Til børnefødselsdag i Arua

Igår eftermiddags var jeg inviteret til 10 års fødselsdagsfest hos Joanna, et af de seks børn i den canadiske missionærfamilie, der har været i Arua i omkring 5 år. Invitationen, har jeg på fornemmelsen, primært skyldes, at jeg i øjeblikket har den mest populære hvalp i området - børnene elsker Dingo.

Der gik ikke mere end 20 minutter og så var vandballonerne eksploderet. Men ellers var det her en børnefødselsdag som dengang jeg fyldte 10. (Bortset fra, at der her Ikke var én eneste, der græd!) Massevis af børn fra vejen, hele tiden udskiftning, nye ansigter, larm, råb og hujen og fodbolde, dart pile og fjerbolde i alle retninger.

Ret så enkelt. Man skal ikke undervurdere Arua, det er et helt fantastisk sted for børn at vokse op, de går på bare tæer, og ind og ud af hinandens 'compounds', leger udenfor, leger med hvide, sorte og farvede, alle mulige nationaliteter, bygger huler i træerne, har hunde og katte. Det er slet, slet ikke som den 3. klasse, jeg underviste og forlod i slutningen af 1998 for et job på Mellemfolkeligt Samvirke.

Traktementet bestod af  passionssaftevand og hjemmebagte kager. Og efter bordbønnen var der frit slag. Her opfører børn sig anstændigt, ikke noget med at råbe 'mig først'. Joanna takkede pænt for alle gaverne, og smilede som en sol, da hun pakkede ud (ikke noget med at 'det har jeg' - hvis hun havde, kan man nemlig altid bruge nyt, og selv de brugte børnebøger bragte lykke).