tage fra dem.

'Hvad danser gennemsnits-MS'eren til?'

Nu kan man jo ikke få alt hvad man ønsker sig i fødselsdagsgave...

Til gengæld var Lars og Charlotte, som lagde hus til festen, de perfekte værter. Lars og Charlotte er ikke MSere, men udsendt for DSI, og går også under begrebet 'extended family' - de er lissom familie i Uganda. Jeg kender ikke mange, som jeg ville turde at tage imod et tilbud fra om at holde fest i deres hus. Men med Lars og Charlotte tør jeg godt.

Og så kom gæsterne med smukke blomster, 18 vinglas til sammen, en rigtig fin Koboko-produceret taburet og et weekend ophold på Nile Porch med min 'extended family'.  Peter holdt en tale, der trak en linje fra da jeg startede i MS i efteråret 1996, over Beograd til Uganda idag. Man kan aldrig vide, på hvilket kontinent den næste skal holdes. Og så blev der danset og drukket igennem. Superhyggeligt, og jeg blev helt vildt glad over alle dem, der havde tænkt på mig...

Der kom aldrig rigtig svar på, hvad gennemsnits-MS'eren danser til, selvom Lars forsøgte ihærdigt, og mest havde svært ved at forstå, at hans familie var de eneste på dansegulvet til Gnags' Safari Safari...

Brudstykker af samtaler i forbindelse med forberedelsen af min fødselsdagfest i aften

- Kommer der nogle sorte til din fest?! (sagt af en hvid)

- Og hvorfor kommer der så mange kvinder? (sagt af kvinder generelt)

- Tillykke med de 30! (min yndlingskollega)

- Hvad ønsker du dig egentligt? (Mere i løn og en ny kæreste)

- Hvorfor spørger folk altid hvor festen holdes, når jeg har skrevet det i invitationen? (????)

- Hvor mange øl drikker folk til en fest i Uganda? (prøvede at konstruere en realistisk indkøbsseddel)

- Er det rigtigt at de lokale godt kan finde på at plukke frugterne af dine træer i din have under festen (og tage dem med hjem)? (baseret på virkelige hændelser)

- Hvor køber man gandja? (??)

- Og er det ikke ulovligt i Uganda? (Jo, men hvorfor det, når man må tygge khat på hovedgaden i Arua?)

- Max. 10 øl! - Så kan man stadig godt køre hjem! (et bidrag (revet ud af sin kontext) til en opløftet diskussion om at ha' sin egen personlige alkoholpolitik, når man er i Afrika...)

Måske dukker nogle af svarene op i løbet af i aften...

PS: Jeg siger tak for alle jeres hilsener i øvrigt.

Swahili Rap i Arua

Swahili-rapperen Ziggi Dee plus hans opvarmningsdrenge fra Tanzania var i Arua i går, hvor de gav koncert på byens hotteste diskotek, Annex (ligner mest en ombygget lade). De mindre fashionable vilkår afholdte dem imidlertid ikke for at optræde selvhøjtideligt og med påtaget stjernestatus.

Jeg ved simpelthen ikke hvad der sker for de her musikstjerner her i Østafrika, men små mænd bliver pludselig meget store og vigtige i rampelyset.

Men nu er jeg jo vild med bongo flava musikken, og forevigelsen af de her to swahili-drenge, resulterede også i at jeg blev hevet op på dansegulvet og efterfølgende kindkysset af de meget svedige artister. Så nu er jeg altså også kendt blandt Aruas teenagers...

Der går grænsen!

'Der er meget fattigdom', siger skriften på væggen. Sproget er en blanding af lingala, som tales i Congo, lughbara som tales i Arua - og swahili som går lidt alle steder. Og folk er ikke helt enige, om hvordan det oversættes mest præcist til engelsk.

Huset ligger mellem Arua og den congolesiske grænse. Jeg måtte bare stoppe bilen for at forevige kvindens forskønnelsesprojekt. (Jeg ved, at dét billede, bliver et af mine yndlingsbilleder.) Fattigdom har mange ansigter, og selvom det materielle er småt, ser man tit at folk med små midler og stor opfindsomhed gøre en hel masse ud af deres hjem. Respekt for det.

Jeg har det med geografiske grænser som med så meget andet i livet – jeg vil vide, hvor de ligger og hvor langt man kan gå. I over et år har jeg kørt op og ned af den congolesiske og sudanesiske grænse, liggende ude mod vest, ofte kun få kilometer væk. Congo – eller DRC – Den Demokratiske Republik Congo - stort navn til et af de største lande i Afrika, der ikke har haft et eneste demokratisk valg i mange årtier. Det planlagte er lige blevet udskudt. Læs evt. mere her: Adventures of a Retired Armchair Traveler - 2006 - or this one Breaking Hearts in the Hearts of Darkness.

Mens Sudan er forbudt område pga. LRA angrebene tidligere på året i Yei (3 timer fra Koboko), er der på rebelfronten stille nede i det her hjørne. Og der er en grund til at Arua blomstrer - grænsehandel med Congo. Det er ikke småting, der siges at tage turen ind over grænsen. Sort. Benzin, diesel, congolesiske batikstoffer, musik og mahogni, for ikke at glemme certifikaterne til mahognien (så den kan sælges videre reglementeret).

Fra Arua er der ca. 10 km til den congolesiske grænse, herefter kan man køre ca. 8 km op til den ugandiske grænsepost, med Congo til venstre og Uganda til højre. (Stoppede bilen for at træde af på naturens vegne - sku' jeg vælge buskadset i Congo eller i Uganda? Valgte Congo). Fra grænseposten fortsætter man i princippet stadig i Uganda, helt op til Koboko og grænseposten til Sudan, hvor alle tre lande støder sammen. Men drejer man efter den ugandiske grænsepost af mod vest et par kilometer længere fremme, kommer man til en cogolesisk grænsepost, der bla. giver adgang til en by, der svarer til Arua.

På indisk restaurant med nepalesiske fredsbevarende soldater fra Congo

Her kommer lige en hilsen til Peters mor, som jeg ved, læser med dagligt. Peter var på weekend-besøg i Arua, og han har både fået noget at spise samt to nye nepalisiske venner, der arbejder for FN som fredsbevarende styrker inde i Congo.

Ligesom os, har nepaleserne fundet frem til Arua's eneste indiske fortovsrestaurant 'Tycoon', hvor de serverer udemærket 'curry', men hvor hygiejnen ikke er for svage sjæle og sarte maver.

Nepaleserne efterlod os begge med en kolossal tvivl til FN-systemet - eftersom at de kun ku' sige få sammenhængende ting på engelsk. Ting, der faktisk ikke er specielt brugbare i en 'fredsforhandlingssituation'. Fex; 'Give me your mobile number!' (kun henvendt til mig, den lyshårede kvinde), og som fik mig til at udbryde; 'Øh, nej!'. Og som fik Peter til at konstatere; 'Mærkeligt, de ville ikke ha' mit!' Men helt ærligt, de færreste mænd er gode til at tale i telefon, og hvad taler man så om med én, der ikke taler samme sprog?!

Jeg må tilstå, at jeg tillod mig at fortolke deres måde at socialisere samt håndtere deres rustikke lommekameraer på som et varsel om hvordan de tilsvarende håndterer våben og kvinder. I følge min udlægning er der således lange udsigter for fred i Congo, dels lange udsigter til at nepaleserne får andet med hjem end fotos af dem selv .

Fodbold Fortrængninger

I denne her uge har et af mine mest stillede spørgsmål været; 'Er Ghana gået videre!?', kun afvekslet med 'Hvem spiller idag?'. Af en eller grund forestiller jeg mig, at jeg skal følge med i verdensmesterskaberne. Min fortræningsmekanisme er imidlertid så uovertruffen, at jeg slår fra ligeså snart jeg har fået noget fodbold information foræret. Væk er det.

Igår prøvede jeg ellers at forklare, en synes jeg selv, ret indlysende teori, om hvilke hold jeg støtter og ud fra hvilke krav: 1) Kontinentet (altid først Afrika, dernæst (Øst)europa), 2) Det pågældende lands demokratiske status, civilsamfundsudvikling og gæld til de rige lande (jo værre, jo mere fortjener de at man holder med dem), 3) Spillernes udseende (Tag fx den brasilianske målmands funky frisure), 4) Hvor gode holdet er til at levere underholdning i form af uforventede indslag - og ikke mindst 5) Spillernes navne (fx går det bare ikke at hedde 'Zuberbühler').

Men jeg er blevet holdt fast på, at vi skal ned og se Ghana kontra Brasilien - og at det er NU!

Fodbold i Koboko

Lørdag aftens fodboldkamp mellem Tjekkiet og Ghana blev overværet i den centrale 'tukul' (hytte) på Hotel Del 'Ambiance i Koboko - her sammen med mine to kollegaer Peter og Vibeke - og derudover en række unavngivne sudanesere, ugandere - og en enkelt kenyaner.

Også i Koboko tager man rygeforbud seriøst...

Kan du nævne 4 steder, hvor du hellere ville være, end dér hvor du er lige nu...?

...var der en der spurgte mig i sidste uge i Tanzania.

Det ku' jeg ikke.

Og det skyldes ikke mangel på fantasi. Verden er uendelig hvad destinationer angår, og der er masser af steder, jeg aldrig har besøgt. Men Østafrika er faktisk ret OK. Og på en eller anden måde er jeg vist nået til punktet, hvor jeg har svært ved at se mig selv cykle på arbejde i DK igen.

Af samme grund har jeg vist glemt at fortælle, at jeg rejser på ferie til DK d. 20.5.-13.6. Hvis nogle af jer har ændret adresser eller mobiler, så skriv lige og opdatér mig.

I finder mig på mit gamle mobil nummer: +45 6171 0726.

Jeg glæder mig rigtigt meget til at se jer!