7341 KM til København / 6° 50' S/39° 18' E

Læs min blog post for Politikens Verdensblog: 'Are you here for the next erection?'

Læs mere her om valgkamp på swahili.

Interview med Nakaaya

Læs her min ultra korte artikel om Nakaaya i MetroXpress: 'Hun synger for ligestilling', January 2010 (DK).

Solidaritet på Swahili

En lille historie om Seela som jeg har rejst gennem Maasailand med en del gange. Klik her.

Artikel: 'Goddag, mit navn er Born to Kill' - om kommunikation i Østafrika.

Kommunikation i Østafrika adskiller sig markant fra den danske – her bliver budskaber sendt ad omveje og mellem linjerne. Andre gange brager beskederne igennem, så der ikke er noget at tage fejl af – eller er der...?
 
En af mine tanzaniske venner har en kanga, hvorpå der står ’Mambo iko huku’. Direkte oversat betyder det: ’De gode sager finder du her’. Mens jeg stavede mig frem, vendte hun den rundt, og forklarede, at skriften enten skulle flashes på røven (billede nedenunder) eller over brysterne - afhængigt af hvilket signal kvinden ønsker at sende.
 
I Tanzania går kvinderne traditionelt klædt i ’kanga’, som er en billig, sarong-lignende beklædning fremstillet i mange farver og mønstre. På hver er der trykt en lille sætning - som den tanzaniske kvinde bruger til at give sine omgivelser besked.
 
Da jeg rejste rundt i Tanzania under mit første besøg i 2004 faldt det mig ikke ind, at mønstret og skriften på kangaerne havde en særlig betydning. Når jeg idag tjekker den seneste kangatrend i Uhuru Street i Dar Es Salaam ved jeg, at kangaen er mere end bare et stykke tøj – den er også et finurligt kommunikationsredskab i et land, hvor kvinder som regel kommer i anden række.
 
Med et ‘Hodi hodi naikome mwaka ujao naolewa’ på kangaen kan kvinden bede mændene om at stoppe med at banke på døren, for kvinden har besluttet, hvem hun skal giftes med.
 
Eller hun kan tage en kanga på med skriften: ‘Akufukuzae hakwambii toka’ - som betyder det lidt kryptiske: ‘En person, der ønsker dig ud af sit hus vil ikke sige: forsvind! Du vil forstå det af hendes/hans handlinger.’
 
Afrikanerne har særlig tradition for visuel overlevering i stedet for det talte ord, når de skal udtrykke tanker, viden, følelser og værdier. I Østafrika bliver budskaber til overflod kommunikeret gennem kropssprog, på skilte, i symboler, navngivning eller valg af kanga som i ovenstående eksempel, hvor kvinden på en – efter tanzaniske forhold - høflig måde fortæller sine gæster, at nu er det slut med gæstfriheden.
 
Sudan, Uganda, Kenya og Tanzania - tendensen er den samme, og her på mit femte år i Østafrika har jeg erkendt, at man kommer længst ved at følge rådet på kangaen: lyt til hvad der kommer ud af munden på folk, men læg ekstra godt mærke til det der siges uden ord
 
’Peace Talk Fashion Kiosk & General Merchandise’
Da jeg ankom til det nordlige Uganda i juni 2005 var fredsaftalen mellem nord og syd i nabolandet Sydsudan blevet underskrevet fem måneder tidligere. Ønsket om fred blev pludselig synligt. Ikke i daglige samtaler, hvor det stort set var umuligt at få sudaneserne at sætte ord på, hvad der skulle ske når de vendte hjem til Sydsudan. Men håbet sivede alligevel og satte tydelige spor i den nordugandiske grænseby Arua, som ligger tæt på Sudan.
 
Her blev en af de store butikker i hovedgaden pludselig til ’Peace Talk Fashion Kiosk & General Merchandise’, som igen blev fulgt af ’Mama Peace’ og ’Global Friends Joint – Happiness & Refreshment Zone’. På den anden side af grænsen i Sydsudans andenstørste by, Yei, vrimlede det med tilsvarende eksempler som ’Peace Paradise Hotel’ og ’Peace Drug’ (apotek) og Peace Depot (øl).

Billede øverst til højre: Skoleeleverne i Norduganda pakkede deres ejendele i blikkasser, hvor der tit var spraymalet et hjerte med pil igennem under titlen ’Peace’.
 
Således blev den ellers uhåndgribelige fred til en synlig  påmindelse om det håb som de sudanesiske flygtninge og os der arbejdede med dem havde, på trods af at det føltes som om at verden fortsatte fint uden.
 
Nixon var betjent i Uganda
Den lokale trafikbetjent hed Nixon, og mine kollegaer hed Kennedy, Mandela og Churchill. Fint selskab, konstaterede jeg, når vi gav hånd. Sudaneserne grinede, når jeg højlydt associerede videre på deres navne. Fra lerhytterne langs Nilens bredder var der dog langt til de verdensberømte navnebrødre; afmagten var hver dag til at tage at føle på.
 
For jeg mødte også de andre.
 
’Poverty’ på 16 år var det 13. pigebarn i en sydsudanesisk søskendeflok, og ”skulle i hvert fald ikke giftes og ha’ børn.” Og ’Born to Kill’ og ’Bernhard Burried Alive’ fra Sydsudan, der skrev sig på navnelisten under en workshop en kollega deltog i.
 
På kysten i Tanzania navngives børn efter særlige omstændigheder ved fødslen, selvom tanzanierne ikke trækkes med sudanesernes oplevelse af krig, kan man stadig aflæse, hvordan andre typer af problemer overleveres. Jeg kender f.eks. en ’Maneno’ (Ord), som forklarer, at da hans mor fødte ham ’blev der vekslet ord’ mellem hans mor og farens anden kone. Ushahidis (Vidne) far ville ikke kendes ved hende, og moren besluttede sig for at barnets navn i sig selv måtte bevidne tilhørsforholdet. Tabu (Problem) er så at sige født som et problembarn!
 
Andre er mere heldige.
 
Siden præsidentskiftet i USA er kenyanske babyer blevet døbt Obama og Michelle. Til aviserne har forældrene sagt, at de håber deres børn bliver præsidenter eller i det mindste bliver inspireret til at nå samme højder.
 
Den konstante kontrast mellem elendigheden og den kendsgerning, at alt kan ske, så du derfor må tage alle de chancer du får, er en væsentlig brik i forståelsen af, hvordan Afrika egentlig har det, og hvordan Afrika udtrykker sig. Det kræver tålmodighed at følge med i alt det, der ikke bliver sagt, men det åbner samtidig også op for sider af en kultur, som har flere lag end ved første møde. 

Læs resten af Action Magazine her, hvor artiklen blev bragt.

2 nye artikler

Fedme = rigdom i Tanzania: ’Du har taget på! Hvor ser du godt ud!’ udbryder min kollega, da jeg vender tilbage til kontoret efter en tur i felten. Vi har ikke set hinanden i et stykke tid, og nu overøser hun mig med et udvalg af særligt fine komplimenter.

Hjemme hos Hamisi ved foden af Kilimanjaro: Hamisi A.H. Shikony besøgte Danmark i sommeren 2009 for at deltage i Bright Green Youth, og er tilbage i Moshi ved Kilimanjaro. Nu er det hans tur til af få besøg.

Bongo er fantastisk. Bongo giver mig mulighed for at lytte til musik, jeg ville blive udstødt for i Danmark!

 
De mest solgte CDer i Bongos gader for tiden er (hold fast);

• Westlife
• Ronan Keating
• Phil Collins
• Backstreet Boys
• Kenny Rogers
• Dolly Parton 
• Shakira

At leve udenfor Danmark åbner op for muligheder, jeg aldrig havde forestillet mig. 

Kom nu og køb os...!

Tanzania: Fra ni til 21 landsbyer

Pengene fra Danmarksindsamlingen 2009 er gået til kvinders adgang til jord i Kiteto-distriktet i Tanzania.

Mere her.

Transformation og kendis-diplomater

Jeg beundrer virkelig kvinder og mænd, der formår at skabe skred i deres liv, at vende det umulige til muligheder, dem som kan bryde mønstre. Folk der brænder for noget, men som ikke tigger om anerkendelse. Folk som handler og som gør noget der rækker ud over dem selv.

I Jyllandsposten den 4. september  2009, viva, side 24, fortæller Susanne Larsen, tidl. administrerende direktør for SAS om transformation:

Jeg vil gerne være et eksempel på, at man skal tage de chancer, der er.
At man kan bryde mønstre, hvis man tør træffe sine egne valg.
I mit nye liv vil jeg være styret af lyst, ikke af pligt.

Jeg er lidt fascineret af historien om kvinden, der som 17-årig blev enlig mor, senere fik et handicappet barn, tog en studentereksamen som 30-årig, blev personaledirektør, mødte muren i form af en nedtur med stress, uddannede sig til gestalt-terapeut - og for at spole hurtigt frem - satte sig på den øverste post i flyselskabet SAS med ansvar for 3.000 medarbejdere og en omsætning på otte milliarder kroner. 

Et eller andet sted er det da helt rigtigt, at sådan en som hende er med bag Kvinder for Indflydelse, og rejser til Zimbabwe (i sammenligning med skaren af flossede personligheder der sendes ud som fancy ambassadørerer for at promovere udviklingsbistand!)

Det ukonventionelle liv i Tanzania anbefales

’Hvor er det vildt det her!’ siger min franske passager, der hopper op og ned forsædet, da vi tilbagelægger de 60 kilometer jordvej, der stadig venter på at blive asfalteret som resten af landevejen på den sydlige kyststrækning i Tanzania.

Han kæmper med en tiltagende køresyge, men vil ikke give op.

Vi er paa road trip, og det er et privilegie ikke at være nødt til at tage turen i den lokale bus, der op til flere gange hasarderet har overhalet os inden- og udenom.

Vi forlod Dar Es Salaam i to biler, og satte kursen mod Mikindani i det sydlige Tanzania for at deltage i en kulturfestival for traditionel musik og dans.

Da vi efter 556 kilometer og 10 timer på vejen endelig nåede frem til ’Ten Degrees South Lodge’, talte vi over 11 forskellige nationaliteter rundt om bordet.

Det er faktisk ret vildt, måtte jeg give den ene af mine fire passagerer ret i.

Især taget i betragtning af at kun få af os har kendt hinanden i længere tid. Så sidder vi der og stiller de sædvanlige, indledende spørgsmål til hinanden; Hvor lang tid har du været i Afrika? Hvor lang tid bliver du? Hvorfor er du her? Taler du swahili?

De fleste normale mennesker bliver stresset, hvis de skal flytte, skifte arbejde eller bygge nye venskaber op.

Jeg er ikke nødvendigvis fortaler for den globale nomadelivstil, men når det nu er, så er der faktisk flere interessante ting ved at opgive trygheden og flytte til Afrika; Jeg møder hele tiden nye mennesker, er tvunget til at indgå nye relationer, og stifte venskaber med andre, der ligesom mig har spredt mig over mere end et kontinent.

Danmark er ikke kun et meget svært land at få visa til, det er også et land hvor man skal gøre sig fortjent til et venskab og til at blive lukket ind i andre menneskers bekendtskabskredse.

Man skal kende folk fra ’noget’, og man skal inviteres for at deltage i andres fester, man dukker ikke bare op.

Når jeg er hjemme i KBH og skal møde en ven til en kop kaffe, aftaler vi det dagevis i forvejen. Vi taler om at leve i nuet og skabe vores egne identiteter, men de fleste af os er samtidig fanget ind af livstilsmagasinernes retningslinjer for hvordan vi bør se ud og indrette os i denne sæson.

Her er jeg helt udenfor reglementet. Her er tingene knapt så konventionelle. Intenst, fuld af kontrast, men niveauet er kogt ned til det mere jordnære.

Og det føles fantastisk.

Solen går ned over det indiske ocean, folk småsludrer på swahili, mens en bildør smækker og en ged bræger.

Et hoved bliver stukket ind ad døren - vi er lige blevet inviteret til bryllup rundt om hjørnet i Mikindani.

Jeg skal med.

I klipklappere.

Laes artikel fra Politikens Verdensblog her.

Hvad har jeg gang i...?!

Alt for mange ting på een gang. Men på den fede måde.

 

I fredags leverede jeg denne samling billeder til Mellemfolkeligt Samvirkes køkken på FAIR Fælled, en opgave der foregik i al hast, men som ligger i den sjove kategori, fordi netop disse billeder hører til blandt mine favoritmotiver; Mad og mennesker. Tableauer, farver og tekstur.

 

I en MS kontekst bliver dette tema som regel ophøjet til  det abstrakte 'ret til adgangen til jord', hvor jeg synes det er sjovere at koge det ned til det langt mere jordnære; Hvad er der at spise? Hvordan ser det ud?

Og selvom folk er fattige, så holder de også fester, spiser igennem, laver sjov, drikker kaffe og te med masser af sukker, og hjemmebrændt - og har overskud hertil.

 

Billedet med tekanden i nederste venstre hjørne er fra Ruthi's mgahawa i maasailandsbyen, Kiserian i det nordlige Tanzania, et lille te-og gæstehus, som Ruthi inviterede os på te og chapati i, da jeg var forbi i februar.

 

Esther, kvinden oppe i hjørnet havde både fået mad og nok at drikke, da hun foreslog mig at jeg skulle tage nogle billeder 'kun af hende'. Hun grinede en hel del, mens himlen var helt sindssygt blå over Kaanani landsby i det sydlige tanzaniske højand i sidste uge af juli.

 

Klik på billederne, og læs mere. Eller tag ud på FAIR Fælled og se for dig selv.

10 timer med 3 unge mænd

Jeg er lige kommet tilbage efter 10 timer i selskab med de tre midterste fyre i billedet. Mzunguen er en sydafrikansk fotograf (som vi har tiltusket os til charity-pris, og som ellers normalt skyder modeller i Cape Town) og de to andre ansatte er fra en af MS' lokale samarbejdspartnere, en ungdomsorganisation. 

Og vi har i den grad været på en længere mission. Vi er igang med at blandet foto-og tekstprojekt, hvor ideen er at tage nogle anderledes (ikke svært på disse kanter) billeder og skabe nogle portrætter af almindelige tanzaniske unge, der rykker. Jeg har naturligvis den danske Afrika Kommissions løfter i baghovedet, og det faktum at den ene af de to unge tanzaniere skal besøge Danmark i 4 måneder fra august. Og hvem ved, måske får vi materiale til en lille udstilling, hvis vi kan finde pengene.

Skidehårdt. Minder nærmest om virkeligt fysisk arbejde. Stærk sol (jeg ligner en der har ligget på stranden efter 30 minutter in the suburbs ved middagstid), ingen mad før kl. 18.30 (fedtede fritter og gennemstegte kødstykker), og en uendelig traffic jam. Føler virkelig at jeg har tjent min månedsløn hjem i denne måned.

Og normalt er det jo mig, der tager billeder (!!), men ikke idag, hvor jeg måtte træde tilbage og vist bare erkende, at der findes folk, der rent faktisk ved hvordan man gør sådan noget for alvor. (Blev alligevel til sidst nødt til at liste rundt i en baggård og tage dem her).

Mzunguen mødte op i billige, gule klip-klappere, som her karakteriseres som badeværelses-klip-klappere, ergo et par sko langt nede i hierakiet - og det er jo altid en fuld gyldig (!) anledning til en længere samtale på tværs af kultur og landegrænser. Men jeg har også bedt de unge tanzaniske fyre om at glemme formaliteterne, om at droppe alt det der indledende snak hver gang, og spørge direkte.

Så nu spørger de høfligt 'om det er i orden at stille uformelle spørgsmål'. Hvilket typisk udvikler sig til at handle om 'hvordan jeg kan bo alene uden mand og børn?' (jeg ved det simpelthen ikke, men har jeg noget valg?), 'om jeg tror på Gud?' (jeg tror på noget, men gider ikke praktisere det i en kirke.) 'hvorfor ikke det?' (1.kirker er røvssyge og 2. tror ikke at det materielle er nødvendigt for at være spirituel), 'hvad laver jeg egenligt når jeg er hjemme?' (mange ting), 'om hvor jeg går ud?' (eh, mange steder...), 'med hvem?' (eh, forskellige mennesker), 'om hvad med næste weekend?' (det kan jeg ikke love), 'om hvorfor wazungu ikke giver nogle løfter?' (kwasababu...!) og 'om jeg bli'r i Afrika i lang tid?' (labda, haya...)

Folk stiller virkelig spørgsmål jeg ikke kan svare på, og ind imellem finder jeg det udfordrende at tackle den umiddelbarhed, som kun Afrika kan diske op med. Der ligger ganske enkelt ingen umiddelbare værdiladede holdninger bag disse spørgsmål - men oprigtig nysgerrighed - selvom jeg på dårlige dage vil opfatte dem som hentydninger.

F***, det her job kræver ikke bare kørekort, men også fantasi, indlevelsesevne, en god portion selverkendelse og ikke mindst lidt ekstra plads på harddisken.

Til gengæld er det faktisk ret sjovt, og måske bliver jeg klogere. Idag fik vi ovenikøbet produceret materiale, som MS' partnerorganisation kan være stolte af.

Det var ikk' mig...

Selvom jeg godt kan se at det ku’ se sådan ud.

Jeg er i øvrigt ikke den store tilhænger af traditionelle safaribilleder, hvor folk knipser løs uden at tænke på, om man overhovedet kan se, hvad motivet på billedet skal forestille.

Jeg er med på, at det er selve øjeblikket, det store sus, når man endelig ser dyrene lyslevende for sig – at det er netop det, man vil gemme og have med sig hjem.

 

Men tit bliver dyr bare til små, uskarpe prikker i noget højt græs.

 

Se, så er det langt nemmere at komme tæt på, når de er kørt ned og ligger frit fremme på asfalten, som her lige før Longido i det nordlige Tanzania.

Jeg skal dog ærligt indrømme to ting:

 

1. Jeg har selv taget en bunke ubrugelige safaribilleder (og takker hermed min sydafrikanske ex-kæreste, der bar over, da han tog mig med i Pilansberg.)

 

2. Jeg var faktisk ikke sikker på, at hyænen var død...

En lang åre, der bugter sig vej ind i hjertet af Dar es Salaam

Hver morgen i løbet af arbejdsugen kører jeg gennem det samme 4,5 kilometer lange scenarie på Ali Hassan Mwinyi Road, fra Regent Estate på New Bagamoyo Road til Selander Bridge/UNRoad i Upanga. Og tilbage igen.

Med ganske få undtagelser er morgentrafikken den samme.

Tidlig morgen er vejen fyldt med biler, fra regeringens og NGOernes store landcruisers med silkeblødt, hvidt interiør til udtjente, skramlede Toyota salon cars, tuk-tuks (klinger lidt af en fjendtlig stamme) og dala daļas som flyder sammen i en lang åre, der bugter sig vej ind i hjertet af Dar es Salaam.

Indimellem bragt til stop af en VIP, der nyder bekvemmeligheden af dette lands svaghed for hierarkiske manifesteringer. Man overvejer om trafikproppens rædsler monstro er til for at de almindelige mennesker ikke skal komme på bedre ideer?

Længden af biler svarer ikke til mængden af tilgængelige kvadratmeter asfalt. Dem, der ikke tror på at vente, opfinder ekstra kørebaner hvor de forcerer pladser, fortove og gåstier, og ofte ender med at blokere trafikken. Ingen regulerer denne adfærd, mens de fleste enten kigger stiltiende til, eller vælger selv at drive med. Det synes umiddelbart som om, at det kan betale sig. Mig får det til at tænke på, at denne 'jeg-siger-ingenting-men-tager-selv' adfærd alt for tydeligt afspejler tanzaniernes generelle opfattelse af problemløsning.

Alt bliver suget ind i et tanzanisk slow-mode, hvor et selvstændigt liv har udviklet sig med tilbagevendende karakterer (inklusive mig selv). Denne morgen hilste trafikbetjenten mig ved Haile Selassie vejkrydset; ’Du er sent på den idag.’ Jeg var faktisk sent på den. Det gør en stor forskel hvornår jeg nøjagtigt drejer min bil ud af havelågen. Denne morgen forlod jeg mit hus kl. 7.40. 40 minutter senere end normalt.

Lakini, den skandinaviske hovedstad, der hvor jeg kommer fra, ville en trafikbetjent aldrig bemærke det.

Og søndag var der en af de unge mænd der sælger aviser, som indledte en diskussion mens jeg ventede i Morocco vejkrydset; 'Hvorfor vil du ikke købe en avis af mig?’ Jeg fortalte ham, at jeg normalt læser dem på kontoret. ’Men det er søndag, og du arbejder jo ikke om søndagen!’

Også rigtigt.

På den anden side køber jeg altid The East African fra en af de rutinerede sælgere, der dukker op ved det store baobabtræ. Disse fyre kender deres kunder godt, og jeg lever op til deres forventninger. Gadesælgerne er generelt ret intensive, men ikke særlig logiske i deres fremstød. Ligner jeg virkelig en, der har planer om at købe bøjler, puder, appelsiner og noget mærkeligt udseende væske til bilen - i trafikkøen? På en gang?! Mit 'sihitaji' eller 'sitaki' er aldrig acceptabelt, og jeg bliver nidstirret fra øjne tilhørerende kroppe, der går oprejste i en blanding af sult og håb. Altså, hvis jeg ikke give efter for tilbuddet om alt det junk, jeg ikke behøver og ikke ønsker.

Min største udfordring er tiggerne, de handicappede og syge. Den unge fyr uden fingre på sine hænder, hvor man er nødt til nøje at ligge sedler (bedre end mønter) for at han kan klemme dem sammen mellem håndfladerne; Den skæggede fyr der manglet et halvt ben: Den unge mentalt syge dreng med venlige øjne, og om hvem jeg altid tænker kunne have haft et godt liv i Danmark. Der er også albinoen, der arbejder sin vej op og ned på hele strækningen og på alle tidspunkter. Han opsummerede en dag hele scenariet for mig, da han sagde, ’Det er op til dig, babe!', da jeg kiggede tilbage på ham gennem et par dyre, sorte solbriller, som min søster engang gav til mig.

Jeg så mig selv udefra, og brød mig ikke om synet. Måske vidste han det. At han satte mig i et dilemma. Spørgsmålet mellem min samvittighed, der siger, hvis du har, skal du give - og min principelle manglende tro på at give penge til tiggere, eller på at købe ting, jeg ikke kan se den umiddelbare anvendelse af, blot fordi sælgerne ellers vil gå sultne hjem.

På trods af at dagene ligner hinanden, kan jeg ikke lade være med at tænke, at strækningen jeg kører to gange dagligt udgør Tanzanias kompleksitet alt for godt. Den kræver helt sikkert tålmodighed og refleksion over, hvor langt jeg vil og kan tage mig selv i det afrikanske udviklingsunivers.

We go deep inside (of Africa)

Da jeg arbejdede med sudaneserne i det nordlige Uganda, sagde de nogle gange: 'We are going deep inside', hvis vi skulle ud på en mission. Jeg altid undret mig, hvad det egentlig betød. Sprogligt såvel som praktisk.

Jeg mener, skandinaven ville stille de indlysende, praktiske spørgsmål: 'Hvor langt ind, hvor længe, hvornår vil vi være tilbage, og skal jeg tage mit pas med? I sproglige termer var jeg også blevet nysgerrig efter at vide, hvor langt du er nødt til at gå, før det tæller som deep inside, og hvad det er, der gør at det tæller som sådan.

Det har aldrig stået mig helt klart, og på et tidspunkt går du med strømmen og stopper med at spørge.

Men idag forklarede en tanzanisk kollega mig begrebet.

'Bara' er kiswahili for 'kontinent, interiør, territorium'. Ligesom 'Bara ya Afrika', det afrikanske kontinent, men det bruges også mere symbolsk som 'den indvendige del af Afrika', som i modsætning til kyst.

Folk fra kysten, swahilierne, vil sige 'anatoka bara', som betyder 'han kommer dybt indefra', fra langt væk. (Jeg har også den forståelse, at det kan indikere at manden måske ikke lige er så opdateret som befolkningen på kysten. Og at han vil beklage sig over de alt for lette måltider, de spiser på kysten, han foretrækker sin ugali eller endog matoke. Men det er en anden historie.)

Det er de folk, der kommer fra 'bara' - fra dybt inde i Afrika. Hvis jeg skal rejse deep inside, vil jeg sige 'nakwenda bara' (eller 'ninakwenda bara') - men stadig er jeg ikke helt sikker på, hvornår eller hvor jeg man bruge begrebet præcist.

Find alle betydninger af bara her.

Billedet er fra strækningen Koboko-Yei - fra Uganda til Sudan.

1-2-3: Regn + myg = malaria

Jeg rejste mig igår efter et par dage med malaria.

Det er den tid på året. Regntid. Ikke dagligt, men pludseligt og uventet kommer der lige en regnbyge af dimensioner som denne by slet ikke er anlagt til at tage i mod. Den 8. april blev Dar es Salaam lammet af et tropisk regnskyl, der var tæt på at forbinde byen med det Indiske Ocean. Da jeg kørte hjem gennem gaderne den aften, var det med hjertet oppe i halsen. De mindre veje, der leder op til mit hus, var oversvømmede. Og jeg kørte gennem dybe, sorte vandhuller, der stank af stillestående vand og kloakudløb. Bil efter bil var blevet opgivet i vejkanterne, mens dem uden smøgede tøj op og forcerede vandmasserne på gåben.

Når man først er begyndt at køre gennem vandmasserne, kan man ikke bare vende om. Man kan ingenting se, eftersom at halvdelen af pejlemærkerne ligger under vand. Og bilen kan tage vand ind, og gå i stå på stedet. Og selvom det er hverdagskost for de fleste heromkring, kunne jeg der kl. 19.30 lige pludselig ikke se mig stige ud i et vandhul og lade bilen stå.

Da jeg i mandags gik ned for at blive testet på den internationale lægeklinik og for at blive en del af malariastatistikken, fortalte de, at de tilfælde der har været i år af malaria i Dar Es Salaam, er opstået omkring den 8.april. Inkubationstiden for malaria ligger mellem 7-14 dage, og det passer fint med at mine malariaparasitter eksploderede i blodet den 16. april.

Ubelejligvis lige midt i en tur til Maasailand, hvor jeg vågnede op på et gæstehus i Kibaya By, cirka 7-8 timer hjemmefra, og næsten ikke kunne hive mig selv ud af sengen. Min krop var tung og træt, og smertede over det hele. Føltes som om at jeg var blevet kørt over eller havde fået tæsk. Hovedet uklart og feber. Men jeg tog mig sammen (fordi jeg havde dem her med), fik tøj på, hvilket føltes som en totalt uoverskuelig opgave, når man helst vil tilbringe resten af dagen i fosterstilling med adgang til skoldhedt brusebad, rene lagner, DVDs, iskoldt danskvand og friskpresset frugtjuice. Jeg havde ingen af delene, hvilket sikkert bidrog til at skubbe mig ud af sengen og ud i maasailandsbyen, hvor jeg efter 1½ times tid måtte bede om at blive kørt hjem.

Jeg måtte imidlertid vente, og mens jeg sad og sank spyttet, hængende i forsædet, stimlede landsbyens kvinder sammen og bare stirrede på mig. I sympati, antager jeg automatisk. Jeg har været i landsbyen to gange før, og de ikke har oplevet mig med feber. Pludselig står der en kvinde med baby, der også har malaria. En baby, men ingen dawa. Ingen medicin. Jeg sveder, og jeg har ondt, og jeg prøver at huske, hvordan man siger høj feber. Joto la homa eller sådan noget. Ikke nødvendigt, mine øjne er feberblanke.

Jeg tænker at hvis denne baby føler det, jeg gør det, holder hun et bedre ansigt. Hvis du nogensinde har haft malaria før, ved du hvad der venter, og du ønsker bestemt ikke at en baby skal gå det igennem. Det gør mig helt ondt. Spædbørn dør af malaria hver dag i dette land. Globalt dræber malaria omkring 880.000 mennesker hvert år. Afrika syd for Sahara tegner sig for mere end 60% af infektioner og 80% af dødsfald som følge af sygdommen.

I min febervielse konkluderede jeg, at det var 1000 gange lettere at sige malaria til maasaierne og til min danske kollega, men influenza til de danske gæster vi havde med. Maasaier og danske kollegaer med Afrika-erfaring er 1000 gange lettere at overrække dårlige nyheder til, for her er det et vilkår, et problem man forholder sig konstruktivt til, og så er det altså ingen katastrofe at den hvide kvinde har fået malaria. Hun har jo et self-test kit og behandling, og der er nogen der kører hende hjem. I det her tilfælde min danske kollega, der heldigvis sprang til og tog over uden at stille spørgsmål der gør det værre.

Malaria er en forbandelse. Men man kan gøre noget ved det. F.eks. mindske mængden af stillestående vand og sørge for at folk sover under myggenet. Aviserne var dagene efter det tropiske regnskyl, der nærmest vaskede Dar es Salaam ud i sandet, fyldte med opfordringer til regeringen om at tage dræning af denne by alvorligt. Myggene elsker mørke og stillestående vand. De fattigeste i Dar es Salaam bor i de lavere områder, der hvor vandet samler sig. De bor i huse der er dårligt bygget. Men selv det centrale Dar es Salaam stod under vand, et område der for nylig er blevet drænet, tilsyneladende et arbejde af ringe kvalitet. Måske pga. korruption, antydede en avis. Man forestiller sig f.eks., at materialerne ikke er blevet anvendt til det tiltænkte formål.

Jo flere der har malaria i denne her by, jo lettere er det at få det. Absurd, at Tanzanias regering ikke har fattet alvoren. Malaria gjorde ikke kun mig ukampdygtig i en lille uge, hvis det ikke slår folk ihjel, tager det livslyst og generel motivation fra mennesker. Det sætter ting i stå, og det er helt sikkert medvirkende til at holde Tanzania i kategorien 'u-land' noget tid endnu.

Fakta om malaria.

'Normalerweise' bliver til 'Kama Kawaida' på Kiswahili.

Denne uge er jeg på en mission til Morogoro - og videre idag til Kibaya i Kiteto distrikt, hvor jeg har besøg af to danske, kvindelige komikere der i Danmark optræder under navnet 'Normalerweise' - og som er her for at promovere MS 'arbejde med kvinder og jordrettigheder.

I går besøgte vi Morogoro Paralegal Centre i Morogoro By, hvor deres teatertrup som opførte et skuespil om konflikter om jord - en typisk sag her i området, hvor kvinden ofte taber. En del af disse forestillinger er 'ngoma' - trommespil og dans "- og de to danskere kom også på benene til stor glæde for de udøvende kunstnere.

Set med danske øjne er det ikke mindre sjovt: Du er lige landet i Afrika og bliver smidt ud i noget afrikansk dans. Det er næsten en lidt for fed stereotyp om Mellemfolkeligt Samvirke. Er det ikke sådan noget, vi gør, når vi har været udviklingsarbejdere lang tid nok?

Det blev dog også til mere praktiske samtaler om hvordan man f.eks. undgår at tisse på sine ankler, når man skal træde af på naturens vegne og du kun har et hul i jorden.

Skal man ramme hullet eller ej?

Står i med spredte ben eller på hug?

Nogle ting tager jeg tilsyneladende for givet, eller måske har jeg bare været her for lang tid.

'Normalerweise' bliver til 'Kama Kawaida' på swahili. Se flere billeder her - der kommer flere - og tjek deres Facebook gruppe her.

12 timer i regn og rødt mudder

Regntiden er lige begyndt i Dar es Salaam og omegn. Det er ikke det store problem, når man kører på asfalt. Men der hvor MS’ partnere arbejder, er der som regel jordveje, som forvandler sig til floder af rød jord, når det regner. Andre steder bliver jorden til mudder. Et emne, i øvrigt, udviklingsarbejdere med placering i rural Africa elsker at tale om i detaljer (- og folk som mig, der kommer fra Lolland, har helt specielle ord for).

Klik her for resten af historien.

Dyb indånding.

Nu er regntiden her. Masika, kalder tanzanierne den lange regntid, som plejer at starte i marts og vare det meste af april. En kort skylle her i morges samlede støvet, og klarede luften. Min have duftede af frangapania og af regn under opsejling. Da jeg kørte på arbejde ramte regnen den varme asfalt, og duftene blandede sig med den salte brise fra det Indiske Ocean.

Måske et godt tegn? Resten af scenariet er nemlig ikke specielt poetisk. 

Jeg har haft en dårlig uge, med en masse arbejde, der ikke lader sig overskue, men som synes at hobe sig op, selvom jeg synes, at jeg ikke bestiller andet end at få ting ud over kanten. Men netop som det er krydset af, kommer mere til. Med alt for korte deadlines eller ingen der svarer i den anden ende.

Magtspil, egoisme, indspisthed og territorieafpisning lever også sine egne liv i solidaritetsorganisationer, men det er et kapitel for sig. 

Ærgrer mig over at jeg rent faktisk tænker den tanke, at jeg ikke burde have brugt sidste weekend ved havet, istedet for at samle op, forberede mig, komme forud. Quizzer mig selv, om det er det værd?

Oveni et simpelt tyveri fra mit hus (igen), som jeg personligt overlever, og ikke nødvendigvis er lamslået over. Giver en masse unødigt besvær, betyder at der skal tages upopulære beslutninger, forklares konsekvenser og fyres folk. Inklusiv et besøg på politistationen i 45 graders varme, hvor tropisk testoteron og afmagt gør luften så tyk, at man skal skære gennem den med en kviv; samt et skænderi på en skrattende mobil, hvor personen i den anden ende råber, at han har ret og at jeg tager fejl.

Gu' er jeg i tvivl, For måske tager jeg fejl. Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at det er en kunst at opføre sig pænt i det her land, når tingene vælter. Det er alt for let at gå hen og blive en idiot, istedet for at holde fast i sig selv, det man tror på og stadig formidle det på en måde der lyder overbevisende.

Jeg gider virkelig ikke være her af de forkerte grunde.

Heldigvis ved jeg godt, at jeg i stort omfang ikke gør det her for at redde verden, men for mig selv. Og heldigvis er mit arbejde for det meste sjovt (det er bare alt for meget). Og jeg kun har mig selv at takke. Når det går godt er det min fortjeneste. Når det hele er noget lort, er det kun mig selv, der kan vælge til og fra.

Nogle gange kræver det dog sin kvinde. Og måske lidt held, og at jeg husker at minde mig selv herom.

Dyb indånding:

I næste uge kommer min dejlige islandske familie hertil! Min søster har valgt at udsætte renoveringen af et badeværelse og ikke lade sig kue af den islandske finanskrise. Utrolig god timing.

Hvis bare kvinderne bestemte noget mere!

 

I følge maasaiernes overleveringer skulle den lange regnsæson – ’masikaen’ - være lige på trapperne når akacietræerne står i blomst. Det er umiddelbart svært at tro, for vejen mellem Arusha i det nordlige Tanzania og den kenyanske grænse snor sig gennem et landskab der har samme farve som mine skosåler. En støvet farveskala af grå og rødbrune nuancer, der kun brydes af en klar, blå himmel og de pletvise, blomstrende akacietræer.

 

Det er det samme landskab som turister i tusindetal betaler for at komme på safari i – bag os ligger Meru bjerget, og kun et par timer herfra ligger Kilimanjaro og Ngorongoro-krateret. Jeg har en af de helt særlige arbejdsdage - på arbejde som informationsarbejder for Mellemfolkeligt Samvirke i Maasailand. Vi er på vej i bil til Kiserian landsby i Longido distrikt. Longido er også navnet på et lille bjerg, der på maasaiernes sprog betyder ’stenen hvor man kan hvæsse sin kniv’. Det rager ret op forude og er det perfekte pejlemærke for, hvor vi skal dreje af asfaltvejen og ind i bushen. Efter en times tid på jordvej når vi til Kiserian, hvor vi skal besøge en kvindegruppe, som MS støtter gennem en lokal organisation, og som er en del af målgruppen for MS’ landsindsamling d. 3. maj. Min opgave er at få landsbyen til at berette om mænd og kvinders bidrag til landsbyens udvikling – herunder kvinders adgang til jord.

 

Læs hele artiklen her.

 

Artiklen blev bragt som en personlig beretning i Lolland-Falsters Folketidende den 18. marts 2009.

Når firkantede mænd bestemmer det meste

’Kijiji cha Kiserian’ står der skrevet med sirlige bogstaver på opslaget i det lille landsbykontor i Kiserian, som er en lille landsby i Longido distrikt, der ligger mellem Arusha og grænsebyen Namanga en route Nairobi.

Kiserian landsby, står der på kiswahili

Tanzanias lovgving stiller krav om, at hvert landsbyråd skal have mindst tre kvindelige medlemmer ud af 25 mulige. I Kiserian er de otte af de 25 medlemmer kvinder. Landsbyrådet har nedsat en række underkomiteer, bl.a. en jordkomite, hvor kvinder og mænd skal besætte de 10 pladser fifty-fifty. I Kiserian har man også opfyldt denne målsætning. Derudover er fem ud af 15 lokalråd (wards) ledet af kvinder.

Selvom denne landsby givetvis ligger over landsgennemsnittet, mener landsbyrådet godt, at det kan blive meget bedre. Det er nemlig sådan at flere ting bliver gjort anderledes, når antallet af kvinder stiger.

Tingene viser sig nemlig at blive bedre.

Læs mere her.

Lidt ligesom luksus

Jeg brugte hele dagen igår på en felttur til Kiserian landsby i Longido distrikt. Longido er også navnet på et lille bjerg der på maasaierne sprog maa betyder ’stenen hvor man kan hvæsse sin kniv’. Longido ligger på vejen mellem Arusha og den tanzaniske grænseby Namanga, som man passerer i bil på vej til Kenya. 

Longido ligger på ’den anden side’ af Mount Meru – den side der har en ’regnskygge’. Det meste af regnen falder nemlig på Moshi-Arusha siden, der er på dette tidspunkt er året stiller sine selvlysende grønne nuancer til skue. Vejen til Longido derimod snor sig gennem et landskab, der har samme farve som mine skosåler. En palette af grå-rødbrune nuancer. 

Selvom akacietraeerne står i blomst, er det svært at forestille sig at masikaen – den lange regnsæson - skulle være lige om hjørnet.

Læs mere her.

'Normalerweise' til Tanzania

Skuespillerparret bag DR2s satireprogram Normalerweise, Lærke Winther og Anna Neye Poulsen, er ambassadører for MS' landsindsamling 2009 ”Giv jord til mor”.

Se video her. Jeg får - i min egenskab at at være MS Tanzanias informationsmedarbejder - fornøjelsen af deres selskab i 6 dage. Men se nu også den video, som Rasmus og jeg knoklede med i et par dage i Kiteto her. Mest Rasmus, men alligevel også lidt mig, der med et fint ord 'faciliterede' og holdte host-harkende maasaier på afstand imens.

Invitation til chai & chapati i Ruthi's mgahawa

 

I dag har jeg brugt dagen på en ekskursion fra Arusha til Kiserian Village i Longido District, et område tæt på grænsen til Kenya (ca. 30 minutter fra Namanga Town).

Formålet med besøget var at møde en gruppe kvinder, der bliver støttet via undervisning i jordrettigheder - af Mellemfolkeligt Samvirke, og som bl.a. er målet for vores Landsindsamling 2009.

Under besøget blev vi inviteret til chai & chapati i Ruthi's mgahawa - hendes lille te-og gæstehus, hvor billederne er fra.

Trafikprop og mental blokering

Idag kørte jeg samlet ikke mere end 20 km, men brugte langt over 2 timer. Trafikken i Dar es Salaam overgår alt, og virker som om at den er intensiveret her i det nye år.

Så jeg sad i min bil og bedrev tiden med at kigge op på højhusenes glasfacader, hvor den blå himmel spejlede sig for fuld udblæsning, mens jeg lyttede til the Waterboys synge:

Here we stand
In a special place
What are you gonna do here?
Now we stand
In a special place
What will you do here?
What show of soul
Are we gonna get from you
It could be deliverance
Or history under these skies
So blue
Could be something true...

...but if I know you
You’ll bang the drum like monkeys do

Here we are in this fabulous place
What are you you gonna dream here?
We are standing in this fabulous place
What will you play here?
I know you love the high life
You life to leap around
You love to beat your chest
And make your sound
But not here man
- this is sacred ground
With a power flowing through...

..and if I know you
You’ll bang the drum like monkeys do

Helt fantastisk stykke musik, når der skrues op. Får næsten trafikproppen til at forsvinde. I det mindste på mentalt niveau.

Facebook hysteri og ammende maasaikvinder

Jeg læste i december 2008, at Facebook har besluttet at ligestille ammebilleder med nøgenbilleder og dermed fjerne dem fra Facebook. Hvis man kan se brystvorten, så er billederne ganske enkelt forbudt på Facebook.

Det mest interessante, set fra min stol her i Tanzania, er imidlertid at det er en 100% vestlig problemstilling. Som løses med 100% vestlig logik - som ellers ikke er særlig logisk, når det står alle og enhver frit for at hente billeder på Internettet, hvor der for alvor vises bar hud.

I Tanzania, blandt maasaierne, hænger de små børn på hoften eller ryggen, og når de er sulte, får de mælk. I fuld offentlighed. Brystmælk er her en nødvendighed eftersom at det er den eneste, og bedste, næring et lille barn kan få. Og smart, når der ikke er strøm og køleskabe i kilometers omkreds.

I Tanzania, såvel som i flere andre afrikanske lande, er de nøgenbilleder man kan downloade på nettet eller købe sig til til gengæld strengt forbudt, selvom et lille udvalg af tanzanianske sladderblade faktisk tit prøver at overskride en unavngiven blufærdighedsgrænse ved at trykke billeder i af halvafkædte, fulde mennesker i pinlige situationer.

Tanzania er et land i udvikling, men der er stadig meget langt fra den ammende maasaikvinde til Facebook-hysteri i den vestlige verden.

Papiya's historie: Jorden er mit livsgrundlag

Papiya Ndaadu er en midaldrende kvinde med et furet ansigt, hvor et hårdt liv har sat sine spor. Hun bor i Orpopong’ni – en lille landsby cirka 40 minutter i bil fra Kibaya Town, som er distriktshovedstaden i Kiteto. Papiya er blevet udvalgt blandt landsbyens kvinder til at fortælle sin historie på den film, vi har afsat dagen til at optage - og som Mellemfolkeligt Samvirke skal bruge til sin Landsindsamling 2009 'Giv jord til mor'.

Læs mere her.

Duften af syrener

'Hvis der er noget jeg savner fra Danmark, er det duften af syrener', siger den ene halvdel af mit danske værtspar fredag aften, da jeg overrækker dem en buket blomster, som jeg har samlet sammen nede hos blomstersælgerne ved Oysterbay Shopping Mall.

Duften bølger i den tropiske aften.

Manden er kaptajn, og har forlængst sejlet de syv verdenshave tynde samt fået de tatoveringer, der følger. Syrener var derfor nok ikke lige mit første bud. Men man kan jo netop ikke se det på danskerne i Tanzania, hvad det er, de savner mest.

Duften sender mig tilbage i en lollandsk tidslomme med nyrevne, perlegrusbelagte havegange og haveselskaber, hvor min 6 år yngre bror før eller siden troligt ville falde og slå hul på knæet.

Eller det forår i 2000 hvor jeg arbejdede i Beograd, og hvor jeg sammen med tre serbiske venner tog den forkerte frakørsel mod Montenegro og således uplanlagt skar et hjørne af Kosovo. Det sted hed Syrenernes Dal.

Jeg mener, at kunne fraskrive mig den nationalfølelse, man ofte ser udlandsdanskere kan få til at vokse proportionelt med afstanden til Danmark. Jeg har fex ikke et behov for at blive inviteret til Dronningens fødselsdag på kongelige danske invitationer med guldrandede kanter, at skilte med Dannebrog eller forholde mig til om der er rugbrød til julefrokosten eller ej.

Det gør det ganske enkelt ikke for mig. 

Duften af syrener er nok.

MS' Landsindsamling 2009: Giv jord til mor!

Den 3. maj samler MS ind til fattige kvinders adgang og ret til jord og dermed mad i Tanzania, Zambia og Nepal. Støt kvinderne med tre timer af din tid og meld dig allerede nu!

Se mere her: http://www.ms.dk/sw106805.asp om baggrunden.

Samtidig blogger MS’ tre informationsmedarbejdere - jeg selv her fra Tanzania, og mine to kollegaer fra Zambia og Nepal over temaet jordrettigheder her: http://ms-action.dk/blogs/landsindsamling/default.aspx

Find os på Facebook her: http://www.facebook.com/pages/mellemfolkeligt-samvirke/5624899398#/event.php?eid=49894076955 eller meld dig som indsamler her: landsindsamling@ms.dk

Danmarks Indsamling d. 24. januar: Ret til jord sikrer hele familien

Danmarks Indsamling 2009 er en fælles indsamling til fordel for Afrika, som 12 af Danmarks største humanitære organisationer går sammen om lørdag den 24. Januar 2009. Læs mere om Danmarks Indsamling 2009

Vi bidrager her fra Tanzania med: Ret til jord sikrer hele familien

Uden adgang og ejendomsret til jord – ingen vej ud af fattigdom. Det er virkeligheden for mange af de 75 procent af Tanzanias befolkning, der bor på landet. Med pengene fra Danmarks Indsamling vil Mellemfolkeligt Samvirke sikre fattige familier i Tanzania adgang til jord. Se mere her: http://www.danmarksindsamling.dk/39

Frokost i det grønne: Dagens ret er ged.

 

Når man befinder sig i Maasailand, hvor det ikke har været muligt at slæbe andet frokost med end nikotintyggegummi (til min gode ven, Rasmus, TV-journalisten), vand og et karton kiks, der smager af savsmuld (hvilket sandsynligvis kan forklares med at holdbarshedsdatoen viser '1994', og således kun er to år yngre end Tanzanis flerpartisystem) - ja, så bliver man faktisk nærmest euforisk, når man ser en gruppe maasaimænd line op til frokost i det grønne.

Vi bliver bænket på taburetter og et par træstammer, der bliver slæbt ind i skyggen af et akacietræ, der står i blomst her i januar måned. Jorden er rød og udgør vores spisebord, som udmærker sig ved kun lige at ligge op til de mest basale handlinger.

'Det er jo fantastisk', udbryder Rasmus, som under de cirka 7 timer køreturen tog fra Dar es Salaam til Kibaya Town i Kiteto, med jævn frekvens har givet udtryk for hvor meget han bare glæder sig til at komme herud, hvor vi nu er.

I Orpopong'ni Village, hvor MS Tanzania støtter en lokal organisation i at uddanne folk i jordrettigheder, som vi skal besøge for at samle materiale til en kampagnefilm om kvinder - og jordrettigheder.

Vi vasker hænder, for vi skal bruge dem til at spise med. Eller skal man sige; Tage fra?!  Vi får snart indtrykket af, at her hyldes et princip om at kunne få mest ged indenbords. Jo mere ged man kan få ned, jo mere imødekommenhed viser man sin vært. Fuldstændigt det samme princip som da jeg engang var på Færøerne under en grindefangst eller til Thorablot blandt fulde islændinge. Eller hjemme på gården på Lolland.

Det er ihvertfald her, at jeg tænker, at det ville have været smart at have haft sin bredskuldrede landmandsbror med, som om nogen forstår principperne bag at nedlægge vildt og fortære det i gode portioner.

Mændene hiver de bredbladede knive frem, de seriøst bredbladede, knive der får Facebook grupper som 'Dem der går med kniv, er idioter' til at fremstå som noget smart københavneri. Jeg trækker min lilla Leatherman - den feminine model - frem, når nu jeg endelig har husket den.

Den kan jeg så allernådigst få lov at åbne sodavand med.

Ged og cola.

Det smager fantastisk på rød jord og under en skyfri blå himmel. Jeg er i Afrika, tænker jeg - og jeg er sgu' på arbejde. Spisningen giver fedtede fingre, fluerne flokkes, og vi forsøger at udvikle en imidlertid dødsdømt teknik hvor man rører colaflasken mindst muligt.

Man skal tørre hænder i de medbragte grønne blade, forklarer mændene.

En af mine danske kollegaer bliver utilpas en times tid senere, og er ved at dejse om. Mændene forklarer, at det faktisk sker tit, når man spiser meget kød og prøver at være aktiv bagefter, så kan man godt gå bagover. Hun kommer på benene, om det skyldes gedekødet eller varmen, er svært at sige, men tanken om maasaimænd der dejser om i bushen, giver unægteligt nogle sjove billeder på nethinden.

Fantastisk oplevelse, gentager Rasmus begejstret. Og det var det.

Optanket med ny energu, fortsætter vi vores filming.

Læs mere her om hvad vores film skal bruges til: http://www.ms.dk/sw106805.asp