7341 KM til København / 6° 50' S/39° 18' E

Solidaritet på Swahili

En lille historie om Seela som jeg har rejst gennem Maasailand med en del gange. Klik her.

Artikel: 'Goddag, mit navn er Born to Kill' - om kommunikation i Østafrika.

Kommunikation i Østafrika adskiller sig markant fra den danske – her bliver budskaber sendt ad omveje og mellem linjerne. Andre gange brager beskederne igennem, så der ikke er noget at tage fejl af – eller er der...?
 
En af mine tanzaniske venner har en kanga, hvorpå der står ’Mambo iko huku’. Direkte oversat betyder det: ’De gode sager finder du her’. Mens jeg stavede mig frem, vendte hun den rundt, og forklarede, at skriften enten skulle flashes på røven (billede nedenunder) eller over brysterne - afhængigt af hvilket signal kvinden ønsker at sende.
 
I Tanzania går kvinderne traditionelt klædt i ’kanga’, som er en billig, sarong-lignende beklædning fremstillet i mange farver og mønstre. På hver er der trykt en lille sætning - som den tanzaniske kvinde bruger til at give sine omgivelser besked.
 
Da jeg rejste rundt i Tanzania under mit første besøg i 2004 faldt det mig ikke ind, at mønstret og skriften på kangaerne havde en særlig betydning. Når jeg idag tjekker den seneste kangatrend i Uhuru Street i Dar Es Salaam ved jeg, at kangaen er mere end bare et stykke tøj – den er også et finurligt kommunikationsredskab i et land, hvor kvinder som regel kommer i anden række.
 
Med et ‘Hodi hodi naikome mwaka ujao naolewa’ på kangaen kan kvinden bede mændene om at stoppe med at banke på døren, for kvinden har besluttet, hvem hun skal giftes med.
 
Eller hun kan tage en kanga på med skriften: ‘Akufukuzae hakwambii toka’ - som betyder det lidt kryptiske: ‘En person, der ønsker dig ud af sit hus vil ikke sige: forsvind! Du vil forstå det af hendes/hans handlinger.’
 
Afrikanerne har særlig tradition for visuel overlevering i stedet for det talte ord, når de skal udtrykke tanker, viden, følelser og værdier. I Østafrika bliver budskaber til overflod kommunikeret gennem kropssprog, på skilte, i symboler, navngivning eller valg af kanga som i ovenstående eksempel, hvor kvinden på en – efter tanzaniske forhold - høflig måde fortæller sine gæster, at nu er det slut med gæstfriheden.
 
Sudan, Uganda, Kenya og Tanzania - tendensen er den samme, og her på mit femte år i Østafrika har jeg erkendt, at man kommer længst ved at følge rådet på kangaen: lyt til hvad der kommer ud af munden på folk, men læg ekstra godt mærke til det der siges uden ord
 
’Peace Talk Fashion Kiosk & General Merchandise’
Da jeg ankom til det nordlige Uganda i juni 2005 var fredsaftalen mellem nord og syd i nabolandet Sydsudan blevet underskrevet fem måneder tidligere. Ønsket om fred blev pludselig synligt. Ikke i daglige samtaler, hvor det stort set var umuligt at få sudaneserne at sætte ord på, hvad der skulle ske når de vendte hjem til Sydsudan. Men håbet sivede alligevel og satte tydelige spor i den nordugandiske grænseby Arua, som ligger tæt på Sudan.
 
Her blev en af de store butikker i hovedgaden pludselig til ’Peace Talk Fashion Kiosk & General Merchandise’, som igen blev fulgt af ’Mama Peace’ og ’Global Friends Joint – Happiness & Refreshment Zone’. På den anden side af grænsen i Sydsudans andenstørste by, Yei, vrimlede det med tilsvarende eksempler som ’Peace Paradise Hotel’ og ’Peace Drug’ (apotek) og Peace Depot (øl).

Billede øverst til højre: Skoleeleverne i Norduganda pakkede deres ejendele i blikkasser, hvor der tit var spraymalet et hjerte med pil igennem under titlen ’Peace’.
 
Således blev den ellers uhåndgribelige fred til en synlig  påmindelse om det håb som de sudanesiske flygtninge og os der arbejdede med dem havde, på trods af at det føltes som om at verden fortsatte fint uden.
 
Nixon var betjent i Uganda
Den lokale trafikbetjent hed Nixon, og mine kollegaer hed Kennedy, Mandela og Churchill. Fint selskab, konstaterede jeg, når vi gav hånd. Sudaneserne grinede, når jeg højlydt associerede videre på deres navne. Fra lerhytterne langs Nilens bredder var der dog langt til de verdensberømte navnebrødre; afmagten var hver dag til at tage at føle på.
 
For jeg mødte også de andre.
 
’Poverty’ på 16 år var det 13. pigebarn i en sydsudanesisk søskendeflok, og ”skulle i hvert fald ikke giftes og ha’ børn.” Og ’Born to Kill’ og ’Bernhard Burried Alive’ fra Sydsudan, der skrev sig på navnelisten under en workshop en kollega deltog i.
 
På kysten i Tanzania navngives børn efter særlige omstændigheder ved fødslen, selvom tanzanierne ikke trækkes med sudanesernes oplevelse af krig, kan man stadig aflæse, hvordan andre typer af problemer overleveres. Jeg kender f.eks. en ’Maneno’ (Ord), som forklarer, at da hans mor fødte ham ’blev der vekslet ord’ mellem hans mor og farens anden kone. Ushahidis (Vidne) far ville ikke kendes ved hende, og moren besluttede sig for at barnets navn i sig selv måtte bevidne tilhørsforholdet. Tabu (Problem) er så at sige født som et problembarn!
 
Andre er mere heldige.
 
Siden præsidentskiftet i USA er kenyanske babyer blevet døbt Obama og Michelle. Til aviserne har forældrene sagt, at de håber deres børn bliver præsidenter eller i det mindste bliver inspireret til at nå samme højder.
 
Den konstante kontrast mellem elendigheden og den kendsgerning, at alt kan ske, så du derfor må tage alle de chancer du får, er en væsentlig brik i forståelsen af, hvordan Afrika egentlig har det, og hvordan Afrika udtrykker sig. Det kræver tålmodighed at følge med i alt det, der ikke bliver sagt, men det åbner samtidig også op for sider af en kultur, som har flere lag end ved første møde. 

Læs resten af Action Magazine her, hvor artiklen blev bragt.

Billeder fra musik- og dansefestival i Mtwara i det sydlige Tanzania

 

 

 

Hvad har jeg gang i...?!

Alt for mange ting på een gang. Men på den fede måde.

 

I fredags leverede jeg denne samling billeder til Mellemfolkeligt Samvirkes køkken på FAIR Fælled, en opgave der foregik i al hast, men som ligger i den sjove kategori, fordi netop disse billeder hører til blandt mine favoritmotiver; Mad og mennesker. Tableauer, farver og tekstur.

 

I en MS kontekst bliver dette tema som regel ophøjet til  det abstrakte 'ret til adgangen til jord', hvor jeg synes det er sjovere at koge det ned til det langt mere jordnære; Hvad er der at spise? Hvordan ser det ud?

Og selvom folk er fattige, så holder de også fester, spiser igennem, laver sjov, drikker kaffe og te med masser af sukker, og hjemmebrændt - og har overskud hertil.

 

Billedet med tekanden i nederste venstre hjørne er fra Ruthi's mgahawa i maasailandsbyen, Kiserian i det nordlige Tanzania, et lille te-og gæstehus, som Ruthi inviterede os på te og chapati i, da jeg var forbi i februar.

 

Esther, kvinden oppe i hjørnet havde både fået mad og nok at drikke, da hun foreslog mig at jeg skulle tage nogle billeder 'kun af hende'. Hun grinede en hel del, mens himlen var helt sindssygt blå over Kaanani landsby i det sydlige tanzaniske højand i sidste uge af juli.

 

Klik på billederne, og læs mere. Eller tag ud på FAIR Fælled og se for dig selv.

Bongo Flava Fest i KBH

Tanzanisk kanga-hyldest til Michael Jackson

Hvis tanzanierne virkelig elsker dig, vil du før eller senere blive afbilledet på en kanga. Akkurat som med Obama. I Uhuru Street i Kisutu-bydelen i det indre Dar Es Salaam, blev MJ kangaen fundet i går.

Kangasælgerne rapporterede lidt forskelligt på salgsfremskridtet. Enten at den sælger hurtigt, eller at det tager nogen tid, før folk opdager den.

Det fungerer på følgende måde med kangaer: Du spotter en person med en specifik kanga, som du godt ku' taenke dig, og du begynder at spørge din lokale kangasælger - eller du tager til stedet tættest på produktionskilden: Uhuru Street i Kisutu.

Danske børnefilm på swahili

Der kom en soldat marcherende hen ad landevejen: Én, to! Én, to. Moja, mbili, moja, mbili. På årets internationale filmfestival i Zanzibar kan de østafrikanske børn bl.a. opleve Mihail Badicas kortfilmversion af H.C. Andersen klassiker "Fyrtøjet" på deres eget sprog.

Se mere her.

We go deep inside (of Africa)

Da jeg arbejdede med sudaneserne i det nordlige Uganda, sagde de nogle gange: 'We are going deep inside', hvis vi skulle ud på en mission. Jeg altid undret mig, hvad det egentlig betød. Sprogligt såvel som praktisk.

Jeg mener, skandinaven ville stille de indlysende, praktiske spørgsmål: 'Hvor langt ind, hvor længe, hvornår vil vi være tilbage, og skal jeg tage mit pas med? I sproglige termer var jeg også blevet nysgerrig efter at vide, hvor langt du er nødt til at gå, før det tæller som deep inside, og hvad det er, der gør at det tæller som sådan.

Det har aldrig stået mig helt klart, og på et tidspunkt går du med strømmen og stopper med at spørge.

Men idag forklarede en tanzanisk kollega mig begrebet.

'Bara' er kiswahili for 'kontinent, interiør, territorium'. Ligesom 'Bara ya Afrika', det afrikanske kontinent, men det bruges også mere symbolsk som 'den indvendige del af Afrika', som i modsætning til kyst.

Folk fra kysten, swahilierne, vil sige 'anatoka bara', som betyder 'han kommer dybt indefra', fra langt væk. (Jeg har også den forståelse, at det kan indikere at manden måske ikke lige er så opdateret som befolkningen på kysten. Og at han vil beklage sig over de alt for lette måltider, de spiser på kysten, han foretrækker sin ugali eller endog matoke. Men det er en anden historie.)

Det er de folk, der kommer fra 'bara' - fra dybt inde i Afrika. Hvis jeg skal rejse deep inside, vil jeg sige 'nakwenda bara' (eller 'ninakwenda bara') - men stadig er jeg ikke helt sikker på, hvornår eller hvor jeg man bruge begrebet præcist.

Find alle betydninger af bara her.

Billedet er fra strækningen Koboko-Yei - fra Uganda til Sudan.

Afrika og A-menneske

Jeg vågnede ved 5.40-tiden i morges. Den koldeste time ved ækvator. Jeg ved ikke engang om det er et naturvidenskabeligt faktum, eller om det bare er noget jeg bilder mig ind. Men det er heromkring solen står op, og minaretten kalder til dagens første bøn fra et sted i nabolaget.

Afrika gjorde mig ret hurtigt til et A-menneske.

Ligesom afrikanerne her omkring ækvator vågner jeg med solen, og står faktisk for det meste op et sted mellem kl. 6 og 6.30. I Tanzania har man forlængst taget konsekvensen heraf og indført sin egen tidsregning - Swahili Tid: Når klokken er 7 om morgenen, er klokken 1 - for så har solen været oppe i en time. Logisk.

I de snart 4 år jeg har boet i Afrika har der kun været få dage, hvor jeg ikke gad at stå op, og der har aldrig været én dag, hvor jeg har løjet mig til en sygemelding. Da jeg var lærer for 10 år siden, spekulerede man i hvor stor en kvote man ku' tillade sig.

I morges var det så koldt, fordi det regnede, at jeg slog viften fra. Her plejer at være 32 grader, nu er her kun 26. Det er absurd at sige, at jeg fryser, men ens krop vænner sig til at være gennemvarm konstant og ikke tænke på påklædning.

Det har regnet hele dagen ud i en køre. Jeg har siddet to timer ved det Indiske Ocean til en tanzanisk børnefødselsdag, hvor de voksne var pakket ind og hele tiden sagde 'baridi sana'.

Himlen har samme farve som størknet cement. Det minder for meget om Danmark. Og det er næsten ikke til at holde ud. Jeg har det med den lange regntid - masika - som med  dansk vinter.

Den skal bare overståes.

'Normalerweise' bliver til 'Kama Kawaida' på Kiswahili.

Denne uge er jeg på en mission til Morogoro - og videre idag til Kibaya i Kiteto distrikt, hvor jeg har besøg af to danske, kvindelige komikere der i Danmark optræder under navnet 'Normalerweise' - og som er her for at promovere MS 'arbejde med kvinder og jordrettigheder.

I går besøgte vi Morogoro Paralegal Centre i Morogoro By, hvor deres teatertrup som opførte et skuespil om konflikter om jord - en typisk sag her i området, hvor kvinden ofte taber. En del af disse forestillinger er 'ngoma' - trommespil og dans "- og de to danskere kom også på benene til stor glæde for de udøvende kunstnere.

Set med danske øjne er det ikke mindre sjovt: Du er lige landet i Afrika og bliver smidt ud i noget afrikansk dans. Det er næsten en lidt for fed stereotyp om Mellemfolkeligt Samvirke. Er det ikke sådan noget, vi gør, når vi har været udviklingsarbejdere lang tid nok?

Det blev dog også til mere praktiske samtaler om hvordan man f.eks. undgår at tisse på sine ankler, når man skal træde af på naturens vegne og du kun har et hul i jorden.

Skal man ramme hullet eller ej?

Står i med spredte ben eller på hug?

Nogle ting tager jeg tilsyneladende for givet, eller måske har jeg bare været her for lang tid.

'Normalerweise' bliver til 'Kama Kawaida' på swahili. Se flere billeder her - der kommer flere - og tjek deres Facebook gruppe her.

Højfrevente toner på Zanzibar - og ikke et ord om Muhammed-tegninger

Det er midnat i Stone Town på Zanzibar, og vi er på udkig efter et sted med gang i.

Vi går efter omtale. Vi går efter der, hvor jeg var heldig sidst.

Vi går efter lyden.

Dharma Lounge og Musical Club på Vuga Road er der ikke meget liv i.  Bada, siger de. Kom tilbage senere. En udvalgt skare af søvnige Zanzibarmænd slænger sig på baraza’en udenfor. I al deres dovne magelighed foreslår de, at vi går til taraab, og giver anvisninger til en koncert et sted udenfor byen.

Det lyder uklart og af langt væk. Vi kan til gengæld høre noget infernalsk, højtravende musik som klinger arabisk og for fuld udblæsning et sted i nabolaget. Faktisk voldsomt tæt på. Det er højfrekvente lyde, forklarer min islandske svoger, der er uddannet audiologopæd.

Jeg synes altid, at Afrika er højfrekvent. I det hele taget. At der altid er høj lyd tæt på.

Men jeg vidste ikke, at højfrekvente lyde kommer fra aktiviteter tæt på fordi høje, skingre toner nemlig dør, når de rammer vægge og loft. Det er langt fra tilfældet her.

Mnazi Mmoja hedder området, hvor konturerne af bygningerne er sorte her ved midnatstid, mens månen lyser hvidt på himlen over Stone Town.

Så vi går efter lyden, drevet af nysgerrighed.

For der er gang i den et eller andet sted. Vi drejer om et par hjørner og pludselig ser vi, hvad det er der skaber de højfrekvente toner.

En lille moske og muslimsk skole. Cirka 50 unge mænd og mindre drenge spiller og danser, mens en eller to skiftes til at synge for. De har sat skoene i bunker langs vævede plastikmaatter i pangfarver a' la dem der koster en herregaard i Girly Hurly på Istedgade. En projektør lyser pladsen op foran moskeen.

Vi skiller os ikke kun ud ved vores hudfarver og påklædning. Jeg skiller mig også ud ved at være kvinde. Men jeg synes at være den eneste, der har tænkt den tanke. Ansigterne vender sig og råber ’karibu’. Velkommen! Vær med!

En repræsentant for gruppen kommer op og hilser, og forklarer. Vi fejrer at Mohammed kom tilbage, Guds profet. Kender I ham? Jeg priser mig lykkelig for at ingen her tænker på Mohammedtegninger eller danskere. Min svoger bliver ved med at sige, at han ikke har nogen religion, og at det hele for ham er hip som hap.

Jeg tænker på en passage fra Karen Blixens bog 'Min afrikanske farm', hvor hun sammenligner protestantismen med katolicismen, hvor hun beskriver at førstnævnte kirke foretager sine handlinger for lukkede døre, mens sidstnævnte åbner op, involverer mennesker og inviterer til deltagelse. Jeg er ikke ateist, men jeg bekender mig bestemt ikke til den protestantiske kirke, jeg er blevet døbt og konfirmeret af. Delvist af ovenstående grund.

Sjovt nok er Karen Blixens iagttagelse faktisk aktuel i denne sammenhæng, og jeg undrer mig over hvem der på bagsiden af min engelske paperbackudgave af 'Out of Africa' har skrevet 'a way of life that has disappeared forever'?

I må godt være med, siger drengene, som laver fagter og dance moves i en skønsom blanding af amerikansk hip hop og zanzibar dansetrin. Vi svinger lidt med, men bliver ved med at kigge på os selv udefra. Det skal man ikke. Vi er to wazungu der ikke kan synge med, og ingen rytme i forhold til de unge drenge.

Det er klart aftenens højdepunkt, selvom det måske kun varer en lille halv time, og vi bl.a. grundet aldersforskellen og den kendsgerning, at de ikke gør det i alkohol, vandrer tilbage til Livingstone Beach Restaurant.

Hovedsagen er, at vi er blevet inviteret indenfor af en gruppe mennesker som ikke optages af fordomme og forskelle.

Hvis bare kvinderne bestemte noget mere!

 

I følge maasaiernes overleveringer skulle den lange regnsæson – ’masikaen’ - være lige på trapperne når akacietræerne står i blomst. Det er umiddelbart svært at tro, for vejen mellem Arusha i det nordlige Tanzania og den kenyanske grænse snor sig gennem et landskab der har samme farve som mine skosåler. En støvet farveskala af grå og rødbrune nuancer, der kun brydes af en klar, blå himmel og de pletvise, blomstrende akacietræer.

 

Det er det samme landskab som turister i tusindetal betaler for at komme på safari i – bag os ligger Meru bjerget, og kun et par timer herfra ligger Kilimanjaro og Ngorongoro-krateret. Jeg har en af de helt særlige arbejdsdage - på arbejde som informationsarbejder for Mellemfolkeligt Samvirke i Maasailand. Vi er på vej i bil til Kiserian landsby i Longido distrikt. Longido er også navnet på et lille bjerg, der på maasaiernes sprog betyder ’stenen hvor man kan hvæsse sin kniv’. Det rager ret op forude og er det perfekte pejlemærke for, hvor vi skal dreje af asfaltvejen og ind i bushen. Efter en times tid på jordvej når vi til Kiserian, hvor vi skal besøge en kvindegruppe, som MS støtter gennem en lokal organisation, og som er en del af målgruppen for MS’ landsindsamling d. 3. maj. Min opgave er at få landsbyen til at berette om mænd og kvinders bidrag til landsbyens udvikling – herunder kvinders adgang til jord.

 

Læs hele artiklen her.

 

Artiklen blev bragt som en personlig beretning i Lolland-Falsters Folketidende den 18. marts 2009.

Når firkantede mænd bestemmer det meste

’Kijiji cha Kiserian’ står der skrevet med sirlige bogstaver på opslaget i det lille landsbykontor i Kiserian, som er en lille landsby i Longido distrikt, der ligger mellem Arusha og grænsebyen Namanga en route Nairobi.

Kiserian landsby, står der på kiswahili

Tanzanias lovgving stiller krav om, at hvert landsbyråd skal have mindst tre kvindelige medlemmer ud af 25 mulige. I Kiserian er de otte af de 25 medlemmer kvinder. Landsbyrådet har nedsat en række underkomiteer, bl.a. en jordkomite, hvor kvinder og mænd skal besætte de 10 pladser fifty-fifty. I Kiserian har man også opfyldt denne målsætning. Derudover er fem ud af 15 lokalråd (wards) ledet af kvinder.

Selvom denne landsby givetvis ligger over landsgennemsnittet, mener landsbyrådet godt, at det kan blive meget bedre. Det er nemlig sådan at flere ting bliver gjort anderledes, når antallet af kvinder stiger.

Tingene viser sig nemlig at blive bedre.

Læs mere her.

Lidt ligesom luksus

Jeg brugte hele dagen igår på en felttur til Kiserian landsby i Longido distrikt. Longido er også navnet på et lille bjerg der på maasaierne sprog maa betyder ’stenen hvor man kan hvæsse sin kniv’. Longido ligger på vejen mellem Arusha og den tanzaniske grænseby Namanga, som man passerer i bil på vej til Kenya. 

Longido ligger på ’den anden side’ af Mount Meru – den side der har en ’regnskygge’. Det meste af regnen falder nemlig på Moshi-Arusha siden, der er på dette tidspunkt er året stiller sine selvlysende grønne nuancer til skue. Vejen til Longido derimod snor sig gennem et landskab, der har samme farve som mine skosåler. En palette af grå-rødbrune nuancer. 

Selvom akacietraeerne står i blomst, er det svært at forestille sig at masikaen – den lange regnsæson - skulle være lige om hjørnet.

Læs mere her.

Invitation til chai & chapati i Ruthi's mgahawa

 

I dag har jeg brugt dagen på en ekskursion fra Arusha til Kiserian Village i Longido District, et område tæt på grænsen til Kenya (ca. 30 minutter fra Namanga Town).

Formålet med besøget var at møde en gruppe kvinder, der bliver støttet via undervisning i jordrettigheder - af Mellemfolkeligt Samvirke, og som bl.a. er målet for vores Landsindsamling 2009.

Under besøget blev vi inviteret til chai & chapati i Ruthi's mgahawa - hendes lille te-og gæstehus, hvor billederne er fra.

Panorering over Sauti za Busara

Læs mere her om Østafrikas bedste musikfestival.

Østafrikas bedste musikfestival: Sauti za Busara i Stone Town, Zanzibar

Nu på torsdag d. 12. februar begynder Sauti za Busara’s, Zanzibars årlige musikfestival i Stone Town, som varer til d.17. februar.

I år for 6. gang. Jeg blogger derfra (hovedsagligt på engelsk) – så læs med her, hvor du også finder poster fra sidste år og her en god samling billeder.

En slags firmajulefrokost på tanzaniansk

Jeg ved ikke helt om man kan definere det, der fandt sted på billedet som en egentlig julefrokost, men mine lokale kollegaer er her samlet udenfor kontoret, og det virkede umiddelbart som om at de vigtigeste ting var mad og drikke.

Men her tager man også børn med til Family Day Out - mange børn. Vores administrative medarbejder måtte skrive ud mere end een gang og forklare at der var begrænsninger på: Kun fire børn og to dependants per medarbejder!

Den kendsgerning var nok til at jeg brugte adskillige dage på at bryde mit hoved med at finde en god undskyldning for ikke at skulle være tvangsindlagt til at lege stoleleg i 32 grader med horder af børn.

Men der findes ingen god undskyldning for ikke at ville deltage - det er noget man gør - og det var faktisk ret hyggeligt at have anledning til at snakke med kollegaer om ting ud over arbejdet. Sjovt nok er det vist også den eneste julefrokost nogensinde i Mellemfolkeligt Samvirke, hvor jeg kørte ædru hjem...

Julen kom til Kilimanjaro med missionærerne

Bragt i MetroXpress d. 2. december, 2008:

Historien bestemmer om – og hvordan - der holdes jul i Tanzania

Jeg har lige kørt 640 kilometer fra Dar es Salaam til Kilimanjaro i det nordlige Tanzania. Jeg havde faktisk glemt alt om jul, indtil jeg stoppede for at tanke diesel i en af de der små byer der er vokset lidt tilfældigt op på begge sider af en gennemfartsvej. Her bølgede den amerikanske julemusik uhæmmet ud af højtalerne på benzinstationen.

’Hva’ så, har I taget forskud på julen!?’, grinede jeg, mens tanken blev fyldt.
’Det er godt for kunderne’, lød svaret.

Forude skimtede jeg Kilimanjaros to tinder. Vel nok den største turistattraktion i Tanzania. ’Bjerget er genert’, siger tanzanianerne, når det kun lige titter frem bag skyerne, som det gjorde denne morgen.

De siger også, at chagga stammen, som bor ved Kilimanjaro, er dem der tager julen mest alvorligt. Jeg benyttede derfor et besøg på Mellemfolkeligt Samvirkes Træningscenter til at konsultere deres lokale undervisere i swahili sprog og kultur.

’Vi siger ’krismasi’ på swahili, som er et låneord fra engelsk. Jul er ikke rodfæstet i vores oprindelige swahili kultur. Julen kom med missionærerne, som medbragte kristendommen. I Tanzania er der mange forskellige religioner og der er mange varianter’, forklarer Joakim Kisanji, som underviser i swahili.

Chaggaerne er hovedsagligt protestanter, en religion der kom til Kilimanjaro for cirka 100 år siden med de første tyske missionærer. Kilimanjaro er nok det sted i Tanzania, hvor de kristne missionærer har haft størst succes, hvilket er med til at forklare julens betydning for chaggaerne.

’Missionærerne brugte meget belejligt højtiden til at forklare forskellen mellem det nye og det gamle testamente, nemlig Jesu fødsel’, forklarer Kisanji.

Idag kæmper chaggaerne med de samme udfordringer, som mange danskere sikkert vil nikke genkendende til:

’De unge vil ikke længere være med til at fejre jul på traditionel vis. Og det er en skam, for julen er samlingspunkt for familien. Vi siger ’kujumuika’ – ’at være sammen’ – det er det vigtigeste. Til jul bliver børn døbt og konfirmeret, de ældre rådgiver de yngre, og vi hjælper dem der har brug for det. Man skal som chagga have en meget god undskyldning, hvis man ikke kan deltage i julen!’, understreger Anna Mmari, en kollega til Joakim..

’Yesu ni jibu’ siger banneret på bilen – ’Jesus er svaret’. Kristendommen sætter sit tydelige præg i dagligdagen ved Kilimanjaro, hvor størstedelen af befolkningen er kristne.

Tip: Hvor tilbringer man bedst en doven, tropisk eftermiddag i Dar es Salaam?

Fotografiet viser en lysekrone, der er fremstillet af tomme Kilimanjaro en liters vandflasker, som er bundet på et sæt runde jernringe, og elegant ophængt i det høje loft i makutitaget på Malaika House.

Det bedste eksempel jeg har set på kunst lavet af genbrugsmaterialer her i Dar es Salaam, og som matcher stilen i Malaika House perfekt.

Du finder Malaika House ved siden af Cine Club på Old Bagamoyo Road - mellem Msasani Village og Kawe Beach. Stedet er det perfekte sted at tilbringe en doven eftermiddag, når vejret er tropisk - som det er hver dag i december.

Det er sandsynligvis også det billigste og mest nede-på-jorden-sted, hvor du kan få en daglig dosis palmer, hvidt sand, en brise fra Det Indiske Ocean, kølig hvidvin, fisk- og skaldyrsretter, lounge musik og lokalkultur.

Hvordan siger man ’korruption’ på swahili?

Tanzanianere har været nødt til at udvide deres ordforråd på swahili for at få det til at passe med omfanget af de korruptionsskandaler der ryddede avisforsider i begyndelsen af februar 2008.

Læs her: http://www.ms.dk/sw101503.asp

Swahili

Swahili blev foedt paa Zanzibar.
Det voksede op i Tanzania.
Det blev korrumperet i Kenya.
Doede i Uganda -
og blev begravet i Congo.

- det er ihvertfald hvad man siger populaert om udbredelsen af Swahili.