7341 KM til København / 6° 50' S/39° 18' E

Nyt land. Ny blog.

Den 19. marts rejste jeg fra Dar es Salaam mod København. Jeg blogger derfor ikke længere på dansk fra Tanzania, men du kan følge min engelske blog After Africa her.

Tak fordi du kommenterede og fulgte med!

Pernille 

Artikel: 'Goddag, mit navn er Born to Kill' - om kommunikation i Østafrika.

Kommunikation i Østafrika adskiller sig markant fra den danske – her bliver budskaber sendt ad omveje og mellem linjerne. Andre gange brager beskederne igennem, så der ikke er noget at tage fejl af – eller er der...?
 
En af mine tanzaniske venner har en kanga, hvorpå der står ’Mambo iko huku’. Direkte oversat betyder det: ’De gode sager finder du her’. Mens jeg stavede mig frem, vendte hun den rundt, og forklarede, at skriften enten skulle flashes på røven (billede nedenunder) eller over brysterne - afhængigt af hvilket signal kvinden ønsker at sende.
 
I Tanzania går kvinderne traditionelt klædt i ’kanga’, som er en billig, sarong-lignende beklædning fremstillet i mange farver og mønstre. På hver er der trykt en lille sætning - som den tanzaniske kvinde bruger til at give sine omgivelser besked.
 
Da jeg rejste rundt i Tanzania under mit første besøg i 2004 faldt det mig ikke ind, at mønstret og skriften på kangaerne havde en særlig betydning. Når jeg idag tjekker den seneste kangatrend i Uhuru Street i Dar Es Salaam ved jeg, at kangaen er mere end bare et stykke tøj – den er også et finurligt kommunikationsredskab i et land, hvor kvinder som regel kommer i anden række.
 
Med et ‘Hodi hodi naikome mwaka ujao naolewa’ på kangaen kan kvinden bede mændene om at stoppe med at banke på døren, for kvinden har besluttet, hvem hun skal giftes med.
 
Eller hun kan tage en kanga på med skriften: ‘Akufukuzae hakwambii toka’ - som betyder det lidt kryptiske: ‘En person, der ønsker dig ud af sit hus vil ikke sige: forsvind! Du vil forstå det af hendes/hans handlinger.’
 
Afrikanerne har særlig tradition for visuel overlevering i stedet for det talte ord, når de skal udtrykke tanker, viden, følelser og værdier. I Østafrika bliver budskaber til overflod kommunikeret gennem kropssprog, på skilte, i symboler, navngivning eller valg af kanga som i ovenstående eksempel, hvor kvinden på en – efter tanzaniske forhold - høflig måde fortæller sine gæster, at nu er det slut med gæstfriheden.
 
Sudan, Uganda, Kenya og Tanzania - tendensen er den samme, og her på mit femte år i Østafrika har jeg erkendt, at man kommer længst ved at følge rådet på kangaen: lyt til hvad der kommer ud af munden på folk, men læg ekstra godt mærke til det der siges uden ord
 
’Peace Talk Fashion Kiosk & General Merchandise’
Da jeg ankom til det nordlige Uganda i juni 2005 var fredsaftalen mellem nord og syd i nabolandet Sydsudan blevet underskrevet fem måneder tidligere. Ønsket om fred blev pludselig synligt. Ikke i daglige samtaler, hvor det stort set var umuligt at få sudaneserne at sætte ord på, hvad der skulle ske når de vendte hjem til Sydsudan. Men håbet sivede alligevel og satte tydelige spor i den nordugandiske grænseby Arua, som ligger tæt på Sudan.
 
Her blev en af de store butikker i hovedgaden pludselig til ’Peace Talk Fashion Kiosk & General Merchandise’, som igen blev fulgt af ’Mama Peace’ og ’Global Friends Joint – Happiness & Refreshment Zone’. På den anden side af grænsen i Sydsudans andenstørste by, Yei, vrimlede det med tilsvarende eksempler som ’Peace Paradise Hotel’ og ’Peace Drug’ (apotek) og Peace Depot (øl).

Billede øverst til højre: Skoleeleverne i Norduganda pakkede deres ejendele i blikkasser, hvor der tit var spraymalet et hjerte med pil igennem under titlen ’Peace’.
 
Således blev den ellers uhåndgribelige fred til en synlig  påmindelse om det håb som de sudanesiske flygtninge og os der arbejdede med dem havde, på trods af at det føltes som om at verden fortsatte fint uden.
 
Nixon var betjent i Uganda
Den lokale trafikbetjent hed Nixon, og mine kollegaer hed Kennedy, Mandela og Churchill. Fint selskab, konstaterede jeg, når vi gav hånd. Sudaneserne grinede, når jeg højlydt associerede videre på deres navne. Fra lerhytterne langs Nilens bredder var der dog langt til de verdensberømte navnebrødre; afmagten var hver dag til at tage at føle på.
 
For jeg mødte også de andre.
 
’Poverty’ på 16 år var det 13. pigebarn i en sydsudanesisk søskendeflok, og ”skulle i hvert fald ikke giftes og ha’ børn.” Og ’Born to Kill’ og ’Bernhard Burried Alive’ fra Sydsudan, der skrev sig på navnelisten under en workshop en kollega deltog i.
 
På kysten i Tanzania navngives børn efter særlige omstændigheder ved fødslen, selvom tanzanierne ikke trækkes med sudanesernes oplevelse af krig, kan man stadig aflæse, hvordan andre typer af problemer overleveres. Jeg kender f.eks. en ’Maneno’ (Ord), som forklarer, at da hans mor fødte ham ’blev der vekslet ord’ mellem hans mor og farens anden kone. Ushahidis (Vidne) far ville ikke kendes ved hende, og moren besluttede sig for at barnets navn i sig selv måtte bevidne tilhørsforholdet. Tabu (Problem) er så at sige født som et problembarn!
 
Andre er mere heldige.
 
Siden præsidentskiftet i USA er kenyanske babyer blevet døbt Obama og Michelle. Til aviserne har forældrene sagt, at de håber deres børn bliver præsidenter eller i det mindste bliver inspireret til at nå samme højder.
 
Den konstante kontrast mellem elendigheden og den kendsgerning, at alt kan ske, så du derfor må tage alle de chancer du får, er en væsentlig brik i forståelsen af, hvordan Afrika egentlig har det, og hvordan Afrika udtrykker sig. Det kræver tålmodighed at følge med i alt det, der ikke bliver sagt, men det åbner samtidig også op for sider af en kultur, som har flere lag end ved første møde. 

Læs resten af Action Magazine her, hvor artiklen blev bragt.

2 nye artikler

Fedme = rigdom i Tanzania: ’Du har taget på! Hvor ser du godt ud!’ udbryder min kollega, da jeg vender tilbage til kontoret efter en tur i felten. Vi har ikke set hinanden i et stykke tid, og nu overøser hun mig med et udvalg af særligt fine komplimenter.

Hjemme hos Hamisi ved foden af Kilimanjaro: Hamisi A.H. Shikony besøgte Danmark i sommeren 2009 for at deltage i Bright Green Youth, og er tilbage i Moshi ved Kilimanjaro. Nu er det hans tur til af få besøg.

Bongo er fantastisk. Bongo giver mig mulighed for at lytte til musik, jeg ville blive udstødt for i Danmark!

 
De mest solgte CDer i Bongos gader for tiden er (hold fast);

• Westlife
• Ronan Keating
• Phil Collins
• Backstreet Boys
• Kenny Rogers
• Dolly Parton 
• Shakira

At leve udenfor Danmark åbner op for muligheder, jeg aldrig havde forestillet mig. 

9. måned = Ramadan i Tanzania

‘Jeg kastede op i morges, hvordan mon jeg klarer resten af dagen på tom mave?’

Vi er nået til den niende måned i den islamiske kalender, og så fejrer lidt under halvdelen af Tanzanias befolkning ramadan. På mine muslimske venners Facebook og Twitter status kan jeg dagligt følge nedtællingerne til hvornår fasten kan ‘brydes’, hvem de skal spise med og hvor.

Nogle er - som den indledende - mere billedfremkaldende end andre.

En af mine tanzaniske venner vendte for et halvt år siden tilbage til Tanzania efter endt uddannelse i USA, og har valgt denne ramadhan at faste for første gang. Han er i den anledning rykket ud af sin lejlighed og ind hos til forældrene. Det kræver nemlig en kvinde i familien at faste; ‘Der skal jo stå masser af mad klar, når man endelig kan spise efter solnedgang,’ forklarer han med indforstået selvfølge.

I følge ramadanforeskrifterne skal du stå op før daggry for at spise sahur (morgenmad), og derefter udføre fair bønnen. Efter solnedgang, skal du udføre maghrib-bønnen, og så kan du fortsætte med at spise, drikke og ryge til solopgang – og så er det forfra igen i de cirka 30 dage fasten varer.

‘Det sværeste er, ikke at måtte drikke vand eller ryge i løbet af dagen,’ fortæller han, og tilføjer at det faktisk heller ikke er specielt sjovt at skulle afholde sig fra sex. Omvendt tvinger eksperimentet ham til at disciplinere sig selv. ‘Ramadanen handler netop om at kunne sympatisere med den fattige. Om at fokusere på det åndelige og tilsidesætte mine egne behov,’ forklarer han, da jeg stiller et klassisk skandinavisk spørgsmål;

Øh, hvorfor gør du det egentligt, hvis det er så svært?

Jeg kan faktisk godt følge tankegangen. Og hvis man er bedre stillet, synes jeg personligt, at det er en fremragende ide. Velstillede tanzaniere er ikke just kendt for at tænke i disse baner. Desuden prøver jeg at huske, at jeg altid har mindst to valg;

Jeg kan vælge at holde fast i forbindelsen eller fokusere på forskellen. Jeg prøver konsekvent at gøre det første. Oftest fordi det er sjovere at lade sig inddrage, når man bor i en anden kultur, end blot at observere fra sidelinjen.

Forskellene mellem rig og fattig er imidlertid ikke til at tage fejl af, og bliver ovenikøbet forstærket under ramadanen, hvor prisniveauet stiger. I downtown Dar Es Salaam i Uhuru Street kan den fattige købe sig en særlig ramadan kanga (typisk kvindebeklædning) til ca. 20 kr. Den rige muslim kan på Hotel Mowenpick spise luksus sahur, evt. som room service, mellem 2.00-4.30.

Ramadanen udnyttes ligesom dansk jul til at få pengene op af folks lommer;

Undet et nyligt besøg i Moshi ved Kilimanjaro kom jeg forbi moskeen på hovedgaden, hvor salgsboderne tilbød et bredt sortiment: Palestinænsertørklæder, dadler og tabish (bedekæder) i alverdens farver. Eller hvad med et bedetæppe med indlagt kompas eller koranen i Mp3 format?! Selv Coca-Cola laver særlige ramadan reklamer, hvorpå muslimske familier nyder cola til deres aftensmaltid.

I år startede ramadanen, da månen viste sig den 21. august. Der var jeg i Stone Town på Unguja i Zanzibar, hvor 99% af indbyggerne er muslimer. Fasten begyndte ved solopgang den 22. august, og blev brudt klokken 18.32. Da var jeg netop på vej til middag hos nogle andre tanzaniske venner – nemlig Isidori og hans fætter Hamisi. Da vi var ved at købe passionsfrugtjuice i udkanten af Stone Town på vej til Isidori's hjem, hørte vi dagens fjerde bøn – maghrib - brage gennem højtalerne fra de nærmeste minaretter.

Det sidste stykke i bilen ku’ jeg alligevel ikke lade være med at tænke på hvor forskellig denne verden er fra Danmark. Hjemme er debatten om islam-relaterede spørgsmål i den grad intensiveret, og selvom religion og politik også i Tanzania blandes hovedløst sammen på højt plan, er der meget langt til den danske tone.

Naturligvis findes der også tanzaniske muslimer som i kølvandet på 9 11 er gået i den anden grøft, og er blevet langt mere minutiøse i deres praktisering af troen. Ved moskeen i Moshi hilste mændene i salgsboderne mig med et venligt ‘karibu dada!’ – velkommen søster! – mens de stak sorte, hellange polyesterkjoler op foran mig, og angav med anerkendende smil at det ville klæde mig.

De unge, tanzaniske muslimer jeg imidlertid kender flest af, er selverklærede ‘happy muslims’. De forårsager ikke trængsel i moskeen, og henviser til deres praktisering med et ‘nusu nusu' (halvt om halvt). Jeg kan ikke prale med, at jeg til fulde forstår logikken, når de resten af årets måneder alligevel lever det søde liv. Men jeg er nysgerrig, og jeg synes at det er en ære at blive lukket ind i andre menneskers fællesskaber og prøve at forstå hvad der optager folk. Desuden foretrækker jeg den kompromissøgende tilgang med at få religion til at fungere i hverdagen.

Af samme grund bliver jeg ikke kun pinligt berørt, når jeg læser hvordan danske politikere og medier mudrer nuancerne til, det gør mig også bekymret. Og jeg tager sjældent temaet op under middagsselskaber på disse kanter. Vores måltid hos Isidori lagde en helt naturlig distance – det kunne næsten ikke være mere zanzibariansk: Mhugo wa nasi (kassava med kokos); mwali wa nasi (ris med kokos); pweza wa nasi (blæksprutte med kokos), jodari (tun) og kaimati (små, søde og krydrede donuts).

Dertil passionsfrugtjuice.

’Ingen øl’, undskyldte vores vært med et retorisk smil.

Bragt på Politikens Verdensblog her den 29. september.

Indtryk fra Moshi, Marangu og Kilimanjaro

Flere billeder her.

Ja til Moskee!

7341 kilometer vaek, og jeg kan stadig ikke blive fri for Dansk Folkepartis dumheder.

Dansk Folkeparti har endnu engang ladet sig inspirere af uvirkeligheden og har forfattet en plakat, på hvilken der agiteres mod moskeer i Danmark. I den anledning har de taget et billede af den blå moske fra Istanbul og manipuleret, så den virker lidt mere aggressiv og krigsagtig.

Hvis der er et alternativt til at stemme dansk, vil jeg stemme paa det.

Og naar jeg lige taenker efter, maa jeg tilstaa at tanken om stormoskeer i alle danske byer er tiltalende.

Hold da op, hvor ville det live gadebilledet op, hvis der kommer en kolos som den paa billedet i alle byer...

Men kaere vaelger, jeg haaber du taenker dig om, for det som Dansk Folkeparti har gang i, er den rene propaganda.

Det er utidigt, latterligt og intelligensfornaermende at goere oensket om et sted indrettet til at praktisere sin tro, til en kamp mod islamisters hoejborge.

Proev istedet at skabe forbindelse, i stedet for altid at fokusere paa forskelle.

In šāʾ Allāh (إن شاء الله) siger jeg bare.

Hvis en flygtning banker på min dør...

♥

Hvis en flygtning banker på min dør og beder om min hjælp, så ville jeg hjælpe efter bedste evne.

Hvis en flygtning opsøgte mig for få husly, sikkerhed eller mad, så ville jeg stille mit hjem og mit spisebord til rådighed.

Når folk er i nød, har jeg pligt til at hjælpe.

Ifølge dansk lovgivning er det ulovligt. Men jeg mener - loven til trods - at det ville være det eneste rigtige at gøre.

♥

Dansk flygtningepolitik er umenneskelig. Mange flygtninge, som flygter fra trusler og krig, har brug for vores hjælp. I stedet får de en kold skulder, en fængselcelle og bliver fløjet ud under tvang.

Derfor tvinges nogle flygtninge til at leve under jorden i Danmark. Det er en kummerlig tilværelse. Uden mulighed for job, lægebehandling, uddannelse og alle andre aktiviteter, som kræver identitetspapirer.

Derfor hjælper jeg med sikkerhed og fornødenheder, hvis jeg kan.

♥

Join!

Transformation og kendis-diplomater

Jeg beundrer virkelig kvinder og mænd, der formår at skabe skred i deres liv, at vende det umulige til muligheder, dem som kan bryde mønstre. Folk der brænder for noget, men som ikke tigger om anerkendelse. Folk som handler og som gør noget der rækker ud over dem selv.

I Jyllandsposten den 4. september  2009, viva, side 24, fortæller Susanne Larsen, tidl. administrerende direktør for SAS om transformation:

Jeg vil gerne være et eksempel på, at man skal tage de chancer, der er.
At man kan bryde mønstre, hvis man tør træffe sine egne valg.
I mit nye liv vil jeg være styret af lyst, ikke af pligt.

Jeg er lidt fascineret af historien om kvinden, der som 17-årig blev enlig mor, senere fik et handicappet barn, tog en studentereksamen som 30-årig, blev personaledirektør, mødte muren i form af en nedtur med stress, uddannede sig til gestalt-terapeut - og for at spole hurtigt frem - satte sig på den øverste post i flyselskabet SAS med ansvar for 3.000 medarbejdere og en omsætning på otte milliarder kroner. 

Et eller andet sted er det da helt rigtigt, at sådan en som hende er med bag Kvinder for Indflydelse, og rejser til Zimbabwe (i sammenligning med skaren af flossede personligheder der sendes ud som fancy ambassadørerer for at promovere udviklingsbistand!)

Anden bog fra Jakob Ejersbo: Revolution

I Politiken den 31. august anmelder Mikkel Bruun Zangenberg Jakob Ejersbos næste roman Revolution, der netop er udkommet. Anmeldelsen er næsten overstadig, og jeg kan ikke vente med at få mit eksemplar, som en veninde i København igår tilbød at sende som forsinket fødselsdagsgave. Jeg kammede selv over af begejstring her, da jeg havde læst Eksil.

Der var imidlertid en anden ting som fangede mig i Mikkel Bruun Zangenbergs anmeldelse. Han refererer nemlig til Mellemfolkeligt Samvirke:

Men netop da rejste fortællingerne sig fra lærestykkets hængedynd og Mellemfolkeligt Samvirkes drævende prædikener, hvor de ret beset aldrig hang fast, og knuste med fortællekunstens overlegne styrke enhver ansats til blegnæbbet moralisme.

Mellemfolkeligt Samvirke bliver her brugt som eksemplet, der får Jakob Ejersbos stil til at stå klarere. Mellemfolkeligt Samvirke er blegnæbbet moralisme og Mellemfolkeligt Samvirke giver drævende prædikener.

Det sker jævnligt at jeg læser referencer til Mellemfolkeligt Samvirke i denne dur, og måske burde jeg samle dem sammen.

I Urban Øst den 26.  august  2009 læste jeg på side 14 under overskriften 'Udover at være en fin, flot og ikke mindst høj mand (Obama, red.), har han tænkt sig at redde verden, skulle jeg hilse at sige. Og det er den slags kvaliteter og ambitioner, jeg værdsætter. Ikke mindst når det dufter mere af Ivy League end Mellemfolkeligt Samvirke, no offense.

Jeg har arbejdet over 10 år for Mellemfolkeligt Samvirke, og jeg må tilstå at ovenstående brug af Mellemfolkeligt Samvirke ligger lige for. Nogle vil sikkert protestere, men jeg tvivler på at det hjælper. Mellemfolkeligt Samvirkes stærkeste brand blev tilsyneladende grundlagt i en anden tid, og på trods af mange ændringer, hænger det stadig så godt fast i danskernes bevidsthed, at de to forfattere kan bruge det uden nærmere forklaring.

Måske skulle Mellemfolkeligt Samvirke overveje at vende referencer og danskernes forestillinger til sin fordel. Indrømme at vi er dem der (nogle gange) kommer til at trække i Teva-sandalerne og one-size-fits-all afrikanske batikkjoler, og som elsker at tage patent på det perfekte kulturmøde?

Jeg ved det ikke. Jeg tror bare ikke, at det virker at fortrænge at vi stadig bliver set som en organisation, der opererer i tidslomme. Personligt, synes jeg det er helt vildt ufedt, at blive sat i opposition til Jakob Ejersbo.

For Ejersbo har absolut fat i det, der ligger tættest på min opfattelse af afrikansk virkelighed, og jeg har den største respekt for Ejersbos talent og vilje til at omsætte det til nødvendig litteratur.

Det ukonventionelle liv i Tanzania anbefales

’Hvor er det vildt det her!’ siger min franske passager, der hopper op og ned forsædet, da vi tilbagelægger de 60 kilometer jordvej, der stadig venter på at blive asfalteret som resten af landevejen på den sydlige kyststrækning i Tanzania.

Han kæmper med en tiltagende køresyge, men vil ikke give op.

Vi er paa road trip, og det er et privilegie ikke at være nødt til at tage turen i den lokale bus, der op til flere gange hasarderet har overhalet os inden- og udenom.

Vi forlod Dar Es Salaam i to biler, og satte kursen mod Mikindani i det sydlige Tanzania for at deltage i en kulturfestival for traditionel musik og dans.

Da vi efter 556 kilometer og 10 timer på vejen endelig nåede frem til ’Ten Degrees South Lodge’, talte vi over 11 forskellige nationaliteter rundt om bordet.

Det er faktisk ret vildt, måtte jeg give den ene af mine fire passagerer ret i.

Især taget i betragtning af at kun få af os har kendt hinanden i længere tid. Så sidder vi der og stiller de sædvanlige, indledende spørgsmål til hinanden; Hvor lang tid har du været i Afrika? Hvor lang tid bliver du? Hvorfor er du her? Taler du swahili?

De fleste normale mennesker bliver stresset, hvis de skal flytte, skifte arbejde eller bygge nye venskaber op.

Jeg er ikke nødvendigvis fortaler for den globale nomadelivstil, men når det nu er, så er der faktisk flere interessante ting ved at opgive trygheden og flytte til Afrika; Jeg møder hele tiden nye mennesker, er tvunget til at indgå nye relationer, og stifte venskaber med andre, der ligesom mig har spredt mig over mere end et kontinent.

Danmark er ikke kun et meget svært land at få visa til, det er også et land hvor man skal gøre sig fortjent til et venskab og til at blive lukket ind i andre menneskers bekendtskabskredse.

Man skal kende folk fra ’noget’, og man skal inviteres for at deltage i andres fester, man dukker ikke bare op.

Når jeg er hjemme i KBH og skal møde en ven til en kop kaffe, aftaler vi det dagevis i forvejen. Vi taler om at leve i nuet og skabe vores egne identiteter, men de fleste af os er samtidig fanget ind af livstilsmagasinernes retningslinjer for hvordan vi bør se ud og indrette os i denne sæson.

Her er jeg helt udenfor reglementet. Her er tingene knapt så konventionelle. Intenst, fuld af kontrast, men niveauet er kogt ned til det mere jordnære.

Og det føles fantastisk.

Solen går ned over det indiske ocean, folk småsludrer på swahili, mens en bildør smækker og en ged bræger.

Et hoved bliver stukket ind ad døren - vi er lige blevet inviteret til bryllup rundt om hjørnet i Mikindani.

Jeg skal med.

I klipklappere.

Laes artikel fra Politikens Verdensblog her.

EKSIL: Jakob Ejersbo

Jeg læste Jakob Ejersbo's 'Eksil' i april. Stort set i eet, langt hug, med fornøjelse.

’Eksil’ er første del af en trilogi om Afrika, som Jakob Ejersbo arbejdede på i flere år og helt frem til sin død i juli 2008. De næste to bind, ’Revolution’ og ’Liberty’, udkommer i følge Gyldendal senere i 2009.

'Eksil' minder umiddelbart om en slags afrikansk 'Nordkraft', hvor handlingen her spreder sig ud over byerne Arusha, Moshi, Tanga og Dar Es Salaam i Tanzania. Ligesom i første del af Nordkraft, hvor Maria træder frem som kvindelige hovedperson, følger læseren her Samantha, der kom fra England til Tanzania som 3-årig. Men hvor Nordkraft er delt op i tre forskellige dele med hver sin historie og hovedperson, følger man her udelukkende Samantha fra hun er 15 til hun fylder 18.

Bogens handling udspiller sig i kostskolemiljøet på Den Internationale Skole i Moshi (ISM) (billede nederst), hvor Jakob Ejersbo selv gik i skole, da hans far arbejdede for Danida i Tanzania. Dernæst ved kysten, i byen Tanga, hvor Samanthas familie driver et hotel på randen af fallit - samt i Dar es Salaam, bl.a. i Yacht-klubben blandt diplomater og ambassadefolk.

Bogen er ikke klassisk opbygget med et bragende klimaks, selvom de to bipersoner, Samanthas far og dennes forretningspartner, løbende har stor indflydelse på hvilken drejning Samanthas liv tager. Hendes far er bl.a. involveret i våbensalg og narkotikasmugling, og han spiller desuden en rolle i Tanzanias støtte til træning af ANC.

Det overgår trods alt Ålborg. Men vi taler altså også om Tanzania i slut-80erne.

Politiken skrev i deres anmeldelse, at fascinationen af hende (Samantha) er stor som en ungdomsforelskelse i romanens begyndelse, men den stilner af hen imod slutningen, hvor tempoet skrues i vejret, og tildragelserne virker mere påklistrede, mindre sandsynlige.

Det er jeg langt fra enig i. Dengang var der ikke asfalt mellem Moshi og Tanga. Men der forhandles stadig hårde stoffer på de nævnte steder i Dar es Salaam. Amerikanske marinesoldater m.fl. benytter sig stadig af prostituerede. Ex-pats der for alle midler prøver at skabe sig en levevej. Her findes simpelthen stadig uanede mængder materiale om alle livets ekstremer, det materiale som per definition gør sig godt i romaner. 

Jeg oplever, at persongalleriet og de forskellige personers forløb giver stof til en forestilling om at hvis man er hvid, er det svært ikke at ende som enten en korrumperet, men sej mzungu - eller en patetisk, tam mzungu. Ikke helt ved siden af, hvis I spørger mig, mens jeg kigger rundt i min bekendtskabskreds i Afrika anno 2009. Ikke mindst kigger jeg på, hvordan vi ser hinanden og kommer hverandre i kategorier.

Ejersbo har fat i den helt rigtige ende.

Tag fex skildringen af det tanzaniske persongalleri, som generelt har mindre fremtrædende roller og er dermed en anelse underspillet. Der er dem der har magten (politiet, forretningsmænd osv.) - som selvom de er dumme, korrumperede svin, alligevel er dem der vinder. Der er deres håndlangere eller deres aflæggere - bl.a. Samanthas indiske klassekammerater, der hustler sig igennem livet med hvert deres (u)klare syn på overlevelse. I periferien er osse de mennesker, som Samantha ringeagter mindre end andre: den arabisk/tanzaniske lærer der fex forsøger sig med en slags sexualundervisning, farens lokale medhjælper Juma samt vagtmanden på kostskolen.

Ejersbo skildrer netop disse dynamikker med en præcision, jeg endnu ikke har set i dansk skønlitteratur hvor Afrika er i fokus. Derfor er jeg også skuffet, når Politikens anmelder skriver, at Afrika er en i og for sig tilfældig kulisse for hendes udviklingshistorie. Han har naturligvis en pointe om, at de kommende bind måske vil gøre Afrika til mere end en kulisse, men det er for retorisk at spørge: For er det sådan, den første verden forholder sig til den tredje – som en selvoptaget teenager, der har svært ved at se ud over sin egen identitetskrise? 

Samanthas problem er større end selvoptagethed og identitetskrise, hvilket måske kan forklares med Politikens pointe, at det idag ikke giver mening at sige, hvor man kommer fra, men hvor man er. En stor del af bogen prøver hun at få sikkerhed for at kunne blive i Tanzania, men hun er ikke selv herre over hendes fremtid.

Det gælder kke kun for Samantha, men en hel del af resten af bogens personer er det den store udfordring, og som inddirekte giver titel til bogen: Hvordan bliver man i Afrika, og hvordan får man det til at løbe rundt, når man hverken er enten eller?

Og jo, bogen kunne i princippet godt være placeret i en anden kulisse, men få steder har man så meget kontrast, dynamik og potentiale for konflikt med afsmitning på personlige skæbner som i Afrika. Afrika er ikke det der fylder mest i dansk skønlitteratur, selvom Politiken taler om, at bogen føjer sig til en Afrika-bølge, der ruller i dansk litteratur og kunst for tiden, formentlig som en reaktion på overfloden og dertil hørende feel good-æstetik. Der er bunker af stof til romaner på dette kontinent, romaner som endnu ikke er blevet skrevet på dansk (og jeg kan helt ærligt ikke få øje på den af Politiken omtalte Afrika-bølge).

Vigtigt er det imidlertid i denne sammenhæng at hefte sig ved, at Ejersbo, modsat andre, beretter omTanzania med stor præcision og indlevelse. Faktisk en forbavsende stor præcision, når man tænker på at Ejersbo boede i Tanzania som barn, og har baseret meget af sit materiale på en senere rejse rundt i landet for et par år siden - samt bl.a. interviews med barndomsvenner i Europa.

Ikke mindst med kærlighed til Tanzania. Ikke af den sentimentale slags. Det funker ikke her, når Afrika først er kommet under huden.

Ejersbo er lige på og rå. Som i Nordkraft.

Og har man lyst til at beholde sine pæne forestillinger om Afrika, skal man holde sig væk, for bogen giver ikke noget forsødent billede af kontinentet eller dets mennesker. Heller ikke noget overlagt feel good forsøg på at få læseren til at forstå eller føle sympati - hvilket man i øvrigt ofte ser i eksempelvis udviklingsorganisationers formidling af Afrika.

Netop derfor er bogen i den grad værd at læse.

Billeder fra musik- og dansefestival i Mtwara i det sydlige Tanzania

 

 

 

Hvad har jeg gang i...?!

Alt for mange ting på een gang. Men på den fede måde.

 

I fredags leverede jeg denne samling billeder til Mellemfolkeligt Samvirkes køkken på FAIR Fælled, en opgave der foregik i al hast, men som ligger i den sjove kategori, fordi netop disse billeder hører til blandt mine favoritmotiver; Mad og mennesker. Tableauer, farver og tekstur.

 

I en MS kontekst bliver dette tema som regel ophøjet til  det abstrakte 'ret til adgangen til jord', hvor jeg synes det er sjovere at koge det ned til det langt mere jordnære; Hvad er der at spise? Hvordan ser det ud?

Og selvom folk er fattige, så holder de også fester, spiser igennem, laver sjov, drikker kaffe og te med masser af sukker, og hjemmebrændt - og har overskud hertil.

 

Billedet med tekanden i nederste venstre hjørne er fra Ruthi's mgahawa i maasailandsbyen, Kiserian i det nordlige Tanzania, et lille te-og gæstehus, som Ruthi inviterede os på te og chapati i, da jeg var forbi i februar.

 

Esther, kvinden oppe i hjørnet havde både fået mad og nok at drikke, da hun foreslog mig at jeg skulle tage nogle billeder 'kun af hende'. Hun grinede en hel del, mens himlen var helt sindssygt blå over Kaanani landsby i det sydlige tanzaniske højand i sidste uge af juli.

 

Klik på billederne, og læs mere. Eller tag ud på FAIR Fælled og se for dig selv.

10 timer med 3 unge mænd

Jeg er lige kommet tilbage efter 10 timer i selskab med de tre midterste fyre i billedet. Mzunguen er en sydafrikansk fotograf (som vi har tiltusket os til charity-pris, og som ellers normalt skyder modeller i Cape Town) og de to andre ansatte er fra en af MS' lokale samarbejdspartnere, en ungdomsorganisation. 

Og vi har i den grad været på en længere mission. Vi er igang med at blandet foto-og tekstprojekt, hvor ideen er at tage nogle anderledes (ikke svært på disse kanter) billeder og skabe nogle portrætter af almindelige tanzaniske unge, der rykker. Jeg har naturligvis den danske Afrika Kommissions løfter i baghovedet, og det faktum at den ene af de to unge tanzaniere skal besøge Danmark i 4 måneder fra august. Og hvem ved, måske får vi materiale til en lille udstilling, hvis vi kan finde pengene.

Skidehårdt. Minder nærmest om virkeligt fysisk arbejde. Stærk sol (jeg ligner en der har ligget på stranden efter 30 minutter in the suburbs ved middagstid), ingen mad før kl. 18.30 (fedtede fritter og gennemstegte kødstykker), og en uendelig traffic jam. Føler virkelig at jeg har tjent min månedsløn hjem i denne måned.

Og normalt er det jo mig, der tager billeder (!!), men ikke idag, hvor jeg måtte træde tilbage og vist bare erkende, at der findes folk, der rent faktisk ved hvordan man gør sådan noget for alvor. (Blev alligevel til sidst nødt til at liste rundt i en baggård og tage dem her).

Mzunguen mødte op i billige, gule klip-klappere, som her karakteriseres som badeværelses-klip-klappere, ergo et par sko langt nede i hierakiet - og det er jo altid en fuld gyldig (!) anledning til en længere samtale på tværs af kultur og landegrænser. Men jeg har også bedt de unge tanzaniske fyre om at glemme formaliteterne, om at droppe alt det der indledende snak hver gang, og spørge direkte.

Så nu spørger de høfligt 'om det er i orden at stille uformelle spørgsmål'. Hvilket typisk udvikler sig til at handle om 'hvordan jeg kan bo alene uden mand og børn?' (jeg ved det simpelthen ikke, men har jeg noget valg?), 'om jeg tror på Gud?' (jeg tror på noget, men gider ikke praktisere det i en kirke.) 'hvorfor ikke det?' (1.kirker er røvssyge og 2. tror ikke at det materielle er nødvendigt for at være spirituel), 'hvad laver jeg egenligt når jeg er hjemme?' (mange ting), 'om hvor jeg går ud?' (eh, mange steder...), 'med hvem?' (eh, forskellige mennesker), 'om hvad med næste weekend?' (det kan jeg ikke love), 'om hvorfor wazungu ikke giver nogle løfter?' (kwasababu...!) og 'om jeg bli'r i Afrika i lang tid?' (labda, haya...)

Folk stiller virkelig spørgsmål jeg ikke kan svare på, og ind imellem finder jeg det udfordrende at tackle den umiddelbarhed, som kun Afrika kan diske op med. Der ligger ganske enkelt ingen umiddelbare værdiladede holdninger bag disse spørgsmål - men oprigtig nysgerrighed - selvom jeg på dårlige dage vil opfatte dem som hentydninger.

F***, det her job kræver ikke bare kørekort, men også fantasi, indlevelsesevne, en god portion selverkendelse og ikke mindst lidt ekstra plads på harddisken.

Til gengæld er det faktisk ret sjovt, og måske bliver jeg klogere. Idag fik vi ovenikøbet produceret materiale, som MS' partnerorganisation kan være stolte af.

Det var ikk' mig...

Selvom jeg godt kan se at det ku’ se sådan ud.

Jeg er i øvrigt ikke den store tilhænger af traditionelle safaribilleder, hvor folk knipser løs uden at tænke på, om man overhovedet kan se, hvad motivet på billedet skal forestille.

Jeg er med på, at det er selve øjeblikket, det store sus, når man endelig ser dyrene lyslevende for sig – at det er netop det, man vil gemme og have med sig hjem.

 

Men tit bliver dyr bare til små, uskarpe prikker i noget højt græs.

 

Se, så er det langt nemmere at komme tæt på, når de er kørt ned og ligger frit fremme på asfalten, som her lige før Longido i det nordlige Tanzania.

Jeg skal dog ærligt indrømme to ting:

 

1. Jeg har selv taget en bunke ubrugelige safaribilleder (og takker hermed min sydafrikanske ex-kæreste, der bar over, da han tog mig med i Pilansberg.)

 

2. Jeg var faktisk ikke sikker på, at hyænen var død...

En lang åre, der bugter sig vej ind i hjertet af Dar es Salaam

Hver morgen i løbet af arbejdsugen kører jeg gennem det samme 4,5 kilometer lange scenarie på Ali Hassan Mwinyi Road, fra Regent Estate på New Bagamoyo Road til Selander Bridge/UNRoad i Upanga. Og tilbage igen.

Med ganske få undtagelser er morgentrafikken den samme.

Tidlig morgen er vejen fyldt med biler, fra regeringens og NGOernes store landcruisers med silkeblødt, hvidt interiør til udtjente, skramlede Toyota salon cars, tuk-tuks (klinger lidt af en fjendtlig stamme) og dala daļas som flyder sammen i en lang åre, der bugter sig vej ind i hjertet af Dar es Salaam.

Indimellem bragt til stop af en VIP, der nyder bekvemmeligheden af dette lands svaghed for hierarkiske manifesteringer. Man overvejer om trafikproppens rædsler monstro er til for at de almindelige mennesker ikke skal komme på bedre ideer?

Længden af biler svarer ikke til mængden af tilgængelige kvadratmeter asfalt. Dem, der ikke tror på at vente, opfinder ekstra kørebaner hvor de forcerer pladser, fortove og gåstier, og ofte ender med at blokere trafikken. Ingen regulerer denne adfærd, mens de fleste enten kigger stiltiende til, eller vælger selv at drive med. Det synes umiddelbart som om, at det kan betale sig. Mig får det til at tænke på, at denne 'jeg-siger-ingenting-men-tager-selv' adfærd alt for tydeligt afspejler tanzaniernes generelle opfattelse af problemløsning.

Alt bliver suget ind i et tanzanisk slow-mode, hvor et selvstændigt liv har udviklet sig med tilbagevendende karakterer (inklusive mig selv). Denne morgen hilste trafikbetjenten mig ved Haile Selassie vejkrydset; ’Du er sent på den idag.’ Jeg var faktisk sent på den. Det gør en stor forskel hvornår jeg nøjagtigt drejer min bil ud af havelågen. Denne morgen forlod jeg mit hus kl. 7.40. 40 minutter senere end normalt.

Lakini, den skandinaviske hovedstad, der hvor jeg kommer fra, ville en trafikbetjent aldrig bemærke det.

Og søndag var der en af de unge mænd der sælger aviser, som indledte en diskussion mens jeg ventede i Morocco vejkrydset; 'Hvorfor vil du ikke købe en avis af mig?’ Jeg fortalte ham, at jeg normalt læser dem på kontoret. ’Men det er søndag, og du arbejder jo ikke om søndagen!’

Også rigtigt.

På den anden side køber jeg altid The East African fra en af de rutinerede sælgere, der dukker op ved det store baobabtræ. Disse fyre kender deres kunder godt, og jeg lever op til deres forventninger. Gadesælgerne er generelt ret intensive, men ikke særlig logiske i deres fremstød. Ligner jeg virkelig en, der har planer om at købe bøjler, puder, appelsiner og noget mærkeligt udseende væske til bilen - i trafikkøen? På en gang?! Mit 'sihitaji' eller 'sitaki' er aldrig acceptabelt, og jeg bliver nidstirret fra øjne tilhørerende kroppe, der går oprejste i en blanding af sult og håb. Altså, hvis jeg ikke give efter for tilbuddet om alt det junk, jeg ikke behøver og ikke ønsker.

Min største udfordring er tiggerne, de handicappede og syge. Den unge fyr uden fingre på sine hænder, hvor man er nødt til nøje at ligge sedler (bedre end mønter) for at han kan klemme dem sammen mellem håndfladerne; Den skæggede fyr der manglet et halvt ben: Den unge mentalt syge dreng med venlige øjne, og om hvem jeg altid tænker kunne have haft et godt liv i Danmark. Der er også albinoen, der arbejder sin vej op og ned på hele strækningen og på alle tidspunkter. Han opsummerede en dag hele scenariet for mig, da han sagde, ’Det er op til dig, babe!', da jeg kiggede tilbage på ham gennem et par dyre, sorte solbriller, som min søster engang gav til mig.

Jeg så mig selv udefra, og brød mig ikke om synet. Måske vidste han det. At han satte mig i et dilemma. Spørgsmålet mellem min samvittighed, der siger, hvis du har, skal du give - og min principelle manglende tro på at give penge til tiggere, eller på at købe ting, jeg ikke kan se den umiddelbare anvendelse af, blot fordi sælgerne ellers vil gå sultne hjem.

På trods af at dagene ligner hinanden, kan jeg ikke lade være med at tænke, at strækningen jeg kører to gange dagligt udgør Tanzanias kompleksitet alt for godt. Den kræver helt sikkert tålmodighed og refleksion over, hvor langt jeg vil og kan tage mig selv i det afrikanske udviklingsunivers.

We go deep inside (of Africa)

Da jeg arbejdede med sudaneserne i det nordlige Uganda, sagde de nogle gange: 'We are going deep inside', hvis vi skulle ud på en mission. Jeg altid undret mig, hvad det egentlig betød. Sprogligt såvel som praktisk.

Jeg mener, skandinaven ville stille de indlysende, praktiske spørgsmål: 'Hvor langt ind, hvor længe, hvornår vil vi være tilbage, og skal jeg tage mit pas med? I sproglige termer var jeg også blevet nysgerrig efter at vide, hvor langt du er nødt til at gå, før det tæller som deep inside, og hvad det er, der gør at det tæller som sådan.

Det har aldrig stået mig helt klart, og på et tidspunkt går du med strømmen og stopper med at spørge.

Men idag forklarede en tanzanisk kollega mig begrebet.

'Bara' er kiswahili for 'kontinent, interiør, territorium'. Ligesom 'Bara ya Afrika', det afrikanske kontinent, men det bruges også mere symbolsk som 'den indvendige del af Afrika', som i modsætning til kyst.

Folk fra kysten, swahilierne, vil sige 'anatoka bara', som betyder 'han kommer dybt indefra', fra langt væk. (Jeg har også den forståelse, at det kan indikere at manden måske ikke lige er så opdateret som befolkningen på kysten. Og at han vil beklage sig over de alt for lette måltider, de spiser på kysten, han foretrækker sin ugali eller endog matoke. Men det er en anden historie.)

Det er de folk, der kommer fra 'bara' - fra dybt inde i Afrika. Hvis jeg skal rejse deep inside, vil jeg sige 'nakwenda bara' (eller 'ninakwenda bara') - men stadig er jeg ikke helt sikker på, hvornår eller hvor jeg man bruge begrebet præcist.

Find alle betydninger af bara her.

Billedet er fra strækningen Koboko-Yei - fra Uganda til Sudan.

1-2-3: Regn + myg = malaria

Jeg rejste mig igår efter et par dage med malaria.

Det er den tid på året. Regntid. Ikke dagligt, men pludseligt og uventet kommer der lige en regnbyge af dimensioner som denne by slet ikke er anlagt til at tage i mod. Den 8. april blev Dar es Salaam lammet af et tropisk regnskyl, der var tæt på at forbinde byen med det Indiske Ocean. Da jeg kørte hjem gennem gaderne den aften, var det med hjertet oppe i halsen. De mindre veje, der leder op til mit hus, var oversvømmede. Og jeg kørte gennem dybe, sorte vandhuller, der stank af stillestående vand og kloakudløb. Bil efter bil var blevet opgivet i vejkanterne, mens dem uden smøgede tøj op og forcerede vandmasserne på gåben.

Når man først er begyndt at køre gennem vandmasserne, kan man ikke bare vende om. Man kan ingenting se, eftersom at halvdelen af pejlemærkerne ligger under vand. Og bilen kan tage vand ind, og gå i stå på stedet. Og selvom det er hverdagskost for de fleste heromkring, kunne jeg der kl. 19.30 lige pludselig ikke se mig stige ud i et vandhul og lade bilen stå.

Da jeg i mandags gik ned for at blive testet på den internationale lægeklinik og for at blive en del af malariastatistikken, fortalte de, at de tilfælde der har været i år af malaria i Dar Es Salaam, er opstået omkring den 8.april. Inkubationstiden for malaria ligger mellem 7-14 dage, og det passer fint med at mine malariaparasitter eksploderede i blodet den 16. april.

Ubelejligvis lige midt i en tur til Maasailand, hvor jeg vågnede op på et gæstehus i Kibaya By, cirka 7-8 timer hjemmefra, og næsten ikke kunne hive mig selv ud af sengen. Min krop var tung og træt, og smertede over det hele. Føltes som om at jeg var blevet kørt over eller havde fået tæsk. Hovedet uklart og feber. Men jeg tog mig sammen (fordi jeg havde dem her med), fik tøj på, hvilket føltes som en totalt uoverskuelig opgave, når man helst vil tilbringe resten af dagen i fosterstilling med adgang til skoldhedt brusebad, rene lagner, DVDs, iskoldt danskvand og friskpresset frugtjuice. Jeg havde ingen af delene, hvilket sikkert bidrog til at skubbe mig ud af sengen og ud i maasailandsbyen, hvor jeg efter 1½ times tid måtte bede om at blive kørt hjem.

Jeg måtte imidlertid vente, og mens jeg sad og sank spyttet, hængende i forsædet, stimlede landsbyens kvinder sammen og bare stirrede på mig. I sympati, antager jeg automatisk. Jeg har været i landsbyen to gange før, og de ikke har oplevet mig med feber. Pludselig står der en kvinde med baby, der også har malaria. En baby, men ingen dawa. Ingen medicin. Jeg sveder, og jeg har ondt, og jeg prøver at huske, hvordan man siger høj feber. Joto la homa eller sådan noget. Ikke nødvendigt, mine øjne er feberblanke.

Jeg tænker at hvis denne baby føler det, jeg gør det, holder hun et bedre ansigt. Hvis du nogensinde har haft malaria før, ved du hvad der venter, og du ønsker bestemt ikke at en baby skal gå det igennem. Det gør mig helt ondt. Spædbørn dør af malaria hver dag i dette land. Globalt dræber malaria omkring 880.000 mennesker hvert år. Afrika syd for Sahara tegner sig for mere end 60% af infektioner og 80% af dødsfald som følge af sygdommen.

I min febervielse konkluderede jeg, at det var 1000 gange lettere at sige malaria til maasaierne og til min danske kollega, men influenza til de danske gæster vi havde med. Maasaier og danske kollegaer med Afrika-erfaring er 1000 gange lettere at overrække dårlige nyheder til, for her er det et vilkår, et problem man forholder sig konstruktivt til, og så er det altså ingen katastrofe at den hvide kvinde har fået malaria. Hun har jo et self-test kit og behandling, og der er nogen der kører hende hjem. I det her tilfælde min danske kollega, der heldigvis sprang til og tog over uden at stille spørgsmål der gør det værre.

Malaria er en forbandelse. Men man kan gøre noget ved det. F.eks. mindske mængden af stillestående vand og sørge for at folk sover under myggenet. Aviserne var dagene efter det tropiske regnskyl, der nærmest vaskede Dar es Salaam ud i sandet, fyldte med opfordringer til regeringen om at tage dræning af denne by alvorligt. Myggene elsker mørke og stillestående vand. De fattigeste i Dar es Salaam bor i de lavere områder, der hvor vandet samler sig. De bor i huse der er dårligt bygget. Men selv det centrale Dar es Salaam stod under vand, et område der for nylig er blevet drænet, tilsyneladende et arbejde af ringe kvalitet. Måske pga. korruption, antydede en avis. Man forestiller sig f.eks., at materialerne ikke er blevet anvendt til det tiltænkte formål.

Jo flere der har malaria i denne her by, jo lettere er det at få det. Absurd, at Tanzanias regering ikke har fattet alvoren. Malaria gjorde ikke kun mig ukampdygtig i en lille uge, hvis det ikke slår folk ihjel, tager det livslyst og generel motivation fra mennesker. Det sætter ting i stå, og det er helt sikkert medvirkende til at holde Tanzania i kategorien 'u-land' noget tid endnu.

Fakta om malaria.

Højfrevente toner på Zanzibar - og ikke et ord om Muhammed-tegninger

Det er midnat i Stone Town på Zanzibar, og vi er på udkig efter et sted med gang i.

Vi går efter omtale. Vi går efter der, hvor jeg var heldig sidst.

Vi går efter lyden.

Dharma Lounge og Musical Club på Vuga Road er der ikke meget liv i.  Bada, siger de. Kom tilbage senere. En udvalgt skare af søvnige Zanzibarmænd slænger sig på baraza’en udenfor. I al deres dovne magelighed foreslår de, at vi går til taraab, og giver anvisninger til en koncert et sted udenfor byen.

Det lyder uklart og af langt væk. Vi kan til gengæld høre noget infernalsk, højtravende musik som klinger arabisk og for fuld udblæsning et sted i nabolaget. Faktisk voldsomt tæt på. Det er højfrekvente lyde, forklarer min islandske svoger, der er uddannet audiologopæd.

Jeg synes altid, at Afrika er højfrekvent. I det hele taget. At der altid er høj lyd tæt på.

Men jeg vidste ikke, at højfrekvente lyde kommer fra aktiviteter tæt på fordi høje, skingre toner nemlig dør, når de rammer vægge og loft. Det er langt fra tilfældet her.

Mnazi Mmoja hedder området, hvor konturerne af bygningerne er sorte her ved midnatstid, mens månen lyser hvidt på himlen over Stone Town.

Så vi går efter lyden, drevet af nysgerrighed.

For der er gang i den et eller andet sted. Vi drejer om et par hjørner og pludselig ser vi, hvad det er der skaber de højfrekvente toner.

En lille moske og muslimsk skole. Cirka 50 unge mænd og mindre drenge spiller og danser, mens en eller to skiftes til at synge for. De har sat skoene i bunker langs vævede plastikmaatter i pangfarver a' la dem der koster en herregaard i Girly Hurly på Istedgade. En projektør lyser pladsen op foran moskeen.

Vi skiller os ikke kun ud ved vores hudfarver og påklædning. Jeg skiller mig også ud ved at være kvinde. Men jeg synes at være den eneste, der har tænkt den tanke. Ansigterne vender sig og råber ’karibu’. Velkommen! Vær med!

En repræsentant for gruppen kommer op og hilser, og forklarer. Vi fejrer at Mohammed kom tilbage, Guds profet. Kender I ham? Jeg priser mig lykkelig for at ingen her tænker på Mohammedtegninger eller danskere. Min svoger bliver ved med at sige, at han ikke har nogen religion, og at det hele for ham er hip som hap.

Jeg tænker på en passage fra Karen Blixens bog 'Min afrikanske farm', hvor hun sammenligner protestantismen med katolicismen, hvor hun beskriver at førstnævnte kirke foretager sine handlinger for lukkede døre, mens sidstnævnte åbner op, involverer mennesker og inviterer til deltagelse. Jeg er ikke ateist, men jeg bekender mig bestemt ikke til den protestantiske kirke, jeg er blevet døbt og konfirmeret af. Delvist af ovenstående grund.

Sjovt nok er Karen Blixens iagttagelse faktisk aktuel i denne sammenhæng, og jeg undrer mig over hvem der på bagsiden af min engelske paperbackudgave af 'Out of Africa' har skrevet 'a way of life that has disappeared forever'?

I må godt være med, siger drengene, som laver fagter og dance moves i en skønsom blanding af amerikansk hip hop og zanzibar dansetrin. Vi svinger lidt med, men bliver ved med at kigge på os selv udefra. Det skal man ikke. Vi er to wazungu der ikke kan synge med, og ingen rytme i forhold til de unge drenge.

Det er klart aftenens højdepunkt, selvom det måske kun varer en lille halv time, og vi bl.a. grundet aldersforskellen og den kendsgerning, at de ikke gør det i alkohol, vandrer tilbage til Livingstone Beach Restaurant.

Hovedsagen er, at vi er blevet inviteret indenfor af en gruppe mennesker som ikke optages af fordomme og forskelle.

12 timer i regn og rødt mudder

Regntiden er lige begyndt i Dar es Salaam og omegn. Det er ikke det store problem, når man kører på asfalt. Men der hvor MS’ partnere arbejder, er der som regel jordveje, som forvandler sig til floder af rød jord, når det regner. Andre steder bliver jorden til mudder. Et emne, i øvrigt, udviklingsarbejdere med placering i rural Africa elsker at tale om i detaljer (- og folk som mig, der kommer fra Lolland, har helt specielle ord for).

Klik her for resten af historien.