Pernille i Uganda

Hvis du ikke ved hvad du skal lave d. 10. december...

...så ved jeg det: 

Meld dig som indsamler for Mellemfolkeligt Samvirke. Pengene, der samles ind går bla. til et af de projekter vi arbejder med i det nordlige Uganda og Sudan.

Meld dig her.

Du har måske læst nogle af mine beretninger fra arbejdet længst ude - i flygtningelejrene blandt de sudanesiske flygtninge, hvor tre af MS Uganda's partnere forsøger at gøre flygtningene lidt klogere på, hvad der venter dem hvis de vender hjem til Sudan. Det er ikke jordens letteste opgave, men det forunderlige er at der skal meget lidt til for at give en forskel. Du kan fx nøjes med at bruge din søndag!

Vi har ca. 90 samfundslærere og 250 barfodsjurister igang i det sydlige Sudan og i det nordlige Uganda. De udfører arbejdet med at undervise folk i demokrati og rettigheder i deres fritid. I sidste uge gik jeg igennem en bunke af de rapporter de skriver, når de evaluerer deres undervisning. De fortæller om udfordringer som vi sjældent møder i vores dagligdag og som vi har svært ved at fatte;

• 'Det har regnet og floden var oversvømmet'. Ja, - for de har ikke adgang til firehjuls-trækkere, og den cykel vores projekt har doneret duer ikke i regntiden.
• 'Et familiemedlem blevt sygt, og døde. Det påvirkede mig stærkt'. Folk dør omkrig en. Trafikuheld, AIDS og andre sygdomme er ofte årsagen. Et dødsfald kræver tilstedeværelse og en begravelse koster penge. Tit fuldstændigt uoverskueligt, af meget naturlige årsager.
• 'Mine papirer blev våde, og det blev jeg også selv'. Ja, for når det regner, så står det ned i stride strømme, og folk har ikke udstyret til det. En simpel ting som en taske, der kan holde vandet ude, er ikke noget alle har.
• Lokale ledere og tidligere soldater blokerer for initiativer. Ja, og det er svært at gøre noget ene m/k, når man støder imod det lokale afrikanske hieraki.

De penge, som kommer ind til dette projekt, skal bla. bruges til at gøre arbejdet for disse mennesker lidt lettere og på at nå ud til endnu flere.

Hvad fanden er der galt med verden, når en 4-årig slæber rundt med en baby på ryggen?

...fordi hendes mor blev nødt til at gå i marken, for at familien kan få noget at spise. Mens moren iøvrigt risikerede at blive bortført, tæsket, voldtaget eller slået ihjel. Det er sgu' da ikke værdigt. Det er fuldstændigt ude af proportioner, og det gør mig gal, at et land som Danmark ikke kan se hvor LIDT der skal til, for at ændre på at afrikanske børn vokser op uden hoved og hale på deres liv.

I over 20 år har verden set til, mens 1,6 mio. ugandere er blevet internt fordrevne og placeret i lejre. Det svarer stort set til Københavns befolkning. Du kan også prøve at forestille dig, at du skulle blive tilbage efter at Roskilde Festivalen var slut, i dit telt, mens regnen silede ned, og ingen tømte de mobile lokummer...

Jeg stiller selvfølgelig også mig selv de spørgsmål, jeg har også mine begrænsninger. Man kan ikke løse alt. Og mange andre steder i verden er der 4-årige, der uforskyldt bærer rundt på deres mindre søskende. Og jeg kan jo ikke bare tage ham den sovende baby under armen, selvom jeg må tilstå at tanken strejfede mig et kort øjeblik.

Jeg ved heller ikke helt hvad man gør, når en gruppe snottede, beskidte unger hager sig fast, vil trykke hånd eller bare stryge deres sorte hænder over mine lyse hår på mine arme, og rykke mig i mit lange hår?! Jeg tænker måske, at 'nu er det slut med at bide negle, det går ikke'. Muligheden for infektioner er for stor, når man omgås børn, der ikke udsættes for et minimum af hygiejne-regler.

Men på en eller anden måde bliver det uendeligt ligegyldigt, når man er midt i det. 'Jeg er vaccineret for det værst tænkelige, og jeg kan altid tage et bad', konkluderer jeg. Jeg tænker, at de er mennesker som jeg, at det at vi trykker hånd, betyder meget mere, end nogen af os kan forestille os. At det modsatte ville være ubærligt. At det faktisk allerede virker lidt forkert det hele, at få så meget opmærksomhed, at det burde være omvendt. Og mit korte besøg i Pabbo lejren, 20 km nordvest for Gulu, gør såmænd heller ingen forskel. Men det skal bestemt ikke gå ubemærket hen.

Læs mere on LRA og om hvorfor jeg var i Gulu her.

Kvinde, skift selv dæk!

Nogle gange bliver man nødt til at gøre, hvad man selv siger afrikanerne skal gøre. Fx demonstrere at kvinder også godt kan udføre mandejobs. Jeg var i Gulu, mit dæk var fladt, ikke andet at gøre end ned på alle fire og smøge ærmerne op - og skifte dæk.

Jeg må dog tilstå, at hele denne her forholden sig til kønsroller og bla, bla, bla godt kan blive lidt for hellig for mig. I det her tilfælde er mere end to personer absolut nødvendigt, når skruerne skal af og på, og det flade dæk løftes op på ladet. Og jeg sætter også gerne mig selv til side, når de afrikanske mænd står i kø for at hjælpe. Det skal man aldrig tage fejl af.

Ligegyldigt hvor jeg er punkteret i Uganda, er der ikke gået mere end 5 minutter før der er kommet et tilbud om hjælp. På den anden side er det heller ikke uvæsentligt at vise at man som kvinde ved hvordan, og at man som som hvid ikke har problemer med at få jord under neglene.

For mit eget personlige vedkommende betyder selve det at kunne skifte dæk, at jeg således kan bevise overfor min lollandske familie, at man ikke er totalt håbløs til den slags, selvom jeg fx ikke har gået på landbrugsskole eller kunne styre en traktor i en alder af otte år... (men det er en helt anden historie).

Skovtur i det grønne

Her er beviset på, at man godt kan kombinere bushen med det civiliserede. Man skal bare planlægge, fx huske sine køleelementer.

Det kræver ikke det vilde. Selv i en no-go-area som Norduganda. Afrika ligger der for ens fødder: den røde jord, sol fra en skyfri, blå himmel, og folk der zig-zagger mellem de strimlede jordlodder.

Der ligger masser af små trading centres selv i de yderste afkroge, hvor man sagtens ku' parkere og bestille en gang bønnestuvning og en kold øl. Men hvis man nu istedet pakker friskbagt brød, nylavet hummus, stegte skiver af oksemørbrad, hjemmelavet agurkesalat og friskbrygget kaffe, så bliver det straks noget helt andet.

Det siger sig selv, at det ikke er noget jeg gør hver dag, men i anledning af at jeg havde besøg af Lars og Charlotte, der arbejder for DSI i Kampala, organiserede vi turen fra Arua langs Congo-grænsen til Koboko, til også at indeholde en picnic på bagsmækken af min bil.

Begyndelsen på en satanisk homoseksuel kult?

Khristian von Hornsleths Uganda projekt har afstedkommet mange kommentarer. En af de mere interessante er den ugandiske minister for Etik (selvom nogle vil mene at han med den pågældende kommentar måske lige strammer den en anelse), Dr. Buturo, der har udtrykt at det er begyndelsen på en 'satanisk homoseksuel kult'.

For dem der heller ikke lige ser sammenhængenen mellem satanisk og homoseksuel, så kan det måske bidrage til forståelsen, at homoseksualitet er ildeset, faktisk forbudt, i Uganda. Satanisme siger vist sig selv, det er de heller ikke glade for i Uganda. Betegnelserne var møntet på kunstneren, hvilket han sikkert tager som en kompliment eftersom at en af formålene bag projektet er at skabe opmærksomhed.

Hvem manden helt præcist går efter, er også uklart. De fleste gange hedder det sig, at det er en kritik af NGOernes måde at arbejde på - fordi NGOerne via deres donationer, kommer til at eje folk og fastholde dem. Det er der i for sig en vis sandhed i, men med modifikationer. Problemet er bare at det aldrig rigtigt kommer til udtryk, og at projektet langt fra kommer en løsning nærmere. Men det skal kunst jo heller ikke nødvendigvis, det skal provokere og sætte ting på spidsen, og det må man sige er lykkes.

Men - døm selv - der udstilles i KBH - læs mere her.

Hos dyrlægen

'Hvad fejler din hvalp?', spørger den lidt stumpe, men yderst korrekt klædte, dyrlæge. Hans nystrøgne blå skjorte, det grønne slips og bukserne med pressefolderne (som er hevet helt op over taljen som moden foreskriver i Norduganda), matcher slet ikke rigtigt min forestilling om dyrlægeklinik. Det gør resten af inventaret for øvrigt heller ikke. Udefra ser Afdelingen for Skov & Landbrug langs hovedgaden i Arua faktisk tilforladelig ud, det er det indvendige der efterlader en med tvivl. På den anden side har jeg set lidt af hvert, og det at der findes en uddannet dyrlæge er langt nok for mig.

Jeg fortæller ham, at den ikke fejler noget, at jeg er her af forebyggende grunde, at den skal vaccineres. Og at grunden til at jeg har den på armen, er at den ellers stikker af. Meget forventeligt, forklarer han, at det hører til sjældenhederne, og at her kommer folk først, når det allerede er gået galt. Min hvalp skal vaccineres for rabies, Parvo-virus, canine distemper, og så skal den have en ormekur. Rabies vaccinationen er ikke noget problem, det klares ved at jeg holder hundens hoved, mens dyrlægen stikker den i nakken - på en tønde ude i gården, mens dyrlægen forklarer at i skuret ovre til venstre, der foretager de operationer. 'Hvilke typer af operationer?', spørger jeg oprigtigt interesseret. 'Arh, fx. fjernelse af en livmoder'. Godt det er en hanhund, tænker jeg, og glæder mig på egne vegne over at jeg fx. selv har fået fjernet min blindtarm og alle mine visdomstænder. Alle former for akutte operationskrævende sygdomme er bedst at have overstået inden Norduganda. Folk eller fæ.

Dagens konsultation koster mig ca. 24 kroner. Resten af vaccinerne skal sendes fra Kampala - men det er heller ikke noget problem. Selvom tingene er gammeldags, er det på den gode måde. Forventer hvert øjeblik at James Herriot træder ind ad døren. Service-niveauet er i top, og vi kan også lige nå en snak om det nordugandiske fænomen med at uganderne tror at de kan helbrede ved at fjerne noget fra kroppen. I hundens tilfælde handler det om, at folk tror den har en orm under tungen. Strengen der går fra tungespids til bunden af munden har alle pattedyr tilfældigvis, og min morgen startede med at jeg måtte irettesætte min vagt for at foreslå, om 'vi ikke lige sku' tage at fjerne den?!'. Dyrlægen bekræfter at det er en myte, og at han selv har sit hyr med at få folk til at skelne. 'Hvis det ikke ligefrem skader dyret, så udfører vi nogle gange ting, som vi godt ved ikke virker rent videnskabeligt, men ellers må jeg på det skarpeste tage afstand herfra'. Jeg beder ham om bruge sin position på at forklare dette til min vagt, når han kommer forbi for at give resten af vaccinationerne.

Meld dig som indsamler til MS' Landsindsamling!

Meld dig her!

Transport af madrasser

En hilsen til min kollega, Vibeke, der nu er rejst hjem til sit job på Radioavisen, hvis hun altså lærer at finde rundt derude på Amager.

Vibeke har gentagende gange hævdet, at Uganda er det land i verden, der bliver transporteret flest madrasser rundt. Og fordi Vibeke er journalist, og besidder uanede mængder af mærkelig paratviden, samt en uddannelse som agronom, tænkte jeg, at det er sgu' nok noget hun har en statistisk dokumentation for.

Og så tænkte jeg egentlig ikke mere over det indtil igår, hvor jeg kom forbi endnu en ladning madrasser. Det er sandt, at uganderne, og for den sags skyld congoleserne og sudaneserne, har det med at sende madrasser på kryds og tværs. Enten fordi de skal sælges videre i en mindre by, eller fordi man skal på besøg, hjem fra kostskole osv. - og altså derfor medbringer sin egen madras.

Men om der findes en statistisk dokumentation for hvor mange madrasser man sender rundt i verden, står stadig uvist hen.

Så har jeg fået hund igen igen igen

'Og måske bliver jeg lige nødt til at sige, at I må hverken slå eller sparke hunden', opremser jeg, da jeg introducerer vagterne og min husholderske for den nye hvalp. Burde være en absolut overflødig kommentar, men ikke her, hvor hunde rangerer lavt på listen af medlemmer af husstanden. Det er måske lidt overdrevent at sige, at de skal behandle den som et menneske, men forklaringer, der skaber billeder inde i hovedet på folk, plejer at virke.

- ' Ja, ja', siger de bare, og forklarer at de selv har hunde derhjemme og har helt styr på det. Men så vågnede jeg alligevel her i morges til en værre hylen, som jeg straks lokaliserede kom fra den lille hvalp. Selvfølgelig havde min vagt gemt den væk, og låst den inde i den bygning der ligger bag mit hus. Og selvfølgelig var hvalpen stærkt utilfreds. Og så skal man lige tage sig sammen, for dels er jeg pissesur på min vagt, når han ikke tænker længere, men han ved heller ikke bedre. 'Hvad nu hvis jeg lukkede dig inde i den bygning hele dagen?!', prøver jeg. 'Ville du ikke savne lyset og den friske luft?!'

- 'Jo, jo', siger han bare. -'Men der ku' jo komme nogle og stjæle den'. Hvorefter, at jeg argumenterer, at det er derfor at han er vagt, - altså, så ingen kommer og stjæler noget i det hele taget. Som oftest ender de her samtaler hvor vi lige krydser kulturopfattelser med argumentationer jeg er sikker på, at hver part oplever som lige absurde.

Min søster har - per langdistance fra Island - døbt den 'Dingo'´, og på det sædvanlige spørgsmål fra Lolland om hvilken race, der er tale om, må jeg endnu engang sige, at jeg ikke ville kunne svare på det. Den er fra Masindi, og faren hedder 'Rafiki'. Det som jeg særligt godt kan li' ved Dingo, er at den ikke ligger for mine fødder og savler dagen lang, men springer glad rundt. Så er der bare tilbage at få dyrlægen til at vaccinere kræet. Jeg skal ikke aflive flere hunde, som det skete 1. gang og 2. gang, jeg havde hund.

Familien Hoxer/Nielsen i Mbale - ny blog

Et par DW kollegaer her i Uganda har nu også oprettet en blog - Martin og Christina, der bor i Mbale i det østlige Uganda. Tjek den her.