Her gik jeg og troede at det var slut med Afrika efter Uganda, d. 1. september. Jeg havde ihvertfald pakket og arrangeret mig frem til at returnere d. 1. september til et liv i KBH. Det hele vendte imidlertid i den forgangne uge hvor jeg, uden at bruge lang tid på at tænke, underskrev en korttidskontrakt med Mellemfolkeligt Samvirke i Tanzania, hvor jeg i tre måneder skal være informationsmedarbejder på landekontoret i Dar es Salaam.
Jeg har været omkring Tanzania et par gange, og Jer der kender mig, ved at jeg er vild med Tanzania. Eller som min islandske nevø siger, efter at han holdt ferie med sine forældre og mig i Tanzania og på Zanzibar i 2006, ´menneskene dér er bare vilde med mig, det er så dejligt!´. Drengen hentydede naturligvis til den store opmærksomhed en lille lyshåret knægt får af de børnevenlige tanzanianere, der bliver henrykte når han endelig forsigtig siger ´Jambo!´af sig selv.
Det bliver ikke ferie for mit vedkommende, langtfra. Men jeg glæder mig til at have en fast base med kort til arbejde og et kontor med fire vægge og faste arbejdstider (lad os nu se). Men der skulle ikke blive noget med at køre langdistance på grusvej til hverdag, eller krig, post-konflikt, fravær af fred og repatriering, kolera, tyfus, og ´kan du ikke lige tage fire sække charcoal med til mig i Kampala, og så måske en seng og fire stole med tilbage til Arua?´.
Det bliver helt mærkeligt!!
Recent Comments