7341 KM til København / 6° 50' S/39° 18' E

Læs min blog post for Politikens Verdensblog: 'Are you here for the next erection?'

Læs mere her om valgkamp på swahili.

Interview med Nakaaya

Læs her min ultra korte artikel om Nakaaya i MetroXpress: 'Hun synger for ligestilling', January 2010 (DK).

2 nye artikler

Fedme = rigdom i Tanzania: ’Du har taget på! Hvor ser du godt ud!’ udbryder min kollega, da jeg vender tilbage til kontoret efter en tur i felten. Vi har ikke set hinanden i et stykke tid, og nu overøser hun mig med et udvalg af særligt fine komplimenter.

Hjemme hos Hamisi ved foden af Kilimanjaro: Hamisi A.H. Shikony besøgte Danmark i sommeren 2009 for at deltage i Bright Green Youth, og er tilbage i Moshi ved Kilimanjaro. Nu er det hans tur til af få besøg.

Tanzania: Fra ni til 21 landsbyer

Pengene fra Danmarksindsamlingen 2009 er gået til kvinders adgang til jord i Kiteto-distriktet i Tanzania.

Mere her.

Saml ind for Dansk Flygtningehjælp den 8. november

Sidste år var der mere end 18.000 indsamlere for Dansk Flygtningehjælp.

Jeg var hjemme på Lolland, og samlede cirka 1200 kr. ind i Nakskov, et sted der har ry for at være særligt svært at samle penge ind.

Og jeg vil heller ikke påstå at jeg morede mig, da jeg ringede på naskovitternes døre den søndag, undtagen hos min moster, der gav kaffe og den portion mønter der vejede tungest.

Jeg har arbejdet med flygtninge i ex-Jugoslavien og i Norduganda, og jeg ved at der skal næsten ingenting til for at gøre en forskel for et andet menneske, der er på røven.

For at sige det som det er, når man er flygtning. Ingen vil være flygtning, vi glemmer det bare, når det ikke er os selv.

Det er ikke i orden, ingenting at gøre.

I år er der brug for dig søndag den 8. november. Tilmeld dig nu!  Du kan melde dig som indsamler på www.flygtning.dk/indsamlermail. Dukan også tilmelde dig ved at ringe på telefon 33 73 51 11 på hverdage mellem 10-16.

Ja til Moskee!

7341 kilometer vaek, og jeg kan stadig ikke blive fri for Dansk Folkepartis dumheder.

Dansk Folkeparti har endnu engang ladet sig inspirere af uvirkeligheden og har forfattet en plakat, på hvilken der agiteres mod moskeer i Danmark. I den anledning har de taget et billede af den blå moske fra Istanbul og manipuleret, så den virker lidt mere aggressiv og krigsagtig.

Hvis der er et alternativt til at stemme dansk, vil jeg stemme paa det.

Og naar jeg lige taenker efter, maa jeg tilstaa at tanken om stormoskeer i alle danske byer er tiltalende.

Hold da op, hvor ville det live gadebilledet op, hvis der kommer en kolos som den paa billedet i alle byer...

Men kaere vaelger, jeg haaber du taenker dig om, for det som Dansk Folkeparti har gang i, er den rene propaganda.

Det er utidigt, latterligt og intelligensfornaermende at goere oensket om et sted indrettet til at praktisere sin tro, til en kamp mod islamisters hoejborge.

Proev istedet at skabe forbindelse, i stedet for altid at fokusere paa forskelle.

In šāʾ Allāh (إن شاء الله) siger jeg bare.

Hvis en flygtning banker på min dør...

♥

Hvis en flygtning banker på min dør og beder om min hjælp, så ville jeg hjælpe efter bedste evne.

Hvis en flygtning opsøgte mig for få husly, sikkerhed eller mad, så ville jeg stille mit hjem og mit spisebord til rådighed.

Når folk er i nød, har jeg pligt til at hjælpe.

Ifølge dansk lovgivning er det ulovligt. Men jeg mener - loven til trods - at det ville være det eneste rigtige at gøre.

♥

Dansk flygtningepolitik er umenneskelig. Mange flygtninge, som flygter fra trusler og krig, har brug for vores hjælp. I stedet får de en kold skulder, en fængselcelle og bliver fløjet ud under tvang.

Derfor tvinges nogle flygtninge til at leve under jorden i Danmark. Det er en kummerlig tilværelse. Uden mulighed for job, lægebehandling, uddannelse og alle andre aktiviteter, som kræver identitetspapirer.

Derfor hjælper jeg med sikkerhed og fornødenheder, hvis jeg kan.

♥

Join!

EKSIL: Jakob Ejersbo

Jeg læste Jakob Ejersbo's 'Eksil' i april. Stort set i eet, langt hug, med fornøjelse.

’Eksil’ er første del af en trilogi om Afrika, som Jakob Ejersbo arbejdede på i flere år og helt frem til sin død i juli 2008. De næste to bind, ’Revolution’ og ’Liberty’, udkommer i følge Gyldendal senere i 2009.

'Eksil' minder umiddelbart om en slags afrikansk 'Nordkraft', hvor handlingen her spreder sig ud over byerne Arusha, Moshi, Tanga og Dar Es Salaam i Tanzania. Ligesom i første del af Nordkraft, hvor Maria træder frem som kvindelige hovedperson, følger læseren her Samantha, der kom fra England til Tanzania som 3-årig. Men hvor Nordkraft er delt op i tre forskellige dele med hver sin historie og hovedperson, følger man her udelukkende Samantha fra hun er 15 til hun fylder 18.

Bogens handling udspiller sig i kostskolemiljøet på Den Internationale Skole i Moshi (ISM) (billede nederst), hvor Jakob Ejersbo selv gik i skole, da hans far arbejdede for Danida i Tanzania. Dernæst ved kysten, i byen Tanga, hvor Samanthas familie driver et hotel på randen af fallit - samt i Dar es Salaam, bl.a. i Yacht-klubben blandt diplomater og ambassadefolk.

Bogen er ikke klassisk opbygget med et bragende klimaks, selvom de to bipersoner, Samanthas far og dennes forretningspartner, løbende har stor indflydelse på hvilken drejning Samanthas liv tager. Hendes far er bl.a. involveret i våbensalg og narkotikasmugling, og han spiller desuden en rolle i Tanzanias støtte til træning af ANC.

Det overgår trods alt Ålborg. Men vi taler altså også om Tanzania i slut-80erne.

Politiken skrev i deres anmeldelse, at fascinationen af hende (Samantha) er stor som en ungdomsforelskelse i romanens begyndelse, men den stilner af hen imod slutningen, hvor tempoet skrues i vejret, og tildragelserne virker mere påklistrede, mindre sandsynlige.

Det er jeg langt fra enig i. Dengang var der ikke asfalt mellem Moshi og Tanga. Men der forhandles stadig hårde stoffer på de nævnte steder i Dar es Salaam. Amerikanske marinesoldater m.fl. benytter sig stadig af prostituerede. Ex-pats der for alle midler prøver at skabe sig en levevej. Her findes simpelthen stadig uanede mængder materiale om alle livets ekstremer, det materiale som per definition gør sig godt i romaner. 

Jeg oplever, at persongalleriet og de forskellige personers forløb giver stof til en forestilling om at hvis man er hvid, er det svært ikke at ende som enten en korrumperet, men sej mzungu - eller en patetisk, tam mzungu. Ikke helt ved siden af, hvis I spørger mig, mens jeg kigger rundt i min bekendtskabskreds i Afrika anno 2009. Ikke mindst kigger jeg på, hvordan vi ser hinanden og kommer hverandre i kategorier.

Ejersbo har fat i den helt rigtige ende.

Tag fex skildringen af det tanzaniske persongalleri, som generelt har mindre fremtrædende roller og er dermed en anelse underspillet. Der er dem der har magten (politiet, forretningsmænd osv.) - som selvom de er dumme, korrumperede svin, alligevel er dem der vinder. Der er deres håndlangere eller deres aflæggere - bl.a. Samanthas indiske klassekammerater, der hustler sig igennem livet med hvert deres (u)klare syn på overlevelse. I periferien er osse de mennesker, som Samantha ringeagter mindre end andre: den arabisk/tanzaniske lærer der fex forsøger sig med en slags sexualundervisning, farens lokale medhjælper Juma samt vagtmanden på kostskolen.

Ejersbo skildrer netop disse dynamikker med en præcision, jeg endnu ikke har set i dansk skønlitteratur hvor Afrika er i fokus. Derfor er jeg også skuffet, når Politikens anmelder skriver, at Afrika er en i og for sig tilfældig kulisse for hendes udviklingshistorie. Han har naturligvis en pointe om, at de kommende bind måske vil gøre Afrika til mere end en kulisse, men det er for retorisk at spørge: For er det sådan, den første verden forholder sig til den tredje – som en selvoptaget teenager, der har svært ved at se ud over sin egen identitetskrise? 

Samanthas problem er større end selvoptagethed og identitetskrise, hvilket måske kan forklares med Politikens pointe, at det idag ikke giver mening at sige, hvor man kommer fra, men hvor man er. En stor del af bogen prøver hun at få sikkerhed for at kunne blive i Tanzania, men hun er ikke selv herre over hendes fremtid.

Det gælder kke kun for Samantha, men en hel del af resten af bogens personer er det den store udfordring, og som inddirekte giver titel til bogen: Hvordan bliver man i Afrika, og hvordan får man det til at løbe rundt, når man hverken er enten eller?

Og jo, bogen kunne i princippet godt være placeret i en anden kulisse, men få steder har man så meget kontrast, dynamik og potentiale for konflikt med afsmitning på personlige skæbner som i Afrika. Afrika er ikke det der fylder mest i dansk skønlitteratur, selvom Politiken taler om, at bogen føjer sig til en Afrika-bølge, der ruller i dansk litteratur og kunst for tiden, formentlig som en reaktion på overfloden og dertil hørende feel good-æstetik. Der er bunker af stof til romaner på dette kontinent, romaner som endnu ikke er blevet skrevet på dansk (og jeg kan helt ærligt ikke få øje på den af Politiken omtalte Afrika-bølge).

Vigtigt er det imidlertid i denne sammenhæng at hefte sig ved, at Ejersbo, modsat andre, beretter omTanzania med stor præcision og indlevelse. Faktisk en forbavsende stor præcision, når man tænker på at Ejersbo boede i Tanzania som barn, og har baseret meget af sit materiale på en senere rejse rundt i landet for et par år siden - samt bl.a. interviews med barndomsvenner i Europa.

Ikke mindst med kærlighed til Tanzania. Ikke af den sentimentale slags. Det funker ikke her, når Afrika først er kommet under huden.

Ejersbo er lige på og rå. Som i Nordkraft.

Og har man lyst til at beholde sine pæne forestillinger om Afrika, skal man holde sig væk, for bogen giver ikke noget forsødent billede af kontinentet eller dets mennesker. Heller ikke noget overlagt feel good forsøg på at få læseren til at forstå eller føle sympati - hvilket man i øvrigt ofte ser i eksempelvis udviklingsorganisationers formidling af Afrika.

Netop derfor er bogen i den grad værd at læse.

Hvad har jeg gang i...?!

Alt for mange ting på een gang. Men på den fede måde.

 

I fredags leverede jeg denne samling billeder til Mellemfolkeligt Samvirkes køkken på FAIR Fælled, en opgave der foregik i al hast, men som ligger i den sjove kategori, fordi netop disse billeder hører til blandt mine favoritmotiver; Mad og mennesker. Tableauer, farver og tekstur.

 

I en MS kontekst bliver dette tema som regel ophøjet til  det abstrakte 'ret til adgangen til jord', hvor jeg synes det er sjovere at koge det ned til det langt mere jordnære; Hvad er der at spise? Hvordan ser det ud?

Og selvom folk er fattige, så holder de også fester, spiser igennem, laver sjov, drikker kaffe og te med masser af sukker, og hjemmebrændt - og har overskud hertil.

 

Billedet med tekanden i nederste venstre hjørne er fra Ruthi's mgahawa i maasailandsbyen, Kiserian i det nordlige Tanzania, et lille te-og gæstehus, som Ruthi inviterede os på te og chapati i, da jeg var forbi i februar.

 

Esther, kvinden oppe i hjørnet havde både fået mad og nok at drikke, da hun foreslog mig at jeg skulle tage nogle billeder 'kun af hende'. Hun grinede en hel del, mens himlen var helt sindssygt blå over Kaanani landsby i det sydlige tanzaniske højand i sidste uge af juli.

 

Klik på billederne, og læs mere. Eller tag ud på FAIR Fælled og se for dig selv.

Bongo Flava Fest i KBH

Flere penge, flere problemer!

Overvejer at sende billedet til DANIDA.

På den anden side er færre penge, jo ikke altid lig med færre problemer.

Billedet er fra Moshi.

En lang åre, der bugter sig vej ind i hjertet af Dar es Salaam

Hver morgen i løbet af arbejdsugen kører jeg gennem det samme 4,5 kilometer lange scenarie på Ali Hassan Mwinyi Road, fra Regent Estate på New Bagamoyo Road til Selander Bridge/UNRoad i Upanga. Og tilbage igen.

Med ganske få undtagelser er morgentrafikken den samme.

Tidlig morgen er vejen fyldt med biler, fra regeringens og NGOernes store landcruisers med silkeblødt, hvidt interiør til udtjente, skramlede Toyota salon cars, tuk-tuks (klinger lidt af en fjendtlig stamme) og dala daļas som flyder sammen i en lang åre, der bugter sig vej ind i hjertet af Dar es Salaam.

Indimellem bragt til stop af en VIP, der nyder bekvemmeligheden af dette lands svaghed for hierarkiske manifesteringer. Man overvejer om trafikproppens rædsler monstro er til for at de almindelige mennesker ikke skal komme på bedre ideer?

Længden af biler svarer ikke til mængden af tilgængelige kvadratmeter asfalt. Dem, der ikke tror på at vente, opfinder ekstra kørebaner hvor de forcerer pladser, fortove og gåstier, og ofte ender med at blokere trafikken. Ingen regulerer denne adfærd, mens de fleste enten kigger stiltiende til, eller vælger selv at drive med. Det synes umiddelbart som om, at det kan betale sig. Mig får det til at tænke på, at denne 'jeg-siger-ingenting-men-tager-selv' adfærd alt for tydeligt afspejler tanzaniernes generelle opfattelse af problemløsning.

Alt bliver suget ind i et tanzanisk slow-mode, hvor et selvstændigt liv har udviklet sig med tilbagevendende karakterer (inklusive mig selv). Denne morgen hilste trafikbetjenten mig ved Haile Selassie vejkrydset; ’Du er sent på den idag.’ Jeg var faktisk sent på den. Det gør en stor forskel hvornår jeg nøjagtigt drejer min bil ud af havelågen. Denne morgen forlod jeg mit hus kl. 7.40. 40 minutter senere end normalt.

Lakini, den skandinaviske hovedstad, der hvor jeg kommer fra, ville en trafikbetjent aldrig bemærke det.

Og søndag var der en af de unge mænd der sælger aviser, som indledte en diskussion mens jeg ventede i Morocco vejkrydset; 'Hvorfor vil du ikke købe en avis af mig?’ Jeg fortalte ham, at jeg normalt læser dem på kontoret. ’Men det er søndag, og du arbejder jo ikke om søndagen!’

Også rigtigt.

På den anden side køber jeg altid The East African fra en af de rutinerede sælgere, der dukker op ved det store baobabtræ. Disse fyre kender deres kunder godt, og jeg lever op til deres forventninger. Gadesælgerne er generelt ret intensive, men ikke særlig logiske i deres fremstød. Ligner jeg virkelig en, der har planer om at købe bøjler, puder, appelsiner og noget mærkeligt udseende væske til bilen - i trafikkøen? På en gang?! Mit 'sihitaji' eller 'sitaki' er aldrig acceptabelt, og jeg bliver nidstirret fra øjne tilhørerende kroppe, der går oprejste i en blanding af sult og håb. Altså, hvis jeg ikke give efter for tilbuddet om alt det junk, jeg ikke behøver og ikke ønsker.

Min største udfordring er tiggerne, de handicappede og syge. Den unge fyr uden fingre på sine hænder, hvor man er nødt til nøje at ligge sedler (bedre end mønter) for at han kan klemme dem sammen mellem håndfladerne; Den skæggede fyr der manglet et halvt ben: Den unge mentalt syge dreng med venlige øjne, og om hvem jeg altid tænker kunne have haft et godt liv i Danmark. Der er også albinoen, der arbejder sin vej op og ned på hele strækningen og på alle tidspunkter. Han opsummerede en dag hele scenariet for mig, da han sagde, ’Det er op til dig, babe!', da jeg kiggede tilbage på ham gennem et par dyre, sorte solbriller, som min søster engang gav til mig.

Jeg så mig selv udefra, og brød mig ikke om synet. Måske vidste han det. At han satte mig i et dilemma. Spørgsmålet mellem min samvittighed, der siger, hvis du har, skal du give - og min principelle manglende tro på at give penge til tiggere, eller på at købe ting, jeg ikke kan se den umiddelbare anvendelse af, blot fordi sælgerne ellers vil gå sultne hjem.

På trods af at dagene ligner hinanden, kan jeg ikke lade være med at tænke, at strækningen jeg kører to gange dagligt udgør Tanzanias kompleksitet alt for godt. Den kræver helt sikkert tålmodighed og refleksion over, hvor langt jeg vil og kan tage mig selv i det afrikanske udviklingsunivers.

Miss Africa Danmark 2009

I årets største integrations- og velgørenhedsshow bydes der på stor afrikansk fest, musik og inspirerende taler med nye syn på kontinentet!

14 særligt udvalgte piger med forskellig afrikansk baggrund, dyster om titlen som den fjerde "Miss Africa Danmark". Vinderen fungerer som samlingspunkt og talerør for de afrikanske grupper i landet.

Afgørelsen bliver svær, men er i sikre hænder hos et højtkvalificeret dommerpanel bestående af: Caroline Henderson, Vibeke Hartkorn, Peter Tygesen, Toniah Pedersen og Lassina Badolo.

Showet byder desuden på masser af musik, bl.a. med: Karen Mukupa - Ayoe Angelica - Al Agami - samt tanzaniske Ashimba.

Kom i festhumør til et superflot show med masser af spændende indslag ...og naturligvis et brag af et afterparty!

Køb billet nu: http://www.billetlugen.dk/andet/7531 eller i Fona.

Projektet arrangeres af frivillige og overskuddet doneres hvert år til udviklingsprojekter i Afrika. Læs mere på www.missafrica.dk

Tanzania: Vind en rejse! (givetvis med mig som rejseleder)

Jeg vil bare lige sige, at du kan vinde en rejse til Tanzania, hvis du klikker ind på www.ms.dk (eller bare følger anvisningerne herover).

Er lige gået op for mig, at jeg nok skal være rejseleder...så er der ikke nogle rigtigt rare og sjove mennesker derude, der vil gøre et forsøg... :-)

Sydafrika: Vigtigheden af at stemme

Den 4 marts var jeg med en af mine danske venner på arbejde da jeg var på ferie i Sydafrika. Han er journalist og havde planlagt et interview med formanden, Brigalia Bam, for Sydafrikas Uafhængige valgkommission (IEC) i Pretoria til et tv-program om Danmarks støtte til anti-apartheidbevægelsen.

Men der var også tid til at tale om det kommende valg den 22 april. 117 politiske partier var registreret, 42 overholdt fristen den mandag vi ventede i IEC's reception efter vores møde med Brigalia Bam på vores taxa der skulle tage os tilbage til Johannesburg.

Der overhørte vi nogle repræsentanter for et politisk parti der ikke havde nået den afgørende deadline, drøfte problemet. Min ven jokede; »Tror du, de er fra ANC?"

ANC nåede deadline. Faktisk fører ANC i dag ved stemmeoptællingerne.

I går ringede to af mine sydafrikanske venner: »Vi står i kø. Vi venter på at stemme«. Opkald fra en børnehave i Johannesburg. En børnehave omkrandset af pigtråd. Nogle mennesker ringer altid ved særlige lejligheder. Dette er en af dem, og jeg følte mig beæret.

»Ved du, hvor du vil sætte kryds?« spurgte jeg

»Ikke endnu«, grinede han, mens jeg selvrefærdigt forsøgte at forklare, at i Danmark anser man sofavælgere for ynkelige, og at det er bedre at afgive en blank stemme, end slet ikke at stemme. 

I det mindste forlod du så sofaen.

En ringe trøst, indrømmer jeg, til en nation hvor selve retten til at stemme i sig selv betyder mere end en dansker nogensinde kan forestille sig.

Min ven forklarede sit dilemma om hvor det kryds skal sættes. Een ting er hvad han virkelig tror på (ANC), men ikke kan få sig selv til at stemme på (Jacob Zuma).

En halv time senere modtog jeg denne sms: "Har lige gjort det. Føler mig igen som sydafrikaner.« Begge mine venner er i 30erne. Den ene stemte for første gang, den anden har ikke stemt siden 1994.

Uanset hvad der kommer til at ske med Sydafrika under Jacob Zuma, bør det at forlade sofaen for at sætte dit kryds, ikke undervurderes.

'Normalerweise' bliver til 'Kama Kawaida' på Kiswahili.

Denne uge er jeg på en mission til Morogoro - og videre idag til Kibaya i Kiteto distrikt, hvor jeg har besøg af to danske, kvindelige komikere der i Danmark optræder under navnet 'Normalerweise' - og som er her for at promovere MS 'arbejde med kvinder og jordrettigheder.

I går besøgte vi Morogoro Paralegal Centre i Morogoro By, hvor deres teatertrup som opførte et skuespil om konflikter om jord - en typisk sag her i området, hvor kvinden ofte taber. En del af disse forestillinger er 'ngoma' - trommespil og dans "- og de to danskere kom også på benene til stor glæde for de udøvende kunstnere.

Set med danske øjne er det ikke mindre sjovt: Du er lige landet i Afrika og bliver smidt ud i noget afrikansk dans. Det er næsten en lidt for fed stereotyp om Mellemfolkeligt Samvirke. Er det ikke sådan noget, vi gør, når vi har været udviklingsarbejdere lang tid nok?

Det blev dog også til mere praktiske samtaler om hvordan man f.eks. undgår at tisse på sine ankler, når man skal træde af på naturens vegne og du kun har et hul i jorden.

Skal man ramme hullet eller ej?

Står i med spredte ben eller på hug?

Nogle ting tager jeg tilsyneladende for givet, eller måske har jeg bare været her for lang tid.

'Normalerweise' bliver til 'Kama Kawaida' på swahili. Se flere billeder her - der kommer flere - og tjek deres Facebook gruppe her.

Video: Udviklingsarbejder fortæller om arbejdet som jordrettighedsrådgiver

I januar var jeg i Kiteto for at producere materiale til MS' landsindsamling 2009. Endnu et resultat herfra er en video produceret af Rasmus Hundsbæk fra DK4 om min kollega, Rakel Larsen, som arbejder for MS' partnerorganisation "Tanzanian Pastoralists, Hunters and Gatherers’ Organisation" med støtte til jordrettigheder for marginaliserede.

Se video her, og læs artikel her.

12 timer i regn og rødt mudder

Regntiden er lige begyndt i Dar es Salaam og omegn. Det er ikke det store problem, når man kører på asfalt. Men der hvor MS’ partnere arbejder, er der som regel jordveje, som forvandler sig til floder af rød jord, når det regner. Andre steder bliver jorden til mudder. Et emne, i øvrigt, udviklingsarbejdere med placering i rural Africa elsker at tale om i detaljer (- og folk som mig, der kommer fra Lolland, har helt specielle ord for).

Klik her for resten af historien.

Min blog bliver læst op på P1

Du kan høre min blog post her 'Om at blive inviteret indenfor', blive læst op på P1 her.

Hvis bare kvinderne bestemte noget mere!

 

I følge maasaiernes overleveringer skulle den lange regnsæson – ’masikaen’ - være lige på trapperne når akacietræerne står i blomst. Det er umiddelbart svært at tro, for vejen mellem Arusha i det nordlige Tanzania og den kenyanske grænse snor sig gennem et landskab der har samme farve som mine skosåler. En støvet farveskala af grå og rødbrune nuancer, der kun brydes af en klar, blå himmel og de pletvise, blomstrende akacietræer.

 

Det er det samme landskab som turister i tusindetal betaler for at komme på safari i – bag os ligger Meru bjerget, og kun et par timer herfra ligger Kilimanjaro og Ngorongoro-krateret. Jeg har en af de helt særlige arbejdsdage - på arbejde som informationsarbejder for Mellemfolkeligt Samvirke i Maasailand. Vi er på vej i bil til Kiserian landsby i Longido distrikt. Longido er også navnet på et lille bjerg, der på maasaiernes sprog betyder ’stenen hvor man kan hvæsse sin kniv’. Det rager ret op forude og er det perfekte pejlemærke for, hvor vi skal dreje af asfaltvejen og ind i bushen. Efter en times tid på jordvej når vi til Kiserian, hvor vi skal besøge en kvindegruppe, som MS støtter gennem en lokal organisation, og som er en del af målgruppen for MS’ landsindsamling d. 3. maj. Min opgave er at få landsbyen til at berette om mænd og kvinders bidrag til landsbyens udvikling – herunder kvinders adgang til jord.

 

Læs hele artiklen her.

 

Artiklen blev bragt som en personlig beretning i Lolland-Falsters Folketidende den 18. marts 2009.

Når firkantede mænd bestemmer det meste

’Kijiji cha Kiserian’ står der skrevet med sirlige bogstaver på opslaget i det lille landsbykontor i Kiserian, som er en lille landsby i Longido distrikt, der ligger mellem Arusha og grænsebyen Namanga en route Nairobi.

Kiserian landsby, står der på kiswahili

Tanzanias lovgving stiller krav om, at hvert landsbyråd skal have mindst tre kvindelige medlemmer ud af 25 mulige. I Kiserian er de otte af de 25 medlemmer kvinder. Landsbyrådet har nedsat en række underkomiteer, bl.a. en jordkomite, hvor kvinder og mænd skal besætte de 10 pladser fifty-fifty. I Kiserian har man også opfyldt denne målsætning. Derudover er fem ud af 15 lokalråd (wards) ledet af kvinder.

Selvom denne landsby givetvis ligger over landsgennemsnittet, mener landsbyrådet godt, at det kan blive meget bedre. Det er nemlig sådan at flere ting bliver gjort anderledes, når antallet af kvinder stiger.

Tingene viser sig nemlig at blive bedre.

Læs mere her.

Nyhed fra Dansk Flygtningehjælp: Alternativ kanon udfordrer den nationale litterære kanon

Folkeskoleelever skal ikke længere kun læse litteratur fra Danmark. Antologien Verdenshistorier – en alternativ kanon udvider den etablerede danske litteraturkanon ved at sætte fokus på den skønlitteratur, som er kommet til Danmark gennem flygtninge og indvandrere.

 

Gyldendal og Dansk Flygtningehjælp udgiver d. 24. februar en undervisningsbog til dansk, der sætter fokus på de kulturelle ressourcer blandt flygtninge og indvandrere. Verdenshistorier vender integrationsdebatten på hovedet: de nye kulturer i Danmark er ikke en trussel imod den danske kultur, tværtimod kan de være med til at bidrage til den.

Læs mere her.

Lidt ligesom luksus

Jeg brugte hele dagen igår på en felttur til Kiserian landsby i Longido distrikt. Longido er også navnet på et lille bjerg der på maasaierne sprog maa betyder ’stenen hvor man kan hvæsse sin kniv’. Longido ligger på vejen mellem Arusha og den tanzaniske grænseby Namanga, som man passerer i bil på vej til Kenya. 

Longido ligger på ’den anden side’ af Mount Meru – den side der har en ’regnskygge’. Det meste af regnen falder nemlig på Moshi-Arusha siden, der er på dette tidspunkt er året stiller sine selvlysende grønne nuancer til skue. Vejen til Longido derimod snor sig gennem et landskab, der har samme farve som mine skosåler. En palette af grå-rødbrune nuancer. 

Selvom akacietraeerne står i blomst, er det svært at forestille sig at masikaen – den lange regnsæson - skulle være lige om hjørnet.

Læs mere her.

'Normalerweise' til Tanzania

Skuespillerparret bag DR2s satireprogram Normalerweise, Lærke Winther og Anna Neye Poulsen, er ambassadører for MS' landsindsamling 2009 ”Giv jord til mor”.

Se video her. Jeg får - i min egenskab at at være MS Tanzanias informationsmedarbejder - fornøjelsen af deres selskab i 6 dage. Men se nu også den video, som Rasmus og jeg knoklede med i et par dage i Kiteto her. Mest Rasmus, men alligevel også lidt mig, der med et fint ord 'faciliterede' og holdte host-harkende maasaier på afstand imens.

Østafrikas bedste musikfestival: Sauti za Busara i Stone Town, Zanzibar

Nu på torsdag d. 12. februar begynder Sauti za Busara’s, Zanzibars årlige musikfestival i Stone Town, som varer til d.17. februar.

I år for 6. gang. Jeg blogger derfra (hovedsagligt på engelsk) – så læs med her, hvor du også finder poster fra sidste år og her en god samling billeder.

God karma og småt brændbart

En af mine tidligere kollegaer fra Uganda, som nu arbejder i Sydsudan, har medvirket i et interview på P1 (som en anden tidligere kollega fra Uganda har produceret), der handler om de biblioteker i Sydsudan, som er blevet til pga. Mellemfolkeligt Samvirke og Operation Dagsværk.

Selvom jeg i 26 måneder arbejdede med en søsterorganisation i det nordlige Uganda med tilsvarende aktiviteter, tvivler jeg stærkt på, at om jeg var blevet interviewet, ville have givet den samme oplevelse i æteren.

Det sjove er nemlig, at Bibliopaten, der blogger via Politiken.dk, hørte interviewet og skrev en blog post her, hvor han noterede sig, at Camilla, der interviewes, har god karma.

God karma.

Det ved alle, der har arbejdet med Camilla, det ved sudaneserne især. Og god karma ligger altså ikke lige for i Sydsudan, skulle jeg hilse og sige. Det kræver noget ekstra.

Absolut opløftende, at det er sivet ud i den danske æter.

 

Miss Afrika

En ganske anderledes form for u-landsoplysning: Miss Africa! Der er audition til Miss Africa Danmark 2009 i februar. Audition afholdes denne gang både i København og Århus. Du kan tilmelde dig her.

Papiya's historie: Jorden er mit livsgrundlag

Papiya Ndaadu er en midaldrende kvinde med et furet ansigt, hvor et hårdt liv har sat sine spor. Hun bor i Orpopong’ni – en lille landsby cirka 40 minutter i bil fra Kibaya Town, som er distriktshovedstaden i Kiteto. Papiya er blevet udvalgt blandt landsbyens kvinder til at fortælle sin historie på den film, vi har afsat dagen til at optage - og som Mellemfolkeligt Samvirke skal bruge til sin Landsindsamling 2009 'Giv jord til mor'.

Læs mere her.

Baobab Connections: Hvad er mit bidrag til forandring?

Baobab Connections er et internet forum for kultur, kunst, politik, aktivisme m.m. i Afrika - de interviewer løbende deres nye medlemmer - i tirsdags var det min tur

Dit navn: Pernille Bærendtsen (Baobab bruger: PernillaAfrica)
Din alder: 37
Din profession: Informationsarbejder for en international NGO i Tanzania
Fem ord, der bedst beskriver dig: Tilstede, passioneret, kreativ, engageret og lige på.

Hvordan ser du dig selv bidrage til forandring i verden eller dit lokalsamfund?
Jeg tror ikke på det evindeligt brokkeri; Jeg tror ikke på at ligge på sofaen og se verden passere forbi: Jeg tror ikke på at ignorere ting der er forkerte, eller at man skal forlade sig på at 'det er bare på den måde, det er '. Først og fremmest er det livløst ikke at deltage, det er også uinteressant. Du selv får så meget mere fra at deltage. Det gør verden.

Helt specifikt ser jeg mig selv som bidragyder ved at være med til at skabe bevidsthed og opmærksomhed, anledning til debat der giver plads til stemmer, og samt styrke kapaciteten hos en gruppe af mennesker, som ikke ofte bliver hørt.

Hvad er det største globale problem, vi står i overfor dag?
Jeg tror, at den stigende grad af ulighed mellem mennesker der har, og dem der ikke har - hvad enten det handler om penge, jord, ejendom, ressourcer, uddannelse, viden eller adgang hertil - er en stor udfordring for verdens udvikling.  Ikke mindst finder jeg vores egen - uanset fra hvilken side vi ser verden - evne til at ignorere, og derfor ikke forstå denne ubalance, skræmmende.

Hvis du kunne være præsident for et hvilket som helst land i en måned, hvilket land skulle det være, og hvilke forbedringer ville du udføre?
Efter at have boet i 3+ år i Østafrika, er jeg umiddelbart fristet til at foreslå et afrikansk land: Hvad ville jeg ikke gøre, hvis jeg var i Mugabes, Al-Bashirs eller wanna-be præsidenten Zumas sæde...?!  Men hvis jeg tænker mig om en ekstra gang, så tvivler jeg på, at en lys, skandinavisk kvinde ville være i stand til at ændre meget på en måned - jeg har ingen illusioner herom. Tværtimod tror jeg, at kunne ændre et par ting i mit eget land, Danmark - hvor vi ikke har præsidenter, men dronninger og statsministre. Det ville være en fornøjelse at side i den danske statsminister stol for en måned! Hvis jeg fik mulighed, ville jeg afvikle den vanvittige lovgivning på indvandrer- og asylansøgerområdet - og jeg ville ha’ Christiania tilbage.

Som en person der er "bevidst" og som følger med i ting der sker omkring dig, hvilke råd vil du give til andre, der starter på denne vej?

• Arbejd hårdt - drop snik-snakken, og bevis det selv. Jeg har lært, at det bedste eksempel på at bevise at noget er muligt, er at demonstrere det selv.

• Respekter mennesker, der er anderledes og prøv at forstå situationen fra deres perspektiv - ikke let, men nødvendigt i denne form for arbejde.

• Hold dine løfter, eller understreg udtrykkeligt, at du ikke kan give løfter.

• Læs bøger og tal med folk, du ikke normalt ville tale med - det stimulerer din fantasi - og du har i den grad brug for evnen til at fantasere og forestille dig ting i denne form for arbejde.

MS' Landsindsamling 2009: Giv jord til mor!

Den 3. maj samler MS ind til fattige kvinders adgang og ret til jord og dermed mad i Tanzania, Zambia og Nepal. Støt kvinderne med tre timer af din tid og meld dig allerede nu!

Se mere her: http://www.ms.dk/sw106805.asp om baggrunden.

Samtidig blogger MS’ tre informationsmedarbejdere - jeg selv her fra Tanzania, og mine to kollegaer fra Zambia og Nepal over temaet jordrettigheder her: http://ms-action.dk/blogs/landsindsamling/default.aspx

Find os på Facebook her: http://www.facebook.com/pages/mellemfolkeligt-samvirke/5624899398#/event.php?eid=49894076955 eller meld dig som indsamler her: landsindsamling@ms.dk

Hør Radiobloggen på P1 onsdag og torsdag kl. 15.30

Min blog '7341 KM til København' er en blandt 4 udvalgte, der hver onsdag og torsdag kl. 15.30 læses op fra på P1 i et program, der hedder Radiobloggen.

Radiobloggen er udvalgte dele af udvalgte blogs. Alternative perspektiver på verden, bramfrit og uden filter.

Ret interessant ide at blande radio og blogs - og jeg er da også naturligvis lidt glad for at de har udvalgt netop min blog. Lidt sjovt at høre den oplæst i radioen med underlægningsmusik: http://www.dr.dk/P1/Radiobloggen/20081206125356.htm.