7341 KM til København / 6° 50' S/39° 18' E

Læs min blog post for Politikens Verdensblog: 'Are you here for the next erection?'

Læs mere her om valgkamp på swahili.

Interview med Nakaaya

Læs her min ultra korte artikel om Nakaaya i MetroXpress: 'Hun synger for ligestilling', January 2010 (DK).

Solidaritet på Swahili

En lille historie om Seela som jeg har rejst gennem Maasailand med en del gange. Klik her.

Artikel: 'Goddag, mit navn er Born to Kill' - om kommunikation i Østafrika.

Kommunikation i Østafrika adskiller sig markant fra den danske – her bliver budskaber sendt ad omveje og mellem linjerne. Andre gange brager beskederne igennem, så der ikke er noget at tage fejl af – eller er der...?
 
En af mine tanzaniske venner har en kanga, hvorpå der står ’Mambo iko huku’. Direkte oversat betyder det: ’De gode sager finder du her’. Mens jeg stavede mig frem, vendte hun den rundt, og forklarede, at skriften enten skulle flashes på røven (billede nedenunder) eller over brysterne - afhængigt af hvilket signal kvinden ønsker at sende.
 
I Tanzania går kvinderne traditionelt klædt i ’kanga’, som er en billig, sarong-lignende beklædning fremstillet i mange farver og mønstre. På hver er der trykt en lille sætning - som den tanzaniske kvinde bruger til at give sine omgivelser besked.
 
Da jeg rejste rundt i Tanzania under mit første besøg i 2004 faldt det mig ikke ind, at mønstret og skriften på kangaerne havde en særlig betydning. Når jeg idag tjekker den seneste kangatrend i Uhuru Street i Dar Es Salaam ved jeg, at kangaen er mere end bare et stykke tøj – den er også et finurligt kommunikationsredskab i et land, hvor kvinder som regel kommer i anden række.
 
Med et ‘Hodi hodi naikome mwaka ujao naolewa’ på kangaen kan kvinden bede mændene om at stoppe med at banke på døren, for kvinden har besluttet, hvem hun skal giftes med.
 
Eller hun kan tage en kanga på med skriften: ‘Akufukuzae hakwambii toka’ - som betyder det lidt kryptiske: ‘En person, der ønsker dig ud af sit hus vil ikke sige: forsvind! Du vil forstå det af hendes/hans handlinger.’
 
Afrikanerne har særlig tradition for visuel overlevering i stedet for det talte ord, når de skal udtrykke tanker, viden, følelser og værdier. I Østafrika bliver budskaber til overflod kommunikeret gennem kropssprog, på skilte, i symboler, navngivning eller valg af kanga som i ovenstående eksempel, hvor kvinden på en – efter tanzaniske forhold - høflig måde fortæller sine gæster, at nu er det slut med gæstfriheden.
 
Sudan, Uganda, Kenya og Tanzania - tendensen er den samme, og her på mit femte år i Østafrika har jeg erkendt, at man kommer længst ved at følge rådet på kangaen: lyt til hvad der kommer ud af munden på folk, men læg ekstra godt mærke til det der siges uden ord
 
’Peace Talk Fashion Kiosk & General Merchandise’
Da jeg ankom til det nordlige Uganda i juni 2005 var fredsaftalen mellem nord og syd i nabolandet Sydsudan blevet underskrevet fem måneder tidligere. Ønsket om fred blev pludselig synligt. Ikke i daglige samtaler, hvor det stort set var umuligt at få sudaneserne at sætte ord på, hvad der skulle ske når de vendte hjem til Sydsudan. Men håbet sivede alligevel og satte tydelige spor i den nordugandiske grænseby Arua, som ligger tæt på Sudan.
 
Her blev en af de store butikker i hovedgaden pludselig til ’Peace Talk Fashion Kiosk & General Merchandise’, som igen blev fulgt af ’Mama Peace’ og ’Global Friends Joint – Happiness & Refreshment Zone’. På den anden side af grænsen i Sydsudans andenstørste by, Yei, vrimlede det med tilsvarende eksempler som ’Peace Paradise Hotel’ og ’Peace Drug’ (apotek) og Peace Depot (øl).

Billede øverst til højre: Skoleeleverne i Norduganda pakkede deres ejendele i blikkasser, hvor der tit var spraymalet et hjerte med pil igennem under titlen ’Peace’.
 
Således blev den ellers uhåndgribelige fred til en synlig  påmindelse om det håb som de sudanesiske flygtninge og os der arbejdede med dem havde, på trods af at det føltes som om at verden fortsatte fint uden.
 
Nixon var betjent i Uganda
Den lokale trafikbetjent hed Nixon, og mine kollegaer hed Kennedy, Mandela og Churchill. Fint selskab, konstaterede jeg, når vi gav hånd. Sudaneserne grinede, når jeg højlydt associerede videre på deres navne. Fra lerhytterne langs Nilens bredder var der dog langt til de verdensberømte navnebrødre; afmagten var hver dag til at tage at føle på.
 
For jeg mødte også de andre.
 
’Poverty’ på 16 år var det 13. pigebarn i en sydsudanesisk søskendeflok, og ”skulle i hvert fald ikke giftes og ha’ børn.” Og ’Born to Kill’ og ’Bernhard Burried Alive’ fra Sydsudan, der skrev sig på navnelisten under en workshop en kollega deltog i.
 
På kysten i Tanzania navngives børn efter særlige omstændigheder ved fødslen, selvom tanzanierne ikke trækkes med sudanesernes oplevelse af krig, kan man stadig aflæse, hvordan andre typer af problemer overleveres. Jeg kender f.eks. en ’Maneno’ (Ord), som forklarer, at da hans mor fødte ham ’blev der vekslet ord’ mellem hans mor og farens anden kone. Ushahidis (Vidne) far ville ikke kendes ved hende, og moren besluttede sig for at barnets navn i sig selv måtte bevidne tilhørsforholdet. Tabu (Problem) er så at sige født som et problembarn!
 
Andre er mere heldige.
 
Siden præsidentskiftet i USA er kenyanske babyer blevet døbt Obama og Michelle. Til aviserne har forældrene sagt, at de håber deres børn bliver præsidenter eller i det mindste bliver inspireret til at nå samme højder.
 
Den konstante kontrast mellem elendigheden og den kendsgerning, at alt kan ske, så du derfor må tage alle de chancer du får, er en væsentlig brik i forståelsen af, hvordan Afrika egentlig har det, og hvordan Afrika udtrykker sig. Det kræver tålmodighed at følge med i alt det, der ikke bliver sagt, men det åbner samtidig også op for sider af en kultur, som har flere lag end ved første møde. 

Læs resten af Action Magazine her, hvor artiklen blev bragt.

2 nye artikler

Fedme = rigdom i Tanzania: ’Du har taget på! Hvor ser du godt ud!’ udbryder min kollega, da jeg vender tilbage til kontoret efter en tur i felten. Vi har ikke set hinanden i et stykke tid, og nu overøser hun mig med et udvalg af særligt fine komplimenter.

Hjemme hos Hamisi ved foden af Kilimanjaro: Hamisi A.H. Shikony besøgte Danmark i sommeren 2009 for at deltage i Bright Green Youth, og er tilbage i Moshi ved Kilimanjaro. Nu er det hans tur til af få besøg.

I er udviklingen. Brug Jeres stemme!

Den første regn i mange måneder falder, da vi kører ud af Dar es Salaams morgentrafik, og den stopper ikke før jeg ankommer til Mwenda Pole en time senere sammen med Israel Illunde, der er leder af YPC. Her er deltagerne gået i krig med morgenmaden – chapatti og chai - fyldige pandekager med krydret, sød te skal stille sulten. Folk har været tidligt oppe, mange er kommet hertil på gåben.

’Konferencelokalet’ er normalt en bar. Ovre i hjørnet står en metalstol med svungne krummelurer, som bruges til bryllupper. Ude foran bliver der spillet billiard og drukket øl. En lastvogn læsser sodavandskasser af. Svujs, svujs, gadang, gadang. YPC har fået fremstillet et banner, hvorpå der står skrevet ’vælgerundervisning’, og hvor MS’ logo af skiltemaleren er blevet fortolket i en helt ny, unik udgave.

Læs hele artiklen her 
.

Ejersbo, Revolution og Spirit of the Nation...

Måske har du allerede læst Jakob Ejersbos anden Tanzania bog: 'Revolution'?

Bogen burde være obligatorisk for mændene i slips og jakkesæt i det danske udenrigsministerium; og burde ligeså vel læses af dem, der trækker i batik og Teva sandaler; dem som træffer beslutninger i de danske udviklingsorganisationer; dem der rejser til Afrika med forkromede illusioner og hovedet fuld af logical framework og forestillinger om at man kan læse sig til cultural sensitivity. Derudover bør den til dem der bliver hjemme være en del af dansk-kompendiet i det danske uddannelsessystem.

Bogen blev anmeldt her af Mikkel Bruun Zangenberg for Politiken. Af Erik Skyum-Nielsen for Information under titlen 'Sort er ikke bare sort', samt af Jens Andersen på Berlingske her.

Jeg læste den færdig i denne uge, og nu rumsterer Rachel, Moses og Mick inde i mit hoved. Selvom jeg har boet og arbejdet i det østlige Afrika i 4,5 år, og har interviewet, skrevet om og fotograferet folk i een lang køre, må jeg erkende, at det er helt latterligt hvad jeg ikke ved, når jeg læser 'Revolution'.

Så tænkte jeg mig om igen, og måtte konkludere, at det nok mest handler om alt det jeg ikke vil vide. At jeg godt ved det, men har lagt mentale distancer ind:

Jeg var f.eks. i Merarani i 2004, hvor Moses søger efter tanzanites i historien om 'Slangen'. Tanzanian Mineworkers Development Organisation, der har base i Mererani har været partner med MS Tanzania, og yep, vi stod og så ned i skakterne, så dem der har et liv som Moses, hørte på folk - og kørte igen. De billeder som den historie skaber, får jeg aldrig ud af hovedet igen.

Og historien om Rachel, om hvordan hele hendes liv afhænger af milimeter. Så tæt på, så langt fra. Det er en historie som gælder en så stor del af Tanzanias - Afrikas - kvinder, at det heller ikke er til at holde ud at tænke på hvor dumt jeg mange gange må være kommet væltende ind en en kvindes liv i min rolle som informationsmedarbejder for Mellemfolkeligt Samvirke for at få materiale til en historie, som skal formidles i Danmark.

Det er rigtigt, for jeg skal altid have det til at passe ind i MS rammen, i det som Politikens Zangenberg kalder lærestykkets hængedynd og Mellemfolkeligt Samvirkes drævende prædikener. - Ejersbo minder mig lige om, at jeg måske skulle til at skrive med meget større bogstaver.

Ejersbo er i det hele taget en vedkommende og totalt uoverseelig påmindelse til en dansk udviklingsarbejder om at rette sig an, stramme op, være mere ærlig over for mig selv og opføre mig ordentligt. Jeg ved jo for helvede godt hvad Ejersbo mente om min slags, selvom han ikke dikterer moral. I bogen er historien om Mick, og mødet med den nye kærestes norske ex-mand og hans nye Maasai kone befriende komisk.

Bogen holder.

Men derudover skaber den osse en helt, helt ny tilgang til en forståelse af Afrika, som er ny, fordi den er rå og sætter følelser på et persongalleri, som vi ellers ikke møder i dansk litteratur. Tvinger os til at høre hvad folk tænker når de virkelig, virkelig er på røven. Sprogligt er den interessant, fordi han bruger meget få udsagnsord, men til gengæld fletter Kiswahili ord og begreber ind (fex. 'frugt' og 'pumpe'), som danner meget overbevisende billeder.

Men det som bogen gør bedst, er nok det som Mikkel Bruun Zangenberg lægger ud med i sin anmeldelse:

'Men netop da rejste fortællingerne sig fra lærestykkets hængedynd og Mellemfolkeligt Samvirkes drævende prædikener, hvor de ret beset aldrig hang fast, og knuste med fortællekunstens overlegne styrke enhver ansats til blegnæbbet moralisme.'

Og så lige en sidste ting; Bogens omslag. Inspirationen er tydeligvis hentet fra den tanzanianske Konyagi om hvilken man siger skal serveres liggende ned, fordi manden på logoet er blevet træt af at stå op!

Kom nu og køb os...!

Gode forslag til læsning: denne uges (bedste) artikler

En hel del gode artikler er blevet cirkuleret i denne uge på Twitter og Facebook. Nu kommer de lige een gang til for mine læsere her på bloggen:

 

Katrine Lassen: 'U-landsophold fremmer kynismen'

http://www.information.dk/205798

 

Rasmus Hundsbæk: 'Dansk Folkepartis farlige cocktail af religion og politik'

http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/340471:Kronik--Dansk-Folkepartis-farlige-cocktail-af-religion-og-politik?all=1

 

Erik Skyum-Nielsen: ‘Sort er ikke bare sort’ – anmeldelse af Jakob Ejersbos ‘Revolution’.

http://www.information.dk/202010

 

Mai Rasmussen: 'Muslimer kopierer kristne metoder' (Tanzania)

http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/339710:3--verden--Muslimer-kopierer-kristne-metoder

 

Mai Rasmussen: 'Tro gør en forskel' (Tanzania)

http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/339716:3--verden--Tro-goer-en-forskel

Sort er ikke bare sort

Læs Informations anmeldelse af Jakob Ejersbos 'Revolution' her.

Jakob Ejersbo: Revolution. Fortællinger. 303 s. Kr. 299,00. Gyldendal. ISBN978-87-02-06396-7.

Udkommer i dag

9. måned = Ramadan i Tanzania

‘Jeg kastede op i morges, hvordan mon jeg klarer resten af dagen på tom mave?’

Vi er nået til den niende måned i den islamiske kalender, og så fejrer lidt under halvdelen af Tanzanias befolkning ramadan. På mine muslimske venners Facebook og Twitter status kan jeg dagligt følge nedtællingerne til hvornår fasten kan ‘brydes’, hvem de skal spise med og hvor.

Nogle er - som den indledende - mere billedfremkaldende end andre.

En af mine tanzaniske venner vendte for et halvt år siden tilbage til Tanzania efter endt uddannelse i USA, og har valgt denne ramadhan at faste for første gang. Han er i den anledning rykket ud af sin lejlighed og ind hos til forældrene. Det kræver nemlig en kvinde i familien at faste; ‘Der skal jo stå masser af mad klar, når man endelig kan spise efter solnedgang,’ forklarer han med indforstået selvfølge.

I følge ramadanforeskrifterne skal du stå op før daggry for at spise sahur (morgenmad), og derefter udføre fair bønnen. Efter solnedgang, skal du udføre maghrib-bønnen, og så kan du fortsætte med at spise, drikke og ryge til solopgang – og så er det forfra igen i de cirka 30 dage fasten varer.

‘Det sværeste er, ikke at måtte drikke vand eller ryge i løbet af dagen,’ fortæller han, og tilføjer at det faktisk heller ikke er specielt sjovt at skulle afholde sig fra sex. Omvendt tvinger eksperimentet ham til at disciplinere sig selv. ‘Ramadanen handler netop om at kunne sympatisere med den fattige. Om at fokusere på det åndelige og tilsidesætte mine egne behov,’ forklarer han, da jeg stiller et klassisk skandinavisk spørgsmål;

Øh, hvorfor gør du det egentligt, hvis det er så svært?

Jeg kan faktisk godt følge tankegangen. Og hvis man er bedre stillet, synes jeg personligt, at det er en fremragende ide. Velstillede tanzaniere er ikke just kendt for at tænke i disse baner. Desuden prøver jeg at huske, at jeg altid har mindst to valg;

Jeg kan vælge at holde fast i forbindelsen eller fokusere på forskellen. Jeg prøver konsekvent at gøre det første. Oftest fordi det er sjovere at lade sig inddrage, når man bor i en anden kultur, end blot at observere fra sidelinjen.

Forskellene mellem rig og fattig er imidlertid ikke til at tage fejl af, og bliver ovenikøbet forstærket under ramadanen, hvor prisniveauet stiger. I downtown Dar Es Salaam i Uhuru Street kan den fattige købe sig en særlig ramadan kanga (typisk kvindebeklædning) til ca. 20 kr. Den rige muslim kan på Hotel Mowenpick spise luksus sahur, evt. som room service, mellem 2.00-4.30.

Ramadanen udnyttes ligesom dansk jul til at få pengene op af folks lommer;

Undet et nyligt besøg i Moshi ved Kilimanjaro kom jeg forbi moskeen på hovedgaden, hvor salgsboderne tilbød et bredt sortiment: Palestinænsertørklæder, dadler og tabish (bedekæder) i alverdens farver. Eller hvad med et bedetæppe med indlagt kompas eller koranen i Mp3 format?! Selv Coca-Cola laver særlige ramadan reklamer, hvorpå muslimske familier nyder cola til deres aftensmaltid.

I år startede ramadanen, da månen viste sig den 21. august. Der var jeg i Stone Town på Unguja i Zanzibar, hvor 99% af indbyggerne er muslimer. Fasten begyndte ved solopgang den 22. august, og blev brudt klokken 18.32. Da var jeg netop på vej til middag hos nogle andre tanzaniske venner – nemlig Isidori og hans fætter Hamisi. Da vi var ved at købe passionsfrugtjuice i udkanten af Stone Town på vej til Isidori's hjem, hørte vi dagens fjerde bøn – maghrib - brage gennem højtalerne fra de nærmeste minaretter.

Det sidste stykke i bilen ku’ jeg alligevel ikke lade være med at tænke på hvor forskellig denne verden er fra Danmark. Hjemme er debatten om islam-relaterede spørgsmål i den grad intensiveret, og selvom religion og politik også i Tanzania blandes hovedløst sammen på højt plan, er der meget langt til den danske tone.

Naturligvis findes der også tanzaniske muslimer som i kølvandet på 9 11 er gået i den anden grøft, og er blevet langt mere minutiøse i deres praktisering af troen. Ved moskeen i Moshi hilste mændene i salgsboderne mig med et venligt ‘karibu dada!’ – velkommen søster! – mens de stak sorte, hellange polyesterkjoler op foran mig, og angav med anerkendende smil at det ville klæde mig.

De unge, tanzaniske muslimer jeg imidlertid kender flest af, er selverklærede ‘happy muslims’. De forårsager ikke trængsel i moskeen, og henviser til deres praktisering med et ‘nusu nusu' (halvt om halvt). Jeg kan ikke prale med, at jeg til fulde forstår logikken, når de resten af årets måneder alligevel lever det søde liv. Men jeg er nysgerrig, og jeg synes at det er en ære at blive lukket ind i andre menneskers fællesskaber og prøve at forstå hvad der optager folk. Desuden foretrækker jeg den kompromissøgende tilgang med at få religion til at fungere i hverdagen.

Af samme grund bliver jeg ikke kun pinligt berørt, når jeg læser hvordan danske politikere og medier mudrer nuancerne til, det gør mig også bekymret. Og jeg tager sjældent temaet op under middagsselskaber på disse kanter. Vores måltid hos Isidori lagde en helt naturlig distance – det kunne næsten ikke være mere zanzibariansk: Mhugo wa nasi (kassava med kokos); mwali wa nasi (ris med kokos); pweza wa nasi (blæksprutte med kokos), jodari (tun) og kaimati (små, søde og krydrede donuts).

Dertil passionsfrugtjuice.

’Ingen øl’, undskyldte vores vært med et retorisk smil.

Bragt på Politikens Verdensblog her den 29. september.

Tanzania: Fra ni til 21 landsbyer

Pengene fra Danmarksindsamlingen 2009 er gået til kvinders adgang til jord i Kiteto-distriktet i Tanzania.

Mere her.

Indtryk fra Moshi, Marangu og Kilimanjaro

Flere billeder her.

Anden bog fra Jakob Ejersbo: Revolution

I Politiken den 31. august anmelder Mikkel Bruun Zangenberg Jakob Ejersbos næste roman Revolution, der netop er udkommet. Anmeldelsen er næsten overstadig, og jeg kan ikke vente med at få mit eksemplar, som en veninde i København igår tilbød at sende som forsinket fødselsdagsgave. Jeg kammede selv over af begejstring her, da jeg havde læst Eksil.

Der var imidlertid en anden ting som fangede mig i Mikkel Bruun Zangenbergs anmeldelse. Han refererer nemlig til Mellemfolkeligt Samvirke:

Men netop da rejste fortællingerne sig fra lærestykkets hængedynd og Mellemfolkeligt Samvirkes drævende prædikener, hvor de ret beset aldrig hang fast, og knuste med fortællekunstens overlegne styrke enhver ansats til blegnæbbet moralisme.

Mellemfolkeligt Samvirke bliver her brugt som eksemplet, der får Jakob Ejersbos stil til at stå klarere. Mellemfolkeligt Samvirke er blegnæbbet moralisme og Mellemfolkeligt Samvirke giver drævende prædikener.

Det sker jævnligt at jeg læser referencer til Mellemfolkeligt Samvirke i denne dur, og måske burde jeg samle dem sammen.

I Urban Øst den 26.  august  2009 læste jeg på side 14 under overskriften 'Udover at være en fin, flot og ikke mindst høj mand (Obama, red.), har han tænkt sig at redde verden, skulle jeg hilse at sige. Og det er den slags kvaliteter og ambitioner, jeg værdsætter. Ikke mindst når det dufter mere af Ivy League end Mellemfolkeligt Samvirke, no offense.

Jeg har arbejdet over 10 år for Mellemfolkeligt Samvirke, og jeg må tilstå at ovenstående brug af Mellemfolkeligt Samvirke ligger lige for. Nogle vil sikkert protestere, men jeg tvivler på at det hjælper. Mellemfolkeligt Samvirkes stærkeste brand blev tilsyneladende grundlagt i en anden tid, og på trods af mange ændringer, hænger det stadig så godt fast i danskernes bevidsthed, at de to forfattere kan bruge det uden nærmere forklaring.

Måske skulle Mellemfolkeligt Samvirke overveje at vende referencer og danskernes forestillinger til sin fordel. Indrømme at vi er dem der (nogle gange) kommer til at trække i Teva-sandalerne og one-size-fits-all afrikanske batikkjoler, og som elsker at tage patent på det perfekte kulturmøde?

Jeg ved det ikke. Jeg tror bare ikke, at det virker at fortrænge at vi stadig bliver set som en organisation, der opererer i tidslomme. Personligt, synes jeg det er helt vildt ufedt, at blive sat i opposition til Jakob Ejersbo.

For Ejersbo har absolut fat i det, der ligger tættest på min opfattelse af afrikansk virkelighed, og jeg har den største respekt for Ejersbos talent og vilje til at omsætte det til nødvendig litteratur.

Kartoflens farlige fætter

Jeg vidste bare at kassava skulle gå hen og blive trendy. Jeg mener, hvor mange afrikanere kan tage fejl?

Læs mere her om hvad danskerne gør, og her om hvad tanzanierne gør.

Det ukonventionelle liv i Tanzania anbefales

’Hvor er det vildt det her!’ siger min franske passager, der hopper op og ned forsædet, da vi tilbagelægger de 60 kilometer jordvej, der stadig venter på at blive asfalteret som resten af landevejen på den sydlige kyststrækning i Tanzania.

Han kæmper med en tiltagende køresyge, men vil ikke give op.

Vi er paa road trip, og det er et privilegie ikke at være nødt til at tage turen i den lokale bus, der op til flere gange hasarderet har overhalet os inden- og udenom.

Vi forlod Dar Es Salaam i to biler, og satte kursen mod Mikindani i det sydlige Tanzania for at deltage i en kulturfestival for traditionel musik og dans.

Da vi efter 556 kilometer og 10 timer på vejen endelig nåede frem til ’Ten Degrees South Lodge’, talte vi over 11 forskellige nationaliteter rundt om bordet.

Det er faktisk ret vildt, måtte jeg give den ene af mine fire passagerer ret i.

Især taget i betragtning af at kun få af os har kendt hinanden i længere tid. Så sidder vi der og stiller de sædvanlige, indledende spørgsmål til hinanden; Hvor lang tid har du været i Afrika? Hvor lang tid bliver du? Hvorfor er du her? Taler du swahili?

De fleste normale mennesker bliver stresset, hvis de skal flytte, skifte arbejde eller bygge nye venskaber op.

Jeg er ikke nødvendigvis fortaler for den globale nomadelivstil, men når det nu er, så er der faktisk flere interessante ting ved at opgive trygheden og flytte til Afrika; Jeg møder hele tiden nye mennesker, er tvunget til at indgå nye relationer, og stifte venskaber med andre, der ligesom mig har spredt mig over mere end et kontinent.

Danmark er ikke kun et meget svært land at få visa til, det er også et land hvor man skal gøre sig fortjent til et venskab og til at blive lukket ind i andre menneskers bekendtskabskredse.

Man skal kende folk fra ’noget’, og man skal inviteres for at deltage i andres fester, man dukker ikke bare op.

Når jeg er hjemme i KBH og skal møde en ven til en kop kaffe, aftaler vi det dagevis i forvejen. Vi taler om at leve i nuet og skabe vores egne identiteter, men de fleste af os er samtidig fanget ind af livstilsmagasinernes retningslinjer for hvordan vi bør se ud og indrette os i denne sæson.

Her er jeg helt udenfor reglementet. Her er tingene knapt så konventionelle. Intenst, fuld af kontrast, men niveauet er kogt ned til det mere jordnære.

Og det føles fantastisk.

Solen går ned over det indiske ocean, folk småsludrer på swahili, mens en bildør smækker og en ged bræger.

Et hoved bliver stukket ind ad døren - vi er lige blevet inviteret til bryllup rundt om hjørnet i Mikindani.

Jeg skal med.

I klipklappere.

Laes artikel fra Politikens Verdensblog her.

EKSIL: Jakob Ejersbo

Jeg læste Jakob Ejersbo's 'Eksil' i april. Stort set i eet, langt hug, med fornøjelse.

’Eksil’ er første del af en trilogi om Afrika, som Jakob Ejersbo arbejdede på i flere år og helt frem til sin død i juli 2008. De næste to bind, ’Revolution’ og ’Liberty’, udkommer i følge Gyldendal senere i 2009.

'Eksil' minder umiddelbart om en slags afrikansk 'Nordkraft', hvor handlingen her spreder sig ud over byerne Arusha, Moshi, Tanga og Dar Es Salaam i Tanzania. Ligesom i første del af Nordkraft, hvor Maria træder frem som kvindelige hovedperson, følger læseren her Samantha, der kom fra England til Tanzania som 3-årig. Men hvor Nordkraft er delt op i tre forskellige dele med hver sin historie og hovedperson, følger man her udelukkende Samantha fra hun er 15 til hun fylder 18.

Bogens handling udspiller sig i kostskolemiljøet på Den Internationale Skole i Moshi (ISM) (billede nederst), hvor Jakob Ejersbo selv gik i skole, da hans far arbejdede for Danida i Tanzania. Dernæst ved kysten, i byen Tanga, hvor Samanthas familie driver et hotel på randen af fallit - samt i Dar es Salaam, bl.a. i Yacht-klubben blandt diplomater og ambassadefolk.

Bogen er ikke klassisk opbygget med et bragende klimaks, selvom de to bipersoner, Samanthas far og dennes forretningspartner, løbende har stor indflydelse på hvilken drejning Samanthas liv tager. Hendes far er bl.a. involveret i våbensalg og narkotikasmugling, og han spiller desuden en rolle i Tanzanias støtte til træning af ANC.

Det overgår trods alt Ålborg. Men vi taler altså også om Tanzania i slut-80erne.

Politiken skrev i deres anmeldelse, at fascinationen af hende (Samantha) er stor som en ungdomsforelskelse i romanens begyndelse, men den stilner af hen imod slutningen, hvor tempoet skrues i vejret, og tildragelserne virker mere påklistrede, mindre sandsynlige.

Det er jeg langt fra enig i. Dengang var der ikke asfalt mellem Moshi og Tanga. Men der forhandles stadig hårde stoffer på de nævnte steder i Dar es Salaam. Amerikanske marinesoldater m.fl. benytter sig stadig af prostituerede. Ex-pats der for alle midler prøver at skabe sig en levevej. Her findes simpelthen stadig uanede mængder materiale om alle livets ekstremer, det materiale som per definition gør sig godt i romaner. 

Jeg oplever, at persongalleriet og de forskellige personers forløb giver stof til en forestilling om at hvis man er hvid, er det svært ikke at ende som enten en korrumperet, men sej mzungu - eller en patetisk, tam mzungu. Ikke helt ved siden af, hvis I spørger mig, mens jeg kigger rundt i min bekendtskabskreds i Afrika anno 2009. Ikke mindst kigger jeg på, hvordan vi ser hinanden og kommer hverandre i kategorier.

Ejersbo har fat i den helt rigtige ende.

Tag fex skildringen af det tanzaniske persongalleri, som generelt har mindre fremtrædende roller og er dermed en anelse underspillet. Der er dem der har magten (politiet, forretningsmænd osv.) - som selvom de er dumme, korrumperede svin, alligevel er dem der vinder. Der er deres håndlangere eller deres aflæggere - bl.a. Samanthas indiske klassekammerater, der hustler sig igennem livet med hvert deres (u)klare syn på overlevelse. I periferien er osse de mennesker, som Samantha ringeagter mindre end andre: den arabisk/tanzaniske lærer der fex forsøger sig med en slags sexualundervisning, farens lokale medhjælper Juma samt vagtmanden på kostskolen.

Ejersbo skildrer netop disse dynamikker med en præcision, jeg endnu ikke har set i dansk skønlitteratur hvor Afrika er i fokus. Derfor er jeg også skuffet, når Politikens anmelder skriver, at Afrika er en i og for sig tilfældig kulisse for hendes udviklingshistorie. Han har naturligvis en pointe om, at de kommende bind måske vil gøre Afrika til mere end en kulisse, men det er for retorisk at spørge: For er det sådan, den første verden forholder sig til den tredje – som en selvoptaget teenager, der har svært ved at se ud over sin egen identitetskrise? 

Samanthas problem er større end selvoptagethed og identitetskrise, hvilket måske kan forklares med Politikens pointe, at det idag ikke giver mening at sige, hvor man kommer fra, men hvor man er. En stor del af bogen prøver hun at få sikkerhed for at kunne blive i Tanzania, men hun er ikke selv herre over hendes fremtid.

Det gælder kke kun for Samantha, men en hel del af resten af bogens personer er det den store udfordring, og som inddirekte giver titel til bogen: Hvordan bliver man i Afrika, og hvordan får man det til at løbe rundt, når man hverken er enten eller?

Og jo, bogen kunne i princippet godt være placeret i en anden kulisse, men få steder har man så meget kontrast, dynamik og potentiale for konflikt med afsmitning på personlige skæbner som i Afrika. Afrika er ikke det der fylder mest i dansk skønlitteratur, selvom Politiken taler om, at bogen føjer sig til en Afrika-bølge, der ruller i dansk litteratur og kunst for tiden, formentlig som en reaktion på overfloden og dertil hørende feel good-æstetik. Der er bunker af stof til romaner på dette kontinent, romaner som endnu ikke er blevet skrevet på dansk (og jeg kan helt ærligt ikke få øje på den af Politiken omtalte Afrika-bølge).

Vigtigt er det imidlertid i denne sammenhæng at hefte sig ved, at Ejersbo, modsat andre, beretter omTanzania med stor præcision og indlevelse. Faktisk en forbavsende stor præcision, når man tænker på at Ejersbo boede i Tanzania som barn, og har baseret meget af sit materiale på en senere rejse rundt i landet for et par år siden - samt bl.a. interviews med barndomsvenner i Europa.

Ikke mindst med kærlighed til Tanzania. Ikke af den sentimentale slags. Det funker ikke her, når Afrika først er kommet under huden.

Ejersbo er lige på og rå. Som i Nordkraft.

Og har man lyst til at beholde sine pæne forestillinger om Afrika, skal man holde sig væk, for bogen giver ikke noget forsødent billede af kontinentet eller dets mennesker. Heller ikke noget overlagt feel good forsøg på at få læseren til at forstå eller føle sympati - hvilket man i øvrigt ofte ser i eksempelvis udviklingsorganisationers formidling af Afrika.

Netop derfor er bogen i den grad værd at læse.

Billeder fra musik- og dansefestival i Mtwara i det sydlige Tanzania

 

 

 

Hvad har jeg gang i...?!

Alt for mange ting på een gang. Men på den fede måde.

 

I fredags leverede jeg denne samling billeder til Mellemfolkeligt Samvirkes køkken på FAIR Fælled, en opgave der foregik i al hast, men som ligger i den sjove kategori, fordi netop disse billeder hører til blandt mine favoritmotiver; Mad og mennesker. Tableauer, farver og tekstur.

 

I en MS kontekst bliver dette tema som regel ophøjet til  det abstrakte 'ret til adgangen til jord', hvor jeg synes det er sjovere at koge det ned til det langt mere jordnære; Hvad er der at spise? Hvordan ser det ud?

Og selvom folk er fattige, så holder de også fester, spiser igennem, laver sjov, drikker kaffe og te med masser af sukker, og hjemmebrændt - og har overskud hertil.

 

Billedet med tekanden i nederste venstre hjørne er fra Ruthi's mgahawa i maasailandsbyen, Kiserian i det nordlige Tanzania, et lille te-og gæstehus, som Ruthi inviterede os på te og chapati i, da jeg var forbi i februar.

 

Esther, kvinden oppe i hjørnet havde både fået mad og nok at drikke, da hun foreslog mig at jeg skulle tage nogle billeder 'kun af hende'. Hun grinede en hel del, mens himlen var helt sindssygt blå over Kaanani landsby i det sydlige tanzaniske højand i sidste uge af juli.

 

Klik på billederne, og læs mere. Eller tag ud på FAIR Fælled og se for dig selv.

Tanzanisk kanga-hyldest til Michael Jackson

Hvis tanzanierne virkelig elsker dig, vil du før eller senere blive afbilledet på en kanga. Akkurat som med Obama. I Uhuru Street i Kisutu-bydelen i det indre Dar Es Salaam, blev MJ kangaen fundet i går.

Kangasælgerne rapporterede lidt forskelligt på salgsfremskridtet. Enten at den sælger hurtigt, eller at det tager nogen tid, før folk opdager den.

Det fungerer på følgende måde med kangaer: Du spotter en person med en specifik kanga, som du godt ku' taenke dig, og du begynder at spørge din lokale kangasælger - eller du tager til stedet tættest på produktionskilden: Uhuru Street i Kisutu.

Jeg henter lige noget vand...

...er tilbage om et par timer.

Danske børnefilm på swahili

Der kom en soldat marcherende hen ad landevejen: Én, to! Én, to. Moja, mbili, moja, mbili. På årets internationale filmfestival i Zanzibar kan de østafrikanske børn bl.a. opleve Mihail Badicas kortfilmversion af H.C. Andersen klassiker "Fyrtøjet" på deres eget sprog.

Se mere her.

Hænderne op, eller bukserne ned!

På expedition i egen by

Læs mere her.

10 timer med 3 unge mænd

Jeg er lige kommet tilbage efter 10 timer i selskab med de tre midterste fyre i billedet. Mzunguen er en sydafrikansk fotograf (som vi har tiltusket os til charity-pris, og som ellers normalt skyder modeller i Cape Town) og de to andre ansatte er fra en af MS' lokale samarbejdspartnere, en ungdomsorganisation. 

Og vi har i den grad været på en længere mission. Vi er igang med at blandet foto-og tekstprojekt, hvor ideen er at tage nogle anderledes (ikke svært på disse kanter) billeder og skabe nogle portrætter af almindelige tanzaniske unge, der rykker. Jeg har naturligvis den danske Afrika Kommissions løfter i baghovedet, og det faktum at den ene af de to unge tanzaniere skal besøge Danmark i 4 måneder fra august. Og hvem ved, måske får vi materiale til en lille udstilling, hvis vi kan finde pengene.

Skidehårdt. Minder nærmest om virkeligt fysisk arbejde. Stærk sol (jeg ligner en der har ligget på stranden efter 30 minutter in the suburbs ved middagstid), ingen mad før kl. 18.30 (fedtede fritter og gennemstegte kødstykker), og en uendelig traffic jam. Føler virkelig at jeg har tjent min månedsløn hjem i denne måned.

Og normalt er det jo mig, der tager billeder (!!), men ikke idag, hvor jeg måtte træde tilbage og vist bare erkende, at der findes folk, der rent faktisk ved hvordan man gør sådan noget for alvor. (Blev alligevel til sidst nødt til at liste rundt i en baggård og tage dem her).

Mzunguen mødte op i billige, gule klip-klappere, som her karakteriseres som badeværelses-klip-klappere, ergo et par sko langt nede i hierakiet - og det er jo altid en fuld gyldig (!) anledning til en længere samtale på tværs af kultur og landegrænser. Men jeg har også bedt de unge tanzaniske fyre om at glemme formaliteterne, om at droppe alt det der indledende snak hver gang, og spørge direkte.

Så nu spørger de høfligt 'om det er i orden at stille uformelle spørgsmål'. Hvilket typisk udvikler sig til at handle om 'hvordan jeg kan bo alene uden mand og børn?' (jeg ved det simpelthen ikke, men har jeg noget valg?), 'om jeg tror på Gud?' (jeg tror på noget, men gider ikke praktisere det i en kirke.) 'hvorfor ikke det?' (1.kirker er røvssyge og 2. tror ikke at det materielle er nødvendigt for at være spirituel), 'hvad laver jeg egenligt når jeg er hjemme?' (mange ting), 'om hvor jeg går ud?' (eh, mange steder...), 'med hvem?' (eh, forskellige mennesker), 'om hvad med næste weekend?' (det kan jeg ikke love), 'om hvorfor wazungu ikke giver nogle løfter?' (kwasababu...!) og 'om jeg bli'r i Afrika i lang tid?' (labda, haya...)

Folk stiller virkelig spørgsmål jeg ikke kan svare på, og ind imellem finder jeg det udfordrende at tackle den umiddelbarhed, som kun Afrika kan diske op med. Der ligger ganske enkelt ingen umiddelbare værdiladede holdninger bag disse spørgsmål - men oprigtig nysgerrighed - selvom jeg på dårlige dage vil opfatte dem som hentydninger.

F***, det her job kræver ikke bare kørekort, men også fantasi, indlevelsesevne, en god portion selverkendelse og ikke mindst lidt ekstra plads på harddisken.

Til gengæld er det faktisk ret sjovt, og måske bliver jeg klogere. Idag fik vi ovenikøbet produceret materiale, som MS' partnerorganisation kan være stolte af.

Flere penge, flere problemer!

Overvejer at sende billedet til DANIDA.

På den anden side er færre penge, jo ikke altid lig med færre problemer.

Billedet er fra Moshi.

Det var ikk' mig...

Selvom jeg godt kan se at det ku’ se sådan ud.

Jeg er i øvrigt ikke den store tilhænger af traditionelle safaribilleder, hvor folk knipser løs uden at tænke på, om man overhovedet kan se, hvad motivet på billedet skal forestille.

Jeg er med på, at det er selve øjeblikket, det store sus, når man endelig ser dyrene lyslevende for sig – at det er netop det, man vil gemme og have med sig hjem.

 

Men tit bliver dyr bare til små, uskarpe prikker i noget højt græs.

 

Se, så er det langt nemmere at komme tæt på, når de er kørt ned og ligger frit fremme på asfalten, som her lige før Longido i det nordlige Tanzania.

Jeg skal dog ærligt indrømme to ting:

 

1. Jeg har selv taget en bunke ubrugelige safaribilleder (og takker hermed min sydafrikanske ex-kæreste, der bar over, da han tog mig med i Pilansberg.)

 

2. Jeg var faktisk ikke sikker på, at hyænen var død...

Artikel: Afrikaner for et stykke tid

Line Sthiesen Thomsen og Johanne Jepsen er udsendt som voluntører gennem Global Contact. Siden marts 2009 har de arbejdet for Tanga Youth Development Organisation i Tanzania.

Vi er blevet lukket ind på det lille kontor i børnehaveklassen ’Good Hope’, som ligger i en tilsyneladende stilfærdig bydel i Tanga. Her er Line og Johanne hjælpelærere. Udenfor har børnene fået legetime, en aktivitet som synes at været gået helt over gevind. Skrig og skrål fylder luften og giver den udenforstående det indtryk, at nogle er igang med at torturere børnene. Larmen er simpelthen infernalsk, og i Danmark var Arbejdstilsynet med garanti skredet ind forlængst.

Men for Line og Johanne er det blevet hverdag, og larmen ser ikke ud til at genere dem i videre omfang.

Læs hele artiklen her.

Artikel i Arbejderen

Idag bringer Arbejderen - Danmarks røde dagblad - min artikel fra Zapp jorden rundt nr. 1-2009: Kampen om maden. Læs mere her.

Temanummer af ZAPP om 'Kampen om maden - fødevaresikkerhed og klima'. Temanummeret bringer tre historier, der tager læserne med på besøg hos danske Kristoffer på Sjælland, hos Melvin og Sara i Nicaragua og hos Wazage og Mangara i Tanzania. Arbejderen bringer efter aftale historien fra Tanzania.

ZAPP jorden rundt er et globalt undervisningsmagasin til folkeskolens ældste klasser og udgives af Mellemfolkeligt Samvirke//Action Aid Danmark. Læs mere på www.zapp.dk

Tanzanierne er utilfredse med deres regering

Mens Tanzania er gået igang med de indledende forberedelser til lokalvalg i det kommende efterår samt præsidentvalg i 2010, viser en undersøgelse foretaget af Research and Education for Democracy (REPOA), at støtten til regeringen daler, mens opbakningen til oppositionspartierne stiger.

 

Faktisk steg støtten til oppositionspartierne fra 2006 til 2008 ganske markant, nemlig fra 8 til 27 %, mens opbakningen til regeringspartiet Chama Cha Mapinduzi (CCM) dalede fra 60 til 32,6 %. Undersøgelsen, der blev foretaget i november 2008, er den tredje siden Præsident Jakaya Kikwete kom til magten i 2005.

Tanzania introducerede flerparti-system i 1992, og selvom det tanzaniske udvalg af politiske partier er vokset i antal og størrelse, er det stadig det samme politiske parti, nemlig CCM, som har ledet det østafrikanske land siden 5. februar 1977.

 

Dengang under ledelse af Julius Nyerere, som sammenlagde Tanganyika African National Union (TANU), det daværende regerende parti i Tanganyika, og Afro-Shirazi Party (ASP), det daværende regerende parti i Zanzibar. TANU/CCM har siden uafhængigheden i 1962 domineret det politiske liv i Tanzania, og det var da også det eneste lovlige parti indtil 1. juli 1992.

 

CCM har vundet alle valg, der er blevet afholdt i Tanzania og i Zanzibar på statsligt niveau under flerpartisystemet i henholdsvis 1995, 2000 og 2005. Ved det seneste valg den 14. december 2005 vandt Jakaya Kikwete med 80,28% af stemmerne, og ud af de 232 pladser i parlamentet, som besættes ved direkte valg, besatte CCM de 206. CCMs største politiske modstandere er oppositionspartierne Chadema og Civic United Front (CUF), hvor sidstnævnte især har opbakning blandt vælgere på kysten og i Zanzibar. Det er som regel også her, at markante forskelle kan spores mellem kysten og hovedlandet, hvad angår politisk tilhørsforhold.

 

På trods af dalende tiltro til regeringsparti og præsident fører CCM stadig på opbakning i meningsmålingerne, og er stadig det parti der appellerer til flertallet af de tanzaniske vælgere. Men undersøgelsen fastslår, at selvom Præsident Kikwete stadig er populær over hele Tanzania, er tiltroen til hans parti aftagende.

 

Afsløringerne af korruptionsskandaler og den tøvende politiske håndtering giver tanzanierne al mulig grund til at stille skarpt på kravene til deres politikere. De vælgere som falder fra, begrunder med at CCM ikke holder deres løfter (22,4 %); at lederne ikke handler (18,7 %) samt at korruption og bestikkelse har frit spil (13,9 %).

 

Undersøgelsen er et vink med en vognstang til landets ledere om at tanzanierne er utilfredse. Selvom Tanzania ikke har tradition for at større politiske forandringer finder sted fra den ene dag til den anden, underbygger undersøgelsen dog den kendsgerning, at tanzaniernes bevidsthed om de demokratiske spilleregler er markant øget.

En lang åre, der bugter sig vej ind i hjertet af Dar es Salaam

Hver morgen i løbet af arbejdsugen kører jeg gennem det samme 4,5 kilometer lange scenarie på Ali Hassan Mwinyi Road, fra Regent Estate på New Bagamoyo Road til Selander Bridge/UNRoad i Upanga. Og tilbage igen.

Med ganske få undtagelser er morgentrafikken den samme.

Tidlig morgen er vejen fyldt med biler, fra regeringens og NGOernes store landcruisers med silkeblødt, hvidt interiør til udtjente, skramlede Toyota salon cars, tuk-tuks (klinger lidt af en fjendtlig stamme) og dala daļas som flyder sammen i en lang åre, der bugter sig vej ind i hjertet af Dar es Salaam.

Indimellem bragt til stop af en VIP, der nyder bekvemmeligheden af dette lands svaghed for hierarkiske manifesteringer. Man overvejer om trafikproppens rædsler monstro er til for at de almindelige mennesker ikke skal komme på bedre ideer?

Længden af biler svarer ikke til mængden af tilgængelige kvadratmeter asfalt. Dem, der ikke tror på at vente, opfinder ekstra kørebaner hvor de forcerer pladser, fortove og gåstier, og ofte ender med at blokere trafikken. Ingen regulerer denne adfærd, mens de fleste enten kigger stiltiende til, eller vælger selv at drive med. Det synes umiddelbart som om, at det kan betale sig. Mig får det til at tænke på, at denne 'jeg-siger-ingenting-men-tager-selv' adfærd alt for tydeligt afspejler tanzaniernes generelle opfattelse af problemløsning.

Alt bliver suget ind i et tanzanisk slow-mode, hvor et selvstændigt liv har udviklet sig med tilbagevendende karakterer (inklusive mig selv). Denne morgen hilste trafikbetjenten mig ved Haile Selassie vejkrydset; ’Du er sent på den idag.’ Jeg var faktisk sent på den. Det gør en stor forskel hvornår jeg nøjagtigt drejer min bil ud af havelågen. Denne morgen forlod jeg mit hus kl. 7.40. 40 minutter senere end normalt.

Lakini, den skandinaviske hovedstad, der hvor jeg kommer fra, ville en trafikbetjent aldrig bemærke det.

Og søndag var der en af de unge mænd der sælger aviser, som indledte en diskussion mens jeg ventede i Morocco vejkrydset; 'Hvorfor vil du ikke købe en avis af mig?’ Jeg fortalte ham, at jeg normalt læser dem på kontoret. ’Men det er søndag, og du arbejder jo ikke om søndagen!’

Også rigtigt.

På den anden side køber jeg altid The East African fra en af de rutinerede sælgere, der dukker op ved det store baobabtræ. Disse fyre kender deres kunder godt, og jeg lever op til deres forventninger. Gadesælgerne er generelt ret intensive, men ikke særlig logiske i deres fremstød. Ligner jeg virkelig en, der har planer om at købe bøjler, puder, appelsiner og noget mærkeligt udseende væske til bilen - i trafikkøen? På en gang?! Mit 'sihitaji' eller 'sitaki' er aldrig acceptabelt, og jeg bliver nidstirret fra øjne tilhørerende kroppe, der går oprejste i en blanding af sult og håb. Altså, hvis jeg ikke give efter for tilbuddet om alt det junk, jeg ikke behøver og ikke ønsker.

Min største udfordring er tiggerne, de handicappede og syge. Den unge fyr uden fingre på sine hænder, hvor man er nødt til nøje at ligge sedler (bedre end mønter) for at han kan klemme dem sammen mellem håndfladerne; Den skæggede fyr der manglet et halvt ben: Den unge mentalt syge dreng med venlige øjne, og om hvem jeg altid tænker kunne have haft et godt liv i Danmark. Der er også albinoen, der arbejder sin vej op og ned på hele strækningen og på alle tidspunkter. Han opsummerede en dag hele scenariet for mig, da han sagde, ’Det er op til dig, babe!', da jeg kiggede tilbage på ham gennem et par dyre, sorte solbriller, som min søster engang gav til mig.

Jeg så mig selv udefra, og brød mig ikke om synet. Måske vidste han det. At han satte mig i et dilemma. Spørgsmålet mellem min samvittighed, der siger, hvis du har, skal du give - og min principelle manglende tro på at give penge til tiggere, eller på at købe ting, jeg ikke kan se den umiddelbare anvendelse af, blot fordi sælgerne ellers vil gå sultne hjem.

På trods af at dagene ligner hinanden, kan jeg ikke lade være med at tænke, at strækningen jeg kører to gange dagligt udgør Tanzanias kompleksitet alt for godt. Den kræver helt sikkert tålmodighed og refleksion over, hvor langt jeg vil og kan tage mig selv i det afrikanske udviklingsunivers.