Jeg læste Jakob Ejersbo's 'Eksil' i april. Stort set i eet, langt hug, med fornøjelse.
’Eksil’ er første del af en trilogi om Afrika, som Jakob Ejersbo arbejdede på i flere år og helt frem til sin død i juli 2008. De næste to bind, ’Revolution’ og ’Liberty’, udkommer i følge Gyldendal senere i 2009.
'Eksil' minder umiddelbart om en slags afrikansk 'Nordkraft', hvor handlingen her spreder sig ud over byerne Arusha, Moshi, Tanga og Dar Es Salaam i Tanzania. Ligesom i første del af Nordkraft, hvor Maria træder frem som kvindelige hovedperson, følger læseren her Samantha, der kom fra England til Tanzania som 3-årig. Men hvor Nordkraft er delt op i tre forskellige dele med hver sin historie og hovedperson, følger man her udelukkende Samantha fra hun er 15 til hun fylder 18.
Bogens handling udspiller sig i kostskolemiljøet på Den Internationale Skole i Moshi (ISM) (billede nederst), hvor Jakob Ejersbo selv gik i skole, da hans far arbejdede for Danida i Tanzania. Dernæst ved kysten, i byen Tanga, hvor Samanthas familie driver et hotel på randen af fallit - samt i Dar es Salaam, bl.a. i Yacht-klubben blandt diplomater og ambassadefolk.
Bogen er ikke klassisk opbygget med et bragende klimaks, selvom de to bipersoner, Samanthas far og dennes forretningspartner, løbende har stor indflydelse på hvilken drejning Samanthas liv tager. Hendes far er bl.a. involveret i våbensalg og narkotikasmugling, og han spiller desuden en rolle i Tanzanias støtte til træning af ANC.
Det overgår trods alt Ålborg. Men vi taler altså også om Tanzania i slut-80erne.
Politiken skrev i deres anmeldelse, at fascinationen af hende (Samantha) er stor som en ungdomsforelskelse i romanens begyndelse, men den stilner af hen imod slutningen, hvor tempoet skrues i vejret, og tildragelserne virker mere påklistrede, mindre sandsynlige.
Det er jeg langt fra enig i. Dengang var der ikke asfalt mellem Moshi og Tanga. Men der forhandles stadig hårde stoffer på de nævnte steder i Dar es Salaam. Amerikanske marinesoldater m.fl. benytter sig stadig af prostituerede. Ex-pats der for alle midler prøver at skabe sig en levevej. Her findes simpelthen stadig uanede mængder materiale om alle livets ekstremer, det materiale som per definition gør sig godt i romaner.
Jeg oplever, at persongalleriet og de forskellige personers forløb giver stof til en forestilling om at hvis man er hvid, er det svært ikke at ende som enten en korrumperet, men sej mzungu - eller en patetisk, tam mzungu. Ikke helt ved siden af, hvis I spørger mig, mens jeg kigger rundt i min bekendtskabskreds i Afrika anno 2009. Ikke mindst kigger jeg på, hvordan vi ser hinanden og kommer hverandre i kategorier.
Ejersbo har fat i den helt rigtige ende.
Tag fex skildringen af det tanzaniske persongalleri, som generelt har mindre fremtrædende roller og er dermed en anelse underspillet. Der er dem der har magten (politiet, forretningsmænd osv.) - som selvom de er dumme, korrumperede svin, alligevel er dem der vinder. Der er deres håndlangere eller deres aflæggere - bl.a. Samanthas indiske klassekammerater, der hustler sig igennem livet med hvert deres (u)klare syn på overlevelse. I periferien er osse de mennesker, som Samantha ringeagter mindre end andre: den arabisk/tanzaniske lærer der fex forsøger sig med en slags sexualundervisning, farens lokale medhjælper Juma samt vagtmanden på kostskolen.
Ejersbo skildrer netop disse dynamikker med en præcision, jeg endnu ikke har set i dansk skønlitteratur hvor Afrika er i fokus. Derfor er jeg også skuffet, når Politikens anmelder skriver, at Afrika er en i og for sig tilfældig kulisse for hendes udviklingshistorie. Han har naturligvis en pointe om, at de kommende bind måske vil gøre Afrika til mere end en kulisse, men det er for retorisk at spørge: For er det sådan, den første verden forholder sig til den tredje – som en selvoptaget teenager, der har svært ved at se ud over sin egen identitetskrise?
Samanthas problem er større end selvoptagethed og identitetskrise, hvilket måske kan forklares med Politikens pointe, at det idag ikke giver mening at sige, hvor man kommer fra, men hvor man er. En stor del af bogen prøver hun at få sikkerhed for at kunne blive i Tanzania, men hun er ikke selv herre over hendes fremtid.
Det gælder kke kun for Samantha, men en hel del af resten af bogens personer er det den store udfordring, og som inddirekte giver titel til bogen: Hvordan bliver man i Afrika, og hvordan får man det til at løbe rundt, når man hverken er enten eller?
Og jo, bogen kunne i princippet godt være placeret i en anden kulisse, men få steder har man så meget kontrast, dynamik og potentiale for konflikt med afsmitning på personlige skæbner som i Afrika. Afrika er ikke det der fylder mest i dansk skønlitteratur, selvom Politiken taler om, at bogen føjer sig til en Afrika-bølge, der ruller i dansk litteratur og kunst for tiden, formentlig som en reaktion på overfloden og dertil hørende feel good-æstetik. Der er bunker af stof til romaner på dette kontinent, romaner som endnu ikke er blevet skrevet på dansk (og jeg kan helt ærligt ikke få øje på den af Politiken omtalte Afrika-bølge).
Vigtigt er det imidlertid i denne sammenhæng at hefte sig ved, at Ejersbo, modsat andre, beretter omTanzania med stor præcision og indlevelse. Faktisk en forbavsende stor præcision, når man tænker på at Ejersbo boede i Tanzania som barn, og har baseret meget af sit materiale på en senere rejse rundt i landet for et par år siden - samt bl.a. interviews med barndomsvenner i Europa.
Ikke mindst med kærlighed til Tanzania. Ikke af den sentimentale slags. Det funker ikke her, når Afrika først er kommet under huden.
Ejersbo er lige på og rå. Som i Nordkraft.
Og har man lyst til at beholde sine pæne forestillinger om Afrika, skal man holde sig væk, for bogen giver ikke noget forsødent billede af kontinentet eller dets mennesker. Heller ikke noget overlagt feel good forsøg på at få læseren til at forstå eller føle sympati - hvilket man i øvrigt ofte ser i eksempelvis udviklingsorganisationers formidling af Afrika.
Netop derfor er bogen i den grad værd at læse.
Recent Comments