Pernille i Uganda

'Safari - uden at rejse'

Da jeg var hjemme i foråret, var vi den obligatoriske tur i Knuthenborg. På et tidspunkt overvejede jeg at sagsøge Knuthenborg Safari Park på Lolland - men kunne ikke helt finde den rigtige indgang;

• deres mad - har de virkelig kommet afrikanere i fyldet?
• deres udbredelse af stereotype opfattelser af Afrika (ih hvor exotisk, lad os kalde vores lollandske biksemad for 'afrikanerfyld')
• deres manglende tiltro til min viden om afrikansk kultur og mad
• ikke mindst pga. deres priser

Jeg arbejdede i Knuthenborg i  to sæsoner, da jeg var teenager. Og Knuthenborg er ikke et dårligt sted. De er bare kammet en anelse over med deres 'afrikanisering', som de forsøger at sælge til småt vidende danskere. Og det synes jeg er hamrende ærgeligt. Hele deres 'safari-butik' er fuld af både kvalitet og mindre gode kvalitetsting - men ingen eller meget lidt information om hvor og hvordan det er produceret. Men hvis man sælger noget under sloganet - 'Safari - uden at rejse', så siger det vel sig selv.

Safari ér at rejse.

Så er jeg vist tilbage...

Og inden jeg havde set mig om, var juleferien ovre og min lomme tom. Sydafrika og Swaziland var alt hvad jeg behøvede (for at klare endnu ½ år i Uganda?!). Tilbage d. 5. januar i Uganda fik jeg besøg af tre venner fra DK. Det gik ikke helt stille af sig, og det var sjovt. Læs om det her. Men dermed også svært at komme tilbage til virkeligheden. Mai, min tidligere kollega kom også forbi, og det blev til et kort stop på Paraa Lodge i Murchinson Falls.

Nu er jeg endelig helt tilbage i Arua, og arbejdet er allerede igang. Min dårlige samvittighed på retur. Har ovenikøbet her til morgen holdt et møde med EAA's to trænere på Uddannelse for Fred - et møde, som jeg vil gå så langt som at betragte som en succes. Vi plejer at komme op at toppes, sikkert fordi vi er lige åndsvage efter at ville have det sidste ord. Jeg tog mig selv i nakken, og sagde til mig selv, at det er ligegyldigt, fuck det, bare gør det, om du så skal tale dem efter munden, måske er det også i sig selv en præstation! Gad vide hvor længe det holder?!

Jeg skal til bryllup om lidt, ved faktisk ikke for hvem, men det tror jeg ikke generer nogle parter. Indtil videre har Richard, som har inviteret mig med, givet tre opdateringer idag, indeholdende forklaringer på hvorfor at selve receptionen er forsinket. Det var en god beslutning at sige ja til at tage med, men ikke at tage med i kirke. Uganderne kan simpelthen ikke styre tiden, når det handler om at gå i kirke, og jeg har det ikke i mig.

Mandag kører jeg til Moyo. Bruger tirsdag på Adjumani siden, og sover i Moyo, hos Sisse, der arbejder for UNHCR. Hende har jeg ikke set siden august. Tiden flyver. Tilbage til Arua igen på onsdag. Og så er der kun kort tid til at min familie fra Island kommer til Uganda. Jeg glæder mig helt vildt til at se dem alle, især min nevø Baltasar igen.