7341 KM til København / 6° 50' S/39° 18' E

Læs min blog post for Politikens Verdensblog: 'Are you here for the next erection?'

Læs mere her om valgkamp på swahili.

Interview med Nakaaya

Læs her min ultra korte artikel om Nakaaya i MetroXpress: 'Hun synger for ligestilling', January 2010 (DK).

Solidaritet på Swahili

En lille historie om Seela som jeg har rejst gennem Maasailand med en del gange. Klik her.

Artikel: 'Goddag, mit navn er Born to Kill' - om kommunikation i Østafrika.

Kommunikation i Østafrika adskiller sig markant fra den danske – her bliver budskaber sendt ad omveje og mellem linjerne. Andre gange brager beskederne igennem, så der ikke er noget at tage fejl af – eller er der...?
 
En af mine tanzaniske venner har en kanga, hvorpå der står ’Mambo iko huku’. Direkte oversat betyder det: ’De gode sager finder du her’. Mens jeg stavede mig frem, vendte hun den rundt, og forklarede, at skriften enten skulle flashes på røven (billede nedenunder) eller over brysterne - afhængigt af hvilket signal kvinden ønsker at sende.
 
I Tanzania går kvinderne traditionelt klædt i ’kanga’, som er en billig, sarong-lignende beklædning fremstillet i mange farver og mønstre. På hver er der trykt en lille sætning - som den tanzaniske kvinde bruger til at give sine omgivelser besked.
 
Da jeg rejste rundt i Tanzania under mit første besøg i 2004 faldt det mig ikke ind, at mønstret og skriften på kangaerne havde en særlig betydning. Når jeg idag tjekker den seneste kangatrend i Uhuru Street i Dar Es Salaam ved jeg, at kangaen er mere end bare et stykke tøj – den er også et finurligt kommunikationsredskab i et land, hvor kvinder som regel kommer i anden række.
 
Med et ‘Hodi hodi naikome mwaka ujao naolewa’ på kangaen kan kvinden bede mændene om at stoppe med at banke på døren, for kvinden har besluttet, hvem hun skal giftes med.
 
Eller hun kan tage en kanga på med skriften: ‘Akufukuzae hakwambii toka’ - som betyder det lidt kryptiske: ‘En person, der ønsker dig ud af sit hus vil ikke sige: forsvind! Du vil forstå det af hendes/hans handlinger.’
 
Afrikanerne har særlig tradition for visuel overlevering i stedet for det talte ord, når de skal udtrykke tanker, viden, følelser og værdier. I Østafrika bliver budskaber til overflod kommunikeret gennem kropssprog, på skilte, i symboler, navngivning eller valg af kanga som i ovenstående eksempel, hvor kvinden på en – efter tanzaniske forhold - høflig måde fortæller sine gæster, at nu er det slut med gæstfriheden.
 
Sudan, Uganda, Kenya og Tanzania - tendensen er den samme, og her på mit femte år i Østafrika har jeg erkendt, at man kommer længst ved at følge rådet på kangaen: lyt til hvad der kommer ud af munden på folk, men læg ekstra godt mærke til det der siges uden ord
 
’Peace Talk Fashion Kiosk & General Merchandise’
Da jeg ankom til det nordlige Uganda i juni 2005 var fredsaftalen mellem nord og syd i nabolandet Sydsudan blevet underskrevet fem måneder tidligere. Ønsket om fred blev pludselig synligt. Ikke i daglige samtaler, hvor det stort set var umuligt at få sudaneserne at sætte ord på, hvad der skulle ske når de vendte hjem til Sydsudan. Men håbet sivede alligevel og satte tydelige spor i den nordugandiske grænseby Arua, som ligger tæt på Sudan.
 
Her blev en af de store butikker i hovedgaden pludselig til ’Peace Talk Fashion Kiosk & General Merchandise’, som igen blev fulgt af ’Mama Peace’ og ’Global Friends Joint – Happiness & Refreshment Zone’. På den anden side af grænsen i Sydsudans andenstørste by, Yei, vrimlede det med tilsvarende eksempler som ’Peace Paradise Hotel’ og ’Peace Drug’ (apotek) og Peace Depot (øl).

Billede øverst til højre: Skoleeleverne i Norduganda pakkede deres ejendele i blikkasser, hvor der tit var spraymalet et hjerte med pil igennem under titlen ’Peace’.
 
Således blev den ellers uhåndgribelige fred til en synlig  påmindelse om det håb som de sudanesiske flygtninge og os der arbejdede med dem havde, på trods af at det føltes som om at verden fortsatte fint uden.
 
Nixon var betjent i Uganda
Den lokale trafikbetjent hed Nixon, og mine kollegaer hed Kennedy, Mandela og Churchill. Fint selskab, konstaterede jeg, når vi gav hånd. Sudaneserne grinede, når jeg højlydt associerede videre på deres navne. Fra lerhytterne langs Nilens bredder var der dog langt til de verdensberømte navnebrødre; afmagten var hver dag til at tage at føle på.
 
For jeg mødte også de andre.
 
’Poverty’ på 16 år var det 13. pigebarn i en sydsudanesisk søskendeflok, og ”skulle i hvert fald ikke giftes og ha’ børn.” Og ’Born to Kill’ og ’Bernhard Burried Alive’ fra Sydsudan, der skrev sig på navnelisten under en workshop en kollega deltog i.
 
På kysten i Tanzania navngives børn efter særlige omstændigheder ved fødslen, selvom tanzanierne ikke trækkes med sudanesernes oplevelse af krig, kan man stadig aflæse, hvordan andre typer af problemer overleveres. Jeg kender f.eks. en ’Maneno’ (Ord), som forklarer, at da hans mor fødte ham ’blev der vekslet ord’ mellem hans mor og farens anden kone. Ushahidis (Vidne) far ville ikke kendes ved hende, og moren besluttede sig for at barnets navn i sig selv måtte bevidne tilhørsforholdet. Tabu (Problem) er så at sige født som et problembarn!
 
Andre er mere heldige.
 
Siden præsidentskiftet i USA er kenyanske babyer blevet døbt Obama og Michelle. Til aviserne har forældrene sagt, at de håber deres børn bliver præsidenter eller i det mindste bliver inspireret til at nå samme højder.
 
Den konstante kontrast mellem elendigheden og den kendsgerning, at alt kan ske, så du derfor må tage alle de chancer du får, er en væsentlig brik i forståelsen af, hvordan Afrika egentlig har det, og hvordan Afrika udtrykker sig. Det kræver tålmodighed at følge med i alt det, der ikke bliver sagt, men det åbner samtidig også op for sider af en kultur, som har flere lag end ved første møde. 

Læs resten af Action Magazine her, hvor artiklen blev bragt.

2 nye artikler

Fedme = rigdom i Tanzania: ’Du har taget på! Hvor ser du godt ud!’ udbryder min kollega, da jeg vender tilbage til kontoret efter en tur i felten. Vi har ikke set hinanden i et stykke tid, og nu overøser hun mig med et udvalg af særligt fine komplimenter.

Hjemme hos Hamisi ved foden af Kilimanjaro: Hamisi A.H. Shikony besøgte Danmark i sommeren 2009 for at deltage i Bright Green Youth, og er tilbage i Moshi ved Kilimanjaro. Nu er det hans tur til af få besøg.

I er udviklingen. Brug Jeres stemme!

Den første regn i mange måneder falder, da vi kører ud af Dar es Salaams morgentrafik, og den stopper ikke før jeg ankommer til Mwenda Pole en time senere sammen med Israel Illunde, der er leder af YPC. Her er deltagerne gået i krig med morgenmaden – chapatti og chai - fyldige pandekager med krydret, sød te skal stille sulten. Folk har været tidligt oppe, mange er kommet hertil på gåben.

’Konferencelokalet’ er normalt en bar. Ovre i hjørnet står en metalstol med svungne krummelurer, som bruges til bryllupper. Ude foran bliver der spillet billiard og drukket øl. En lastvogn læsser sodavandskasser af. Svujs, svujs, gadang, gadang. YPC har fået fremstillet et banner, hvorpå der står skrevet ’vælgerundervisning’, og hvor MS’ logo af skiltemaleren er blevet fortolket i en helt ny, unik udgave.

Læs hele artiklen her 
.

Gode forslag til læsning: denne uges (bedste) artikler

En hel del gode artikler er blevet cirkuleret i denne uge på Twitter og Facebook. Nu kommer de lige een gang til for mine læsere her på bloggen:

 

Katrine Lassen: 'U-landsophold fremmer kynismen'

http://www.information.dk/205798

 

Rasmus Hundsbæk: 'Dansk Folkepartis farlige cocktail af religion og politik'

http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/340471:Kronik--Dansk-Folkepartis-farlige-cocktail-af-religion-og-politik?all=1

 

Erik Skyum-Nielsen: ‘Sort er ikke bare sort’ – anmeldelse af Jakob Ejersbos ‘Revolution’.

http://www.information.dk/202010

 

Mai Rasmussen: 'Muslimer kopierer kristne metoder' (Tanzania)

http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/339710:3--verden--Muslimer-kopierer-kristne-metoder

 

Mai Rasmussen: 'Tro gør en forskel' (Tanzania)

http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/339716:3--verden--Tro-goer-en-forskel

Tanzania: Fra ni til 21 landsbyer

Pengene fra Danmarksindsamlingen 2009 er gået til kvinders adgang til jord i Kiteto-distriktet i Tanzania.

Mere her.

Indtryk fra Moshi, Marangu og Kilimanjaro

Flere billeder her.

Saml ind for Dansk Flygtningehjælp den 8. november

Sidste år var der mere end 18.000 indsamlere for Dansk Flygtningehjælp.

Jeg var hjemme på Lolland, og samlede cirka 1200 kr. ind i Nakskov, et sted der har ry for at være særligt svært at samle penge ind.

Og jeg vil heller ikke påstå at jeg morede mig, da jeg ringede på naskovitternes døre den søndag, undtagen hos min moster, der gav kaffe og den portion mønter der vejede tungest.

Jeg har arbejdet med flygtninge i ex-Jugoslavien og i Norduganda, og jeg ved at der skal næsten ingenting til for at gøre en forskel for et andet menneske, der er på røven.

For at sige det som det er, når man er flygtning. Ingen vil være flygtning, vi glemmer det bare, når det ikke er os selv.

Det er ikke i orden, ingenting at gøre.

I år er der brug for dig søndag den 8. november. Tilmeld dig nu!  Du kan melde dig som indsamler på www.flygtning.dk/indsamlermail. Dukan også tilmelde dig ved at ringe på telefon 33 73 51 11 på hverdage mellem 10-16.

Kartoflens farlige fætter

Jeg vidste bare at kassava skulle gå hen og blive trendy. Jeg mener, hvor mange afrikanere kan tage fejl?

Læs mere her om hvad danskerne gør, og her om hvad tanzanierne gør.

EKSIL: Jakob Ejersbo

Jeg læste Jakob Ejersbo's 'Eksil' i april. Stort set i eet, langt hug, med fornøjelse.

’Eksil’ er første del af en trilogi om Afrika, som Jakob Ejersbo arbejdede på i flere år og helt frem til sin død i juli 2008. De næste to bind, ’Revolution’ og ’Liberty’, udkommer i følge Gyldendal senere i 2009.

'Eksil' minder umiddelbart om en slags afrikansk 'Nordkraft', hvor handlingen her spreder sig ud over byerne Arusha, Moshi, Tanga og Dar Es Salaam i Tanzania. Ligesom i første del af Nordkraft, hvor Maria træder frem som kvindelige hovedperson, følger læseren her Samantha, der kom fra England til Tanzania som 3-årig. Men hvor Nordkraft er delt op i tre forskellige dele med hver sin historie og hovedperson, følger man her udelukkende Samantha fra hun er 15 til hun fylder 18.

Bogens handling udspiller sig i kostskolemiljøet på Den Internationale Skole i Moshi (ISM) (billede nederst), hvor Jakob Ejersbo selv gik i skole, da hans far arbejdede for Danida i Tanzania. Dernæst ved kysten, i byen Tanga, hvor Samanthas familie driver et hotel på randen af fallit - samt i Dar es Salaam, bl.a. i Yacht-klubben blandt diplomater og ambassadefolk.

Bogen er ikke klassisk opbygget med et bragende klimaks, selvom de to bipersoner, Samanthas far og dennes forretningspartner, løbende har stor indflydelse på hvilken drejning Samanthas liv tager. Hendes far er bl.a. involveret i våbensalg og narkotikasmugling, og han spiller desuden en rolle i Tanzanias støtte til træning af ANC.

Det overgår trods alt Ålborg. Men vi taler altså også om Tanzania i slut-80erne.

Politiken skrev i deres anmeldelse, at fascinationen af hende (Samantha) er stor som en ungdomsforelskelse i romanens begyndelse, men den stilner af hen imod slutningen, hvor tempoet skrues i vejret, og tildragelserne virker mere påklistrede, mindre sandsynlige.

Det er jeg langt fra enig i. Dengang var der ikke asfalt mellem Moshi og Tanga. Men der forhandles stadig hårde stoffer på de nævnte steder i Dar es Salaam. Amerikanske marinesoldater m.fl. benytter sig stadig af prostituerede. Ex-pats der for alle midler prøver at skabe sig en levevej. Her findes simpelthen stadig uanede mængder materiale om alle livets ekstremer, det materiale som per definition gør sig godt i romaner. 

Jeg oplever, at persongalleriet og de forskellige personers forløb giver stof til en forestilling om at hvis man er hvid, er det svært ikke at ende som enten en korrumperet, men sej mzungu - eller en patetisk, tam mzungu. Ikke helt ved siden af, hvis I spørger mig, mens jeg kigger rundt i min bekendtskabskreds i Afrika anno 2009. Ikke mindst kigger jeg på, hvordan vi ser hinanden og kommer hverandre i kategorier.

Ejersbo har fat i den helt rigtige ende.

Tag fex skildringen af det tanzaniske persongalleri, som generelt har mindre fremtrædende roller og er dermed en anelse underspillet. Der er dem der har magten (politiet, forretningsmænd osv.) - som selvom de er dumme, korrumperede svin, alligevel er dem der vinder. Der er deres håndlangere eller deres aflæggere - bl.a. Samanthas indiske klassekammerater, der hustler sig igennem livet med hvert deres (u)klare syn på overlevelse. I periferien er osse de mennesker, som Samantha ringeagter mindre end andre: den arabisk/tanzaniske lærer der fex forsøger sig med en slags sexualundervisning, farens lokale medhjælper Juma samt vagtmanden på kostskolen.

Ejersbo skildrer netop disse dynamikker med en præcision, jeg endnu ikke har set i dansk skønlitteratur hvor Afrika er i fokus. Derfor er jeg også skuffet, når Politikens anmelder skriver, at Afrika er en i og for sig tilfældig kulisse for hendes udviklingshistorie. Han har naturligvis en pointe om, at de kommende bind måske vil gøre Afrika til mere end en kulisse, men det er for retorisk at spørge: For er det sådan, den første verden forholder sig til den tredje – som en selvoptaget teenager, der har svært ved at se ud over sin egen identitetskrise? 

Samanthas problem er større end selvoptagethed og identitetskrise, hvilket måske kan forklares med Politikens pointe, at det idag ikke giver mening at sige, hvor man kommer fra, men hvor man er. En stor del af bogen prøver hun at få sikkerhed for at kunne blive i Tanzania, men hun er ikke selv herre over hendes fremtid.

Det gælder kke kun for Samantha, men en hel del af resten af bogens personer er det den store udfordring, og som inddirekte giver titel til bogen: Hvordan bliver man i Afrika, og hvordan får man det til at løbe rundt, når man hverken er enten eller?

Og jo, bogen kunne i princippet godt være placeret i en anden kulisse, men få steder har man så meget kontrast, dynamik og potentiale for konflikt med afsmitning på personlige skæbner som i Afrika. Afrika er ikke det der fylder mest i dansk skønlitteratur, selvom Politiken taler om, at bogen føjer sig til en Afrika-bølge, der ruller i dansk litteratur og kunst for tiden, formentlig som en reaktion på overfloden og dertil hørende feel good-æstetik. Der er bunker af stof til romaner på dette kontinent, romaner som endnu ikke er blevet skrevet på dansk (og jeg kan helt ærligt ikke få øje på den af Politiken omtalte Afrika-bølge).

Vigtigt er det imidlertid i denne sammenhæng at hefte sig ved, at Ejersbo, modsat andre, beretter omTanzania med stor præcision og indlevelse. Faktisk en forbavsende stor præcision, når man tænker på at Ejersbo boede i Tanzania som barn, og har baseret meget af sit materiale på en senere rejse rundt i landet for et par år siden - samt bl.a. interviews med barndomsvenner i Europa.

Ikke mindst med kærlighed til Tanzania. Ikke af den sentimentale slags. Det funker ikke her, når Afrika først er kommet under huden.

Ejersbo er lige på og rå. Som i Nordkraft.

Og har man lyst til at beholde sine pæne forestillinger om Afrika, skal man holde sig væk, for bogen giver ikke noget forsødent billede af kontinentet eller dets mennesker. Heller ikke noget overlagt feel good forsøg på at få læseren til at forstå eller føle sympati - hvilket man i øvrigt ofte ser i eksempelvis udviklingsorganisationers formidling af Afrika.

Netop derfor er bogen i den grad værd at læse.

Hvad har jeg gang i...?!

Alt for mange ting på een gang. Men på den fede måde.

 

I fredags leverede jeg denne samling billeder til Mellemfolkeligt Samvirkes køkken på FAIR Fælled, en opgave der foregik i al hast, men som ligger i den sjove kategori, fordi netop disse billeder hører til blandt mine favoritmotiver; Mad og mennesker. Tableauer, farver og tekstur.

 

I en MS kontekst bliver dette tema som regel ophøjet til  det abstrakte 'ret til adgangen til jord', hvor jeg synes det er sjovere at koge det ned til det langt mere jordnære; Hvad er der at spise? Hvordan ser det ud?

Og selvom folk er fattige, så holder de også fester, spiser igennem, laver sjov, drikker kaffe og te med masser af sukker, og hjemmebrændt - og har overskud hertil.

 

Billedet med tekanden i nederste venstre hjørne er fra Ruthi's mgahawa i maasailandsbyen, Kiserian i det nordlige Tanzania, et lille te-og gæstehus, som Ruthi inviterede os på te og chapati i, da jeg var forbi i februar.

 

Esther, kvinden oppe i hjørnet havde både fået mad og nok at drikke, da hun foreslog mig at jeg skulle tage nogle billeder 'kun af hende'. Hun grinede en hel del, mens himlen var helt sindssygt blå over Kaanani landsby i det sydlige tanzaniske højand i sidste uge af juli.

 

Klik på billederne, og læs mere. Eller tag ud på FAIR Fælled og se for dig selv.

Jeg henter lige noget vand...

...er tilbage om et par timer.

Hænderne op, eller bukserne ned!

På expedition i egen by

Læs mere her.

10 timer med 3 unge mænd

Jeg er lige kommet tilbage efter 10 timer i selskab med de tre midterste fyre i billedet. Mzunguen er en sydafrikansk fotograf (som vi har tiltusket os til charity-pris, og som ellers normalt skyder modeller i Cape Town) og de to andre ansatte er fra en af MS' lokale samarbejdspartnere, en ungdomsorganisation. 

Og vi har i den grad været på en længere mission. Vi er igang med at blandet foto-og tekstprojekt, hvor ideen er at tage nogle anderledes (ikke svært på disse kanter) billeder og skabe nogle portrætter af almindelige tanzaniske unge, der rykker. Jeg har naturligvis den danske Afrika Kommissions løfter i baghovedet, og det faktum at den ene af de to unge tanzaniere skal besøge Danmark i 4 måneder fra august. Og hvem ved, måske får vi materiale til en lille udstilling, hvis vi kan finde pengene.

Skidehårdt. Minder nærmest om virkeligt fysisk arbejde. Stærk sol (jeg ligner en der har ligget på stranden efter 30 minutter in the suburbs ved middagstid), ingen mad før kl. 18.30 (fedtede fritter og gennemstegte kødstykker), og en uendelig traffic jam. Føler virkelig at jeg har tjent min månedsløn hjem i denne måned.

Og normalt er det jo mig, der tager billeder (!!), men ikke idag, hvor jeg måtte træde tilbage og vist bare erkende, at der findes folk, der rent faktisk ved hvordan man gør sådan noget for alvor. (Blev alligevel til sidst nødt til at liste rundt i en baggård og tage dem her).

Mzunguen mødte op i billige, gule klip-klappere, som her karakteriseres som badeværelses-klip-klappere, ergo et par sko langt nede i hierakiet - og det er jo altid en fuld gyldig (!) anledning til en længere samtale på tværs af kultur og landegrænser. Men jeg har også bedt de unge tanzaniske fyre om at glemme formaliteterne, om at droppe alt det der indledende snak hver gang, og spørge direkte.

Så nu spørger de høfligt 'om det er i orden at stille uformelle spørgsmål'. Hvilket typisk udvikler sig til at handle om 'hvordan jeg kan bo alene uden mand og børn?' (jeg ved det simpelthen ikke, men har jeg noget valg?), 'om jeg tror på Gud?' (jeg tror på noget, men gider ikke praktisere det i en kirke.) 'hvorfor ikke det?' (1.kirker er røvssyge og 2. tror ikke at det materielle er nødvendigt for at være spirituel), 'hvad laver jeg egenligt når jeg er hjemme?' (mange ting), 'om hvor jeg går ud?' (eh, mange steder...), 'med hvem?' (eh, forskellige mennesker), 'om hvad med næste weekend?' (det kan jeg ikke love), 'om hvorfor wazungu ikke giver nogle løfter?' (kwasababu...!) og 'om jeg bli'r i Afrika i lang tid?' (labda, haya...)

Folk stiller virkelig spørgsmål jeg ikke kan svare på, og ind imellem finder jeg det udfordrende at tackle den umiddelbarhed, som kun Afrika kan diske op med. Der ligger ganske enkelt ingen umiddelbare værdiladede holdninger bag disse spørgsmål - men oprigtig nysgerrighed - selvom jeg på dårlige dage vil opfatte dem som hentydninger.

F***, det her job kræver ikke bare kørekort, men også fantasi, indlevelsesevne, en god portion selverkendelse og ikke mindst lidt ekstra plads på harddisken.

Til gengæld er det faktisk ret sjovt, og måske bliver jeg klogere. Idag fik vi ovenikøbet produceret materiale, som MS' partnerorganisation kan være stolte af.

Giver du et lift til vores bibelstudier?

Noget for noget.

Jeg stod og skulle bruge et billede af et kristent symbol.

Sasa hivi. Nu nu.

Så jeg parkerede bilen inde hos naboen, den katolske kirke, og hev kameraet op.

Bilen med MS-logo fungerer altid som en slags samtaleåbner og garanti for gode intentioner.

Jeg har i det mindste aldrig oplevet andet.

Kameraet frit fremme og den kendsgerning at min hudfarve er hvid, betyder at jeg ikke behøver at forklare meget mere. Det er indlysende, at jeg er her for at tage billeder.

Til gengæld for billeder, måtte jeg tilbyde et lift ned af vejen til Don Bosco's bibelundervisning.

Og nej, jeg skulle ikke med indenfor.

 

Artikel: Afrikaner for et stykke tid

Line Sthiesen Thomsen og Johanne Jepsen er udsendt som voluntører gennem Global Contact. Siden marts 2009 har de arbejdet for Tanga Youth Development Organisation i Tanzania.

Vi er blevet lukket ind på det lille kontor i børnehaveklassen ’Good Hope’, som ligger i en tilsyneladende stilfærdig bydel i Tanga. Her er Line og Johanne hjælpelærere. Udenfor har børnene fået legetime, en aktivitet som synes at været gået helt over gevind. Skrig og skrål fylder luften og giver den udenforstående det indtryk, at nogle er igang med at torturere børnene. Larmen er simpelthen infernalsk, og i Danmark var Arbejdstilsynet med garanti skredet ind forlængst.

Men for Line og Johanne er det blevet hverdag, og larmen ser ikke ud til at genere dem i videre omfang.

Læs hele artiklen her.

Artikel i Arbejderen

Idag bringer Arbejderen - Danmarks røde dagblad - min artikel fra Zapp jorden rundt nr. 1-2009: Kampen om maden. Læs mere her.

Temanummer af ZAPP om 'Kampen om maden - fødevaresikkerhed og klima'. Temanummeret bringer tre historier, der tager læserne med på besøg hos danske Kristoffer på Sjælland, hos Melvin og Sara i Nicaragua og hos Wazage og Mangara i Tanzania. Arbejderen bringer efter aftale historien fra Tanzania.

ZAPP jorden rundt er et globalt undervisningsmagasin til folkeskolens ældste klasser og udgives af Mellemfolkeligt Samvirke//Action Aid Danmark. Læs mere på www.zapp.dk

En lang åre, der bugter sig vej ind i hjertet af Dar es Salaam

Hver morgen i løbet af arbejdsugen kører jeg gennem det samme 4,5 kilometer lange scenarie på Ali Hassan Mwinyi Road, fra Regent Estate på New Bagamoyo Road til Selander Bridge/UNRoad i Upanga. Og tilbage igen.

Med ganske få undtagelser er morgentrafikken den samme.

Tidlig morgen er vejen fyldt med biler, fra regeringens og NGOernes store landcruisers med silkeblødt, hvidt interiør til udtjente, skramlede Toyota salon cars, tuk-tuks (klinger lidt af en fjendtlig stamme) og dala daļas som flyder sammen i en lang åre, der bugter sig vej ind i hjertet af Dar es Salaam.

Indimellem bragt til stop af en VIP, der nyder bekvemmeligheden af dette lands svaghed for hierarkiske manifesteringer. Man overvejer om trafikproppens rædsler monstro er til for at de almindelige mennesker ikke skal komme på bedre ideer?

Længden af biler svarer ikke til mængden af tilgængelige kvadratmeter asfalt. Dem, der ikke tror på at vente, opfinder ekstra kørebaner hvor de forcerer pladser, fortove og gåstier, og ofte ender med at blokere trafikken. Ingen regulerer denne adfærd, mens de fleste enten kigger stiltiende til, eller vælger selv at drive med. Det synes umiddelbart som om, at det kan betale sig. Mig får det til at tænke på, at denne 'jeg-siger-ingenting-men-tager-selv' adfærd alt for tydeligt afspejler tanzaniernes generelle opfattelse af problemløsning.

Alt bliver suget ind i et tanzanisk slow-mode, hvor et selvstændigt liv har udviklet sig med tilbagevendende karakterer (inklusive mig selv). Denne morgen hilste trafikbetjenten mig ved Haile Selassie vejkrydset; ’Du er sent på den idag.’ Jeg var faktisk sent på den. Det gør en stor forskel hvornår jeg nøjagtigt drejer min bil ud af havelågen. Denne morgen forlod jeg mit hus kl. 7.40. 40 minutter senere end normalt.

Lakini, den skandinaviske hovedstad, der hvor jeg kommer fra, ville en trafikbetjent aldrig bemærke det.

Og søndag var der en af de unge mænd der sælger aviser, som indledte en diskussion mens jeg ventede i Morocco vejkrydset; 'Hvorfor vil du ikke købe en avis af mig?’ Jeg fortalte ham, at jeg normalt læser dem på kontoret. ’Men det er søndag, og du arbejder jo ikke om søndagen!’

Også rigtigt.

På den anden side køber jeg altid The East African fra en af de rutinerede sælgere, der dukker op ved det store baobabtræ. Disse fyre kender deres kunder godt, og jeg lever op til deres forventninger. Gadesælgerne er generelt ret intensive, men ikke særlig logiske i deres fremstød. Ligner jeg virkelig en, der har planer om at købe bøjler, puder, appelsiner og noget mærkeligt udseende væske til bilen - i trafikkøen? På en gang?! Mit 'sihitaji' eller 'sitaki' er aldrig acceptabelt, og jeg bliver nidstirret fra øjne tilhørerende kroppe, der går oprejste i en blanding af sult og håb. Altså, hvis jeg ikke give efter for tilbuddet om alt det junk, jeg ikke behøver og ikke ønsker.

Min største udfordring er tiggerne, de handicappede og syge. Den unge fyr uden fingre på sine hænder, hvor man er nødt til nøje at ligge sedler (bedre end mønter) for at han kan klemme dem sammen mellem håndfladerne; Den skæggede fyr der manglet et halvt ben: Den unge mentalt syge dreng med venlige øjne, og om hvem jeg altid tænker kunne have haft et godt liv i Danmark. Der er også albinoen, der arbejder sin vej op og ned på hele strækningen og på alle tidspunkter. Han opsummerede en dag hele scenariet for mig, da han sagde, ’Det er op til dig, babe!', da jeg kiggede tilbage på ham gennem et par dyre, sorte solbriller, som min søster engang gav til mig.

Jeg så mig selv udefra, og brød mig ikke om synet. Måske vidste han det. At han satte mig i et dilemma. Spørgsmålet mellem min samvittighed, der siger, hvis du har, skal du give - og min principelle manglende tro på at give penge til tiggere, eller på at købe ting, jeg ikke kan se den umiddelbare anvendelse af, blot fordi sælgerne ellers vil gå sultne hjem.

På trods af at dagene ligner hinanden, kan jeg ikke lade være med at tænke, at strækningen jeg kører to gange dagligt udgør Tanzanias kompleksitet alt for godt. Den kræver helt sikkert tålmodighed og refleksion over, hvor langt jeg vil og kan tage mig selv i det afrikanske udviklingsunivers.

We go deep inside (of Africa)

Da jeg arbejdede med sudaneserne i det nordlige Uganda, sagde de nogle gange: 'We are going deep inside', hvis vi skulle ud på en mission. Jeg altid undret mig, hvad det egentlig betød. Sprogligt såvel som praktisk.

Jeg mener, skandinaven ville stille de indlysende, praktiske spørgsmål: 'Hvor langt ind, hvor længe, hvornår vil vi være tilbage, og skal jeg tage mit pas med? I sproglige termer var jeg også blevet nysgerrig efter at vide, hvor langt du er nødt til at gå, før det tæller som deep inside, og hvad det er, der gør at det tæller som sådan.

Det har aldrig stået mig helt klart, og på et tidspunkt går du med strømmen og stopper med at spørge.

Men idag forklarede en tanzanisk kollega mig begrebet.

'Bara' er kiswahili for 'kontinent, interiør, territorium'. Ligesom 'Bara ya Afrika', det afrikanske kontinent, men det bruges også mere symbolsk som 'den indvendige del af Afrika', som i modsætning til kyst.

Folk fra kysten, swahilierne, vil sige 'anatoka bara', som betyder 'han kommer dybt indefra', fra langt væk. (Jeg har også den forståelse, at det kan indikere at manden måske ikke lige er så opdateret som befolkningen på kysten. Og at han vil beklage sig over de alt for lette måltider, de spiser på kysten, han foretrækker sin ugali eller endog matoke. Men det er en anden historie.)

Det er de folk, der kommer fra 'bara' - fra dybt inde i Afrika. Hvis jeg skal rejse deep inside, vil jeg sige 'nakwenda bara' (eller 'ninakwenda bara') - men stadig er jeg ikke helt sikker på, hvornår eller hvor jeg man bruge begrebet præcist.

Find alle betydninger af bara her.

Billedet er fra strækningen Koboko-Yei - fra Uganda til Sudan.

Artikel: Du er hvad du spiser!

- Hvis du altså får noget at spise.

Cirka en trediedel af de 40 millioner mennesker, der bor i Tanzania, lever for under en dollar om dagen. Størstedelen – ca. 80% - af de fattigeste tanzaniere bor på landet, og er dermed afhængige af det de kan dyrke på deres jord, enten for selv at spise udbyttet eller for at sælge det videre.

Men befolkningstallet stiger i Tanzania. Det vil rent praktisk sige, at der bliver mindre jord per indbygger. Hertil kommer, at udenlandske investorer, ofte i samarbejde med staten, opkøber jord af landsbyerne til stordriftslandbrug, dyre- og naturreservater, safariturisme samt biobrændsel. Dette udkonkurrerer og tvinger de lokale beboere til at flytte. Problemerne forstærkes af korruption, befolkningstilvækst og skader på miljøet.

På det helt konkrete daglige plan har det afgørende betydning for hvad og hvor meget den enkelte tanzanier får at spise til hverdag.

Læs mere her

Afrika og A-menneske

Jeg vågnede ved 5.40-tiden i morges. Den koldeste time ved ækvator. Jeg ved ikke engang om det er et naturvidenskabeligt faktum, eller om det bare er noget jeg bilder mig ind. Men det er heromkring solen står op, og minaretten kalder til dagens første bøn fra et sted i nabolaget.

Afrika gjorde mig ret hurtigt til et A-menneske.

Ligesom afrikanerne her omkring ækvator vågner jeg med solen, og står faktisk for det meste op et sted mellem kl. 6 og 6.30. I Tanzania har man forlængst taget konsekvensen heraf og indført sin egen tidsregning - Swahili Tid: Når klokken er 7 om morgenen, er klokken 1 - for så har solen været oppe i en time. Logisk.

I de snart 4 år jeg har boet i Afrika har der kun været få dage, hvor jeg ikke gad at stå op, og der har aldrig været én dag, hvor jeg har løjet mig til en sygemelding. Da jeg var lærer for 10 år siden, spekulerede man i hvor stor en kvote man ku' tillade sig.

I morges var det så koldt, fordi det regnede, at jeg slog viften fra. Her plejer at være 32 grader, nu er her kun 26. Det er absurd at sige, at jeg fryser, men ens krop vænner sig til at være gennemvarm konstant og ikke tænke på påklædning.

Det har regnet hele dagen ud i en køre. Jeg har siddet to timer ved det Indiske Ocean til en tanzanisk børnefødselsdag, hvor de voksne var pakket ind og hele tiden sagde 'baridi sana'.

Himlen har samme farve som størknet cement. Det minder for meget om Danmark. Og det er næsten ikke til at holde ud. Jeg har det med den lange regntid - masika - som med  dansk vinter.

Den skal bare overståes.

Tanzania i klemme mellem udvikling og heksekraft

Tanzanias regering vil gerne være moderne - men hvad gør man når indbyggerne tror på heksekraft?

Tanzanias premierminister opfordrede i slutningen af januar 2009 befolkningen til at dræbe heksedoktorer, der slår albinoer ihjel. Han kom med andre ord til at opfordre tanzanierne til selvjustits.

Læs mere her.

Tanzania: Vind en rejse! (givetvis med mig som rejseleder)

Jeg vil bare lige sige, at du kan vinde en rejse til Tanzania, hvis du klikker ind på www.ms.dk (eller bare følger anvisningerne herover).

Er lige gået op for mig, at jeg nok skal være rejseleder...så er der ikke nogle rigtigt rare og sjove mennesker derude, der vil gøre et forsøg... :-)

1-2-3: Regn + myg = malaria

Jeg rejste mig igår efter et par dage med malaria.

Det er den tid på året. Regntid. Ikke dagligt, men pludseligt og uventet kommer der lige en regnbyge af dimensioner som denne by slet ikke er anlagt til at tage i mod. Den 8. april blev Dar es Salaam lammet af et tropisk regnskyl, der var tæt på at forbinde byen med det Indiske Ocean. Da jeg kørte hjem gennem gaderne den aften, var det med hjertet oppe i halsen. De mindre veje, der leder op til mit hus, var oversvømmede. Og jeg kørte gennem dybe, sorte vandhuller, der stank af stillestående vand og kloakudløb. Bil efter bil var blevet opgivet i vejkanterne, mens dem uden smøgede tøj op og forcerede vandmasserne på gåben.

Når man først er begyndt at køre gennem vandmasserne, kan man ikke bare vende om. Man kan ingenting se, eftersom at halvdelen af pejlemærkerne ligger under vand. Og bilen kan tage vand ind, og gå i stå på stedet. Og selvom det er hverdagskost for de fleste heromkring, kunne jeg der kl. 19.30 lige pludselig ikke se mig stige ud i et vandhul og lade bilen stå.

Da jeg i mandags gik ned for at blive testet på den internationale lægeklinik og for at blive en del af malariastatistikken, fortalte de, at de tilfælde der har været i år af malaria i Dar Es Salaam, er opstået omkring den 8.april. Inkubationstiden for malaria ligger mellem 7-14 dage, og det passer fint med at mine malariaparasitter eksploderede i blodet den 16. april.

Ubelejligvis lige midt i en tur til Maasailand, hvor jeg vågnede op på et gæstehus i Kibaya By, cirka 7-8 timer hjemmefra, og næsten ikke kunne hive mig selv ud af sengen. Min krop var tung og træt, og smertede over det hele. Føltes som om at jeg var blevet kørt over eller havde fået tæsk. Hovedet uklart og feber. Men jeg tog mig sammen (fordi jeg havde dem her med), fik tøj på, hvilket føltes som en totalt uoverskuelig opgave, når man helst vil tilbringe resten af dagen i fosterstilling med adgang til skoldhedt brusebad, rene lagner, DVDs, iskoldt danskvand og friskpresset frugtjuice. Jeg havde ingen af delene, hvilket sikkert bidrog til at skubbe mig ud af sengen og ud i maasailandsbyen, hvor jeg efter 1½ times tid måtte bede om at blive kørt hjem.

Jeg måtte imidlertid vente, og mens jeg sad og sank spyttet, hængende i forsædet, stimlede landsbyens kvinder sammen og bare stirrede på mig. I sympati, antager jeg automatisk. Jeg har været i landsbyen to gange før, og de ikke har oplevet mig med feber. Pludselig står der en kvinde med baby, der også har malaria. En baby, men ingen dawa. Ingen medicin. Jeg sveder, og jeg har ondt, og jeg prøver at huske, hvordan man siger høj feber. Joto la homa eller sådan noget. Ikke nødvendigt, mine øjne er feberblanke.

Jeg tænker at hvis denne baby føler det, jeg gør det, holder hun et bedre ansigt. Hvis du nogensinde har haft malaria før, ved du hvad der venter, og du ønsker bestemt ikke at en baby skal gå det igennem. Det gør mig helt ondt. Spædbørn dør af malaria hver dag i dette land. Globalt dræber malaria omkring 880.000 mennesker hvert år. Afrika syd for Sahara tegner sig for mere end 60% af infektioner og 80% af dødsfald som følge af sygdommen.

I min febervielse konkluderede jeg, at det var 1000 gange lettere at sige malaria til maasaierne og til min danske kollega, men influenza til de danske gæster vi havde med. Maasaier og danske kollegaer med Afrika-erfaring er 1000 gange lettere at overrække dårlige nyheder til, for her er det et vilkår, et problem man forholder sig konstruktivt til, og så er det altså ingen katastrofe at den hvide kvinde har fået malaria. Hun har jo et self-test kit og behandling, og der er nogen der kører hende hjem. I det her tilfælde min danske kollega, der heldigvis sprang til og tog over uden at stille spørgsmål der gør det værre.

Malaria er en forbandelse. Men man kan gøre noget ved det. F.eks. mindske mængden af stillestående vand og sørge for at folk sover under myggenet. Aviserne var dagene efter det tropiske regnskyl, der nærmest vaskede Dar es Salaam ud i sandet, fyldte med opfordringer til regeringen om at tage dræning af denne by alvorligt. Myggene elsker mørke og stillestående vand. De fattigeste i Dar es Salaam bor i de lavere områder, der hvor vandet samler sig. De bor i huse der er dårligt bygget. Men selv det centrale Dar es Salaam stod under vand, et område der for nylig er blevet drænet, tilsyneladende et arbejde af ringe kvalitet. Måske pga. korruption, antydede en avis. Man forestiller sig f.eks., at materialerne ikke er blevet anvendt til det tiltænkte formål.

Jo flere der har malaria i denne her by, jo lettere er det at få det. Absurd, at Tanzanias regering ikke har fattet alvoren. Malaria gjorde ikke kun mig ukampdygtig i en lille uge, hvis det ikke slår folk ihjel, tager det livslyst og generel motivation fra mennesker. Det sætter ting i stå, og det er helt sikkert medvirkende til at holde Tanzania i kategorien 'u-land' noget tid endnu.

Fakta om malaria.

'Normalerweise' bliver til 'Kama Kawaida' på Kiswahili.

Denne uge er jeg på en mission til Morogoro - og videre idag til Kibaya i Kiteto distrikt, hvor jeg har besøg af to danske, kvindelige komikere der i Danmark optræder under navnet 'Normalerweise' - og som er her for at promovere MS 'arbejde med kvinder og jordrettigheder.

I går besøgte vi Morogoro Paralegal Centre i Morogoro By, hvor deres teatertrup som opførte et skuespil om konflikter om jord - en typisk sag her i området, hvor kvinden ofte taber. En del af disse forestillinger er 'ngoma' - trommespil og dans "- og de to danskere kom også på benene til stor glæde for de udøvende kunstnere.

Set med danske øjne er det ikke mindre sjovt: Du er lige landet i Afrika og bliver smidt ud i noget afrikansk dans. Det er næsten en lidt for fed stereotyp om Mellemfolkeligt Samvirke. Er det ikke sådan noget, vi gør, når vi har været udviklingsarbejdere lang tid nok?

Det blev dog også til mere praktiske samtaler om hvordan man f.eks. undgår at tisse på sine ankler, når man skal træde af på naturens vegne og du kun har et hul i jorden.

Skal man ramme hullet eller ej?

Står i med spredte ben eller på hug?

Nogle ting tager jeg tilsyneladende for givet, eller måske har jeg bare været her for lang tid.

'Normalerweise' bliver til 'Kama Kawaida' på swahili. Se flere billeder her - der kommer flere - og tjek deres Facebook gruppe her.

Du er hvad du spiser!

Hvis du altså får noget at spise.

Tanzania er nemlig stadig et landbrugssamfund, og en stor del af landets 40 millioner er dybt afhængige af adgangen til jord for at få mad i maven. Adgang til dyrkbar jord er nemlig lig med noget at spise. I Tanzania er det velanset at kunne spise sig mæt hver dag, og en stor, tyk mave er symbol på velstand.

Det handler nemlig både om, hvilken slags mad og ikke mindst hvor meget man har råd til at spise til hverdag. Tanzaniernes opfattelse af fattigom og hvor fattig man er, hænger sammen med hvilken mad der er tilgængelig, samt hvad man må betale for den.

Læs mere her.

Video: Udviklingsarbejder fortæller om arbejdet som jordrettighedsrådgiver

I januar var jeg i Kiteto for at producere materiale til MS' landsindsamling 2009. Endnu et resultat herfra er en video produceret af Rasmus Hundsbæk fra DK4 om min kollega, Rakel Larsen, som arbejder for MS' partnerorganisation "Tanzanian Pastoralists, Hunters and Gatherers’ Organisation" med støtte til jordrettigheder for marginaliserede.

Se video her, og læs artikel her.

12 timer i regn og rødt mudder

Regntiden er lige begyndt i Dar es Salaam og omegn. Det er ikke det store problem, når man kører på asfalt. Men der hvor MS’ partnere arbejder, er der som regel jordveje, som forvandler sig til floder af rød jord, når det regner. Andre steder bliver jorden til mudder. Et emne, i øvrigt, udviklingsarbejdere med placering i rural Africa elsker at tale om i detaljer (- og folk som mig, der kommer fra Lolland, har helt specielle ord for).

Klik her for resten af historien.