Måske har du allerede læst Jakob Ejersbos anden Tanzania bog: 'Revolution'?
Bogen burde være obligatorisk for mændene i slips og jakkesæt i det danske udenrigsministerium; og burde ligeså vel læses af dem, der trækker i batik og Teva sandaler; dem som træffer beslutninger i de danske udviklingsorganisationer; dem der rejser til Afrika med forkromede illusioner og hovedet fuld af logical framework og forestillinger om at man kan læse sig til cultural sensitivity. Derudover bør den til dem der bliver hjemme være en del af dansk-kompendiet i det danske uddannelsessystem.
Bogen blev anmeldt her af Mikkel Bruun Zangenberg for Politiken. Af Erik Skyum-Nielsen for Information under titlen 'Sort er ikke bare sort', samt af Jens Andersen på Berlingske her.
Jeg læste den færdig i denne uge, og nu rumsterer Rachel, Moses og Mick inde i mit hoved. Selvom jeg har boet og arbejdet i det østlige Afrika i 4,5 år, og har interviewet, skrevet om og fotograferet folk i een lang køre, må jeg erkende, at det er helt latterligt hvad jeg ikke ved, når jeg læser 'Revolution'.
Så tænkte jeg mig om igen, og måtte konkludere, at det nok mest handler om alt det jeg ikke vil vide. At jeg godt ved det, men har lagt mentale distancer ind:
Jeg var f.eks. i Merarani i 2004, hvor Moses søger efter tanzanites i historien om 'Slangen'. Tanzanian Mineworkers Development Organisation, der har base i Mererani har været partner med MS Tanzania, og yep, vi stod og så ned i skakterne, så dem der har et liv som Moses, hørte på folk - og kørte igen. De billeder som den historie skaber, får jeg aldrig ud af hovedet igen.
Og historien om Rachel, om hvordan hele hendes liv afhænger af milimeter. Så tæt på, så langt fra. Det er en historie som gælder en så stor del af Tanzanias - Afrikas - kvinder, at det heller ikke er til at holde ud at tænke på hvor dumt jeg mange gange må være kommet væltende ind en en kvindes liv i min rolle som informationsmedarbejder for Mellemfolkeligt Samvirke for at få materiale til en historie, som skal formidles i Danmark.
Det er rigtigt, for jeg skal altid have det til at passe ind i MS rammen, i det som Politikens Zangenberg kalder lærestykkets hængedynd og Mellemfolkeligt Samvirkes drævende prædikener. - Ejersbo minder mig lige om, at jeg måske skulle til at skrive med meget større bogstaver.
Ejersbo er i det hele taget en vedkommende og totalt uoverseelig påmindelse til en dansk udviklingsarbejder om at rette sig an, stramme op, være mere ærlig over for mig selv og opføre mig ordentligt. Jeg ved jo for helvede godt hvad Ejersbo mente om min slags, selvom han ikke dikterer moral. I bogen er historien om Mick, og mødet med den nye kærestes norske ex-mand og hans nye Maasai kone befriende komisk.
Bogen holder.
Men derudover skaber den osse en helt, helt ny tilgang til en forståelse af Afrika, som er ny, fordi den er rå og sætter følelser på et persongalleri, som vi ellers ikke møder i dansk litteratur. Tvinger os til at høre hvad folk tænker når de virkelig, virkelig er på røven. Sprogligt er den interessant, fordi han bruger meget få udsagnsord, men til gengæld fletter Kiswahili ord og begreber ind (fex. 'frugt' og 'pumpe'), som danner meget overbevisende billeder.
Men det som bogen gør bedst, er nok det som Mikkel Bruun Zangenberg lægger ud med i sin anmeldelse:
'Men netop da rejste fortællingerne sig fra lærestykkets hængedynd og Mellemfolkeligt Samvirkes drævende prædikener, hvor de ret beset aldrig hang fast, og knuste med fortællekunstens overlegne styrke enhver ansats til blegnæbbet moralisme.'
Og så lige en sidste ting; Bogens omslag. Inspirationen er tydeligvis hentet fra den tanzanianske Konyagi om hvilken man siger skal serveres liggende ned, fordi manden på logoet er blevet træt af at stå op!
