Må man godt indrømme at man har hjemve?

Jeg bliver spurgt om mange ting, men nogle af de mest hyppige spørgsmål er nok; 'om jeg ikke er bange/ensom/keder mig?!'. Jeg troede, at alle tre dele ville indfinde sig i en eller anden konstant løbende form. Men tingene går for stærkt, jeg kører for mange kilometer, og møder for mange mennesker til rigtigt at lade det ske. Men der er én ting som jeg synes er rigtigt kedeligt, hårdt og trist.

I søndags fyldte min lillebror 30. Søren, som jeg insisterede på, skulle hedde Søren i april 1977. Det er ikke fordi at han ikke har inviteret mig til hans 30 års fødselsdag, det gjorde han for lang tid siden. Det passede bare ikke at flyve fra Uganda til København i april, når jeg flyver hjem på ferie i maj. Istedet ringede jeg til ham, og snakkede med både ham og min søster, hvor de begge underrettede i detaljer om denne her fest, der var i fuld gang.

Det er det værste ved at vælge at være væk. Når dem derhjemme samles på kryds og tværs, og man ikke selv kan være med. Så savner jeg dem og DK helt af helvede til.

Comments

[hejeje]

hvasåååååå gode billeder