7341 KM til København / 6° 50' S/39° 18' E

EKSIL: Jakob Ejersbo

Jeg læste Jakob Ejersbo's 'Eksil' i april. Stort set i eet, langt hug, med fornøjelse.

’Eksil’ er første del af en trilogi om Afrika, som Jakob Ejersbo arbejdede på i flere år og helt frem til sin død i juli 2008. De næste to bind, ’Revolution’ og ’Liberty’, udkommer i følge Gyldendal senere i 2009.

'Eksil' minder umiddelbart om en slags afrikansk 'Nordkraft', hvor handlingen her spreder sig ud over byerne Arusha, Moshi, Tanga og Dar Es Salaam i Tanzania. Ligesom i første del af Nordkraft, hvor Maria træder frem som kvindelige hovedperson, følger læseren her Samantha, der kom fra England til Tanzania som 3-årig. Men hvor Nordkraft er delt op i tre forskellige dele med hver sin historie og hovedperson, følger man her udelukkende Samantha fra hun er 15 til hun fylder 18.

Bogens handling udspiller sig i kostskolemiljøet på Den Internationale Skole i Moshi (ISM) (billede nederst), hvor Jakob Ejersbo selv gik i skole, da hans far arbejdede for Danida i Tanzania. Dernæst ved kysten, i byen Tanga, hvor Samanthas familie driver et hotel på randen af fallit - samt i Dar es Salaam, bl.a. i Yacht-klubben blandt diplomater og ambassadefolk.

Bogen er ikke klassisk opbygget med et bragende klimaks, selvom de to bipersoner, Samanthas far og dennes forretningspartner, løbende har stor indflydelse på hvilken drejning Samanthas liv tager. Hendes far er bl.a. involveret i våbensalg og narkotikasmugling, og han spiller desuden en rolle i Tanzanias støtte til træning af ANC.

Det overgår trods alt Ålborg. Men vi taler altså også om Tanzania i slut-80erne.

Politiken skrev i deres anmeldelse, at fascinationen af hende (Samantha) er stor som en ungdomsforelskelse i romanens begyndelse, men den stilner af hen imod slutningen, hvor tempoet skrues i vejret, og tildragelserne virker mere påklistrede, mindre sandsynlige.

Det er jeg langt fra enig i. Dengang var der ikke asfalt mellem Moshi og Tanga. Men der forhandles stadig hårde stoffer på de nævnte steder i Dar es Salaam. Amerikanske marinesoldater m.fl. benytter sig stadig af prostituerede. Ex-pats der for alle midler prøver at skabe sig en levevej. Her findes simpelthen stadig uanede mængder materiale om alle livets ekstremer, det materiale som per definition gør sig godt i romaner. 

Jeg oplever, at persongalleriet og de forskellige personers forløb giver stof til en forestilling om at hvis man er hvid, er det svært ikke at ende som enten en korrumperet, men sej mzungu - eller en patetisk, tam mzungu. Ikke helt ved siden af, hvis I spørger mig, mens jeg kigger rundt i min bekendtskabskreds i Afrika anno 2009. Ikke mindst kigger jeg på, hvordan vi ser hinanden og kommer hverandre i kategorier.

Ejersbo har fat i den helt rigtige ende.

Tag fex skildringen af det tanzaniske persongalleri, som generelt har mindre fremtrædende roller og er dermed en anelse underspillet. Der er dem der har magten (politiet, forretningsmænd osv.) - som selvom de er dumme, korrumperede svin, alligevel er dem der vinder. Der er deres håndlangere eller deres aflæggere - bl.a. Samanthas indiske klassekammerater, der hustler sig igennem livet med hvert deres (u)klare syn på overlevelse. I periferien er osse de mennesker, som Samantha ringeagter mindre end andre: den arabisk/tanzaniske lærer der fex forsøger sig med en slags sexualundervisning, farens lokale medhjælper Juma samt vagtmanden på kostskolen.

Ejersbo skildrer netop disse dynamikker med en præcision, jeg endnu ikke har set i dansk skønlitteratur hvor Afrika er i fokus. Derfor er jeg også skuffet, når Politikens anmelder skriver, at Afrika er en i og for sig tilfældig kulisse for hendes udviklingshistorie. Han har naturligvis en pointe om, at de kommende bind måske vil gøre Afrika til mere end en kulisse, men det er for retorisk at spørge: For er det sådan, den første verden forholder sig til den tredje – som en selvoptaget teenager, der har svært ved at se ud over sin egen identitetskrise? 

Samanthas problem er større end selvoptagethed og identitetskrise, hvilket måske kan forklares med Politikens pointe, at det idag ikke giver mening at sige, hvor man kommer fra, men hvor man er. En stor del af bogen prøver hun at få sikkerhed for at kunne blive i Tanzania, men hun er ikke selv herre over hendes fremtid.

Det gælder kke kun for Samantha, men en hel del af resten af bogens personer er det den store udfordring, og som inddirekte giver titel til bogen: Hvordan bliver man i Afrika, og hvordan får man det til at løbe rundt, når man hverken er enten eller?

Og jo, bogen kunne i princippet godt være placeret i en anden kulisse, men få steder har man så meget kontrast, dynamik og potentiale for konflikt med afsmitning på personlige skæbner som i Afrika. Afrika er ikke det der fylder mest i dansk skønlitteratur, selvom Politiken taler om, at bogen føjer sig til en Afrika-bølge, der ruller i dansk litteratur og kunst for tiden, formentlig som en reaktion på overfloden og dertil hørende feel good-æstetik. Der er bunker af stof til romaner på dette kontinent, romaner som endnu ikke er blevet skrevet på dansk (og jeg kan helt ærligt ikke få øje på den af Politiken omtalte Afrika-bølge).

Vigtigt er det imidlertid i denne sammenhæng at hefte sig ved, at Ejersbo, modsat andre, beretter omTanzania med stor præcision og indlevelse. Faktisk en forbavsende stor præcision, når man tænker på at Ejersbo boede i Tanzania som barn, og har baseret meget af sit materiale på en senere rejse rundt i landet for et par år siden - samt bl.a. interviews med barndomsvenner i Europa.

Ikke mindst med kærlighed til Tanzania. Ikke af den sentimentale slags. Det funker ikke her, når Afrika først er kommet under huden.

Ejersbo er lige på og rå. Som i Nordkraft.

Og har man lyst til at beholde sine pæne forestillinger om Afrika, skal man holde sig væk, for bogen giver ikke noget forsødent billede af kontinentet eller dets mennesker. Heller ikke noget overlagt feel good forsøg på at få læseren til at forstå eller føle sympati - hvilket man i øvrigt ofte ser i eksempelvis udviklingsorganisationers formidling af Afrika.

Netop derfor er bogen i den grad værd at læse.

Hvad har jeg gang i...?!

Alt for mange ting på een gang. Men på den fede måde.

 

I fredags leverede jeg denne samling billeder til Mellemfolkeligt Samvirkes køkken på FAIR Fælled, en opgave der foregik i al hast, men som ligger i den sjove kategori, fordi netop disse billeder hører til blandt mine favoritmotiver; Mad og mennesker. Tableauer, farver og tekstur.

 

I en MS kontekst bliver dette tema som regel ophøjet til  det abstrakte 'ret til adgangen til jord', hvor jeg synes det er sjovere at koge det ned til det langt mere jordnære; Hvad er der at spise? Hvordan ser det ud?

Og selvom folk er fattige, så holder de også fester, spiser igennem, laver sjov, drikker kaffe og te med masser af sukker, og hjemmebrændt - og har overskud hertil.

 

Billedet med tekanden i nederste venstre hjørne er fra Ruthi's mgahawa i maasailandsbyen, Kiserian i det nordlige Tanzania, et lille te-og gæstehus, som Ruthi inviterede os på te og chapati i, da jeg var forbi i februar.

 

Esther, kvinden oppe i hjørnet havde både fået mad og nok at drikke, da hun foreslog mig at jeg skulle tage nogle billeder 'kun af hende'. Hun grinede en hel del, mens himlen var helt sindssygt blå over Kaanani landsby i det sydlige tanzaniske højand i sidste uge af juli.

 

Klik på billederne, og læs mere. Eller tag ud på FAIR Fælled og se for dig selv.

Bongo Flava Fest i KBH

Danske børnefilm på swahili

Der kom en soldat marcherende hen ad landevejen: Én, to! Én, to. Moja, mbili, moja, mbili. På årets internationale filmfestival i Zanzibar kan de østafrikanske børn bl.a. opleve Mihail Badicas kortfilmversion af H.C. Andersen klassiker "Fyrtøjet" på deres eget sprog.

Se mere her.

We go deep inside (of Africa)

Da jeg arbejdede med sudaneserne i det nordlige Uganda, sagde de nogle gange: 'We are going deep inside', hvis vi skulle ud på en mission. Jeg altid undret mig, hvad det egentlig betød. Sprogligt såvel som praktisk.

Jeg mener, skandinaven ville stille de indlysende, praktiske spørgsmål: 'Hvor langt ind, hvor længe, hvornår vil vi være tilbage, og skal jeg tage mit pas med? I sproglige termer var jeg også blevet nysgerrig efter at vide, hvor langt du er nødt til at gå, før det tæller som deep inside, og hvad det er, der gør at det tæller som sådan.

Det har aldrig stået mig helt klart, og på et tidspunkt går du med strømmen og stopper med at spørge.

Men idag forklarede en tanzanisk kollega mig begrebet.

'Bara' er kiswahili for 'kontinent, interiør, territorium'. Ligesom 'Bara ya Afrika', det afrikanske kontinent, men det bruges også mere symbolsk som 'den indvendige del af Afrika', som i modsætning til kyst.

Folk fra kysten, swahilierne, vil sige 'anatoka bara', som betyder 'han kommer dybt indefra', fra langt væk. (Jeg har også den forståelse, at det kan indikere at manden måske ikke lige er så opdateret som befolkningen på kysten. Og at han vil beklage sig over de alt for lette måltider, de spiser på kysten, han foretrækker sin ugali eller endog matoke. Men det er en anden historie.)

Det er de folk, der kommer fra 'bara' - fra dybt inde i Afrika. Hvis jeg skal rejse deep inside, vil jeg sige 'nakwenda bara' (eller 'ninakwenda bara') - men stadig er jeg ikke helt sikker på, hvornår eller hvor jeg man bruge begrebet præcist.

Find alle betydninger af bara her.

Billedet er fra strækningen Koboko-Yei - fra Uganda til Sudan.

Bæretrend

Bær dit barn som de kendte...skriver politiken.dk.

Bæretrenden i Danmark - jeg vidste ikke der var en - men det er der i flg. politiken.dk, og den er mere kulørt og langt bredere, end da den for mange år siden fik fodfæste i Vesten hos mindre grupper, der bl.a. var inspireret af den amerikanske børnelæge William Sears’ teorier om attachment parenting (tilknytningsomsorg, red.).

Politiken går iøvrigt helt amok i gode råd om slynger, viklere og bæreseler fra flere kontinenter. Og for det ikke skal være løgn findes der et uafhængigt interesseforum for ’børnebærere’ på nettet Slyngebarn.dk, som går endnu mere amok i relaterede temaer som pakkes ind i sukkersødt webdesign (der uvilkårligt får mig til at tænke på om resten af verden bare holder op, når nogle kvinder får børn?!)

I Afrika er der naturligvis bæretrend for alvor. Knapt så pussenusset og lyserød. Ikke kun for babyer, men alt muligt som bæres kan. Jeg nævner i flæng: kul, bananer, brænde, skolebøger, spande og dunke med vand samt baljer/kurve/krukker med grøntsager m.m. Her kunne man måske tale om vigtigheden af en interesseorganisation for 'børne- og tunge-ting-bærere’?

Et barn bærer man i Tanzania i en kanga (som kvinden på billedet) - eller i kitenge, et stykke stof (som barnet på billedet). Det ligger nok mest op ad en 'vikler' - som kræver teknisk snilde ene kvinde at vikle om et barn uden at tabe det.

Det sjoveste er dog, at det her er noget der er så almindeligt - at bære sit barn (for hvad eller hvem ellers...?!) - at det er for fristende ikke at ironisere over, at Vesten argumenterer ud fra udviklingspsykologiske begreber - tilknytningsomsorg - mens argumentationen i Afrika er af langt mere praktisk karakter. En afrikansk kvinde har jo ikke tid til at passe barn, og hun har brug for begge hænder.Klap- og barnevogne er mildest talt ikke eksisterende. Det er jo upraktisk - og ubetaleligt.

Men hvem ved, måske bliver der i de afrikanske hjem diskuteret hvordan man ene kvinde med een hånd og barnet i den anden, vikler kangaen bedst muligt? Det er ren akrobatik nogle gange, når en kvinde skal have barnet på plads og dernæst det hun skal bære på hovedet.

Det hele havde jo nok set anderledes ud, hvis Freud var blevet født i Afrika...?

Team Wildlife Dawn Whispering With Dolphins Patrol:

Danske gæster fra Harare blev sendt videre nord på igår morges. Antallet at klip-klappere på min terrasse er pludselig markant formindsket.

Safari njema!

Afrika og A-menneske

Jeg vågnede ved 5.40-tiden i morges. Den koldeste time ved ækvator. Jeg ved ikke engang om det er et naturvidenskabeligt faktum, eller om det bare er noget jeg bilder mig ind. Men det er heromkring solen står op, og minaretten kalder til dagens første bøn fra et sted i nabolaget.

Afrika gjorde mig ret hurtigt til et A-menneske.

Ligesom afrikanerne her omkring ækvator vågner jeg med solen, og står faktisk for det meste op et sted mellem kl. 6 og 6.30. I Tanzania har man forlængst taget konsekvensen heraf og indført sin egen tidsregning - Swahili Tid: Når klokken er 7 om morgenen, er klokken 1 - for så har solen været oppe i en time. Logisk.

I de snart 4 år jeg har boet i Afrika har der kun været få dage, hvor jeg ikke gad at stå op, og der har aldrig været én dag, hvor jeg har løjet mig til en sygemelding. Da jeg var lærer for 10 år siden, spekulerede man i hvor stor en kvote man ku' tillade sig.

I morges var det så koldt, fordi det regnede, at jeg slog viften fra. Her plejer at være 32 grader, nu er her kun 26. Det er absurd at sige, at jeg fryser, men ens krop vænner sig til at være gennemvarm konstant og ikke tænke på påklædning.

Det har regnet hele dagen ud i en køre. Jeg har siddet to timer ved det Indiske Ocean til en tanzanisk børnefødselsdag, hvor de voksne var pakket ind og hele tiden sagde 'baridi sana'.

Himlen har samme farve som størknet cement. Det minder for meget om Danmark. Og det er næsten ikke til at holde ud. Jeg har det med den lange regntid - masika - som med  dansk vinter.

Den skal bare overståes.

Sydafrika: Vigtigheden af at stemme

Den 4 marts var jeg med en af mine danske venner på arbejde da jeg var på ferie i Sydafrika. Han er journalist og havde planlagt et interview med formanden, Brigalia Bam, for Sydafrikas Uafhængige valgkommission (IEC) i Pretoria til et tv-program om Danmarks støtte til anti-apartheidbevægelsen.

Men der var også tid til at tale om det kommende valg den 22 april. 117 politiske partier var registreret, 42 overholdt fristen den mandag vi ventede i IEC's reception efter vores møde med Brigalia Bam på vores taxa der skulle tage os tilbage til Johannesburg.

Der overhørte vi nogle repræsentanter for et politisk parti der ikke havde nået den afgørende deadline, drøfte problemet. Min ven jokede; »Tror du, de er fra ANC?"

ANC nåede deadline. Faktisk fører ANC i dag ved stemmeoptællingerne.

I går ringede to af mine sydafrikanske venner: »Vi står i kø. Vi venter på at stemme«. Opkald fra en børnehave i Johannesburg. En børnehave omkrandset af pigtråd. Nogle mennesker ringer altid ved særlige lejligheder. Dette er en af dem, og jeg følte mig beæret.

»Ved du, hvor du vil sætte kryds?« spurgte jeg

»Ikke endnu«, grinede han, mens jeg selvrefærdigt forsøgte at forklare, at i Danmark anser man sofavælgere for ynkelige, og at det er bedre at afgive en blank stemme, end slet ikke at stemme. 

I det mindste forlod du så sofaen.

En ringe trøst, indrømmer jeg, til en nation hvor selve retten til at stemme i sig selv betyder mere end en dansker nogensinde kan forestille sig.

Min ven forklarede sit dilemma om hvor det kryds skal sættes. Een ting er hvad han virkelig tror på (ANC), men ikke kan få sig selv til at stemme på (Jacob Zuma).

En halv time senere modtog jeg denne sms: "Har lige gjort det. Føler mig igen som sydafrikaner.« Begge mine venner er i 30erne. Den ene stemte for første gang, den anden har ikke stemt siden 1994.

Uanset hvad der kommer til at ske med Sydafrika under Jacob Zuma, bør det at forlade sofaen for at sætte dit kryds, ikke undervurderes.

Strømafbrydelser er gode for flere ting

I Uganda kørte der for nogle uger siden en historie i medierne om, at en af landets ministre tilskrev det høje ugandiske fødselstal Ugandas mange strømafbrydelser.

God undskyldning, vil nogle måske mene. Men strømafbrydelser er unægteligt med til at definere et lands udviklingsgrad, og i Dar es Salaam er strømafbrydelserne også ugentlige forteelser.

Igår havde vi ingen strøm fra 18-tiden og frem til midnat.

Og hvad laver man så, når man nu har gæster?

Baltasar benyttede lejligheden til at lære noget mere skak af sin far, som bl.a også fortalte om dengang han var dreng og oplevede strømafbrydelser i Islands minusgrader.

(Og jeg tillod mig at tage et perfekt og superpædagogisk 'far-søn-billede'.)

Modsat her, hvor det er tropisk, over 30 grader varmt og stillestående, og hvor et af de værste problemer ved ikke at have noget strøm, er at det er svært at sove uden en vifte.

Baltasar i zebra-print og højt humør

  Min islandske nevø, Baltasar har måske en modelkarriere foran sig (tror jeg, den aldeles ikke-neutrale moster).

Ham og jeg tyvstartede den ihvertfald igår i Dar es Salaam, hvor han beredvilligt og i højt humør stillede op til fotografering i bedste overlykkelige stil.

Ikke noget påtaget spil for galleriet. Knægten er generelt i fantastisk humør, og vildt sjov at fotografere. Hans mor har syet ham et bredt udvalg af 'afrikanske' skjorter, og vi gennemgik dem allesammen her.

Han får efter eget ønske CDer med foto med hjem til alle, der er interesseret :-)

Ny dansk roman af Jacob Ejersbo (der foregår i Tanzania)

Jacob Ejersbo døde den 10. juli 2008 af kræft. kun 40 år gammel. Hans arbejdsdisciplin og talent var udover det sædvanlige.

Jeg har læst Jacob Ejersbos bøger med stor begejstring. Først Superego, siden Nordkraft, som jeg slet ikke kunne lægge fra mig, da jeg først var begyndt.

Jeg har lige læst på Politiken.dk, at Jacob Ejersbo efter sigende havde en plan med sit forfatterskab, og som var udtænkt længe før ’Nordkraft’ blev udgivet i 2002.

Jacob Ejersbo ville skrive om Afrika, hvor han tilbragte en del af sin ungdom i det nordlige Tanzania, hvor hans far arbejdede for Danida.

Jeg har heller aldrig tænkt, at det var det samme at Karen Blixen gjorde i sin tid - at bruge gennembruddet som en slags løftestang for et værk om Østafrika, i hendes tilfælde ’Den afrikanske Farm’.

Politiken skriver ligeledes, at Jacob Ejersbo har efterladt et storværk, og at der kommer to bøger til. 'Eksil', 'Revolution' og 'Liberty', som også reflekterer Tanzanias historie i 1980erne, hvor Nyerere trådte af, og Tanzania gradvist gik fra den afrikanske socialisme til kapitalisme.

Politiken fortsætter:

I ’Eksil’ er det ikke så meget afstandene, Ejersbo beskæftiger sig med, som den kulturelle hybriditet – dét at være imellem kulturer.

Romanens underspillede kritik af kolonialismen knytter sig til denne ’imellemhed’, for mange af romanens personer befinder sig netop uden for de modsætningspar, som kolonialismen bygger på, mellem hvid og sort ikke mindst.

Det er vilkåret for mange i dag og bliver det formentlig for mange flere – at det ikke giver mening at sige, hvor man kommer fra, men hvor man er.'

Jeg kan ikke vente til at få fingrene i disse bøger.

Læs også Politikens interessante portræt af Ejersbo her.

Billedet er taget herfra.

Om at blive inviteret indenfor

To gange i februar blev jeg inviteret indenfor i et tanzanisk hjem.

Først i Ruthis lille mgahawa i Longido til chai og chapati.

Og siden, hvor jeg gav et lift til Israel til Kibaha på vejen tilbage fra Arusha til Dar es Salaam.

Israels kone insisterede på at invitere os til på en cola og en snack.

I de fleste af de steder jeg har boet ude i verden, er jeg blevet inviteret hjem til folk. I England, Uganda, Tanzania og i ex-Jugoslavien. Det er ikke bare noget der sker af sig selv, men når det sker, er det noget særligt. Selvom det at have besøgende er en af de mest basale ting i hver vores respektive liv, er jeg også her mzungu - hvid og fremmede - og min vært er tanzanier.

Og at have gæster fra den anden kategori kan faktisk godt udgøre en forskel.

Det første - lad mig sige det helt ærligt - en tanzanier tror måske at hans eller hendes hus ikke er godt nok for en mzungu. Jeg kan ikke bebrejde ham eller hende det, når jeg ved hvordan de ser at flertallet af wazungu bor i Tanzania. Mange af os har rummelige huse, toiletter med skyl, køleskabe og elektricitet. Og vi spilder vores dyrebare jord omkring vores huse ved ikke dyrke noget, vi kan spise.

Noget andet, hele gæstfrihedskonceptet er en hel anden sag, som vi danskere til tider roder lidt rundt i og som ofte crasher med mange andre kulturer. Efter at have boet 3+ år Østafrika, kan jeg bestemt godt se at vi lejlighedsvis kan virke anmassende og uhøflige, og derfor potentielt vanskelige at beværte. Men jeg må sige, forhåbentlig med minimal politisk korrekthed, at dette er et af de fineste ting, jeg har oplevet gennem Mellemfolkeligt Samvirke, at dele arbejdsplads med lokale kolleger eller give et lift - det åbner faktisk op.

Derfor, selvom vi allerede havde tilbagelagt 8 timer fra Arusha, var en invitation fra Israel's kone i Kibaha, værdsat.

Når firkantede mænd bestemmer det meste

’Kijiji cha Kiserian’ står der skrevet med sirlige bogstaver på opslaget i det lille landsbykontor i Kiserian, som er en lille landsby i Longido distrikt, der ligger mellem Arusha og grænsebyen Namanga en route Nairobi.

Kiserian landsby, står der på kiswahili

Tanzanias lovgving stiller krav om, at hvert landsbyråd skal have mindst tre kvindelige medlemmer ud af 25 mulige. I Kiserian er de otte af de 25 medlemmer kvinder. Landsbyrådet har nedsat en række underkomiteer, bl.a. en jordkomite, hvor kvinder og mænd skal besætte de 10 pladser fifty-fifty. I Kiserian har man også opfyldt denne målsætning. Derudover er fem ud af 15 lokalråd (wards) ledet af kvinder.

Selvom denne landsby givetvis ligger over landsgennemsnittet, mener landsbyrådet godt, at det kan blive meget bedre. Det er nemlig sådan at flere ting bliver gjort anderledes, når antallet af kvinder stiger.

Tingene viser sig nemlig at blive bedre.

Læs mere her.

Min indre, sultne dansker

Min nationalitet – den indre dansker, som jeg ellers sjældent har de store problemer med at holde i skak – har det nogle gange med at slå til på uventede tidspunkter.

Især til spisetid.

Generelt går jeg af - et gradvist oparbejdet - princip langt udenom de kategorier, som Pia K og Dansk Folkeparti forsøger at monopolisere under mærkatet ’dansk’, men jeg har virkeligt et blødt punkt hvad angår smørrebrød.

Det er det første jeg flår ud af venlige folks køleskabe, når jeg er i Danmark. Min søster, der i 1992 bosatte sig permanent i det nordlige Island, har den samme egenskab, og plejede forud for besøg i København at indtelefonere specifikke ønsker om hvad, der burde ligge parat i mit dengang danske køleskab.

I dag slap der lige et par ting ned i indkøbsvognen som umiskendeligt bar præg af, at jeg i bund og grund er dansk. Afslørende, tænkte jeg, og måske også en kende kedeligt dansk der i Shoppers' Plaza på Old Bagamoyo Road i Dar es Salaam, som i den grad et multi-kulturelt supermarked med tilbud til alle sultne nationaliteter.

Jeg skævede til kineserne med deres eksplosivt fyldte inddkøbsvogne, der efterlader det indtryk at hjemme venter storfamilier til fodring på samlebånd. Inderne køber krydderier, dhal og linser i kilo, og påpeger kritisk skavanker, jeg ikke selv kan se med det blotte øje. Og velvoksne tanzanianere - med og uden børn - triller rundt med de små børneindkøbsvogne, som de fylder til bristepunktet med ingredienser til en klassisk afrikansk husholdning: madolie i dunke, sukker, majsmel og grøntsager.

Jeg køber rugbrød produceret i Nairobi, tilsat alverdens konserveringsmidler, og en dåse marinerede sild for senere at omsætte det til smørrebrød.

Miss Afrika

En ganske anderledes form for u-landsoplysning: Miss Africa! Der er audition til Miss Africa Danmark 2009 i februar. Audition afholdes denne gang både i København og Århus. Du kan tilmelde dig her.

Duften af syrener

'Hvis der er noget jeg savner fra Danmark, er det duften af syrener', siger den ene halvdel af mit danske værtspar fredag aften, da jeg overrækker dem en buket blomster, som jeg har samlet sammen nede hos blomstersælgerne ved Oysterbay Shopping Mall.

Duften bølger i den tropiske aften.

Manden er kaptajn, og har forlængst sejlet de syv verdenshave tynde samt fået de tatoveringer, der følger. Syrener var derfor nok ikke lige mit første bud. Men man kan jo netop ikke se det på danskerne i Tanzania, hvad det er, de savner mest.

Duften sender mig tilbage i en lollandsk tidslomme med nyrevne, perlegrusbelagte havegange og haveselskaber, hvor min 6 år yngre bror før eller siden troligt ville falde og slå hul på knæet.

Eller det forår i 2000 hvor jeg arbejdede i Beograd, og hvor jeg sammen med tre serbiske venner tog den forkerte frakørsel mod Montenegro og således uplanlagt skar et hjørne af Kosovo. Det sted hed Syrenernes Dal.

Jeg mener, at kunne fraskrive mig den nationalfølelse, man ofte ser udlandsdanskere kan få til at vokse proportionelt med afstanden til Danmark. Jeg har fex ikke et behov for at blive inviteret til Dronningens fødselsdag på kongelige danske invitationer med guldrandede kanter, at skilte med Dannebrog eller forholde mig til om der er rugbrød til julefrokosten eller ej.

Det gør det ganske enkelt ikke for mig. 

Duften af syrener er nok.

Hør Radiobloggen på P1 onsdag og torsdag kl. 15.30

Min blog '7341 KM til København' er en blandt 4 udvalgte, der hver onsdag og torsdag kl. 15.30 læses op fra på P1 i et program, der hedder Radiobloggen.

Radiobloggen er udvalgte dele af udvalgte blogs. Alternative perspektiver på verden, bramfrit og uden filter.

Ret interessant ide at blande radio og blogs - og jeg er da også naturligvis lidt glad for at de har udvalgt netop min blog. Lidt sjovt at høre den oplæst i radioen med underlægningsmusik: http://www.dr.dk/P1/Radiobloggen/20081206125356.htm.

Tabu Hotel - Problem Hotel

En lille by på landevejen mellem Morogoro og Dodoma har valgt at kalde sig Tabu Hotel. Lyder lidt som titlen på en dansk dogmefilm. Men i virkeligheden betyder 'tabu' 'problem' på Kiswahili. Se her.

Kunsten at give julekort

Bragt i MetroXpress d. 2. december, 2008:

Et sikkert tegn på at det snart er jul i Tanzania er de farverige julekort, der dag for dag sættes til skue i receptionen på Mellemfolkeligt Samvirkes kontor i Dar es Salaam.

En af mine mandlige kollegaer har ikke meget til overs for julekort, og affærdiger det med at det mest er noget unge, single kvinder går op i.

’Tsk, så lidt...!’, fnyser de to kvindelige – og single - receptionister, da de hører hvad han spenderer på julekort. De bruger begge mindst det dobbelte.

’Hvorfor er julekortene nu så vigtige?’, spørger jeg.

’Fordi man skal pleje sine forbindelser’, forklarer de.

Der er prestige i at have hele hylden fuld af julekort. Både her på kontoret, men også derhjemme.

’Det viser nemlig, at nogen har tænkt så meget på een, at de gjorde sig det besvær at bruge penge på et kort og sende det. Det viser at man har mange venner og familie’, forklarer de.  

I bund og grund findes der i Tanzania ikke noget større statussymbol end familien og vennerne. Jo flere og større, jo bedre. Ligesom med julekortene.

’Men hvad nu hvis man ikke får særlig mange julekort?’, vil jeg vide. Min egen samling af julekort begrænser sig til det ene min lille nevø tegnede i sin børnehave sidste jul.

’Det er ikke så godt, men man kan jo bare stille julekortene frem fra sidste år. Det kan godt se pænt ud alligevel’, lyder rådet.

Det handler heldigvis ikke kun om at modtage, men også om at give det helt rigtige kort til den rigtige person.

’Man skal først sende til sin familie - dernæst til sine venner og så måske til sine boyfriends’, griner mine to kollegaer. Størrelsen og motiverne på kortene er afgørende. Et stort, dyrt kort med blomster på til en mulig kæreste sender signal om romantik. Kort med kristne symboler er forbeholdt familien. En elektronisk julehilsen er helt klart bunden.

’Dem man ikke er så tæt på, de kan få en gratis hilsen via email’, forklarer de, og har dermed ramt min dårlige samvittighed. Kvinderne har vist fat i den rigtige ende. Handler julen ikke om at tage sig tid og om at udvise en personlig gestus, som et andet menneske vil blive glad for?

Jeg må hellere se at komme igang, hvis mine julekort skal nå hjem til Danmark inden jul.

Jul på den anden side af jorden

I samarbejde med Mellemfolkeligt Samvirke (MS) bringer MetroXpress i december måned en julekalender med 24 korte historier fra den anden side af jorden. MS’ udsendte informationsmedarbejdere beretter bl.a. fra Sydsudan, Zimbabwe, Uganda, Mozambique, Tanzania, Nepal og Zambia – og giver hermed et helt personligt indblik i hvad det vil sige, at arbejde, bo – og ikke mindst at holde jul på den anden side af jorden.

Jul er tid til eftertænksomhed og reflektion over året der gik – og til at gå igang med et nyt. Følg med når udstationerede danskere forbereder sig til jul, og læs om hvordan en lokal jul afholdes. Vi giver eksempler på hvad julen betyder i de lande, vi arbejder i - særlige værdier og traditioner, og hvad folk ønsker sig. 

Læs med her: http://ms-action.dk/blogs/julekalender/ og giv gerne din kommentar.

PS. Starter først d. 1.december.

Den afrikanske drøm...?

Jeg ved godt, at titlen er en af de mest forslidte klicheer hvad Afrika angår.

Det vender jeg tilbage til.

Jeg har været i Danmark i lige præcis tre uger, og en morgen midt i den forgangne uge vågnede jeg op, og tænkte: - Nu savner jeg Afrika igen.

Læs mere her

København, 7341 kilometer til Dar es Salaam

Jeg er på besøg i København. Jeg har ikke været i Danmark i godt og vel et år. Det overrasker mig hver gang, hvor let det er at indgå påny. Som om at alting har stået stille, mens min verden har kørt på højtryk i Tanzania.

Når man på kiswahili siger, at man kommer et sted fra, fex Afrika, siger man; 'Ninatoka Afrika' - som betyder at jeg kommer ud af Afrika. På kiswahili kommer man ikke bare fra A til B, man kommer ud af noget, med noget - man har bagage med.  

Læs mere her.

Hvorfor jeg er udviklingsarbejder? Interview til DR

Lyt her til mig fortaelle hvorfor, at jeg er blevet udviklingsarbejder paa Denmark's Radio (DR) 'Soendag i farver', 26. oktober, 2008,15.15-15.45. Download det her.  

Hvad vil tanzanianerne vide om mig?

Tre emner synes helt uundgåelige, når jeg indleder, hvad der umiddelbart virker som en tilforladelig, uformel samtale med en tanzanianer, jeg lige har mødt:

1. Religion

2. Familie

3. Ægteskab

Jeg blogger for MS hver lørdag. Læs mere her.

BLOG777: Mit liv. Mit arbejde. Mit verdenshjørne.

Jeg anbefaler alle med en interesse for Mellemfolkeligt Samvirkes udviklingsarbejde(re) at tjekke en ny blog, hvor 7 udviklingsarbejdere blogger 7 dage om ugen fra 7 verdenshjoerner. Jeg blogger hver loerdag. Kommenter endelig!

Klik her: BLOG777

Du ved du er fra Lolland, når...

Jeg faldt lige over denne her ...Du ved du er fra Lolland, når...Selvom jeg sidder langt væk, og ikke har boet på Lolland siden 1990, må jeg tilstå, at jeg genkender stort set det meste. Og at jeg godt ved at jeg er fra Lolland... - Du alt for tit har hørt ordene ”Hvor ligger det?” - Du ikke studser nærmere over sætninger som ”Jeg har sittet der” og ”Jeg ve’ ik’ det”. - Du scorer en ny og du altid kender en der ved hvem vedkommende er. - Du er i København og ikke forstår de folk der løber efter bus og tog, der går hvert 10. minut, fordi du er vant til, at de kun går en gang i timen derhjemme (eller mindre), så dér skal man løbe. - Folk ikke vil besøge dig, fordi de mener, at det tager 4 dages rejse (de sidste to nok med hestevogn!) at komme herned/herover. - Du hører det nyeste nye musik og finder ud af, at det har været i København det sidste halve år. - Du aldrig har overvejet at det kan være farligt at gå alene hjem fra byen kl. 4-5 stykker om morgenen. - Du synes det er vildt privilegeret, at der i København er transport døgnet rundt. - Du bliver sur over, at folk siger ”Lolland/Falster? Er det ikke én ø? Er det ikke bare det samme?” - Du er på fornavn med de fleste i en radius på 3 km. - Du siger ”Vi skal lige op i byen” og folk omkring dig forstår det. - Du ved, at talemåden ”Her den anden dag”, både kan betyde for to dage eller tre måneder siden. - Folk udefra er ved at brække sig af lugten af gylle og det eneste du svarer er ”Naah, det er ikke så slemt som her den anden dag.” - Når du finder det helt normalt at betale 250 kr., for at komme hjem med taxa. - Og for den sags skyld helt normalt at stå og vente en time på overhovedet at få en taxa. - Du kommenterer årtidernes skiften helt ned til farven på bladene. - Du ved, at det er roer der lugter af 24/7 i roesæsonen. - Du fortæller, at du bor på Lolland, og folk udefra tror og forventer, at du kender alle og enhver på Lolland (og Falster - selvfølgelig). - Du er træt af, at folk spøger om du er fra fyn på grund af din dialekt. - Du siger pengepung i stedet for pung. - Du siger blyblyant i stedet for stiftblyant. - Din dialekt slår over når du møder en anden fra Lolland. - Du ikke synes, at en halv time på gåben er langt. - Du ved, at det ikke hedder mudder, men "plutte"! - Du ved, at roer "tages op", ikke "plukkes". - Du ved, at man hakker roer for at fjerne ukrudt. - Du siger udskæld i stedet for skæld ud. - Du siger blodnæse i stedet for næseblod. - Du sylter nogen med sne i stedet for at give en vasker. - Du kan synge med på sangen: "Vi er nede fra Lolland, hvor roerne gror" og alle andre glor underligt på dig. - Årets højdepunkt er døllefjelde markedet. - Du bliver vådskoet i stedet for, at få våde sko. - Du ved, du er fra Lolland når du siger "på gåben" i stedet for "til fods". - Du ved, du er fra Lolland, når du siger "ha" og det viser sig, at du refererer til en mand. - Du ved, du er fra Lolland, når du tror, at "udannet" og "uddannet" er én og samme ting. - Du ved, du er fra Lolland, når du aldrig sidder alene med derimod "sidder sææl". - Du ved at en skive brød i virkeligheden hedder "et rundnum". - Du siger "ævle" i stedet for "elleve" og "æble". - Du kender vendingerne "søren spil'me" og "rannert". - Det hedder hedder "uskæld" og ikke "skæld ud". - Du ved, at et "gul'tæp'" ikke er et gult tæppe eller endda et tæppe belagt med guld, men bare et helt almindelig gulvtæppe. - Det tar' længere ti' at sig' thee end kaf'. - Du ligger på sofa'n med din dejlige ho'pu og ser fo'bold - Du tager et fo'ba'. - Folk bliver chokeret når man efter en fest siger: "Nej nej, jeg går bar hjem, det tager kun ½ time, hvis jeg slår et smut gennem skoven, kirkegården eller den meget lange og skumle sti, hvor samtlige lamper er smadret!". - Man siger momor. - Du udtaler "Digestive" som "diiisttiv" og "bodylotion" som "bodylosjooon". - Folk mener "Folketidende", når de siger "avisen". - Folk siger, de "skal bort", så er det ikke fordi de er ved at dø. - Folk omtaler hinanden som "orginokker", når de har gjort et eller andet åndsvagt/dumt. - Man har prikken, stikken, snurren i fx. benene, så ved vi at det hedder at det "primer" i benene. - Tagsten hedder "tagpotter". - Du ved, at en skive brød i virkeligheden hedder "et rundnum". - Du kender og bruger bandeordet "Dævlenemæ". - Nykøbing, Sakskøbing og Nakskov udtales "Nykøving", "Saskøving" og "Naskov"! - Du står på et pizzaria uden for Lolland og beder om en rullekebab og pizza-manden glor mistorisk på dig. (På alm. dansk hedder det en durumrulle). - Du konsekvent udtaler ordet Jetjager som "jæt-jawwer". - Du kalder stationen for banen. - Du kalder snørebånd for skosnører. - Du siger "no'et med no'et..." om noget du ikke helt har fået fat i. - Du synes, at det er helt okay at sige "det gør ligemeget" fremfor "det gør ikke noget" eller "det er ligemeget". - Du konsekvent ikke u'taler d'erne. - Du spiser trillebollesuppe. - Du siger "tutter" i stedet for "dytter".

Laes mere her

Tanzanisk eller tanzaniansk?

Dansk retskrivning paabyder danskerne, at omtale nationaliteten paa befolkningen i Tanzania som 'tanzaniere', der taler 'tanzanisk'. Jeg havde aldrig oplevet dette ord brugt foer for 3 uger siden, hvor jeg diskuterede det med redaktoeren for Zapp.

Jeg har lige lavet et tjek:

Politiken benytter konsekvent ordet 'tanzanisk'.
Ulandsnyt bruger ikke 'tanzanisk', men 'tanzaniansk' at doemme ud fra en soegning.
Mellemfolkeligt Samvirke bruger baade 'tanzanisk' og 'tanzaniansk'. I et farverigt flaeng. Der fremkommer stort set lige mange resultater ved soegning paa ms.dk. Tilsvaerende resultat paa Udenrigsministeriets hjemmeside.

'Tanzanisk' lyder i mine oerer helt forkert.

'Jeg er også dansk'

Mit foreløbigt sidste bidrag til Politikens Læserpanel fra denne tirsdag:

»Jeg kan personligt godt lide, når min avis tager et politisk aktuelt tema op og bruger sin position og sine ressourcer på at skabe debat herom«.

Jeg har fulgt initiativet ‘Jeg er også dansker’, som har kørt et stykke tid i Politiken. I dagens avis 1. sektion side 6 er dagens bidrag til kampagnen. Jeg har selv grublet en del over denne kampagne, men også over hvad der får mig selv til at føle mig som dansker.

I netavisen, hvor folk opfordres til at skrive en kommentar, skrives der bl.a.:

01:47 27. maj 08 Søren Westerberg, København S Jeg er også dansker. En dansker der er træt af danskere, der vil tage patent på danskheden.

22:42 26. maj 08 Mohammed Elhakim, Odense NØ Jeg er også dansker, jeg er glad for at være det, og jeg håber, at jeg kan forblive det.

Disse to tilfældigt udvalgte statements fra i dag repræsenterer to ret så interessante vinkler på det at være dansk, som resten af kommentarerne også reflekterer over. Der er dels dem, der er trætte af, at vi bliver nødt til at definere dette begreb, så vi bagefter kan monopolisere det. Og så er der dem, der håber, at de kan (for)blive danske. Jeg kan personligt godt lide, når min avis tager et politisk aktuelt tema op og bruger sin position og sine ressourcer på at skabe debat herom.

Avisen skal ikke kun bringe nyheder, den skal også skabe debat, vinkle og problematisere. Stille spørgsmål og insistere. Politiken skal kombinere sin papiravis med de muligheder, som f.eks. netavisen giver i form af debat og blogs. Og det gør Politiken. Medierne er en vigtig medspiller i nuancering, holdningsbearbejdelse og -dannelse. Og Danmark har virkelig et problem – et problem, der langsomt har udviklet sig over de seneste snart ti år – som man ikke bare stiltiende kan læne sig tilbage og iagttage.

En stor del af danskerne gør dette problem synligt, når de omsætter deres opbakning til en stemme på Dansk Folkeparti, et parti der på ynkeligste vis bl.a. har forsøgt at monopolisere og sætte etiket på, hvad der er dansk. Senest ved at stjæle Natashas ’Giv mig Danmark tilbage’. Jeg har boet udenfor Danmark de seneste tre år, i to ulande. Jeg kører i en bil med logo på, hvori ordet ’danish’ indgår – og på Kiswahili omtales den organisation, jeg arbejder for, nogle steder blot som ’Mdenish’, dansk. Der er absolut ingen tvivl om, at jeg er fremmed her og kategoriseres som dansk. Om jeg vil det eller ej. Noget vi også blev mindet om, da danske aviser trykte Muhammedtegningerne.

Danskerne har ikke patent på nationalisme, og her i Tanzania foregår også en diskussion om, hvad og hvem der f.eks. er tanzanisk, og ’om hvide mennesker overhovedet har noget at gøre i Afrika?’. Men til forskel fra mit uland har danskerne faktisk nogle af de bedste muligheder i verden for uddannelse, adgang til alle informationer og nuancerede medier, osv.

Alligevel bygger mange danskere – inklusive medier og politikere og andre samfundsaktører – deres forestillinger om dem, der (tilsyneladende) ikke er danske, på forudindtagede forestillinger. Et eksempel er lægen Vibeke Manniche, der i Politiken den 16. maj proklamerede, at hun ville føle sig intimideret, hvis hun skulle behandles af en gynækolog med tørklæde, bl.a. fordi hun tvivlede på, at en kvinde med tørklæde kan håndtere, ’at hendes underliv emmer af seksualitet’.

Vibeke Manniche er ikke den eneste dansker, der har en fuldstændig usaglig, uprøvet og i øvrigt hypotetisk holdning til, hvordan hun tror, hun ville reagere hvis dit og hvis dat. Hvis f.eks. en kvinde med tørklæde gik på Folketingets talerstol eller skulle sidde i en retssal som dommer… Man spørger sig selv, om vores danskhed og vores demokrati ikke er stærkt nok til at kunne rumme en kvinde med tørklæde? At vi så iøvrigt bruger alle kategorier af ’fremmede’ i flæng og I øvrigt blander hovedbeklædningerne og deres brug og betydning sammen, understreger blot vores manglende nysgerrighed, og at vi har nok i os selv.

Man kan mene, hvad man vil om Politikens kampagne. Nogle mener (iflg. Politiken), at den er retorisk lige så primitiv, som Dansk Folkeparti. Andre at den er forfriskende. Om den har den store virkning i forhold til at rykke holdninger markant, er nok tvivlsomt, men det er heldigvis ikke det argument, Politiken har planlagt efter. Man skal kæmpe for sine holdninger og for at få sat ansigter på, hvad det er, vi forestiller os og antager, og jeg er glad for at Politiken tager kampen op. Sådan!

Helsidesannoncer koster kassen – det er tabte reklamekroner for hver eneste af dem. Og debatten kører desuden i netavisen, og man kan kun sige, at kampagnen har ramt et blødt punkt i danskerne – i hvert fald i dem, der læser Politiken. Jeg er ikke selv nået til det punkt, hvor jeg har behov for at iklæde mig en T-shirt, der fortæller omverdenen, at jeg også er dansk, men måske kan kampagnen få mig til at ændre mening?

Hvad faar mig til at foele mig dansk?

Politiken har startet en kampagne, der hedder 'Jeg er ogsaa dansk'.

Ideen er at skabe et mere nuanceret billede af danskere og Danmark. Folk kommenterer paa livet loes her: her.

Jeg er selv i tvivl om hvad det vil sige at vaere dansk, og om det overhovedet er noget jeg har lyst til at proklamere, isaer naar Pia K tager monopol paa danskheden.

Men da jeg modtog denne her invitation i onsdags (billedet) foelte jeg mig paa forunderlig vis meget, udvalgt dansk.

Danskere i udlandet har det med at komprimere danskhed ved disse lejligheder, og jeg er ikke helt sikker paa hvad jeg synes om det. Det kommer som regel meget an paa, hvor alvorligt folk tager det.

Dagens kommentar til Politikens læserblog

Politikens leder leverer idag en interessant analyse af, hvorfor Pia Kjærsgaards har så travlt med at få Anders Fogh Rasmussen hjem til Danmark. Jeg har givet min tirsdagskommentar til Politikens laeserpanel i april her:

Politiken melder i dagens leder klart ud, hvad avisen mener om Anders Fogh Rasmussens fravær (fra Danmark), og hvad den mener om Pia Kjærsgaard og Dansk Folkepartis mening herom. Overskriften er 'Skrigeri', og jeg forestiller mig levende en forsmået Pia K og tænker uvilkårligt, om ikke den kvinde snart har opbrugt sin kvote af 'millimeterdemokratiargumenter'?

Det er derfor så befriende, når Politiken med en slet skjult ironisk undertone beskriver motiverne for Pia K's skrigeri. Kvinden føler sig jo forsømt og vil have opmærksomhed! Yderligere trækkes linjerne op omkring den absurde kendsgerning, at Pia K har svært ved at forstå, at man i vore dage ikke kan nøjes med at regere Danmark fra Danmark. Jeg er ikke overrasket, men selv om den fysiske afstand mellem Pia K og undertegnede løber op i noget nær 7.300 km, kan jeg stadig blive helt nervøs på det danske samfunds vegne, hvis hun (igen) kommer ud af en næste valgkamp med et bedre resultat end sidst.

Kvinden har sine grunde. Fogh har sine. But what's in it for me?!

Jeg har på politiken.dk løseligt fulgt Politikens opgørelse over Anders Fogh Rasmussens forbrug og fordeling af sin arbejdstid i Danmark og i udlandet. Jeg mener, at jeg for nyligt har læst en ret præcis opgørelse af dage i og uden for landet. Jeg må tilstå, at jeg til tider har undret mig over, hvad præcist den aktuelle nyhedsværdi skulle ligge i mht. at foretage tidsregistrering for Fogh. Uden for kontekst har opgørelsernes kvantitative side umiddelbart skygget for den kvalitative.

Altså, jeg vil ikke kun vide, hvor meget Fogh rejser, men også hvad han rejser for. For at polere sit image og køre sig selv i stilling til en international toppost? For at 'deale' med internationale sager på internationalt plan? Og hvilken betydning har det for dansk politik hjemme og for Danmarks globale engagement ude i verden? Og hvad skal man sige til de danskere og til Pia K, der kun ser de kvantitative opgørelser, og som bruger argumenter, der i det skjulte er spundet over Janteloven? (Det skal indskydes, at debatten om Foghs tidsforbrug er blevet perspektiveret, tematiseret og debatteret livligt i flere artikler og analyser på Politiken, senest hos Peter Mogensen her.

Dagens Politiken sender imidlertid et klart hint fra sin forside: Pia K's grunde sættes i perspektiv, Foghs position som en statsminister med globalt udsyn ridses op, og det antydes også, hvad jeg som dansker måske kan få ud af, at statsministeren er på farten, og at Pia K skriger op.

For ja, Fogh er ude af landet mange dage om året. Men hvis nu han bruger tiden fornuftigt, f.eks. på Afrika (Afrika Kommissionen), fattigdom, udviklingsspørgsmål i det hele taget, miljø og klimaændringer, er det så ikke i virkeligheden en gevinst for Danmark? Disse områder har Dansk Folkeparti som bekendt svært ved at se ideen i, da partiet lever i den vrangforestilling, at Danmark er verdens navle, og at danskere ikke behøver at forholde sig til andres problemer.

Jeg har dog svært ved at forestille mig, at Anders Fogh skulle have set lyset og nu rejser verden rundt for at være solidarisk med verdens fattige eller for at få løst klimaproblemerne. Og det siger Politiken heller ikke. Men lederskribentens analyse er interessant: Måske giver Foghs internationale engagement ham et nyt job, der på mere end en måde kan blive en gevinst for Danmark. For hvis Fogh ryger i cirkulation, vinder Konservative måske frem og Dansk Folkeparti taber terræn.

Det er en udsigt, som er til at blive i helt godt humør af.

Kommentaren kan laeses paa Politikens laeserblog her: http://blog.politiken.dk/laesernespanel/2008/04/29/pia-k-kan-bare-skrige-loes/