Pernille i Uganda

Alle andre gør det

...så jeg må vel også sende julehilsener herfra.

Pt. fra Kampala, hvor jeg tager til den sidste julefrokost lige om lidt. Det har jeg timet vel med risikoen for at have tømmermænd i morgen, og som jeg i det tilfælde planlægger at komme af med under palmerne ved swimmingpoolen ved Entebbe Botanical Resort Hotel.

1. Juledag flyver jeg til Johannesburg, som er sydafrikanernes 'juleaften', og som jeg fejrer i selskab med familien Slack, der i denne anledning er rejst fra henholdsvis Zimbabwe og England, foruden dem af dem, der i forvejen befinder sig i Jo'burg.

Og jeg vil helt sikkert også tænke på jer, når vi går ind i det nye år. Der sidder jeg i en safari lodge i Swaziland i en særlig udvalgt udgave af ovennævnte selskab.

Jeg vender tilbage til Uganda d. 5. januar - hvor tre danske gæster, Louise, Rikke og Rasmus allerede vil være ankommet, og som skal en tur med op nord på.

Som I ved er det mig fuldstændigt ligegyldigt om det er jul eller påske, jeg er bare glad for endelig at have lejlighed til at stå stille, ikke tænke på at arbejde i sudanisk rod, ikke skulle holde jul i skandinavisk kulde og for at se venner i Sydafrika.

Men til de af jer, der holder traditionerne i hævd og imorgen spiser jer stopmætte, går om juletræet og på julejagt 3. juledag, vil jeg selvfølgelig ønske en rigtig glædelig jul! 

Hilsener den anden vej er absolut værdsat, og I ved at jeg tænker på jer i Útvik, Vesterborg, Nakskov, Aberdeen, Sandby, Skovlænge, Ullerslev, Dollerup/Radioavisen, Århus, København, Dalby, Nørrebro, Vesterbro, Valby og Amager (hvem har jeg glemt...?)

Ved lejlighed

At have ejendom hjemme i Danmark, mens man er ude, er både en fordel og et problem. Det er altid godt at have et sted at vende hjem til, når den tid kommer. Men det er samtidig også en kilde til bekymringer. Skat og fremlejere er bare nogle af de ting, jeg ind imellem bliver nødt til at tage stilling til. Men nu er lejligheden hjemme på Amager atter fremlejet til nye lejere. Og denne gang kunne jeg som udlejer skrive Kampala, og fremlejer kunne skrive Dar-es-Salaam på lejekontrakten. En kommende fremlejer som har været ude, som ikke har et sted at vende tilbage til, blev til min fordel.

To gode oplevelser i denne anledning er at MS elektroniske aktivist-netværk er formidabelt mht. respons, og at det er fantastisk at have en veninde, der uden noget for noget stiller sin hjælp til rådighed som stand-in hjemme i KBH, når man mest har brug for det.

'Øh, er det der ikke farligt...?!'

Mit næste spørgsmål er ligeså formålsløst som det indledende; 'Kan man genbruge brugte batterier?' Jeg kigger skeptisk på foranstaltningen på billedet. Selvfølgelig er det ikke spor farligt, forklarer min vagt Simon mig.

Når jeg smider brugte batterier ud, så samler Simon dem op, sætter dem ind i et jernrør, hvortil han har kobler  et par kabler, hvilket åbenbart kan forsyne den mobile radio med tilstrækkelig strøm til at skratte løs.

Zanzibars Hjerte

Stone Town hedder Mji Mkongwe på kiswahili, som er sproget der tales på Zanzibar. Zanzibar hedder i virkeligheden Unguja. Navnet Zanzibar dækker over de to øer Unguja og Pemba.

Stone Town lyder ikke specielt romantisk, men den gamle by er Zanzibars hjerte, bygget på en trekantet halvø, der ligger på den vestlige side af øen, omkredset af den mere moderne Zanzibar City.

Fra oven ligner byen en levende mosaik. Husenes firkantede bliktage ruster rødbrunt med alderen. Solstråler kolliderer med elektricitetskabler der hænger henkastet langs nedslidte gavle. En skov af tårne og antenner rækker mod himmelen fra bygninger plantet i smalle passager, der gennemtrævler byen på kryds og tværs for til sidst at munde ud mod det indiske ocean.

Det er ikke sidste gang, jeg har været i Stone Town eller på Zanzibar. Jeg har skrevet til Oplev Verden Nu om den seneste gang, jeg besøgte Stone Town her.

Til børnefødselsdag i Arua

Igår eftermiddags var jeg inviteret til 10 års fødselsdagsfest hos Joanna, et af de seks børn i den canadiske missionærfamilie, der har været i Arua i omkring 5 år. Invitationen, har jeg på fornemmelsen, primært skyldes, at jeg i øjeblikket har den mest populære hvalp i området - børnene elsker Dingo.

Der gik ikke mere end 20 minutter og så var vandballonerne eksploderet. Men ellers var det her en børnefødselsdag som dengang jeg fyldte 10. (Bortset fra, at der her Ikke var én eneste, der græd!) Massevis af børn fra vejen, hele tiden udskiftning, nye ansigter, larm, råb og hujen og fodbolde, dart pile og fjerbolde i alle retninger.

Ret så enkelt. Man skal ikke undervurdere Arua, det er et helt fantastisk sted for børn at vokse op, de går på bare tæer, og ind og ud af hinandens 'compounds', leger udenfor, leger med hvide, sorte og farvede, alle mulige nationaliteter, bygger huler i træerne, har hunde og katte. Det er slet, slet ikke som den 3. klasse, jeg underviste og forlod i slutningen af 1998 for et job på Mellemfolkeligt Samvirke.

Traktementet bestod af  passionssaftevand og hjemmebagte kager. Og efter bordbønnen var der frit slag. Her opfører børn sig anstændigt, ikke noget med at råbe 'mig først'. Joanna takkede pænt for alle gaverne, og smilede som en sol, da hun pakkede ud (ikke noget med at 'det har jeg' - hvis hun havde, kan man nemlig altid bruge nyt, og selv de brugte børnebøger bragte lykke).

Jordforbindelse?

Spekulerer nogle gange på om min forsikring også omfatter midlertidig lammelse eller evt. hjertestop som følge af elektrisk stød i hjemmet.

Nu har jeg for ved ikke hvilken gang gået på bare tæer på mit betongulv og forsøgt (måske med våde fingre) at stikke en elektrisk genstand i en stikkontakt.

'Wanmngg' gnistrer kontakten, og jeg bliver rappet over fingrene med så stor styrke, at jeg bare stirrer forbavset på kontakten og min sitrende tommelfinger.

Hvad sker der for de her elektrikere?

Mellemfolkeligt Samvirke samlede 2,6 mio ind

MS' landsindsamling til Verdens Fattigste nåede igår op på 2,6 mio. Og så kom Nanna ovenikøbet og sang sin Afrika-sang fra 1980'erne! Når man sidder langt væk, i den anden ende af MS, og mest kun hører MSere brokke sig over lavkonjukturerne på sekretariatet i Borgergade, i medlemsforeningen og i det hele taget - samtidig med at man selv brokker sig tilbage og kun bidrager til sortsyn - så er det vildt fedt at se og høre, at folk alligevel deltog og at det gik så flot!  Ingen tvivl om at der er blevet brugt mange kræfter de sidste par uger. Godt gået!

Jeg håber, at resultatet og indsatsen nu vil sprede sig som god energi. Set herfra bliver det ihvertfald lettere. Det bliver fx. godt at gå ud til MS partnere her i Norduganda og fortælle at MS nåede sit mål. Og her taler jeg ikke kun om pengene, for det handler også om, at der er nogle i DK der gider. I kan være sikre på, at blandt vores partnere her, så er penge én ting, men folk er altså ikke upåvirkede af, at der findes mennesker i andre lande, der gennem en aktiv indsats viser at de tænker på folk andre steder.

Lige præcis den del af indsamlingen synes jeg er ret væsentlig. Solidaritet, måske?! Jeg har lige tjekket MS' hjemmeside her, og spekulerer på hvordan jeg kan forklare hvad I egentligt gjorde for at samle penge ind. Jeg er fx. ikke sikker på at mine lokale kollegaer forstår 'kendis-stafetten', eller for den sags skyld julegave-eventen, eller at folk har arbejdet gratis...

Arua By Night

Du ved du bor i et lille samfund, af den afrikanske slags, når du sent ud på aftenen modtager en SMS fra en kollega, der lyder sådan her: 'Hej, du har strøm til kl. 3 i nat. Jeg drikker pils med ham der skal slukke hovedafbryderen!'. Peder og jeg har lige drukket et par øl på Oasis Inn, indtil at jeg mente at jeg også skulle nå noget i morgen.

I Arua har vi normalt bystrøm fra 06.30 til 00.30, og det fungerer helt fantastisk uden de større udsving. Det er en østafrikansk undtagelse, og med til at underbygge min påstand om at Norduganda er meget bedre end sit rygte. Da jeg sidst betalte min regning på Wenreco - firmaet der sørger for at den kæmpestore generator på Kampala Road kører som planlagt - roste jeg dem for dette. 'Hvem har I bestukket?, jokede jeg. Så kom chefen ud, trak op i bukserne og sagde, at sådan var det bare, fordi han  var chef.  Sejt nok.

I aften spiller Ragga Dee på Annex i Arua, måske er det derfor at de lader strømmen køre lidt længere. Peder og jeg sad faktisk her i aften og undrede os over denne her underfundige fyr, iklædt tropehjelm, spille pool. Det viste sig at være selveste Ragga Dee, som i flg. Peder stadig spiller pool, og som folk nu står og venter på at se optræde. Kraftedeme typisk....

Radio Syd/DR Interview om MS' landsindsamling og Uddannelse for fred.

Søndag morgen, kl. 8.40 hjemme hos jer, fortæller jeg om Mellemfolkeligt Samvirkes arbejde med 'Uddannelse for fred' i dansk radio. Det er Radio Syd/DR, der i deres programserie 'Du Store Verden', har lavet et kort interview om arbejdet heroppe i Norduganda med de sudanesiske flygtninge - i anledningen af MS' landsindsamling.

Jeg vil tro, at man skal bo et sted i det sydlige Jylland for at høre det (journalisten opgav nogle stedbetegnelser, jeg sidst hørte i 7. klasses geografi). Ikke stort nok til at  blive tilgængeligt on-line via Internettet.

Afrikansk landskab

Jeg vil til hver en tid hævde at min løn er latterligt lille, (den matcher ihvertfald slet ikke min livsstil), men da eneste alternativ synes at være at finde sig et andet job, har jeg nu&her istedet valgt at fokusere på de fantastiske (gratis) ting som følger med jobbet. 

Nogle gange bliver jeg nødt til at stoppe bilen, stige ud, og inhalere landskabet. Det er svært ikke at tænke på at lige præcis denne slags fordele ved jobbet som udviklingsarbejder i Norduganda, ophører på et eller andet tidspunkt.

Her på vejen fra Karuma Falls til Pakwach, en strækning på ca. en time, dukker Congo op ude i horisonten. Længst ude mod vest ligger Nilen og bagved de blå bjerge i Congo. Højderyggen skiller de to lande ad, der hvor vandet løber mod vest er det Uganda. Smukt som bare fanden når vejret er omskifteligt.

Sydafrikaneren, som jeg boede sammen med i Danmark, forstod aldrig rigtigt det der med den danske horisont, der skete jo ligesom ikke noget, og det hele var bare fladt.

Afrikansk landskab er stort. fænomenet er aldeles uforklarligt for dem, der ikke har oplevet det selv. Det er som at være i mere end én verden på én gang. Mod vest regner det gennem skyerne. I nordøst er der sol over Nilen, der flyder dovent. Og børn løber op bag mod bilen, mens de hvirvler støvskyer op på den vej, hvorfra jeg kom.