Pernille i Uganda

Fest til fordel for skatere i Uganda

Lørdag aften og nat afholdes der fest til fordel for Uganda Skateboard Union. Der er nemlig mange i Afrika, der gerne vil stå på skateboard, men de mangler udstyret til det.

Læs hele artiklen på Politiken.dk http://ibyen.dk/restauranter/article347454.ece

Må man godt indrømme at man har hjemve?

Jeg bliver spurgt om mange ting, men nogle af de mest hyppige spørgsmål er nok; 'om jeg ikke er bange/ensom/keder mig?!'. Jeg troede, at alle tre dele ville indfinde sig i en eller anden konstant løbende form. Men tingene går for stærkt, jeg kører for mange kilometer, og møder for mange mennesker til rigtigt at lade det ske. Men der er én ting som jeg synes er rigtigt kedeligt, hårdt og trist.

I søndags fyldte min lillebror 30. Søren, som jeg insisterede på, skulle hedde Søren i april 1977. Det er ikke fordi at han ikke har inviteret mig til hans 30 års fødselsdag, det gjorde han for lang tid siden. Det passede bare ikke at flyve fra Uganda til København i april, når jeg flyver hjem på ferie i maj. Istedet ringede jeg til ham, og snakkede med både ham og min søster, hvor de begge underrettede i detaljer om denne her fest, der var i fuld gang.

Det er det værste ved at vælge at være væk. Når dem derhjemme samles på kryds og tværs, og man ikke selv kan være med. Så savner jeg dem og DK helt af helvede til.

Hør P1 udsendelse om Koboko

Hør en udsendelse fra DR P1, som giver et rigtigt fint portræt af Koboko i Norduganda. Download udsendelsen her.

Byen Koboko i det nordøstlige Uganda er blevet kendt som byen, der fostrede en af Arikas mest brutale diktatorer, Idi Amin. Koboko er endnu ikke kommet sig efter alle de overgreb, der var dagligdag under Idi Amins hærgen i 1970erne. Men i dag er skyggen fra det brutale bysbarn ved at falme og dagligdagen mere præget af de kendte vanskeligheder som mangel på vand og mad, dårlige veje, flygtningeproblemer og epidemier. Ud over manglen på tilstrækkeligt drikkevand er Koboko også uden elektricitet. I enkelte huse, bl.a. på byens sundhedscenter, har man generatorer. Peter Stokholm har besøgt Koboko der ligger i West Nile, 500 km fra Kampala, hovedstaden i Uganda.

Fra Farre Idrætsforening til Koboko Tekniske Skole i Uganda

Når Farre Idrætsforening i Vejle Amt får nyt fodboldtøj, giver de det brugte væk. Fodboldtrøjer og shorts gik denne gang til Koboko Tekniske Skoles lille fodboldhold i det nordlige Uganda, der oveni også fik fodbolde og nye mål.

- 'Engang var de nye for nogle andre, i dag er de nye for os!', indleder forstanderen for den tekniske skole i Koboko. Han har taget fredag over middag ud af skoleskemaet, og afsat den næste time til officiel ceremoni, hvor jeg og min danske kollega Per, er æresgæster. Vi starter præcis kl. 14, og jeg har svært ved ikke at tænke at det er et godt tegn. At starte til tiden er i selv en begivenhed i Koboko.

Alle eleverne er forsamlet i gården i skyggen af det store mangotræ. Elever sidder på små, slidte træskamler, ventende i deres hvide skjorter. Luften står stille. Solen bager. Vi kan høre lastvognene på vej til og fra Sudan komme susende på den nærliggende hovedvej, der går tværs gennem Koboko. De får de røde støv til at blæse op og lægge sig i et fint lag over det hele.

Min danske kollega Per er tilknyttet skolen som finansiel rådgiver. Da en af mine danske venner, Rasmus, besøgte mig i januar i Uganda, havde han medbragt 11 fodboldtrøjer og shorts fra sin lokale idrætsforening i Jylland. Farre Idrætsforening havde nemlig fået nye trøjer, og de gamle skulle gives væk til et hold, for hvem det ville gøre en forskel. Koboko Tekniske Skole stod foran den kommende turnering, så Per og jeg fik koordineret de to tilfælde. Oveni sørgede Per for at der også blev samlet penge ind til fodbolde, det blev også til fire par fodboldstøvler, samt materialer til to fodboldmål på skolens fodboldbane.

Os – æresgæsterne – er placeret oppe på cementforhøjningen sammen med skolens lærere. Der er lagt dug på bordet, som understreger alvoren i vores fælles forehavende. Når man modtager gaver fra et sted så langt væk som Danmark, så skal der siges ordentligt tak. Det er vigtigt for forstanderen at statuere et eksempel; - 'I er alle sammen vidner til denne gave. Vi har alle sammen et ansvar for at den bliver brugt efter hensigten!'. Denne type ceremonier får mig altid til at smile en lille smule for meget. Det er svært at lade være. For det er faktisk lidt sjovt.

Der sidder 60 forventningsfulde unge mennesker lige foran mig. I netop dette øjeblik kommer jeg i tanke om at jeg ikke har forberedt en tale i detaljer. Heldigvis hænger folk sig ikke i den slags detaljer i det nordlige Uganda. De 11 unge mænd går afsiddes og iklæder sig trøjer og shorts. De ser blændende godt ud, da de kommer tilbage på pladsen til klapsalver fra skolegården. De stiller op til fotografering med ansigterne lagt i folder som var de ingen andre end et vindende førstehold i engelsk klubfodbold.

Det lykkedes mig denne dag faktisk at forfatte en hurtig lille tale på stående fod; - ' Nu er det ikke er mig at I skal takke, men Farre Idrætsforening og min gode ven Rasmus, der slæbte hele sættet med sig i rygsækken, fra Danmark gennem Kenya til Uganda'. Forsamlingen beder mig om at overrække en tusindfold tak, og det er hermed gjort.

Der er ingen tvivl om at 11 fodboldtrøjer og shorts gør en forskel, når Kobokos Tekniske Skole næste gang skal ud og spille turnerning. Udviklingsbistand er et stort ord i en lille by i Uganda, og for det enkelte unge menneske er det meget abstrakt. Der skal også være plads til at have det sjovt. Fodbold giver et godt break. Og selvom man bare er en ung knægt på 16 år i Norduganda, så vil man også gerne kunne iklæde sig rigtige fodboldtrøjer og drømme at man er del af noget større.

Læs hele artiklen her: Download artikel_fodboldtrjer_til_kts.pdf

Chris & Chokoladefabrikken eller Drengene fra Arua

Kom uvægerligt til at tænke på Chris & Chokoladefabrikken, da jeg passerede ham her i eftermiddag på Arua Marked.

For hvem ringer man til her med en dårlig undskyldning, hvis man ikke gider at gå på arbejde. Der er masser af dårlige undskyldninger, der er ikke andet.

Strømmen gik. En eller anden døde. Mit fly faldt ned. Jeg skal være far. Eller en ven, der har taget mit tøj.

Men ingen man kan råbe af; 'Chef, chef, chef, hva' med personalepolitik?!!!'

I godt selskab

Det fede ved at have en 4½-årig islænding på besøg, er at man kan få ham til at gøre en hel masse, man aldrig selv ville orke eller turde (og samtidig ha' helt ondt i maven af grin).

Fx. iklæde sig et afrikansk sæt tøj fra top til tå. Jeg lokkede næsten ikke, da jeg opdagede hans voksende begejstring for det afrikanske mønster, og jeg valgte at ignorere hans modebevidste fars bekymring over ' at han ville ha' tøjet på med det samme'.

Det tog klart kegler efterfølgende hos både de afrikanske tjenere på Emin Pasha - og den islandske ambassadørfrue, vi mødte tilfældigt under middagen, og som vi lokkede Baltasar til at hilse på... (Island har lige doneret 45.000 måltider mad til ugandiske børn, svarende til antallet af skolebørn i Island).

Den bedste bemærkning kom drengen med idag, da jeg kørte familien ud på Lake Viktoria Hotel i Entebbe (mens jeg en time senere rejste til Tanzania);  '- I er bare så gode ved mig!'. Det hele værd.

Velkommen til Uganda

• 4½-årige Baltasar; 'Bor Tarzan i Uganda?'
• Mig; 'Hm, det ved jeg sgu' ikke lige!'
• Baltasar; 'Jo, han gør, jeg har lige set hans arm stikke ud af junglen'.

Min islandske familie havde ikke været i Uganda i mere end et par timer, og jeg så mig selv viklet ind i endeløse samtaler med den 4½-årige. Temaerne har især kredset om Tarzan, men Baltasar ville også vide hvorfor at 'mange ting er i stykker over det hele' - og hvorfor jeg ikke også sagde 'Velkommen til Uganda' til ham (med samme ironiske eftertryk) som jeg gjorde til hans far, da denne opdagede at han ikke kunne købe kolde øl, selv ikke i det største supermarked, i Kampala.

Uganderne er vilde med børn, og små hvide unger med blå øjne, får oceaner af opmærksomhed. Så meget, at Baltasar efter et par dage, efter eget udsagn, talte glimrende engelsk med dem alle. Det er meget fedt at se en lille knægt, der ingenting ved om kulturforskelle eller verdens elendighed, være centrum og slet ikke til besvær.

Glemte sørme lige selv et øjeblik mine egne fordomme overfor børn.

'Safari - uden at rejse'

Da jeg var hjemme i foråret, var vi den obligatoriske tur i Knuthenborg. På et tidspunkt overvejede jeg at sagsøge Knuthenborg Safari Park på Lolland - men kunne ikke helt finde den rigtige indgang;

• deres mad - har de virkelig kommet afrikanere i fyldet?
• deres udbredelse af stereotype opfattelser af Afrika (ih hvor exotisk, lad os kalde vores lollandske biksemad for 'afrikanerfyld')
• deres manglende tiltro til min viden om afrikansk kultur og mad
• ikke mindst pga. deres priser

Jeg arbejdede i Knuthenborg i  to sæsoner, da jeg var teenager. Og Knuthenborg er ikke et dårligt sted. De er bare kammet en anelse over med deres 'afrikanisering', som de forsøger at sælge til småt vidende danskere. Og det synes jeg er hamrende ærgeligt. Hele deres 'safari-butik' er fuld af både kvalitet og mindre gode kvalitetsting - men ingen eller meget lidt information om hvor og hvordan det er produceret. Men hvis man sælger noget under sloganet - 'Safari - uden at rejse', så siger det vel sig selv.

Safari ér at rejse.

Ved lejlighed

At have ejendom hjemme i Danmark, mens man er ude, er både en fordel og et problem. Det er altid godt at have et sted at vende hjem til, når den tid kommer. Men det er samtidig også en kilde til bekymringer. Skat og fremlejere er bare nogle af de ting, jeg ind imellem bliver nødt til at tage stilling til. Men nu er lejligheden hjemme på Amager atter fremlejet til nye lejere. Og denne gang kunne jeg som udlejer skrive Kampala, og fremlejer kunne skrive Dar-es-Salaam på lejekontrakten. En kommende fremlejer som har været ude, som ikke har et sted at vende tilbage til, blev til min fordel.

To gode oplevelser i denne anledning er at MS elektroniske aktivist-netværk er formidabelt mht. respons, og at det er fantastisk at have en veninde, der uden noget for noget stiller sin hjælp til rådighed som stand-in hjemme i KBH, når man mest har brug for det.

Radio Syd/DR Interview om MS' landsindsamling og Uddannelse for fred.

Søndag morgen, kl. 8.40 hjemme hos jer, fortæller jeg om Mellemfolkeligt Samvirkes arbejde med 'Uddannelse for fred' i dansk radio. Det er Radio Syd/DR, der i deres programserie 'Du Store Verden', har lavet et kort interview om arbejdet heroppe i Norduganda med de sudanesiske flygtninge - i anledningen af MS' landsindsamling.

Jeg vil tro, at man skal bo et sted i det sydlige Jylland for at høre det (journalisten opgav nogle stedbetegnelser, jeg sidst hørte i 7. klasses geografi). Ikke stort nok til at  blive tilgængeligt on-line via Internettet.