Tak for dit smil, råber en lille mand der med hurtige skridt krydser Green Market Square med favnen fuld af blomster, mens han blotter et tandsæt på retur.
Selv tak, tænker jeg, det er jo ligesom svært at la’ være med at smile. Byen og dens indbyggere beder jo nærmest om det. Og som dansker får man i disse dage 100 rand for 60 danske kroner, og her er gode ting at bruge dem på...
'Vibrations' står der på skiltet til musikstudiet på 1. sal i Long Market Street, hvor jeg bor på Cape Diamond Hotel. Om eftermiddagen brager musikken løs, nærmest eksplosivt. En trommeslager med virilt overskud slår takfast på et trommesæt, og legitimerer i den grad studiets navn. Det tilsætter et vist potent skud adrenalin til gadelivet, der i forvejen er ved at koge over da temperaturen krydser 30 grader.
Længere nede af gaden kommer en kvinde spadserende i vuggende gang, iklædt en solgul kjole og græsgrønne sko. Nærmest som om at hun er trådt direkte ud af det sydafrikanske flag. Hun synger. Hun bare synger af fuld hals. Fuldstændig fucking ligeglad med resten af os dødelige. Respekt blander sig med misundelse og en instant klar viden om at lige præcis der gik mine egne grænser.
På Green Market Square (billede til venstre) spørger sælgerne; Hvor kommer du fra? Jeg er dansker, men bor i Tanzania, svarer jeg. Tan-za-ni-a!, klikker de med tungen. Unasema Kiswahili? bliver der spurgt tilbage, hvilket får mig til at spørge tilbage om det samme. Mange af dem der sælger souvenirer fra de små boder er slet ikke sydafrikanere, men tiloversblevne zimbabwere, congolesere, malawianere, kenyanere og tanzaniere.
Deres fælles sprog er her kiswahili!
Der bliver spillet Freshlyground i hotellets foyer, Cape Town-bandet, der bl.a. slog igennem med hittet ’Mowbray Kap’, en titel taget efter et sted her på kysten og som bl.a. stiller det samme spørgsmål: Where are you going? Where are you coming from?
Faktisk det perfekte soundtrack til Cape Town. En by der spænder vidt og som omdefinerer min forestilling af mennesker, historie og modernitet. På kanten af Afrika.
Bliver det bedre?
Går man op ad mod Signal Hill, ender man i Bo-Kaap (billeder herover og herunder), der ved første øjekast ligner en omgang kulørt konfetti. Husene er bygget i Georgian style, og malet i klare farver. Ikke noget kønsløst rækkehushelvede her.
Beboerne i Bo-Kaap nedstammer fra de slaver som hollænderne importerede til Cape Town i det 16.-17. århundrede. De blev kendt som 'Cape Malayer', selvom de fleste af Bo-Kaaps indbyggere kommer fra mange flere steder. Ansigterne på Cape Towns indbyggere udmærker sig ved at man ikke kan angive deres præcise ophav.
I en sidegade til Burg Street køber jeg et par sølvøreringe af en fyr med europæiske gener, godt gemte af læderhud. Jeg har selv lavet dem, forklarer han. Han deler udtømmeligt ud af detaljer om hvilke mineraler, man kan hive op ad Afrikas undergrund og hvor. Han kigger på min nøgne sølvring og siger; Den der ville jeg sætte en diamant i.
Da jeg ikke har budgetteret til at købe diamanter, foreslår han istedet et billigt sted på stranden; Meget bedre end Camp Bay. Ring til mig, siger han og stikker mig sit visitkort.
Ingen diamanter til mig i denne omgang.
Cape Town er til gengæld stedet at gå amok i mad, vin, kaffe, kunst, litteratur, musik, tøj og sko. Området omkring Long Street er en oase af funky butikker og restauranter, hvor man kan spise fantastisk mad. Derudover er Cape Town en sydafrikansk undtagelse, fordi kriminaliteten er så lav, at man rent faktisk kan gå rundt i gaderne.
Det tager mig noget tid at greje Cape Towns geografi. Table Mountain ligger i ryggen, men fra den indre by kan man ikke se havet, fordi den er anlagt i læ for kold blæst og Atlanterhav. Først da jeg laver en deal med en taxichauffør om at køre mig en tur rundt om Cape Town, går det op for mig.
Kontrasten slår mig lige i ansigtet.
En ting er kulørt og kulturelt gadeliv som udspiller sig mellem moderne skyskrabere og sofistikeret kolonibyggestil fra 1600-1900tallet. Noget andet er strandpromenadeliv i Camp Bay anno 2009 - en underfundig sydafrikansk version af Beverly Hills 90210 – eller den mere småborgerlige, pensionistvenlige udgave i Bantry Bay og videre frem. For ikke at glemme de townships, vi passerede på vej fra lufthavnen, og hvor størstedelen af den sorte befolkning bor under rustne bliktage.
Fra taxaholdepladsen downtown, kører vi gennem Kloof Nek med udsigt til Table Mountain på vores venstre side, til Camp og Clifton Bay, tilbage gennem Bantry Bay, Slipway and Victoria & Albert Waterfront med Atlanterhavet.
Så langt øjet rækker.
Fantastisk. Utvivlsomt.
Men på en eller anden måde korresponderer den anden side af Cape Town ikke med mig. Camp Bay siger mig meget lidt. På den ene side er der for mange muskuløse mennesker igang med at opbygge sun tans og branderter på kølig hvidvin. På den anden side buldrer det voldsomme Atlanterhav, og markerer grænsen til det der føles som verdens ende.
Ikke at der er noget galt med nogen af delene. Der er bare det, at mennesker med for mange penge og problemer med at bruge dem, gør mig nervøs. Bølgegang på Atlanterhavet minder mig om fornemmelsen af ikke at kunne bunde, og verdens ende gør mig klaustrofobisk. Selvom Cape Town ikke er verdens ende - den ligger lidt længere ude - Kap Det Gode Håb – er sydspidsen af Afrika et absolut mytisk og historisk landemærke. Ophav ikke kun til utallige skibsforlis, men også til personlige livsskæbner, som har tegnet Sydafrikas historie.
Cape Town har grundet sin særlige beliggenhed været knudepunkt gennem århundreder. Cape Town blev til med den hollandske Jan van Riebeeck's ankomst den 6. april 1652, og som etablerede den første permanente europæiske bebyggelse i form af en handelsstation for 'The East India Company', hvor hollandske skibe kunne proviantere, før de sejlede videre til det østlige Afrika, Indien og Fjernøsten.
Government Avenue og The Company's Garden (billede herover) blev oprindeligt anlagt som grøntsagshaver af Jan van Riebeeck, og skulle levere til proviantstationen. Det lokale khoi folk nægtede imidlertid at arbejde for hollænderne, der så begyndte at importere slaver. For enden af Adderley Street ligger 'Slave Lodge', som idag er et museum, og på højre side af indgangen til Government Avenue ligger Sankt Georges Cathedral, som har været centrum for anti-apartheidbevægelsen.
Det var også fra Cape Town, at voortrekkerne ('de som rejser i forvejen'), som var 3. og 4. generationsefterkommere af de første hollandske beboere - i 1800-tallet rejste nordpå og bl.a. grundlagde hovedstaden Pertoria. Da vi flyver tilbage til Johannesburg, er det svært ikke at vride sin hjerne for at finde ud af, hvad der drev folk til at settle på dette kontinent. Selvom en stor del af naturen er kultiveret, kan man bestemt ikke sige, at det sydafrikanske landskab er tæmmet.
Min taxachauffør fører mig tilbage til nutiden. Han bor i Langa Township, den ældste i Cape Town. Der går ikke længe før samtalen handler om Sydafrikas forestående valg den 22. april - og Jacob Zuma. Min chauffør fortæller, at han under ingen omstændigheder vil stemme på Zuma eller ANC;
‘Jeg er ligeglad. Om vi så skal have en hvid person som præsident igen. Hvis det er det, der skal til for at slippe af med korruption, så er det fint med mig.’
Så er det sat i relief.
Cape Town er absolut værd at skrive hjem om.
Recent Comments