Pernille i Uganda

Sudan, ged, trådløst internet og godt selskab

Jeg er i Sudan. Her er varmt og støvet som én ind i helvede. Vi skal have ged i aften, jeg har selv lige været ude at købe den af denne her flok unge fyre med tribale ar-udsmykninger i ansigterne. Jeg har også lige overværet den blive slagtet, og jeg må sige at det nogle gange kan være en fordel at være vokset op på landet. En ged er vel en ged.

Argentinske Peter, der arbejder for Dansk Flygtningehjælp i Yei, har inviteret mig til at bo på deres grund, her er trådløst internet, koldt brusebad og nærmere kommer vi ikke luksus! Det er fænomenalt, det samme er selskabet. Lige om ikke så længe ankommer et ukendt antal folk, der bla. skal have ged i aften.

Det er, hvis de to argentinere, der skal forberede den, altså bliver enige om hvordan det skal ske. Foreløbig er den største indsats præsteret af kvinderne. Jeg mener, jeg havde Flygtningehjælpens husholderske med på markedet, hvor der er 40 grader, stinker af fisk, sved og rådne grøntsager, og vi hustlede os gennem de vildeste prisforhandlinger, priserne er uhørte høje! Og så har jeg i øvrigt også en anelse ondt af mig selv - har reddet mig en infektion i foden, som Peter, der også er læge, mener kan ordnes ved en mindre operation og en flaske vodka.

Inshal'allah!

Må man godt indrømme at man har hjemve?

Jeg bliver spurgt om mange ting, men nogle af de mest hyppige spørgsmål er nok; 'om jeg ikke er bange/ensom/keder mig?!'. Jeg troede, at alle tre dele ville indfinde sig i en eller anden konstant løbende form. Men tingene går for stærkt, jeg kører for mange kilometer, og møder for mange mennesker til rigtigt at lade det ske. Men der er én ting som jeg synes er rigtigt kedeligt, hårdt og trist.

I søndags fyldte min lillebror 30. Søren, som jeg insisterede på, skulle hedde Søren i april 1977. Det er ikke fordi at han ikke har inviteret mig til hans 30 års fødselsdag, det gjorde han for lang tid siden. Det passede bare ikke at flyve fra Uganda til København i april, når jeg flyver hjem på ferie i maj. Istedet ringede jeg til ham, og snakkede med både ham og min søster, hvor de begge underrettede i detaljer om denne her fest, der var i fuld gang.

Det er det værste ved at vælge at være væk. Når dem derhjemme samles på kryds og tværs, og man ikke selv kan være med. Så savner jeg dem og DK helt af helvede til.