Pernille i Uganda

Indtryk fra Pumwanis slum, inkl. bongo flava

Den 10. december samler Mellemfolkeligt Samvirke ind til de fattige beboere i Pumwani - et af slumområderne i Kenyas hovedstad Nairobi. Og nu er der kommet en kort trailer med indtryk fra Pumwani. Fed stil, hurtige klip, der siger det hele, at selvom man bor i slum, er der også plads til afrikanske smil. - Og så er bongo flava jo cool og superoplagt underlægningslyd! Sangen begynder med et ord, der på dansk lyder som noget pæne piger ikke ofte benytter i offentlige rum. Men hvad ved jeg, måske er det min hørelse - må heller finde en swahili-kyndig...

Men tjek selv! Skru op for lyden og få et indtryk fra Pumwanis slum: Download ShortTrailer_small.wmv.

Ked af at sige det, men MS mangler stadig indsamlere ...skriv til landsindsamling@ms.dk

Landlocked

Jeg er vokset op på Lolland, med kun få kilometer ned til havet. Siden hen har jeg boet i København, hvor jeg de seneste par år, mindst en gang om dagen, krydsede vand.

Når man bor i Uganda, er man 'landlocked'. Låst til land, lukket inde mellem bjerge, dale og savanner. Ikke engang Nilens blå stribe vand eller Viktoriasøen kan gøre det ud for Øresund, Østersøen, Langelandsbæltet eller Smålandshavet.

Jeg har noget med kystlinjer og hav - som er svært at forklare. Jeg savner både lugten af hav, og synet af horisonten hvor himmel møder hav. Fornemmelsen af at være fri, modsat at være lukket inde. Det er svært at finde mange ulemper ved Uganda (bortset fra den udprægede mangel på gedigne asfaltveje), hvor folk er overstrømmende venlige, og hvor man kan køre rundt uden større overhængende fare for at blive car-jacked, slået ned eller det der er værre. Der mangler bare noget havudsigt.

Partnerbesøg i Koboko

Gennem de seneste par år har jeg en del gange oplevet at aflægge besøg hos en MS partner, især i Uganda, men det er også blevet til et par besøg i Arusha og Dar es-Salaam. Senest igår hos KOCISU-net i Koboko.

Og det slår aldrig fejl, der er en bunke af fællestræk, der gennemsyrer disse besøg. Som om at alle MS partnere har aftalt at afvikle besøg på samme måde.

Vi ankommer, støvede og krøllede i tøjet (mens partnerens altid er renvasket og nystrøget). Indtager vores pladser. Partneren bag højbordet, mens vi bænkes på hårde træstole eller bænke (en enkelt gang på det lerklinede gulv hos masaikvinderne bag Mount Meru) - som lærer og elever. Og så starter alle de indledende høflighedsfraser. 'Ladies & gentlemen, you are very much welcome/all most welcome'. 'Thank you, thank you', svarer vi høfligt igen og forklarer ' at vi sætter pris på at de har tid til at modtage os'. Som regel følges velkomsten så af en længere forklaring som skal tjene til at redegøre for partnerens eksistens; 'We discovered this problem..., we mobilised... we were funded, etc., etc.' 

Læg også mærke til at manden i midten holder en mobiltelefon i hånden - det er helt acceptabelt at besvare opkald (fuldstændig som i Serbien) under mødet, blot man lige prøver at dukke sig en anelse. Meget finurligt nogle gange at overvære folk, der prøver at samtale, som om men ikke er der. Ofte er disse møder akkompagneret til en generators summen, eller hujende børn i baggrunden, på vejen udenfor, der prøver at få del i begivenheden.

Når jeg selv har stået bag arrangering af partnerbesøg, prøver jeg altid at forklare at 'de her mennesker fra Danmark, de er sådan set bare interesserede i en snak frem og tilbage om jeres arbejde og jeres syn på tilværelsen'. 'Ja, ja', siger partneren så altid, og tænker sikkert, at hun er sgu' da ikke rigtigt klog. For besøg fra MS er naturligvis vigtigt, og så kan det ikke helt foregå uden formaliteter og rangorden. 

For det er nemlig ikke uden betydning hvem der er tilstede, og ofte oplever man at sidde med hele bestyrelser og kontorer. Det sker også ofte, at der bliver læst op af papirer, og det sker som regel også at der er meget lidt tid til at stille spørgsmål. Det som vi betegner som dialog. Og hver gang har jeg prøvet at forklare dem, at de istedet for at tale stolpe op og ned, istedet skulle tage at stille MS nogle direkte spørgsmål. Lige på.

Grunden til at mit blodsukker falder på dette tidspunkt, og at jeg har svært ved ikke kaste mig over den typiske cola/mirinda/fanta, er at for at komme til disse møder, har man som regel siddet i nogle andre eller kørt på grusvej. Jeg beundrer dem, der er i stand til at stille intelligente spørgsmål, når man når hertil. Jeg har mere lyst til at spørge om ting, som ingenting har med sagen at gøre. Som fx hvorfor det er så vigtigt at alle siger den samme takke-tale? Og hvorfor de ikke bare siger, hvis de synes at MS er for meget?

Men det gør man altså bare ikke i Afrika, der er folk så flinke at man nogle gange får tårer i øjnene, når de takker for støtte, velvidende at MS ikke altid er den letteste at være partner med. Så nogle gange kan jeg sgu' ikke fortænke partneren i at tage MS som gidsler, og hegle dem igennem deres dagsorden. Mødet på KOSICU-net igår skylder jeg dog at sige, var kogt ned, og at Grace, deres kvindelige koordinator var supersej, og at mødet faktisk resulterede i en god diskussion.