Pernille i Uganda

Kogalskab

Der er altid myldretid i Arua, hvilket i princippet allermest handler om at manøvre udenom cyklisterne og folk med oppakning til og markedet. Men ved 17-tiden hver aften, lige om hjørnet fra hvor jeg bor, er chancen stor for at støde ind i flokken af Ankole kvæg.

Fantastisk smukt dyr, hvis man kan se bort fra ugandernes besættelse af at dyrene skal have længst mulige horn. Hornene er utvivlsomt en byrde for dyret, der skal bruge extra kræfter på at holde hovedet oprejst.

Og har man én gang taget sig mod til at tænke over hvordan uganderne bærer sig ad med at transportere kvæget rundt i landet (stuvet sammen på ladet af en truck, bundet op i horn og ben), så kigger man lige en gang til når man har dem på tæt hold.

Fra Farre Idrætsforening til Koboko Tekniske Skole i Uganda

Når Farre Idrætsforening i Vejle Amt får nyt fodboldtøj, giver de det brugte væk. Fodboldtrøjer og shorts gik denne gang til Koboko Tekniske Skoles lille fodboldhold i det nordlige Uganda, der oveni også fik fodbolde og nye mål.

- 'Engang var de nye for nogle andre, i dag er de nye for os!', indleder forstanderen for den tekniske skole i Koboko. Han har taget fredag over middag ud af skoleskemaet, og afsat den næste time til officiel ceremoni, hvor jeg og min danske kollega Per, er æresgæster. Vi starter præcis kl. 14, og jeg har svært ved ikke at tænke at det er et godt tegn. At starte til tiden er i selv en begivenhed i Koboko.

Alle eleverne er forsamlet i gården i skyggen af det store mangotræ. Elever sidder på små, slidte træskamler, ventende i deres hvide skjorter. Luften står stille. Solen bager. Vi kan høre lastvognene på vej til og fra Sudan komme susende på den nærliggende hovedvej, der går tværs gennem Koboko. De får de røde støv til at blæse op og lægge sig i et fint lag over det hele.

Min danske kollega Per er tilknyttet skolen som finansiel rådgiver. Da en af mine danske venner, Rasmus, besøgte mig i januar i Uganda, havde han medbragt 11 fodboldtrøjer og shorts fra sin lokale idrætsforening i Jylland. Farre Idrætsforening havde nemlig fået nye trøjer, og de gamle skulle gives væk til et hold, for hvem det ville gøre en forskel. Koboko Tekniske Skole stod foran den kommende turnering, så Per og jeg fik koordineret de to tilfælde. Oveni sørgede Per for at der også blev samlet penge ind til fodbolde, det blev også til fire par fodboldstøvler, samt materialer til to fodboldmål på skolens fodboldbane.

Os – æresgæsterne – er placeret oppe på cementforhøjningen sammen med skolens lærere. Der er lagt dug på bordet, som understreger alvoren i vores fælles forehavende. Når man modtager gaver fra et sted så langt væk som Danmark, så skal der siges ordentligt tak. Det er vigtigt for forstanderen at statuere et eksempel; - 'I er alle sammen vidner til denne gave. Vi har alle sammen et ansvar for at den bliver brugt efter hensigten!'. Denne type ceremonier får mig altid til at smile en lille smule for meget. Det er svært at lade være. For det er faktisk lidt sjovt.

Der sidder 60 forventningsfulde unge mennesker lige foran mig. I netop dette øjeblik kommer jeg i tanke om at jeg ikke har forberedt en tale i detaljer. Heldigvis hænger folk sig ikke i den slags detaljer i det nordlige Uganda. De 11 unge mænd går afsiddes og iklæder sig trøjer og shorts. De ser blændende godt ud, da de kommer tilbage på pladsen til klapsalver fra skolegården. De stiller op til fotografering med ansigterne lagt i folder som var de ingen andre end et vindende førstehold i engelsk klubfodbold.

Det lykkedes mig denne dag faktisk at forfatte en hurtig lille tale på stående fod; - ' Nu er det ikke er mig at I skal takke, men Farre Idrætsforening og min gode ven Rasmus, der slæbte hele sættet med sig i rygsækken, fra Danmark gennem Kenya til Uganda'. Forsamlingen beder mig om at overrække en tusindfold tak, og det er hermed gjort.

Der er ingen tvivl om at 11 fodboldtrøjer og shorts gør en forskel, når Kobokos Tekniske Skole næste gang skal ud og spille turnerning. Udviklingsbistand er et stort ord i en lille by i Uganda, og for det enkelte unge menneske er det meget abstrakt. Der skal også være plads til at have det sjovt. Fodbold giver et godt break. Og selvom man bare er en ung knægt på 16 år i Norduganda, så vil man også gerne kunne iklæde sig rigtige fodboldtrøjer og drømme at man er del af noget større.

Læs hele artiklen her: Download artikel_fodboldtrjer_til_kts.pdf

3. VERDENS BLOG

3. VERDENS BLOG handler om direkte kommunikation mellem unge fra Ghana og Danmark. Unge ghanesere blogger om at leve i et u-land. Danske unge kan kommentere og stille spørgsmål til dem.

Danida er fremme i skoene. Og selvom bloggen ikke er helt klart opbygget, fx. er sprogene blandet mellem engelsk og dansk, er det jo indholdet man skal finde i 'samtalerne' mellem danske og ghanesiske unge. Fin idé. Du finder den ved at klikke her.

Billeder fra Sydsudan

Find flere billeder her fra min tur i sidste uge til Yei i Sydsudan. Klik her for at se dem som dias show.

Man skulle ikke tro det, men det her har været det sjoveste sted at tage billeder. Lyset er perfekt, og der er ikke alle mulige forstyrrende elementer som telefonkabler eller asfalt. Men masser af lav sol og et pænt lag støv, der giver gode farver.

Selvfølgelig skal man ikke stikke sit kamera op i snotten på en stiv teenager i SPLA uniform med løse fingre på aftrækkeren og en konstant trang til at udøve autoritet. Største risiko er nok at blive kørt ned af en knallert når man glemmer hvad der fungerer som fortov og kørebane - og at de kører i højre side af vejen i Sudan (for det meste, altså).

Og så har folk, utroligt nok, let til smil! Hvordan kan det være? Der er i princippet ikke lige så meget at grine af. Men det er livsbekræftende. Det er ikke noget jeg har tvunget dem til, det kom helt af sig selv. Det var faktisk en fornøjelse!

Ind og ud af Sudan

Vi kørte ind i Sudan sidste søndag. 10 minutter efter Koboko, er en personvogn væltet rundt og ligger fladt på taget. Vi sætter farten ned og idet vi passerer, ser vi en 2-årig unge, kravle halvvejs ud af bilen. Skrigende.

Dækkende roterer stadig og blinklyset slukkes og tændes. Ungen er hel. Og resten af passagerne er sluppet med skrækken og en bil, der nok aldrig kommer til at køre igen. Dyb indånding, og lige ud og stoppe og tjekke om den er god nok. Og så videre!

Noget af det første man lægger mærke til, når man krydser grænsen mellem Uganda og Sudan, er trucks, lastvogne, biler - alt på hjul. Væltede, smadrede, eller bare ude af stand til at trække container-anhæggertrækket op af bakkerne. Folk har ligefrem organiseret små intermistiske (eller virkelige er de vel) værksteder, der hvor bilerne er stoppet - eller væltede.

Da fredsaftalen kom i januar 2005, kom der gang i trafikken mellem Sudan og Uganda, hvor den forsyner de to største byer i Sydsudan - Yei og Juba. Men det er altså helt vildt, at se hvordan det går for sig. Nærmest en fuldstændig umulig opgave at få bakset disse trucks ud af ca. 80 km grusvej (Koboko til Yei) - hvor mange er kommet hele vejen fra Mombassa ved den kenyanske kyst.

En rejse som tog de opdagelsesrejsende flere år.

Man lærer så meget....

I april 1979 blev byen Kampala befriet under anførsel af Yoweri Museveni. Men ved de efterfølgende valg blev Obote og ikke Museveni valgt. Derefter gik Museveni, som anklagede Obote for valgsvindel, in the bush. Dette betyder i Afrika guerillakrig.

Jeg er ved at finde fakta til en artikel til ungdomsmagasinet Zapp - om Uganda. Denne her Wikipedia-forklaring på afrikansk guerillakrig ville jeg næsten ønske var min.

Chris & Chokoladefabrikken eller Drengene fra Arua

Kom uvægerligt til at tænke på Chris & Chokoladefabrikken, da jeg passerede ham her i eftermiddag på Arua Marked.

For hvem ringer man til her med en dårlig undskyldning, hvis man ikke gider at gå på arbejde. Der er masser af dårlige undskyldninger, der er ikke andet.

Strømmen gik. En eller anden døde. Mit fly faldt ned. Jeg skal være far. Eller en ven, der har taget mit tøj.

Men ingen man kan råbe af; 'Chef, chef, chef, hva' med personalepolitik?!!!'

Mit næste job, ikke mit næste liv...

Jeg ved ikke helt, hvordan jeg får plads til det hele inde i mit hoved eller for den sags skyld i min kalender. Rent geografisk er mit liv lidt vildt. Nogle gange er det som om at jeg ikke får mig selv med, når jeg er nået til et nyt sted. Afstandene er simpelthen overvældende, især når man tilbagelægger dem i bil.

Jeg startede året i Swaziland, dernæst Sydafrika. Jeg har lige været i Tanzania og en halv dag i lufthavnen i Nairobi. I næste uge kører jeg (forhåbentligt) ind i Sudan for første gang. Det virker ikke helt som om at jeg får plads til at leve et normalt hverdagsliv, for de fleste måneder opdeles i sekvenser, der sjældent er ens - afhængig af hvor jeg befinder mig. For det meste i Arua eller Kampala, men ofte også et sted midt imellem eller i West Nile.

Derudover slår det mig tit, hvor ukompliceret det er at holde kontakt med venner og familie over resten af verden. Via Skype, Messenger og SMS. Men det bidrager også til denne her uvirkelighedsfornemmelse. Som om at en del af mit liv er på stand-by, fordi jeg hele tiden er på vej, men at folk følger med så længe jeg har min laptop. Mit et og alt. Det er meget vigtigt for mig hele tiden at have disse forbindelser.

Ikke at det er nok til at afholde mig fra at besvare alle de mails jeg modtager via min weblog om alt ligefra kontaktformidling, forslag til RUC-studerende om at hvordan man kan lave en film om bloggere og demokrati i Uganda, prisen på vitenge, og rejseråd om hvordan man overlever Norduganda. Eller fra at arrangere fodboldtrøje-uddeling i Koboko, give lift gennem hele Uganda til unge MS-frivillige, transportere en printer til Arua, skrive artikler til Zapp eller midt i det hele at lave en nu&her beretning til TV2 radio om Ugandas reaktioner på The Last King of Scotland.

I forrige uge endte jeg med at give nøglen til mit hus til en amerikansk pige, der ikke havde et sted at bo i Arua, men som havde læst om mig via min blog. Hun er der stadig, og jeg kan slet ikke overskue hvis det viser sig, at hun ikke kan finde et andet sted at bo....

Det er jo skidespændende, og jeg er i den grad drevet af det. Måske stod stjernerne bare sådan, da jeg blev født? Men jeg kan ikke holde til det i længden, og jeg har derfor også meddelt MS Uganda at jeg ikke forlænger min stilling. Men jeg er langt fra færdig med Afrika. Mit næste job, ikke mit næste liv, skal bare foregå et sted, hvor jeg har rimelig normal arbejdstid, kontor og kollegaer, der ikke forsvinder ind i Sudan.

Gå i biografen og se The Last King Of Scotland

Det store samtaleemne i Uganda i de forgangne uger har været filmen The Last King Of Scotland, der havde premiere d. 16.2. i Kampala. Selv Ugandas Præsident Museveni var inviteret til premieren som æresgæst, hvor denne udtalte at han ikke havde været i biografen de sidste 47 år. Han undskyldte sig med, at der havde været tilstrækkeligt drama i hans liv. Og jeg som troede, at manden var helt humorforladt.

Og sidste søndag gik Forest Whitaker så på scenen i Hollywood og fik en Oscar for sin hovedrolle som Idi Amin. Idi Amin var Ugandas præsident fra 1971-79, og var direkte eller indirekte årsag til at mere end 300,000 ugandere forsvandt eller blev slået i hjel. Det er derfor også kontroversielt at lave en film om Uganda og Idi Amin, fordi det er noget de fleste uganderne har et forhold til. Uganda har i den grad været kendt for Idi Amin, og mange ugandere ryster på hovedet når man kommer til at spørge, om hvordan det nu lige var dengang med Amin. Men folk fortæller gerne, og du vil blive overrasket over hvor mange der har en historie at fortælle.

Filmdiskussionen i Uganda handler ikke så meget om skuespilpræstationer, som det handler om hvad filmen vil betyde for Uganda? Og her har filmen delt uganderne i flere lejre. Dem der har set filmen (også dem der ikke har set den) diskuterer om: Forest Whitaker virkelig fremstillede Idi Amin på den rigtige måde? Fik han ham ikke til at se for godt ud? Var der for lidt blod? Havde manden virkelig også sine gode sider?

Jeg læste en artikel skrevet af en ugandisk journalist der skrev, at denne her film vil gøre en stor forskel for Uganda. Og jeg tror at han har helt ret. Til forskel fra mange andre film om Afrika er filmen rent faktisk optaget her i Uganda. Filmen bruger ugandisk og afrikansk musik, og mange af statisterne er lokale. Vi nikker genkendende til personer (vores alle sammens Dr. Dick Stockley har en lille rolle som The Times journalist) steder, bygninger, musikken, det røde støv, de skramlende busser, den eventyrlystne hvide unge mand, der springer ud med begge ben (og har sex med en lokal kvinde før han overhovedet når frem til missionsstationen..). Der er en direkte genkendelighed. Eller som en af mine venner, der så den i Danmark sagde; 'Det her er en film hvor Afrika ser ud, som der for det meste ser ud i Afrika'.

Det Uganda vi ser i filmen er ikke syge, sultne børn med fluer i øjnene, der rækker hænder ud mod den hvide mand efter hjælp. Det er heller ikke en film om hvide mennesker, der kommer for at redde de sorte. Eller en handling som i 'Mit Afrika', der mest handler om de hvide menneskers besværligheder, og hvor sorte mennesker er reduceret til biroller, uden den store indflydelse. Den her film starter godt nok med en hvid mand, der kommer til Afrika, fordi han keder sig i Europa. En mand som tager Afrika for givet, men som ender med at måtte overgive sig til Afrika.

Jeg tog en af mine ugandiske venner, Catherine, med ind og se filmen. Bagefter diskuterede vi den med hendes familie, som havde set den på en af de pirat-DVDere, der allerede florerer. De lægger især lægger vægt på, er at filmen giver et alternativ til deres historieundervisning i skolen. Det betyder også noget, at Ugandas nuværende præsident Museveni var æresgæst til premieren, og at nuv. ugandiske politikere også ser filmen. Som om det giver en garanti for at det så ikke kan ske igen. Almindelige ugandere føler sig jo både skyldige – flove - over at Uganda har været ledet af diktatorer og at den nuv. konflikt med Lord's Resistance Army har varet i over 20 år. At der stadig findes børnesoldater og internt fordrevne flygtninge i Uganda. Uganderne er jo trætte af, at vi i Vesten alle sammen har det her stereotype billede af krig og elendighed, når det ikke er hele billedet af Afrika. De vil også videre.

Mange spørger sig selv, om det er fordi de ikke selv har gjort noget. Gjort nok? Men hvad kan man gøre? Måske vil det være lettere for verden at forstå hvad der sker i Uganda og i Afrika, når de ser denne her film. Forest Whitaker har spillet Amin på sådan en måde, at man ikke tvivler på, at han den ene dag var charmerende, den anden dag en tyran. Måske kan filmen være med til at vise, at Amin gjorde hvad han gjorde, fordi han var Amin – ikke fordi han var ugander. Og på den måde kan filmen måske være med til at nuancere billedet af Uganda og Afrika.

Fokus & Retning

Noget af det vigtigeste jeg har lært i Uganda, var da vores instruktør på vores 4-hjulstrækkerkursus sagde, at i afrikansk trafik handler det om at fokusere på dér, hvor man har tænkt sig at køre hen. Fx ikke på den modkørende. Selvfølgelig skal man scanne trafikken og helheden, men hvis man flytter fokus, går det let galt. Man kan slet ikke styre det, hvis man holder øjnene på Nile Coach istedet for på venstre vejbane.

Sjovt nok gælder det at beslutte sig for et fokus ikke kun for trafik. Det handler i den grad om at finde og beslutte sig for retning mht. arbejde og privatliv, ikke at lade sig distrahere af sin modstander eller alle problemerne. Jeg siger ikke, at det er let. Det virker bare forbandet logisk.